DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
14 Kurt E. Larsen han kritiserede den spørgende prædiken i IM og IMs særlige frelsespsykologi (Prenter 1939b, 48f). Derimod engagerede han sig i en anden bevægelse, da han stødte på forfatteren og politikeren Arne Sørensen og dennes bog om Det Moderne Menneske. Den fandt Prenter god i sin kritik af humanistiske menneskesyn, og derfor fandt han sammen med Arne Sørensen og var med til at stifte partiet Dansk Samling. Kulturinteressen delte han med Arne Sørensen, og kritikken af liberalismen og individualismen. 4. 1940-45: Bypræsten vil have kirken ud i folket og kulturen 4.1 Dansk Samling Han engagerede sig stærkt i Dansk Samling, som han så som et udslag af den nye folkelige rejsning på kristen grund. Prenter blev en ledende tænker i dette ”kristelige parti”, som i øvrigt fik tilslutning fra mange andre teologer og præster. Andre, som fx professor Hal Koch, var meget kritiske mod dette parti, fordi Arne Sørensen forud for og lige efter besættelsen havde undsagt det parlamentariske demokrati, som han mente havde spillet fallit. Prenter smækkede selv med døren til Kristeligt Dagblad, efter at dette blad havde ført hetz mod partiet før folketingsvalget i 1943 (Prenter 1943b). Prenters politiske engagement lå i forlængelse af hans barthianske anliggende. Kulturen og det folkelige måtte ikke løsrives fra forkyndelsen. Guds riges komme måtte bestemme alt, sagde han, efter at eskatologien havde ligget død i liberalteologiens tid. Han var bange for en folkelig rejsning uden kristen baggrund og var derfor ikke tryg ved de samlingsbestræbelser, der førte til dannelse af Dansk Ungdomssamvirke ”på dansk friheds grund”. Han gik ind for national rejsning på kristen grund, en holdning, der svarede til den, der fik KFUM Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 til at undlade at slette sig til Ungdomssamvirket (Prenter 1941c, 366f). Kristendom skulle være kernen i et folkefællesskab, og kristendommen måtte præge kulturen. Den grundtvigske vægt på det folkelige kunne køre af sporet som i Tyskland, og Prenter holdt derfor på, at folkefællesskab ikke er det største, for Kristus må være centrum (Glenthøj 1996). 4.2 Kirken Kirken har fået den afgørende plads i hans artikler fra besættelsestiden. Han glædede sig over den ny interesse for kirken, der opstod under besættelsen, blandt andet foranlediget af den svenske udgivelse ”En Bok om Kyrkan” og Bo Giertz’s forfatterskab, især Stengrunden. En ægte kirkelig vækkelse mente han at se omkring sig, men han ville ikke kalde det en højkirkelig vækkelse; snarere en interesse for en organisk kirke (Prenter 1943a, 110f). Prenter delte ikke den utryghed ved de svenske kirketanker, som blandt andet kom til udtryk hos folk med benene plantet i det frivillige kirkelige arbejde og de kirkelige retninger – Christian Bartholdy i Indre Mission og professorerne N.H. Søe og Hal Koch. Prenter benægtede også, at der skulle være noget særligt svensk i de svenske kirketanker, det var bare luthersk og bibelsk. Prenter markerede sig da som klar fortaler for en sognekirkelig arbejdslinje. Det kom for eksempel frem i hans højstemte tale om, at alle i Danmark bad for kongen, og at det var bønhørelse, at denne var blevet rask (Prenter 1943a, 109). Folkekirkeforkæmperen Morten Pontoppidan hyldede han, længe før P.G. Lindhardt gennem sine grundige studier trak Pontoppidan frem i lyset og gjorde ham berømt. Kristendom skulle være for folket, ikke for en klike. Han mindede også om Morten Pontoppidan ved at ville lære sine sognebørn kirkefromhed,
med korstegn og kirkegang og bøn. Han ville tage dåbsforældre og konfirmander alvorligt og lære dem, hvordan man skal leve med sin dåb og konfirmation i hjemmene i hverdagene. Hvor vækkelsesbevægelserne havde polemiseret mod folks vanealtergang, glædede han sig over, at folk kom – uden at betvivle deres alvor (Prenter 1941a, 129ff; se også 1941d, 1941e). Sognekirkesynet fik også følger for Prenters interesse for kirkens diakoni. Tog man barnedåben alvorligt, måtte kirken også være aktiv i diakoni, så der blev gjort noget for de små døbte kristne, der led under fattigdom og dårlige sociale vilkår (Prenter 1941a, 194ff). I erindringerne fortæller Prenter om de store sociale problemer, han som præst mødte i sit kirkedistrikt i Sjællandsgadekvarteret i Århus