Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
en Befaling, at Bibelen og Lovene skulde strax
oversættes paa Folkesproget, da maa jeg tilstaa, at
det vilde gaaet mig omtrent som Indsenderen i No.
42; jeg vilde have blevet ræd og gruet for de kommende
Dage; thi jeg vilde ikke have ventet andet
end en uendelig Røre af Fuskeri og Forvirring. Jeg
har nemlig den samme Tro, som mange andre skikkelige
Folk, at hverken de læsende eller de skrivende
Folk her i Landet ere nu for Tiden forberedte til
nogen stor Forandring. Hvis jeg havde troet, at Alting
var saa forberedt og færdigt, at der kun behøvedes
en liden Formaning til Folket, for at man strax
skulde afkaste det gamle Væsen og paatage sig det
nye med alle dets Følger og Fornødenheder, da kunde
der maaske være Grund til at tale om «Drømmeri»,
om falske Indbildninger og om Planer, som gaa ud
paa en «kulturhistorisk Urimelighed». Nu derimod
maa jeg sige, at denne Forklaring kom mig noget
uventet, da mine Planer ikke havde været saa forfærdelig
vidtsvævende. Det var ikke engang min
Tanke, at man skulde begynde med Folkeskrifter i
et nyt Sprog, ihvorvel jeg ikke havde anseet det for
skadeligt, om der fandtes saadanne. Efter mine Tanker
burde det nye Sprog først forsøges der, hvor det
med den største Nødvendighed paatrænger sig, nemlig
i saadanne Sager, som ere altfor hjemlige eller
nationale til at oversættes i et andet Sprog og tillige
altfor almindelige i Landet til at skrives i en Dialekt,
altsaa i Samlinger af norske Ordsprog, Gaader, Stev,
Viser, Folkesagn og Eventyr; kort sagt, i alt det, som
Folket selv har opfundet eller bearbeidet og sat i
en fast Form, som ikke rigtig taaler at oversættes.
Naar man først herved havde dannet sig en bestemt
Plan for Sprogform og Retskrivning, kunde man
siden gaa et Skridt videre, saasom til Folkeskrifter,
Naturskildringer, Poesier, Noveller og deslige; og
hvorvidt man ellers skulde gaa, maatte da bero
61