DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet
12 Kurt E. Larsen nærmere Barth end den danske grundtvigianisme. Han så gerne et nyt forhold mellem stat og kirke og beklagede, at det konkrete forslag til lidt større selvstyre for folkekirken faldt med grundlovsafstemningen i 1939 (Prenter 1941b, 108). Det var vel erfaringerne fra Tyskland med en dæmonisk stats fremfærd (Prenter 1939a, 112), der havde fået ham til at ønske større kirkelig selvstændighed – ligesom Barth og i modsætning til den traditionelle grundtvigske modstand mod enhver tale om kirkelig selvstændighed og synode. Teologiens bundethed til Skriften var et barthiansk anliggende, og det førte Prenter sidst i 1930’erne frem både i teori og praksis. Han skrev selv lange, lærde bibelteologiske artikler og forsvarede teologien som skriftteologi. Han lagde vægt på såvel Det Gamle Testamente som Det Nye Testamente, for hvis ikke man havde hele Bibelen med, så gik det galt i kristologien. Prenter var her på lang afstand af de liberale teologer, der ikke regnede og brugte Det Gamle Testamente og derfor tolkede Det Nye Testamente ud fra egne erfaringer og følelser. Barthiansk var han også, når han talte om, at vi kun bedende har ordet, at ordet er Guds, og vi kan ikke eje det, at Ordet er i Guds hånd og så videre. I 1944 var der heller ingen polemik mod Barth i disputatsen, og forskellen til Barth i sakramentsynet var nedtonet (Schjørring 2000, 124ff). Sit bibelsyn ville han hverken kalde gammelt eller nyt, det var hverken ortodokst eller liberalt. Han gav den historiske kritik ret, men fandt den ikke tilstrækkelig. Det var ikke nok kun at give en historisk og sproglig forklaring til Det Nye Testamente som Mosbech. Man måtte først og fremmest lytte til selve Skriftens budskab. Forkyndelsen kom da i centrum. Vægten på forkyndelsen var et andet barthiansk hovedanliggende, og det skrev Prenter også om Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 i disse år. Af den tyske teolog Thurneysen lærte han, at prædiken skulle være aflæsning af Bibelteksten, og Prenter begyndte at udarbejde prædikenvejledninger ud fra dette program, hvilket både Indre Mission, grundtvigske og Tidehverv var imod af hver sine grunde. Vækkelsesfolk savnede vidnesbyrdet, og Tidehverv var ikke bibelteologer. Prenter stod i disse år ret alene med sin vægtlægning på vigtigheden af et grundigt eksegetisk og bibelteologisk arbejde. 3.2 Kritik af det grundtvigske Der var noget i denne barthianske påvirkning, der pegede i anden retning end hans grundtvigske baggrund og som derfor måtte gøre ham mere kritisk over for sin egen tradition og dens lyssyn. Der var simpelthen for lidt teologi og for lidt forkyndelse i grundtvigske kredse. Prenter kritiserede den manglende bibelbrug. De grundtvigske havde for lidt baggrund i bibelsk kristendom og derved mistede sakrament-kristendommen sin baggrund. Han talte om en forkyndelsens nød i grundtvigske kredse. Deres højskoleidyl og deres dans var ikke nok til at værne unge mod nazismen. Dans udtalte Prenter sig mærkeligt nok negativt om, måske fordi han satte den i forbindelse med overfladiskhed og virkelighedsflugt. Han kritiserede også de grundtvigske for deres nationale syn på de kirkelige skillelinjer i Sønderjylland (Prenter 1940b, 43f). Prenter lagde med sin barthianske påvirkning afstand til Anders Nørgård og hans i de år meget omtalte Grundtvig-renæssance. Anders Nørgård var en grundtvigsk præst, der førte kamp imod liberalismen og det udvandede i de grundtvigske miljøer, men i modsætning til Prenter gjorde han det ud fra Grundtvigs kirkelige anskuelse. Derfor tog Nørgård afstand fra det lutherske skriftprincip, som han kaldte for protestantismens grundskade. Prenter
