Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
mands Mage» (S. 20); thi ved saadanne Former er
der intet vundet. – Ved de Navne, som ere anførte
af det gamle Sprog, have vi ogsaa en Anmærkning
at gjøre, nemlig, at saadanne Navne nu burde skrives
efter de nyere Udgaver af Oldskrifterne eller
efter vore egne Oldgranskeres Skrivemaade. Saaledes
skulde «Heidsivia-Loven» (S. 15) være skrevet Eidsiva-
Loven (som den nylig udgivne Lov hedder);
Hafursfjord (S. 16) skulde enten skrives Hafrsfjord
(efter det Gamle) eller Hafsfjord (som det nu hedder);
Bifraust (S. 19) skulde hedde Bifrøst, Og Nastrond
burde hedde Naastrand. Ogsaa burde man skrive:
Helheim for Helhjem, Jøtnerne for Jothunerne, og
Skald for Skjald (S. 18). I enkelte Tilfælde vilde en
liden Veiviisning til Udtalen ogsaa være nyttig, f. Ex.
Bifrøst (Bivrost), Freya (Frøye), Gyda (Gjøde); da
nemlig Folk, som kun ere vante til det nyere Skriftsprog,
ere saa tilbøielige til at ansee disse Navne
som fremmede og derfor betone dem ligedan som
latinske og jødiske Navne.
Endelig maae vi ogsaa tale nogle Ord om Skrivemaaden
i Almindelighed, da nemlig den ene af Forfatterne,
formodentlig tilskyndet dertil af vore Ortofonister,
har forsøgt paa enkelte Afvigelser fra den
almindelige Brug. Man finder i Indledningen saadanne
Former som: Hjærte, Værden, Gjærning, ligesaa:
hvær, enhvær (ved Siden af: er, her, der), og
fremdeles: fræm, fræmmed, fornæmmelig (ved Siden
af: hvem, dem, glemme). Vi have allerede før formeget
af Figuren æ istedetfor e, og skulde det drives
endnu videre, da kom vi ogsaa til at skrive:
Hærre, Væn, Ænke, Ænde, fæm o. s. v., maaskee
endog: Ændæn, Hærræn. Og med alt dette vilde
Sproget hverken være mere norsk eller mere forstaaeligt;
thi dertil udkræves en ganske anderledes grundig
Forbedring. Om vi endog havde en reent norsk
Sprogform, vilde vi dog ikke have Leilighed til at
55