Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
i det foregaaende har sigtet med Benævnelsen Landsskik
og Fædreneskik. For vor egen Part eller for det
norske Folks Vedkommende blive disse Ættemærker
det samme, som man kalder «Norskhed», og saaledes
faae vi ogsaa Leilighed til at bruge dette Navn.
Naar man nu vil betragte det norske Folk som en
Æt eller Slægt for sig selv, da kan det stundom blive
vanskeligt at afgjøre, hvorvidt de enkelte Ættemærker
skulle ansees som egentlig norske; thi for det
første har dette Folk nogen Lighed med de nærmeste
Folk, især med Svenskerne, og for det andet har
det nogen indbyrdes Ulighed i Landskaberne. Egentlig
kunde man sige, at ethvert Landskab eller ethvert
Dalføre har visse Ættemærker for sig selv. I et Land,
som er stort i Vidden og tyndt bebygget, kan man
netop vente at finde megen Forskjel saavel i Sæder og
Skikke som i det vigtigste af alle Ættemærker, nemlig
Tungemaalet. Dette er da ogsaa Tilfældet i vort
Land; og derfor høre vi ofte, at den ene Landsmand
kan finde saa meget fremmedt hos den anden, at han
anseer ham næsten som en Udlænding. Men alligevel
er dog denne Forskjel ikke saa stor, som den synes at
være ved første Øiekast; thi en Ulighed er altid lettere
at mærke end en Lighed; og kanskee den største Forskjel
nu for Tiden grunder sig derpaa, at Folket paa
nogle Steder har lært saa meget nyt og fremmedt,
at det ikke rettelig forstaaer sig paa den gamle Skik,
som bruges paa andre Steder. Naar man derimod
seer nøie efter Tingen og overalt adskiller det vigtige
fra det uvigtige, saa vil man alligevel finde
meget, som er almindeligt i Landet, og som dog
hverken ligner den svenske eller den danske Landsskik;
ved nøiere Eftersyn vil man ogsaa finde, at
meget, som synes at være forskjelligt her i Landet,
dog i Grunden er eet og det samme. Imidlertid vilde
den indre Lighed i Landskaberne uden Tvivl have
været meget større end den er, dersom Folket havde
77