Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

98 Skrifter i Samling III
nu ville gjerne kaldes Nordmænd og maaskee ansee
dette som en Ære, men derimod ikke kunne taale at
høre det norske Maal i sit Huus eller i sine Selskaber.
Hvorledes det nu kan være en Ære at være Nordmand
og en Skam at tale Norsk, det skulde være
vanskeligt at forstaae, naar man ikke fra andre Kanter
vidste, hvor megen Magt en falsk Indbildning kan
faae, naar den bliver bestyrket ved flere samvirkende
Omstændigheder. Dersom det norske Maal var i
Moden hos Stormandskabet i Landet, dersom man
havde sine Bøger og Aviser i dette Maal og var
vant til at bruge det i sine Forretnings-Sager, da
skulde vi høre en ganske anden Tale om dette Maal;
da skulde det kanskee være anseet som Landets
Pryd og Ære, som man for ingen Verdens Priis vilde
lade sig fratage. Nu er det derimod Tilfældet, at
dette Maal er kun i Brug hos en fattig Almue, og
dette er nok til at gjøre Tingen usmagelig. Det har
nemlig været en gammel Vane hos en stor Deel anseede
Talere og Skribenter at tale med Ringeagt om
alt det, som tilhører Almuen eller Bondestanden; alt
hvad som kom fra den Kant, skulde være «raat» og
«plumpt», saa at det ikke kunde bruges af dannede
Folk; noget godt og tækkeligt, noget stort og ophøiet
skulde aldrig kunne ventes fra denne Side. Dette
troer man paa, og derefter skikker man sig. Derfor
ere Folk saa rædde for, at hvis de nu skulde tale
Norsk, saa vilde de ansees som udannede, som Folk
af ringe Stand, som ikke havde lært Folkeskik. Og
vistnok kan Tingen have sin Uleilighed, saa længe
der ere saa faa, som baade have virkelig Dannelse
og tillige bruge det norske Maal; hvis derimod disse
Folk bleve mange, saa vilde Tingen faae et andet
Udseende. Det har hændt i forrige Tider, at visse
Folkeslag, som vare lidet bekjendte og lidet agtede,
have forstaaet at ophøie sit Maal til en saadan Anseelse,
at ogsaa deres stolteste Nabofolk bleve nødte