DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
26 Asger Chr. Højlund antagelse af to evigt ligeværdige principper (…) må ikke føre til, at det dualistiske perspektiv i den bibelske skabelsestanke fortones” (Prenter 1955, 205). At skabelsen er en kamp, betyder endvidere, at skabelsen er noget, Gud til stadighed er optaget af at værne om, hvilket fører til et tredje træk i Prenters udfoldelse af det bibelske vidnesbyrd om skabelsen, nemlig at skabelse har noget med grænser og orden at gøre. ”Skabelse er ordning og lovmæssighed” hedder det blandt andet med en henvisning til Sl 74,17: ”Du har fastlagt landjordens grænser, sommer og vinter har du skabt”, og Sl 148,6: ”For evigt og altid bestemte han deres plads og satte en grænse, de ikke måtte overskride” (Prenter 1955, 201). Meningen med disse grænser og denne orden er at hindre kaos og fremme velsignelse. Det er inden for denne orden, livet udfolder sig, og de enkelte dele af skaberværket er til velsignelse. I Kirkens tro udtrykker Prenter det sådan: ”Al skabt tilværelse er en sådan lovbundet tilværelse. Det gælder naturverdenen, hvor den moderne videnskab har givet os en dyb indsigt i tingenes lovbundne sammenhæng … Men også i historien eller menneskelivets verden, hvor frihed og ansvar hører hjemme, gælder lovbundetheden: ’Hvad et menneske sår, det skal han også høste’ (Gal 6,7). Det er som Skaberen, Gud giver menneskene sin lov at adlyde (...) Livet, sådan som Gud gav os det, er et bestemt formet liv, ikke et ubestemt, formløst kaos” (Prenter 1964, 55f). Endnu et vigtigt træk ved Prenter skabelsesforståelse, er, at vi med ordet skabelse ikke bare skal tænke på naturen og dens tilblivelse, eller det enkelte menneske og dets tilblivelse, men også på livets fortsatte udvikling i ”kulturen” (menneskers måder at indrette sig med hinanden på i samfundet) og i ”historien” (udviklingen af dette over Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 tid). Prenter kan her knytte til ved Luther, som jo for eksempel i katekismernes udlægning af første trosartikel taler om, hvordan vi møder Guds skabergerning gennem de mennesker og ting, der omgiver os, og hvorigennem vores liv konkret bliver til, næres og beskyttes. Prenters udfoldelse af dette ligger i god forlængelse af Luthers tale om, at Gud skaber igennem masker, det vil sige at han skaber igennem noget, der ser ud af noget andet, men hvor det i virkeligheden er ham, man har med at gøre. I Det Nye Testamente føjes der ifølge Prenter noget nyt til dette i hovedsagen gammeltestamentlige perspektiv på skabelsen, eller der sker en tydeliggørelse af noget, som allerede var der, nemlig det eskatologiske perspektiv. ”Skabningen er underlagt forgængeligheden. Den venter med længsel på den nye skabelse” (Prenter 1955, 203). Dette perspektiv er grundlæggende for hele Jesu optræden. I Jesu undergerninger, som i så meget af det han ellers gør, foregribes Guds rige og dets indbrud. I hans opstandelse virkeliggøres det – på ham som en forløber for alle andre. Og fra nu af ser man så frem mod den endelige virkeliggørelse ved Jesu tilsynekomst, hvor Guds fjender, døden og Djævelen, endelig er besejret, og Gud er blevet alt i alle. Hvad siger denne forståelse af skabelsen om forholdet mellem skabelse og frelse? Den siger for det første noget om en grundlæggende sammenhæng. Sammenhængen mellem skabelse og frelse Prenter skriver: ”Skabelse og genløsning går fra begyndelsen hånd i hånd. De er begge kamp mod samme fjende og fører begge til samme mål: Guds skaberværks endelige fuldendelse og alle kaosmagters endelige tilintetgørelse” (Prenter 1955, 207). Det, Gud gør i frelsen eller genløsnin-
