Kongernes købstadsbesøg - Dansk Center for Byhistorie

planlægger ritualerne, men også får forstærket sin symbolske betydning igennem disse 104 .
Hermed er ritualerne med til at konsolidere kongens Herrschaft, og dermed bliver
gentagelser og genskabelser af ritualerne nødvendige for at fastholde Herrschaftens
legitimitet 105 .
Der er en tendens hos flere antropologer til at negligere tilskuernes betydning. 106
Men her mistes et vigtigt aspekt, for selvom ritualerne kan anses som magtforhold, hvor
”… ritualets udøvere er tildelt en magt, og at ritualets involverede deltagere er underlagt
en magt” 107 , så gør Langen ret i at fortsætte, at ”… deltagerne faktisk [besidder] en magt i
ceremonien; en magt til at forhandle og udvise modstand mod den givne ritualisering”. 108
Købstadens beboere er altså ikke umælende, men deltager ligeså aktivt i kongens besøg og
herunder i iscenesættelsen af kongemagten. På samme vis mister legitimeringen af
kongemagten igennem Herrschaft sin kraft, medmindre denne når helt ud til befolkningen.
Netop derfor behandler dette speciale det reelle møde mellem konge og folk, herunder
både befolkningens syn og forventninger til kongen og kongemagtens egen selvforståelse.
Kongen som menneske
Som nævnt 109 går dette speciale mod strømmen ved ikke at fokusere på monarken som
menneske. Specialet anlægger et mere abstrakt syn på kongemagten – bl.a. understøttet af
de weberske magtbegreber – for at klarlægge udviklingen i kongemagtens selvforståelse og
befolkningens forventninger. Undersøgelsen fokuserer på la longue duree frem for den
enkelte særlige hændelse. Dette har konsekvens for behandlingen af kongemagten.
Abstraktionen sker på bekostning af de individuelle træk ved de tre konger.
Men kongemagten er ikke en ansigtsløs institution. Det retoriske spørgsmål er,
hvornår man underlægger sig sin rolle, og hvornår man påvirker den? Problemet er, at
majestætens personlighed også påvirker opfattelsen af kongemagten, ligesom denne
opfattelse også influerer monarkens person. Der er tale om en synergi-effekt, hvor
personligheden forstærker kongens rolle og omvendt. Regenten kan ikke aflægge sin
royalitet; han er konge, selv når han helst vil være privatperson. 110
104 Snickare 1999 s.11
105 Duindam 1994 s.26. Quigley 2005 s.4
106 Hverken Bloch 1987, Duindam 1994, Muir 2005 eller Geertz 1977 kommer ind på modtagelsesaspektet.
107 Langen 2002 s.32. Smuts 1989 s.75f
108 Ibid. Snickare 1999 bemærker, at ”… människorna (…) är inte passive åskådare utan engagerede
deltagare…” s.8
109 jf. s. 17
110 Derfor er private rejser fravalgt, da skellet mellem konge og privatmenneske bliver for utydeligt.
23