under krigen. Kirkepolitisk gik han i Morten Pontoppidans fodspor ved at kritisere Kirkefondet i København for ikke at være folkekirkeligt nok. Kirkefondet burde give plads til præster af alle retninger, og han glædede sig over, at de begyndte at gøre det (Prenter 1942c, 112). I synet på vækkelsesarbejdet i kirken fulgte Prenter ikke Morten Pontoppidan, men snarere nogle af de svenske kirketænkere. Selvom det var Kirken, det drejede sig om, mente Prenter, at man dog foreløbigt i praksis måtte holde sig til de små kredse. Kirke og vækkelse hørte sammen. Vækkelserne kunne slet ikke leve uden kirken, men på den anden side havde kirken også godt af vækkelsesbevægelserne. Det betød, at han havde et godt forhold til de kirkelige foreninger (Prenter 1942a, 88ff). Det ser ud til, at ikke mindst Bo Giertzs bøger har fået ham til at skrive sådan; af Giertz har han også lært noget om frelsens orden (Prenter 1942e, 378f). Vægten på Kirken førte ham til at kritisere grundtvigianere for at være ukirkelige Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab og for at have en falsk frygt for kirkelige former og liturgi. Den kirke, han ville fremme, måtte hænge sammen, og det var ikke særligt grundtvigsk, at han egentlig ville foretrække en fri folkekirke, og at han ville have bisperne på banen for at redde den kristne skole. Barthiansk hævdede han, at ordet altid er tiltale – at ikke kirken, men Ordet skal herske, mens sakramenterne ikke nævnes som nådemiddel. Praktisk betød dette for Prenter, at forkyndelsen og gudstjenesten burde mere i centrum igen i København på bekostning af det store kirkelige apparat, som fandtes i hovedstaden på det tidspunkt. Midt i denne hans meget Barth-inspirerede periode er det dog værd at bemærke, at nogle stadig fandt ham alt for Grundtvigpræget. Professor N.H. Søe sagde ved disputatsforsvaret i 1944: ”De mener i den Grad at have forstaaet Luther, at De undertiden løber Fare for at gøre ham til Talsmand for en halvgrundtvigsk Opfattelse, og det er en farlig Fremgangsmaade. Og som Systematiker synes jeg, De er mere Agitator end godt er” (Prenter 1944b). Søe tænkte nok her på Prenters påstand om, at Luther lagde mere vægt på sakramenterne end Middelalderen og katolicismen eller måske på hans vægt på, at der sker tre forskellige ting ved de tre nådemidler (Højlund 2002, 530ff). 4.3 Grundtvigsk kirkepolitik Grundtvigianer var han stadig, når det gjaldt synet på folkekirkens indre rummelighed. Han gik ind for den rummelige folkekirke og var imod bekendelseskirkens forkæmpere i Indre Mission og Kirkeligt Forbund, når disse ville have den liberalteologiske Rørdam ud af folkekirken. Højrefløjen angreb biskop Øllgård, der ville lade Rørdam blive, og Prenter støttede Øllgård, og mente i øvrigt, at Rørdam kun tilsyneladende var en fornægter (Prenter 1940a, 118ff). Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 15
- Page 1 and 2: Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
- Page 3 and 4: I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
- Page 5 and 6: Regin Prenter. Et liv og virke i tj
- Page 7 and 8: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 9 and 10: og gennem dem er det muligt at få
- Page 11 and 12: opfattelse, hvad der også førte d
- Page 13 and 14: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 15: henviste i opposition hertil til Ba
- Page 19 and 20: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 21 and 22: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 23 and 24: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 25 and 26: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
- Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
- Page 31 and 32: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
- Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
- Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
- Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 39 and 40: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 41 and 42: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
- Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
- Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
- Page 49 and 50: Er skabelsen frelsens begyndelse? 4
- Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
- Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