Er skabelsen frelsens begyndelse? 27 Det er derfor, Prenter bruger ordet genløsning i stedet for forløsning. Frelsen er ikke en frelse bort fra det skabte, men af det skabte. gen, er grundlæggende det samme som det, han gør i skabelsen. Han skænker liv, sikrer det, forsvarer det imod alt det, der vil ødelægge det for endelig engang at fuldende det. Det er derfor, Prenter bruger ordet genløsning i stedet for forløsning. Frelsen er ikke en frelse bort fra det skabte, men af det skabte. Som det hedder i fortsættelsen af citatet ovenfor: ”Derfor er der i forkyndelsen af genløsningen altid at fornemme et mægtigt ja til skabelsen. Hvor kristen forkyndelse lyder, vendes der ryg til alle dualister og verdensfornægtere, og jorden, dens blomster og dyr, dens arbejde og elskov, lovsynges og ophøjes” (Prenter 1955, 207). Et udtryk for denne sammenhæng, som Prenter ofte henviser til og udfolder, er den tale om Kristus som skabelsesmidleren, den ved hvem alting er skabt, som vi finder en række nøglesteder i Det Nye Testamente (Joh 1,1-18; 1 Kor 8,6; Kol 1,16-17; Heb 1,2). Forskellen mellem skabelse og frelse Men midt i sammenhængen mellem skabelse og genløsning er der også en forskel. Det hedder i fortsættelsen af citatet ovenfor: ”Men der er også i forkyndelsen af skabelsen at fornemme et ja til genløsningen, en længsel, et suk, som Paulus siger, efter genløsning. Hele skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i veer indtil nu. Og det kan ikke tages bogstaveligt nok i modsætning til al overfladisk kulturoptimisme. Det bibelske store, glade ja til hele Guds skabning betyder ikke, at man går ind for et Morten Korchsk livssyn” (Prenter 1955, 207). Dette hænger sammen med det dualistiske perspektiv, vi allerede har mødt. At der en anden på spil i skaberværket, en uforklarlig men ikke desto mindre helt reel modmagt. Og at mennesket på så afgørende måde, helt ind i sin persons kerne, er inddraget i oprøret. Vi har ikke her tid til at gå ind på Prenters udlægning af synden som arvesynd eller personsynd. Selv om Prenter næsten kun forstår syndefaldsberetningen som noget, der handler om menneskets eksistens til alle tider (se Skabelse og genløsning § 21 og 23), og selv om en sådan læsning let kan føre til en forståelse, hvor synden bliver til noget, vi mere eller mindre frit kan vælge eller vælge fra, vil jeg summarisk tillade mig at hævde, at Prenter har en endog meget stærk betoning af menneskets syndighed på baggrund af et fald. I det stykke er han helt tydeligt en elev af Luther og også af Karl Barth med dennes betoning af afstanden mellem Gud og menneske (på mange måder skulle Skabelse og genløsning ifølge Ådne Njå, som lige har skrevet en afhandling om Prenters teologi, repræsentere en særlig markant udgave af denne antropologi og syndsforståelse, se artiklen ”Regin Prenter 1907- 2007” i Dansk Teologisk Tidsskrift 2007, se for eksempel side 217). Og det betyder, at den ene, livsbevarende gerning og kamp, som Gud står i både på skabelsens og på genløsningens plan, hvor tæt de end hører sammen, ikke kan ske på samme måde, men på to helt forskellige måder. Vi skal se på, hvordan denne gerning tager sig ud på skabelsens plan. Det udfolder Prenter i to paragraffer under overskrifterne: ”Skabelsens lov. (Vreden)” og ”Skabelsens evangelium. (Forsynet)” (§ 16 og 17). Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
- Page 1 and 2: Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
- Page 3 and 4: I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
- Page 5 and 6: Regin Prenter. Et liv og virke i tj
- Page 7 and 8: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 9 and 10: og gennem dem er det muligt at få
- Page 11 and 12: opfattelse, hvad der også førte d
- Page 13 and 14: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 15 and 16: henviste i opposition hertil til Ba
- Page 17 and 18: med korstegn og kirkegang og bøn.
