DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

Helliggørelsen og syndens virkelighed
Hellighed eller helliggørelse kalder både på den almindelige
skepsis og den teologiske kritik og har stærke konnotationer af
selvretfærdighed og hykleri.
virkelig var 8 ¾ missionsfolk, skønsmæssigt
anslået, i Vedersø sogn, og så i parentes
bemærkede: ”… hvoraf jeg tegner mig personligt
for den ene kvart”.
Men tilbage eller måske snarere frem til
årets og månedens, om ikke dagens, runde
fødselar. Jeg fik kaldt denne begivenhed en
fødselsdagsfejring, men det udsagn må nuanceres,
for man fejrer ikke en teologisk lærer
retteligt ved blot at hylde ham, men ved
at forfølge hans sag, lade sig udfordre og
bevæge til selvstudier. ”Einen Denker ehrt
man durch Denken” (Jüngel 1982, 332), som
Eberhard Jüngel har sagt det i forbindelse
med netop Karl Barth, som for Prenter,
uenigheder til trods, var ”den største lærer”
(Prenter 1985, 80). Denne erkendelse
præger også denne dag. Ikke at jeg selv kan
levere noget nyt eller usagt på det område,
som er blevet mig tildelt, men måske har
mit livtag med stoffet kastet noget af sig,
som er værd at lægge øre til. Den vurdering
er selvfølgelig ikke min. Før jeg kaster mig
ud i det vil jeg blot sige, at jeg taler om dette
emne som præst og forkynder, som en, der
står midt i suppedasen eller vingården, om
man vil, og denne stilling er fortegnet for
min beskæftigelse med teologien. Eller som
Prenter siger det i sin første bog Kristendom
og kultur fra 1937: ”Endvidere er vor
synsmåde også teologisk i den forstand, at
vi ikke vil interessere os for tankerne og
problemerne for deres egen skyld, men hele
tiden have den kirkelige forkyndelse og tjeneste
i sigte” (Prenter 1937, 9).
2. Helliggørelse påtalt og påkrævet
Vi begynder hos en observant essayist, digteren
Søren Ulrik Thomsen, som fortæller fra
sit liv og levned: ”I disse år var jeg medlem af
en lille privat forening kaldet ”Tankens venner
og veninder”, hvor vi på skift fremlagde
et emne til diskussion. En af deltagerne var
en præst, der typisk for professionen elskede
at blære sig med, hvor lidt hellig han var”
(Thomsen 2005, 102). Fænomenet turde
ikke være ukendt, og det er ikke afgørende
for historien, at præsten faktisk var den herostratisk
kendte Thorkild Grosbøll, for hinsides
dennes åbenlyse kætterier, siger det
noget om hellighedskritikken, hellighedsdistancen,
også i de helliges samfund. Hellighed
eller helliggørelse kalder både på den
almindelige skepsis og den teologiske kritik
og har stærke konnotationer af selvretfærdighed
og hykleri. Hellig rimer nærmest på
skinhellig, hellige køer er ikke i høj kurs – i
hvert fald ikke de andres – og selv om vi ikke
kan lide en uhellig alliance, så frygter vi såkaldte
hellige krigere med Gud som motiv til
de skændigste forbrydelser.
Slår man op i Politikens Nudansk Ordbog
under adjektivet hellig, er en af betydningerne:
”En, som er påtaget god og from”
og som eksempel på denne brug anføres
sætningen: ”I stedet for at være så hellig
skulle du hellere snuppe dig en bajer”. De
hellige er på mange måder genstand for
afvisning og mistænksomhed. Det skyldes
selvfølgelig erfaret skinhellighed, men det
skyldes også den afgrænsning, som ligger i
helligheden. Religionsforskeren Eliade siger
det sådan: ”Den første definition på det hellige
lyder: At det danner modsætningen til
det profane” (Eliade 1993, 8). Og er det ikke
en sociologisk grundlov eller i hvert fald et
stærkt træk, hvor meget vi end holder skåltaler,
som priser mangfoldigheden og den
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
35