DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

16
Kurt E. Larsen
I de år angreb konservative teologer fra
Indre Mission professor Eduard Geismar,
der i sin undervisning på Dansk Bibelskole
havde fornægtet jomfrufødslen. Da støttede
Prenter sin gamle lærer og afviste, at der var
grund til at betvivle Geismars rettroenhed
(Prenter 1940a, 121ff). Geismar var én af de
professorer, der havde præget ham selv mest
og det var karakteristisk, at Prenter rettede
sin kritik – ikke mod Geismar, men mod
Geismars kritikere. I Prenters dogmatik kan
man se, at han stadig tog afstand fra en dogmatisering
af lærepunktet om jomfrufødslen,
som man havde ret til at se forskelligt på i
modsætning til læren om Jesu opstandelse.
Selv var Prenter i øvrigt ikke ukritisk over
for Geismars teologi, hvad der var naturligt
set i lyset af Prenters egen stærke sans for
korset og Jesu stedfortrædende forsoning
(Prenter 1942d). Geismar-sagen må derfor
ses i lyset af Prenters grundtvigske frihedssyn.
Der var tale om en intern teologisk samtale
”i skolen”. Om sagen havde man ret til
at strides og skændes, men man skulle ikke
som Indre Mission kræve fyringer og drage
kirkepolitiske konsekvenser af folks teologi.
Det var et typisk grundtvigsk standpunkt.
I disse år roste han også den liberale teolog
L.P. Larsen, der efterlod et stort tomrum
og var tolerant over for den liberale professor
Mosbech (Prenter 1941b, 110ff) og over
for den afskedigede Harboøre-præst Anton
Jensen, der vist ikke havde været så slem
endda (Prenter 1943a, 114).
Med hensyn til vielse af fraskilte stod
han også for et grundtvigsk frihedssyn. Han
var uenig med begge yderfløje, både dem, der
var villige til at vie alle fraskilte og dem, der
sagde nej til alle, men kirkepolitisk skulle der
være plads også til dem (Prenter 1942c, 114).
4.4 Med og mod Indre Mission
Han så i disse år fortsat på IM udefra, vurderede
for og imod som kommentator af kir-
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08
kelivet. Men holdningen blev mere positiv.
Måske fordi han var blevet præst i Århus
Domsogn, med indremissionske kolleger,
med et stort IM-arbejde og med meget diakonalt
arbejde knyttet til IM. Han blev lidt
mere positiv over for IM’s arbejde – ikke
kirkepolitikken, men arbejdet – fx på det
sociale område. Prenter var også klar over,
at folk i IM var meget mere kirketro end de
grundtvigske.
I netop disse år havde Indre Mission et
meget aktivt talerør udadtil i formanden
Christian Bartholdy, og de to forholdt sig
jævnligt til hinanden, dels som modpoler
– dels som støtter. Prenter støttede Bartholdy
i, at der skulle prædikes ud fra GT,
og at der skulle tales alvorligt om dom,
fortabelse og Guds vrede. Prenter så også
positivt på Bartholdys aktive rolle i folk og
kulturliv under besættelsen. Trods kirkepolitiske
modsætninger og sammenstød har
Bartholdy også fornemmet, at Prenter rent
teologisk stod for noget af det samme som
han selv, og at Prenter var en forbundsfælle
i opgøret med Tidehverv, med grundtvigsk
overfladiskhed og med liberalteologi. Prenters
disputats blev anmeldt af Bartholdy
som føljeton i Indre Missions Tidende,
hvad der aldrig før eller siden er overgået
nogen anden teologisk disputats i det blad.
Bartholdy havde klart mest godt at sige
om afhandlingen, men Prenters sognekirkesyn
var ham en torn i øjet. I øvrigt var
Bartholdy i forvejen vred på Prenter, når
denne hævdede en sammenhæng mellem
vækkelse og sækularisering på den måde,
at vækkelserne havde været med til at sækularisere
befolkningen. Senere førte P.G.
Lindhardt det frem i mere provokerende
form, men Prenter havde sagt det samme
i nuanceret form og med blik for, at vækkelserne
trods alt også havde haft positive
følger (Prenter 1946b, 162ff).