- Page 19 and 20: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 21 and 22: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 23 and 24: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 25 and 26: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 27: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
- Page 31 and 32: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
- Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
- Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
- Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 39 and 40: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 41 and 42: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
- Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
- Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
- Page 49 and 50: Er skabelsen frelsens begyndelse? 4
- Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
- Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
- Page 55 and 56: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 59 and 60: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 61 and 62: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 63 and 64: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 65 and 66: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 67 and 68: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 69 and 70: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 71 and 72: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 73 and 74: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 75 and 76: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 77 and 78: Postliberalisme og luthersk konfess
26<br />
Asger Chr. Højlund<br />
antagelse af to evigt ligeværdige principper<br />
(…) må ikke føre til, at det dualistiske perspektiv<br />
i den bibelske skabelsestanke fortones”<br />
(Prenter 1955, 205).<br />
At skabelsen er en kamp, betyder endvidere,<br />
at skabelsen er noget, Gud til stadighed<br />
er optaget af at værne om, hvilket<br />
fører til et tredje træk i Prenters udfoldelse<br />
af det bibelske vidnesbyrd om skabelsen,<br />
nemlig at skabelse har noget med grænser<br />
og orden at gøre. ”Skabelse er ordning<br />
og lovmæssighed” hedder det blandt andet<br />
med en henvisning til Sl 74,17: ”Du<br />
har fastlagt landjordens grænser, sommer<br />
og vinter har du skabt”, og Sl 148,6: ”For<br />
evigt og altid bestemte han deres plads og<br />
satte en grænse, de ikke måtte overskride”<br />
(Prenter 1955, 201). Meningen med disse<br />
grænser og denne orden er at hindre kaos<br />
og fremme velsignelse. Det er inden for denne<br />
orden, livet udfolder sig, og de enkelte<br />
dele af skaberværket er til velsignelse. I<br />
Kirkens tro udtrykker Prenter det sådan:<br />
”Al skabt tilværelse er en sådan lovbundet<br />
tilværelse. Det gælder naturverdenen, hvor<br />
den moderne videnskab har givet os en dyb<br />
indsigt i tingenes lovbundne sammenhæng<br />
… Men også i historien eller menneskelivets<br />
verden, hvor frihed og ansvar hører<br />
hjemme, gælder lovbundetheden: ’Hvad et<br />
menneske sår, det skal han også høste’ (Gal<br />
6,7). Det er som Skaberen, Gud giver menneskene<br />
sin lov at adlyde (...) Livet, sådan<br />
som Gud gav os det, er et bestemt formet<br />
liv, ikke et ubestemt, formløst kaos” (Prenter<br />
1964, 55f).<br />
Endnu et vigtigt træk ved Prenter skabelsesforståelse,<br />
er, at vi med ordet skabelse<br />
ikke bare skal tænke på naturen og dens tilblivelse,<br />
eller det enkelte menneske og dets<br />
tilblivelse, men også på livets fortsatte udvikling<br />
i ”kulturen” (menneskers måder at<br />
indrette sig med hinanden på i samfundet)<br />
og i ”historien” (udviklingen af dette over<br />
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08<br />
tid). Prenter kan her knytte til ved Luther,<br />
som jo for eksempel i katekismernes udlægning<br />
af første trosartikel taler om, hvordan<br />
vi møder Guds skabergerning gennem de<br />
mennesker og ting, der omgiver os, og hvorigennem<br />
vores liv konkret bliver til, næres<br />
og beskyttes. Prenters udfoldelse af dette<br />
ligger i god forlængelse af Luthers tale om,<br />
at Gud skaber igennem masker, det vil sige<br />
at han skaber igennem noget, der ser ud af<br />
noget andet, men hvor det i virkeligheden<br />
er ham, man har med at gøre.<br />
I Det Nye Testamente føjes der ifølge<br />
Prenter noget nyt til dette i hovedsagen<br />
gammeltestamentlige perspektiv på skabelsen,<br />
eller der sker en tydeliggørelse<br />
af noget, som allerede var der, nemlig det<br />
eskatologiske perspektiv. ”Skabningen er<br />
underlagt forgængeligheden. Den venter<br />
med længsel på den nye skabelse” (Prenter<br />
1955, 203). Dette perspektiv er grundlæggende<br />
for hele Jesu optræden. I Jesu undergerninger,<br />
som i så meget af det han ellers<br />
gør, foregribes Guds rige og dets indbrud.<br />
I hans opstandelse virkeliggøres det – på<br />
ham som en forløber for alle andre. Og fra<br />
nu af ser man så frem mod den endelige<br />
virkeliggørelse ved Jesu tilsynekomst, hvor<br />
Guds fjender, døden og Djævelen, endelig er<br />
besejret, og Gud er blevet alt i alle.<br />
Hvad siger denne forståelse af skabelsen<br />
om forholdet mellem skabelse og frelse?<br />
Den siger for det første noget om en grundlæggende<br />
sammenhæng.<br />
Sammenhængen mellem skabelse og<br />
frelse<br />
Prenter skriver: ”Skabelse og genløsning<br />
går fra begyndelsen hånd i hånd. De er<br />
begge kamp mod samme fjende og fører<br />
begge til samme mål: Guds skaberværks<br />
endelige fuldendelse og alle kaosmagters<br />
endelige tilintetgørelse” (Prenter 1955,<br />
207). Det, Gud gør i frelsen eller genløsnin-
Change language