Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

44 Skrifter i Samling III
været temmelig vidtløftige i denne Materie, og maa
derfor haste med at komme et Skridt videre.
Af alt, hvad der nu er betragtet, følger da, at den
Forfatter, som vil skrive ret forstaaeligt for vor Almue,
har en temmelig vanskelig Opgave, idet han
maa frigjøre sig fra en herskende Mode og paa en
vis Maade bære sig ad, som om han intet havde
lært. (Det vil ikke sige, at han skal bortkaste den
egentlige Lærdom, men kun, at han skal give den
en anden Form, at han skal lære at oversætte sig
selv). Man hører af og til en vis Indvending herimod,
nemlig at det ikke gaaer an for en Forfatter
at rive sig saaledes løs fra det Bestaaende eller at
give Slip paa det fuldkomnere Sprog, som har udviklet
sig med den fremskridende europæiske Kultur
og saaledes staar i nøie Forbindelse med den almindelige
Dannelse; at det altsaa er et Tilbageskridt at
nedlade sig saaledes til Almuen, da tværtimod denne
skulde drages opad for at tage saa megen Deel i
den almindelige Dannelse som muligt; at det ikke
lønner Umagen at lave sig en ny Stilekunst og Rhetorik
alene for Almuens Skyld og saaledes dyrke to
Slags Sprog i det samme Land. Hvis dette holder
Stik, saa er der intet nyt at gjøre; alt gaaer fortræffeligt
saaledes som det har gaaet, og Oplysningen
er i den ønskeligste Fremgang. Men vi gjentage
hvad før er sagt: den norske Almuesmand har noget
ganske andet at bestille end at studere sig ind i vort
moderne Bogvæsen; vi vide det af Erfaringen, at der
behøves saa lang Tid og saa lykkelige Omstændigheder
til at blive fortrolig med vor fornemme Litteratur,
at det kun bliver ganske faa Almuesfolk, som
komme nogen Vei dermed, medens derimod den store
Mængde maa smukt lade det være. Den stadselige
fremmede Dragt er for dyr til at blive Nationaldragt.
Imidlertid have de fremmede Manerer den slemme
Virkning, at de idelig friste til Fuskerie, idet man