henviste i opposition hertil til Barth og til Bekendelseskirkens gavn af skriftprincippet (Prenter 1937a, 23). Prenter støttede i den interne grundtvigske debat den såkaldte Vallekilde-fløj, der siden blev til tidehvervsgrundtvigianismen. Den nyvalgte biskop Øllgård, den første tidehvervsprægede præst som biskop, hørte til denne retning og han roste Prenter som en frisindet og dygtig præst (Prenter 1939a, 119; Prenter 1940a, 118f). 3.3 Kirken, ikke kirkelige retninger Et område, hvor Prenters barthianske præg mærkedes, var i vægtlægningen på Kirken, kirken med stort K, kirken som subjekt i verden. Kirken som den, der har en røst og en sag ind i kulturliv og folkeliv. Som nævnt ville han tidligere, typisk grundtvigiansk og typisk tidehvervsk, afvise at kirken skal gøre sig gældende som kirke, men fra 1936 var dette ændret. Siden talte Prenter direkte for kirkens rolle i verden, blandt andet inspireret af den tyske kirkekamp. I 1935 talte han om behov for kirkelig bevidsthed i Island, hvor staten ville nedlægge kirker og præstestillinger (Prenter 1935c, 91). I Tyskland havde kirken vist ansvar ved i marts 1935 at lægge afstand til nazismens krav om en totalitær stat, og bekendelseskirkens folk var gået i fængsel for det. Nazisterne tænkte på kirken som noget inderligt, der kunne bruges, men Prenter glædede sig over, at reformatorisk kristendom vågnede i Tyskland. Men skulle kirken kunne tale, så måtte den også ses som en enhed. Vægten på det samlende måtte veje tungere end de ting, der adskilte indadtil i kirken. Prenter viste da også i disse år en rummelig holdning over for folk, han ikke var teologisk enig med. Derfor kunne Prenter også repræsentere den danske kirke oppe på Island, på halv-officielle rejser, hvor han i diplomati- Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab ske vendinger udtalte sig pænt om alt og alle deroppe, lige fra de liberale teologer til de ortodokse Hallesby-folk. Også herhjemme lagde han vægt på at holde sammen på Kirken, trods de kirkelige retninger. Man skulle væk fra de gamle kirkeskel i Danmark. Det betød konkret, at sognene ifølge Prenter skulle til at gøre noget for de unge, idet organisationer ikke længere magtede det (Prenter 1938, 231). Således udviklede Prenter sig i kirkelig, forstået som sognekirkelig, retning. Dermed kunne han siges at nærme sig Kirkeligt Centrum, der som retning plejede at repræsentere vægten på embedet, sognet, traditionen og kirkefromheden i dansk kirkeliv, men når han ikke ville bygge på retninger, var der kun tale om en holdningsmæssig enighed og ikke om, at Prenter konkret knyttede til ved Kirkeligt Centrum som organisation. Vægten på kirken fandt man i de år mest mærkbart i KFUM-kredse, hvor ledende teologer gav det objektive, og dermed også Kirken en stærkere understregning. Det roste Prenter KFUM for og begyndte karakteristisk nok på dette tidspunkt at skrive i Ungdomsarbejderen, som var KFUM’s lederblad. Her fik han trykt solide bibelteologiske artikler (Prenter 1935c, 92). Man kunne sige, at det ikke ville have været unaturligt om hans kritik af de grundtvigske og hans vægtlægning på Skriften og Kirken ville have fået ham til at nærme sig den anden side i dansk kirkeliv, nemlig Indre Mission. Hans polemik mod dans og søndagsarbejde kunne også have banet en vej til missionsfolks hjerter. For de to emner var vigtige spørgsmål for mange i Indre Mission i det tidsrum. Men når han skrev om Indre Mission, var det som en udenforstående og overvejende kritisk betragter. Han skrev, at IM i sin pietisme ikke ville interessere sig for kulturen, og Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 13
- Page 1 and 2: Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
- Page 3 and 4: I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
- Page 5 and 6: Regin Prenter. Et liv og virke i tj
- Page 7 and 8: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 9 and 10: og gennem dem er det muligt at få
- Page 11 and 12: opfattelse, hvad der også førte d
- Page 13: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 17 and 18: med korstegn og kirkegang og bøn.
