DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

More documents

Recommendations

Info

8 Kurt E. Larsen kultur fra kristendom ud fra principiel sekularisme. Tidehvervs afvisning af talen om helliggørelse tog han indirekte afstand fra, da han i en prædiken fra 1937 slog på, at der fandtes en lydighed ud fra troen og en etisk kamp i den kristne (Prenter 1937b, 10ff). Til et svensk publikum skrev Prenter i 1939, at Tidehverv havde god teologi, men en vigende indflydelse på grund af deres antipietisme og deres antiborgerlighed. Bevægelsen holdt duelige, men ensidige prædikener (Prenter 1939b, 116). I årene 1940-45 uddybede han sin holdning til Tidehverv, og den var fortsat overvejende negativ. Vel kunne han kalde Aastrup for den største salmedigter siden Grundtvig (Prenter 1940a, 121), men Aastrup var jo dog heller ikke nogen ensidig Tiderhvervsmand. Vel talte Prenter stærkt for en luthersk kaldsetik (Prenter 1944a), men dette kunne han have hentet inspiration til fra mange andre sider end Tidehverv. Vel roste han Tidehverv for at være den eneste retning i kirken, der drev teologi, men han beskyldte dem også for at være et lige så lukket parti som de andre retninger i kirken (Prenter 1941a, 74). I studietiden var det Tidehverv, der var ”liv” i. De repræsenterede dengang vækkelseslinjen og fornyelsen over for kirkelinjen og traditionen, og derfor var Tidehverv også imod den kirkeliggørelse, der var ved at finde sted (Prenter 1942a, 91) – og som Prenter ikke alene hilste meget velkommen, men også i høj grad selv søgte at fremme. Hans disputats fra 1944 rummede et forsvar for en real fromhed, hvilket kan ses som et indlæg mod Tidehverv ud fra Luther (Kyndal 1991, 17ff). 2.3 Barth og de andre tyske dialektiske teologer Med Tidehverv havde han altså en fælles front mod individualismen, men hans grundtvigianisme hindrede ham i at bli- Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 ve Tidehvervsmand. Det var også ud fra Grundtvig, han vurderede samtidens tyske, dialektiske teologi – som han i de år læste med stor interesse, men også forholdt sig kritisk og selvstændigt til. Det fremgår af artikler fra 1933. Han gik hurtigt hen over Brunner (Prenter 1933a, 7) og var afvisende over for Bultmann (Prenter 1933b, 196ff), var kritisk over for Barth (Prenter 1933b, 212), citerede med tilslutning Bonhoeffer (Prenter 1933b, 208) og var i seriøs dialog med teologien hos Gogarten (Prenter 1933a, 7ff). En sådan kritisk vurderende fremgangsmåde hos en ganske ung teolog tyder afgjort ikke på nogen afhængighed, endsige noget discipelskab i forhold til tysk dialektisk teologi, men på en meget selvstændig stillingtagen. I selve det dramatiske år 1933 opholdt han sig i Tyskland og oplevede nazismens terror lige ind i Barths auditorier. I december 1933 orienterede han hjemlige læsere om, at Barth havde brudt med Bultmann, Gogarten og Brunner, hvorfor begrebet barthianisme var en imaginær størrelse. Han afviste, at barthianismen var en særlig bevægelse: ””Barthianismen” er ikke længere en fast størrelse. Ingen vil kunne sige, hvor den er” (Prenter 1933a, 7). Gogarten blev siden belastet af sit forhold til nazismen, og denne politiske bevægelse var også allerede i 1933 et tema i Prenters stillingtagen til Gogartens teologi. I slutningen af 1933 var det ikke nazismen i form af terror og KZ-lejre og hvad en senere tid skulle komme til at opleve af rædsler fra nazisternes hånd, der var inde i billedet. Prenter og Gogarten tog derimod principielt stilling til nazismen som folkelig bevægelse og nazismens principielle etik. Denne så Gogarten og med ham også Prenter både positive og negative træk i. De var begge positive over for nazismens opgør med liberalismens individuelle menneske-
opfattelse, hvad der også førte dem til kritik af liberalteologi og af Brunners teologi. Mennesket bestemmer ikke sin egen vej, men bestemmes af noget udefra. Gogarten opfattedes ikke af Prenter som nazist, for dertil var Gogarten for meget teolog; han vidste for meget om menneskets syndighed og troede derfor ikke på at menneskets sande væsen lod sig realisere i underordning under den autoritære stat. Men kristen etik handler om et liv i ordninger, derfor er kristen etik ikke individualetik, men politisk etik. Kirke og statsmagt betinger gensidigt hinanden. Uden kirke vil en stat glemme det ondes virkelighed og vil ikke i længden kunne opretholde retten til dødsstraf. På den anden side er det