DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

28
Asger Chr. Højlund
Guds gerning på skabelsens plan:
Skabelsens lov
Som vi allerede har været inde på, ser
Prenter (måske ikke mindst i Skabelse og
genløsning) en tæt forbindelse mellem skabelsen
og loven. Det er værd at lægge mærke
til i forhold til den måde, de fleste i dag
vil udfolde troen på Gud som skaberen på.
Som oftest vil det her være billedet af Gud
som livgiveren, vi vil møde, ham der med
magt og omsorg sørger for sin skabning.
Eller det vil være kreativiteten, der fremhæves
(sådan som det for en stor del sker
i Niels Henrik Gregersens afsnit om skabelsen
i Århus-dogmatikken Fragmenter af
et spejl), den stadigt nye og uforudsigelige
udfoldelse og tilblivelse. I Prenters Kirkens
tro ser vi da også, hvordan udfoldelsen af
skabelsen begynder med et afsnit med overskriften
”Tilværelsen er en gave” (Prenter
1964, 53).
Men i Skabelse og genløsning knyttes
skabelsen altså på en meget fremhævet
måde sammen med loven. Sådan som der
også kan gives gode begrundelser for, jævnfør
Sl 74 og Sl 148, som Prenter som anført
henviser til, eller den gængse tolkning af
skabelsesberetningen som udtryk for det, at
der sættes grænser (mellem vand og land,
himmel og jord), og at enhver ting placeres
inden for sin art og med sit formål. Hele
tanken om skaberværket som et kosmos til
forskel for kaos hører sammen med dette.
Guds livgivende gerning hører sammen
med helhed og sammenhæng. Og til dette
hører tanken om et mønster eller en lov.
Den lov, der tænkes på i skaberværket,
er ifølge Prenter ingen statisk lov. Historien
hører med som et grundlæggende
vilkår både for naturen og menneskene.
Og for mennesket gælder der det særlige,
at vi er sat ind i verden som væsner, der
ikke bare skal agere pr. instinkt, men i frihed
og lydighed og ansvar – det er en del af
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
vores gudbilledlighed. Men i denne frihed
skal vi alligevel leve inden for nogle givne
rammer; mennesket er lige så lidt som den
øvrige skabning en fritsvævende størrelse.
Prenter er i Skabelse og genløsning ganske
vist tilbageholdende med at være helt så
konkret med at sætte navn på disse ordninger
eller rammer som Luther: Ægteskabet,
forholdet forældre-børn og så videre (i note
67 på side 212 i Skabelse og genløsning taler
han dog om øvrigheden som en sådan
ordning). Men det er alligevel, også ifølge
Prenter, inden for den slags forpligtende
sammenhænge, vi mennesker lever og nødvendigvis
må leve.
Det er herigennem, vi møder Guds lov.
Den kommer ikke først og fremmest udefra,
for eksempel i form af de ti bud – selv om
det også hører med. Den kommer indefra,
er skrevet ind i os (eller mellem os) i form af
krav, der med nødvendighed melder sig, når
mennesker skal leve sammen – og naturligvis
i de nedslag, alt dette får i konkrete
regler og bud. ”Når skabelsen skal forkyndes,
må derfor først skabelsens lov stadfæstes
(…) Gud skal forkyndes som alt livs og
alle ordningers giver og herre så konkret
som overhovedet tænkeligt, ja, – paradoksalt
sagt – konkretere end tænkeligt. For
skaberens nærhed i livets konkrethed er
egentlig utænkelig. Og dermed forkyndes
også næstens krav. Idet skaberens nærhed
i alle pagter og ordninger forkyndes, gøres
mennesket til Guds medarbejder ikke på
sin egen, men på næstens lykke. Dette er
den første virkning af skabelseslovens forkyndelse.
Den skal være medvirkende til,
at ’pagterne’ styrkes, at mennesket i disse
’pagter’ på ny og på ny aktiveres og drives
til velsignelsesrigt arbejde. Skabelseslovens
forkyndelse er i første omgang ganske
enkelt: Jordisk tugt – den er opdragelse til
troskab i moral, kultur, erhverv og politik”
(Prenter 1955, 214f). Det er herigennem,