- Page 19 and 20: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 21 and 22: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 23 and 24: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 25 and 26: Den unge Regin Prenter i det danske
- Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
- Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
- Page 31 and 32: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
- Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
- Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
- Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 39 and 40: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 41 and 42: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
- Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
- Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
- Page 49 and 50: Er skabelsen frelsens begyndelse? 4
- Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
- Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
- Page 55 and 56: Helliggørelsen og syndens virkelig
- Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 59 and 60: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 61 and 62: Postliberalisme og luthersk konfess
- Page 63 and 64: Postliberalisme og luthersk konfess
henviste i opposition hertil til Barth og til<br />
Bekendelseskirkens gavn af skriftprincippet<br />
(Prenter 1937a, 23). Prenter støttede<br />
i den interne grundtvigske debat den såkaldte<br />
Vallekilde-fløj, der siden blev til tidehvervsgrundtvigianismen.<br />
Den nyvalgte biskop<br />
Øllgård, den første tidehvervsprægede<br />
præst som biskop, hørte til denne retning<br />
og han roste Prenter som en frisindet og<br />
dygtig præst (Prenter 1939a, 119; Prenter<br />
1940a, 118f).<br />
3.3 Kirken, ikke kirkelige retninger<br />
Et område, hvor Prenters barthianske præg<br />
mærkedes, var i vægtlægningen på Kirken,<br />
kirken med stort K, kirken som subjekt i<br />
verden. Kirken som den, der har en røst og<br />
en sag ind i kulturliv og folkeliv.<br />
Som nævnt ville han tidligere, typisk<br />
grundtvigiansk og typisk tidehvervsk, afvise<br />
at kirken skal gøre sig gældende som<br />
kirke, men fra 1936 var dette ændret. Siden<br />
talte Prenter direkte for kirkens rolle<br />
i verden, blandt andet inspireret af den tyske<br />
kirkekamp. I 1935 talte han om behov<br />
for kirkelig bevidsthed i Island, hvor staten<br />
ville nedlægge kirker og præstestillinger<br />
(Prenter 1935c, 91). I Tyskland havde kirken<br />
vist ansvar ved i marts 1935 at lægge<br />
afstand til nazismens krav om en totalitær<br />
stat, og bekendelseskirkens folk var gået i<br />
fængsel for det. Nazisterne tænkte på kirken<br />
som noget inderligt, der kunne bruges,<br />
men Prenter glædede sig over, at reformatorisk<br />
kristendom vågnede i Tyskland.<br />
Men skulle kirken kunne tale, så måtte<br />
den også ses som en enhed. Vægten på det<br />
samlende måtte veje tungere end de ting,<br />
der adskilte indadtil i kirken. Prenter viste<br />
da også i disse år en rummelig holdning<br />
over for folk, han ikke var teologisk enig<br />
med. Derfor kunne Prenter også repræsentere<br />
den danske kirke oppe på Island, på<br />
halv-officielle rejser, hvor han i diplomati-<br />
Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab<br />
ske vendinger udtalte sig pænt om alt og<br />
alle deroppe, lige fra de liberale teologer til<br />
de ortodokse Hallesby-folk.<br />
Også herhjemme lagde han vægt på at<br />
holde sammen på Kirken, trods de kirkelige<br />
retninger. Man skulle væk fra de gamle<br />
kirkeskel i Danmark. Det betød konkret,<br />
at sognene ifølge Prenter skulle til at gøre<br />
noget for de unge, idet organisationer ikke<br />
længere magtede det (Prenter 1938, 231).<br />
Således udviklede Prenter sig i kirkelig,<br />
forstået som sognekirkelig, retning.<br />
Dermed kunne han siges at nærme sig<br />
Kirkeligt Centrum, der som retning plejede<br />
at repræsentere vægten på embedet, sognet,<br />
traditionen og kirkefromheden i dansk<br />
kirkeliv, men når han ikke ville bygge på<br />
retninger, var der kun tale om en holdningsmæssig<br />
enighed og ikke om, at Prenter<br />
konkret knyttede til ved Kirkeligt Centrum<br />
som organisation.<br />
Vægten på kirken fandt man i de år mest<br />
mærkbart i KFUM-kredse, hvor ledende<br />
teologer gav det objektive, og dermed også<br />
Kirken en stærkere understregning. Det roste<br />
Prenter KFUM for og begyndte karakteristisk<br />
nok på dette tidspunkt at skrive<br />
i Ungdomsarbejderen, som var KFUM’s lederblad.<br />
Her fik han trykt solide bibelteologiske<br />
artikler (Prenter 1935c, 92).<br />
Man kunne sige, at det ikke ville have<br />
været unaturligt om hans kritik af de<br />
grundtvigske og hans vægtlægning på<br />
Skriften og Kirken ville have fået ham til at<br />
nærme sig den anden side i dansk kirkeliv,<br />
nemlig Indre Mission. Hans polemik mod<br />
dans og søndagsarbejde kunne også have<br />
banet en vej til missionsfolks hjerter. For<br />
de to emner var vigtige spørgsmål for mange<br />
i Indre Mission i det tidsrum. Men når<br />
han skrev om Indre Mission, var det som<br />
en udenforstående og overvejende kritisk<br />
betragter. Han skrev, at IM i sin pietisme<br />
ikke ville interessere sig for kulturen, og<br />
Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08<br />
13
Change language