vigtigt for kirken at leve i en autoritær stat, for uden den kan evangeliet ikke forkyndes; uden den ved man ikke hvad det vil sige at have en herre, og al orden vil gå i opløsning, så det slet ikke bliver muligt at være kirke. Så langt havde nazismen på dette tidspunkt i historien ret som ideologisk bevægelse, ifølge Gogarten – og Prenter (Prenter 1933a, 8ff). I en artikel fra 1934 i Studenterkredsens blad kom den samme balancerende holdning til udtryk. Heri imødegik han den danske forskrækkelse over tilstanden ved de tyske universiteter, hvor militaristisk disciplin og deltagelse i SA- og SS-korps prægede studenterne i en helt ny retning. Prenter fandt det slet ikke så forfærdeligt igen. Hvad nogle kaldte grim tysk militarisme, var ikke anderledes end det, der i Danmark ville kaldes forsvarsvilje og fædrelandskærlighed – skrev han til sine grundtvigske læsere. Det var at foretrække for cafélivet i Paris, og kun nogle få tyskjødiske studenter og journalister fra Politiken i Danmark fandt det forskrækkeligt (Prenter 1934b, 8). Fordi han var grundtvigianer var han imod individualismen og liberalteologien og Den unge Regin Prenter i det danske kirkelige landskab som sådan positiv over for den side af nationalsocialismens tanker i 1933-34, men fordi han netop var grundtvigianer og dermed kristen, kunne han naturligvis aldrig blive nazist i egentlig forstand. Og da slet ikke, da nazismen begyndte at vise sit sande, voldelige ansigt. I det følgende vil det fremgå, at Prenter var blandt de første og stærkeste opponenter mod nazismens antisemitisme og dens tysk-nationale hedenskab, efterhånden som bevægelsen viste disse sider af sit væsen. Det var typisk prentersk, i denne sag som i så mange andre, at komme med nuancerede vurderinger. Var der noget rigtigt i en bevægelse, skulle man ikke overse dette. Der er sætninger og holdninger, der kunne tyde på en påvirkning fra Barth; talen om, at man først i Kristus ser sit eget fald i Adam, og at teologisk ontologi må forkyndes, ikke udvikles fænomenologisk (Prenter 1933b, 208ff). Forholdet er nok dette, at for så vidt Prenter kunne hente skyts hos Barth og andre dialektiske teologer til sin modstand mod liberalteologien, kunne han bruge dem. Men han gjorde det som grundtvigianer. I 1934 skrev Prenter i et teologisk tidsskrift i Tyskland et forsvar for Grundtvigs teologi. Han gennemgik og forsvarede Grundtvigs sakramentsyn, der jo adskilte sig betydeligt fra den reformerte Barths og anbefalede Grundtvig over for tyske teologer som et godt værn mod såvel nyprotestantisme som katolicisme. Således brugte Prenter Grundtvig mod dem, der også var Barths fjender. Sin selvstændighed viste Prenter ved også at være kritisk mod Grundtvig, der anklagedes for at sætte forkyndelsen og Skriften for lavt – en luthersk-barthsk holdning over for Grundtvig (Prenter 1934a, 281 og 288). I en artikel fra 1933 hævdede han, at svenskeren Aulen ved sin fortrolighed med Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke / 04 / 08 9
Page 1 and 2: Dansk Tidsskrift for Teologi og Kir
Page 3 and 4: I SAMARBEJDE MED KIRKELIG SAMLING O
Page 5 and 6: Regin Prenter. Et liv og virke i tj
Page 7 and 8: Den unge Regin Prenter i det danske
Page 9: og gennem dem er det muligt at få
Page 15 and 16: henviste i opposition hertil til Ba
Page 17 and 18: med korstegn og kirkegang og bøn.
Page 27 and 28: Er skabelsen frelsens begyndelse? E
Page 29 and 30: Er skabelsen frelsens begyndelse? 2
Page 33 and 34: også bruger livet til at virkeligg
Page 35 and 36: er at få de retfærdige udryddet,
Page 37 and 38: Helliggørelsen og syndens virkelig
Page 43 and 44: helliggørelse ikke er identisk med
Page 45 and 46: der troens kamp mod synden ”simul
Page 47 and 48: han ikke elskede? Og derude skænke
Page 51 and 52: En foreløbig opsummering: Prenter
Page 53 and 54: nikation med og ind i den moderne v
Page 57 and 58: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 59 and 60: Postliberalisme og luthersk konfess
Page 61 and 62:
Postliberalisme og luthersk konfess
Page 63 and 64:
Page 65 and 66:
Page 67 and 68:
Page 69 and 70:
Page 71 and 72:
Page 73 and 74:
Page 75 and 76:
Page 77 and 78:
Page 79 and 80:
Page 81 and 82:
Page 83 and 84:
Page 85 and 86:
Page 87 and 88:
Page 89 and 90:
NIELS CHR. GEELMUYDEN EN PRÆST OG
Page 91 and 92:
FL E M M I N G KO F O D -S V E N D
show all

DTTK 2008 04.pdf - Menighedsfakultetet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?