Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
at Folkets egne nedarvede Sæder altid blive anseede
som stygge og upassende, saasnart som de ere
anderledes end Sæderne hos Mønsterfolkene i Udlandet.
Og her ere vi da komne til en Sag, som her i
vort Land og nu i vor Tid har en særdeles Vigtighed,
nemlig: Sammenhængen imellem Folkets tiltagende
Dannelse og Folkets gamle nedarvede Skikke.
(Man kunde ogsaa kalde det Dannelsens Virkning paa
Landsskikken, eller for at tale paa Stormandsviis:
Kulturens Indflydelse paa Nationaliteten). Det seer
ud til at være en almindelig Tro, at naar en høiere
Oplysning skal blive udbredt i Landet, saa kunne
Folkets Fædreneskikke ikke længere blive staaende;
og især hører man idelig den Mening fra alle Kanter,
at Folkets Omgangsskik og Tungemaal ikke skal
kunne bestaae med en rigtig Dannelse. Det seer ud
til, at en Aflæggelse af gammel Viis og gammelt
Maal skal altid ansees som Tegn paa aandelig Fremgang;
de Folk, som have været flittigst i at aflægge
det gamle, siges at være komne paa «et høit Trin
af Kultur»; de Bygder, som have mest tilbage af det
gamle, siges at «ligge langt tilbage i Tiden». Det
seer ud til, at en Tilbagevending til det gamle bliver
anseet som en Umulighed, eller ialfald som en stor
Ulykke, et Tilbagefald til «Raaheden» og en Standsning
i det begyndte Dannelses-Værk. Nu skulle vi
rigtignok tilstaae, at der er et og andet af det gamle,
som kunde trænge til en Forandring, og som vi altsaa
ikke ønske vedligeholdt; men med det samme
ville vi ogsaa paastaae, at den største Deel og netop
den allervigtigste Deel af vor Arveskik er saa god,
at den fortjener at holdes vedlige, og ialfald ikke
saa ond, at den skulde forhindre os fra al aandelig
Fremgang. Saafremt nu Dannelsen ikke er nogen
Skik eller Mode, men derimod en indvortes Tilstand,
en Dyrkning og Fuldkommengjørelse af Sjælens Evner,
75