- Page 55 and 56: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 59 and 60: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 61 and 62: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 63 and 64: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 65 and 66: Postliberalisme og luthersk konfess
14<br />
Kurt E. Larsen<br />
han kritiserede den spørgende prædiken i<br />
IM og IMs særlige frelsespsykologi (Prenter<br />
1939b, 48f).<br />
Derimod engagerede han sig i en anden<br />
bevægelse, da han stødte på forfatteren og<br />
politikeren Arne Sørensen og dennes bog<br />
om Det Moderne Menneske. Den fandt<br />
Prenter god i sin kritik af humanistiske<br />
menneskesyn, og derfor fandt han sammen<br />
med Arne Sørensen og var med til at stifte<br />
partiet Dansk Samling. Kulturinteressen<br />
delte han med Arne Sørensen, og kritikken<br />
af liberalismen og individualismen.<br />
4. 1940-45: Bypræsten vil have<br />
kirken ud i folket og kulturen<br />
4.1 Dansk Samling<br />
Han engagerede sig stærkt i Dansk Samling,<br />
som han så som et udslag af den nye<br />
folkelige rejsning på kristen grund. Prenter<br />
blev en ledende tænker i dette ”kristelige<br />
parti”, som i øvrigt fik tilslutning fra mange<br />
andre teologer og præster. Andre, som fx<br />
professor Hal Koch, var meget kritiske mod<br />
dette parti, fordi Arne Sørensen forud for<br />
og lige efter besættelsen havde undsagt det<br />
parlamentariske demokrati, som han mente<br />
havde spillet fallit. Prenter smækkede<br />
selv med døren til Kristeligt Dagblad, efter<br />
at dette blad havde ført hetz mod partiet før<br />
folketingsvalget i 1943 (Prenter 1943b).<br />
Prenters politiske engagement lå i forlængelse<br />
af hans barthianske anliggende.<br />
Kulturen og det folkelige måtte ikke løsrives<br />
fra forkyndelsen. Guds riges komme<br />
måtte bestemme alt, sagde han, efter at<br />
eskatologien havde ligget død i liberalteologiens<br />
tid. Han var bange for en folkelig rejsning<br />
uden kristen baggrund og var derfor<br />
ikke tryg ved de samlingsbestræbelser, der<br />
førte til dannelse af Dansk Ungdomssamvirke<br />
”på dansk friheds grund”. Han gik ind<br />
for national rejsning på kristen grund, en<br />
holdning, der svarede til den, der fik KFUM<br />
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08<br />
til at undlade at slette sig til Ungdomssamvirket<br />
(Prenter 1941c, 366f). Kristendom<br />
skulle være kernen i et folkefællesskab, og<br />
kristendommen måtte præge kulturen. Den<br />
grundtvigske vægt på det folkelige kunne<br />
køre af sporet som i Tyskland, og Prenter<br />
holdt derfor på, at folkefællesskab ikke er<br />
det største, for Kristus må være centrum<br />
(Glenthøj 1996).<br />
4.2 Kirken<br />
Kirken har fået den afgørende plads i hans<br />
artikler fra besættelsestiden. Han glædede<br />
sig over den ny interesse for kirken, der<br />
opstod under besættelsen, blandt andet<br />
foranlediget af den svenske udgivelse ”En<br />
Bok om Kyrkan” og Bo Giertz’s forfatterskab,<br />
især Stengrunden. En ægte kirkelig<br />
vækkelse mente han at se omkring sig, men<br />
han ville ikke kalde det en højkirkelig vækkelse;<br />
snarere en interesse for en organisk<br />
kirke (Prenter 1943a, 110f). Prenter delte<br />
ikke den utryghed ved de svenske kirketanker,<br />
som blandt andet kom til udtryk<br />
hos folk med benene plantet i det frivillige<br />
kirkelige arbejde og de kirkelige retninger<br />
– Christian Bartholdy i Indre Mission og<br />
professorerne N.H. Søe og Hal Koch. Prenter<br />
benægtede også, at der skulle være noget<br />
særligt svensk i de svenske kirketanker,<br />
det var bare luthersk og bibelsk.<br />
Prenter markerede sig da som klar fortaler<br />
for en sognekirkelig arbejdslinje. Det<br />
kom for eksempel frem i hans højstemte<br />
tale om, at alle i Danmark bad for kongen,<br />
og at det var bønhørelse, at denne var blevet<br />
rask (Prenter 1943a, 109). Folkekirkeforkæmperen<br />
Morten Pontoppidan hyldede<br />
han, længe før P.G. Lindhardt gennem sine<br />
grundige studier trak Pontoppidan frem<br />
i lyset og gjorde ham berømt. Kristendom<br />
skulle være for folket, ikke for en klike. Han<br />
mindede også om Morten Pontoppidan ved<br />
at ville lære sine sognebørn kirkefromhed,
Change language