Kongernes købstadsbesøg - Dansk Center for Byhistorie

Byen for denne Fremgangsmaade, (…), og jeg vilde ønske igien at samles glade og tilfredse med
Dem. Ingen svarede. Borgmesteren beklagede kun, at Borger Representanterne skulde have
tildraget sig min Unaade. 336
Man kan igennem kongens gengivelse af situationen næsten høre den larmende tavshed og
dårlige stemning. Det fremgår da også her, at utilfredsheden kom fra borgerskabet og ikke
fra den bredere befolkning. Endelig i sommeren 1846 gik det helt galt i Slesvig og
Norddorf.
Faae Timer efter forefaldt de skiendigste Gade Uordener af den laveste Pøpel; Hurraraab for
Adv. Beseler og for de afgaaende Regieringsraader, Piben uden for Amtm. Scheel og i Alleen ved
Slottet. Politiet viste sig i sin hele Usselhed og den const. Politiemester Rist uduelig, de militaire
Patrouller brugtes ej heller med Kraft… 337
Protesten var til støtte for de afgående regeringsråder for Slesvig og Holsten, som enten
blev afskediget eller gik i protest mod indholdet af Det åbne Brev, som endegyldigt bandt
Slesvig sammen med Danmark og ikke Holsten. 338 Da denne statsretlige undersøgelse var
blevet beordret af Christian VIII, er det nærliggende at se protesterne som et bredere
udtryk for generel misfornøjelse mod kongemagten. Det var ikke første gang, Christian
VIII var udsat for folkets manglende begejstring. Allerede i 1840 under fejringen af
sølvbrylluppet med Caroline Amalie havde festlighederne udmøntet sig i uroligheder. 339
Utilfredsheden skyldtes den manglende forfatning, som ”Eidsvoll-kongen” var forventet at
give. Her var det dog udelukkende Københavns befolkning, og dermed ikke en utilfredshed
som dækkede hele landet. Dette ændrede sig igennem de følgende år, selvom der var stor
forskel landsdelene og samfundslagene imellem.
Denne offentlige markering af utilfredsheden er et tydeligt eksempel på
befolkningens mulighed for at vise modstand mod en given ritualisering. Kongemagtens og
sandsynligvis bystyrets ritualisering af besøgene bestod netop i at vise den gode konge,
som blev tiljublet af sine undersåtter. Med uorden, piben eller blot tavshed havde
befolkningen altså mulighed for at gå imod denne ritualisering. Som næsten alt andet i de
splittede 1840’ere, viste befolkningen to forskellige ansigter. Den ene afviste
ritualiseringen af kongemagten, mens den anden aktivt bidrog til kongemagtens Herrschaft
gennem bygningen af æresporte, illuminationer og sange. Det må da også pointeres, at de
nævnte tilfælde af utilfredshed var enkeltstående, og oftest fulgtes af ’jublende modtagelse’
336
D&O 2 s.519. Min udhævning.
337
Ibid. s.691, BT 17/9 1846. Desværre vides det ikke, hvorfra BT har informationerne, da lokale avisers
dækning af urolighederne ikke er blevet fundet.
338
Brandt 1981 s.248f, Rerup 1982 s.108. Det er ikke lykkedes at finde frem til, om regeringsråderne blev
afskediget eller selv gik.
339
Bjørn 2003 s.237. Trap s.86
63