DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

36
Jesper Bacher
brogede verden, at de, som er anderledes, ja,
ligefrem vil være anderledes, i mange tilfælde
påkalder sig skepsis, mistænksomhed og
afvisning? ”De hellige er et kontrastbegreb”
meddeler Dansk Bibelleksikon, og det kan
være så umådeligt provokerende og øretæveindbydende.
Biskop Jan Lindhardt skrev
i sommers i Kristeligt Dagblads ”Kirkeligt
Set”, at ”det hellige har det med at kalde
på det værste hos folk”, og refererede til de
mennesker, som bliver onde på det gode og
”knytter næverne i lommen, når de ser en
kirke” (Kristelig Dagblad 31/8-07). Nu kan
verdens forargelse selvfølgelig ikke komme
bag på den, som kender bare en smule til
Det Nye Testamente og for den sags skyld
har nippet en smule til Søren Kierkegaard.
Men helligheden eller hellighedsforståelsen
udfordres sandelig også indefra. Lige såvel
som den er uopgivelig, er hellighed netop
ingen hellig ko i betydningen uforanderlig og
urørlig i den hellige skrift. Det er selvfølgelig
oplagt at pege på den måde, hvorpå verden
desakraliseres i Det gamle Testamente, eller,
om man vil, afmytologiseres. I den deuteronomistiske
teologi er loven og det udvalgte
pagtfolk hellige. De skal ikke være som de
andre folkeslag, men regnes for hellige, som
Herren kundgør for israelitterne: ”Hvis I
adlyder mig og holder min pagt, skal I være
min ejendom, ene af alle folkene; for hele
jorden tilhører mig. I skal være et kongerige
af præster og et helligt folk for mig” (2 Mos
19,5). Egentlig er hellighed en eksklusiv
guddommelig egenskab. Alene Gud er hellig
i sig selv og ved sig selv. Men han deler sin
hellighed, helliger sine udvalgte, som pålægges
at leve i den skænkede hellighedssfære.
Helligheden opretholdes og vedligeholdes
dog vel at mærke ikke kun etisk, men også
kultisk gennem helligsteder og et præsteskab,
som skal skelne mellem kategorierne,
mellem helligt og profant.
Hellighed gør virkelig en forskel, ja,
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
den afgørende forskel. Der er tale om en afgrænsning,
men samtidigt kritiseres denne
afgrænsning, hvis den begrænses til det
kultiske og rituelle. Helligheden forfalskes,
hvis den reduceres til hellig liturgi, og det
hellige liv træder i baggrunden eller skubbes
til side. ”Hvad skal jeg med jeres mange
slagtofre?” (Es 1,11), spørger Herren folket
hos Esajas, når deres hænder er fulde af
blod, og uretten florerer i landet. Hellighed
er på én gang skænket og fordret, hellighed
trækker skel, hellighed viser, at verden
netop ikke er hellig, men kræver helligelse.
Hellighed rummer også et kulturkritisk
potentiale af rang, og hellighed maner til
selvkritik.
I Det Nye Testamente kan man kortfattet
sige, at det hellige, in casu den Hellige,
som ellers afgrænser sig, bliver radikalt
grænseoverskridende; kategorierne, som
skulle holdes adskilt, sammenblandes i
den grad. Guds hellige, Jesus Kristus, sætter
sig på spektakulær vis ud over grænsen
mellem rent og urent, den gældende lovfortolknings
grænser og sociale og moralske
grænser. Bent Flemming Nielsen har peget
på to polære hellighedsbegreber i såvel Det
Gamle Testamente som Det Nye Testamente,
som han benævner som henholdsvis (1)
”Forsikringen om éns givne sted” og (2) ”At
overskride grænser og blive frigjort” (Nielsen
1998, 8).
Ifølge det første hellighedsbegreb er
dette at være hellig at opretholde en given
orden religiøst, kropsligt og socialt, at skille
skidt fra helligt kanel, om jeg så må sige
og for egen regning. Det andet hellighedsbegreb
eller snarere hellighedsbevægelse,
sætter sig ud over den givne orden, det er
ikke opretholdende, men rystende for den
gamle orden, det hellige skal ikke gives til
hundene, men uddeles alligevel med rund
hånd til syndere. Jesus repræsenterer, ja,
han inkarnerer det sidste hellighedsbegreb.