Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

40 Skrifter i Samling III
især ville pludselige Udbrud af Begeistring og Følelse
gjøre liden Virkning paa Læseren; da de døde Bogstaver
ikke virke saa hurtigt som det levende Ord.
Man maa nemlig regne paa at træffe Læseren i en
kold og ligegyldig Stemning, som ikke kjender noget
til Forfatterens Begeistring og brusende Følelse. Her
nytter ingen støiende Opraab, ingen jamrende Beklagelse
eller indstændig Bøn om at blive hørt; her
hjælper hverken «Ak» eller «O», hverken Raabtegn
eller Tankestreg. Det er de fyldige Tanker og ikke
de tomme Ord, som skulle gjøre Virkningen. Læseren
vil kun vide, hvilke Grunde og Omstændigheder
det er, som have gjort Forfatteren saa ivrig for
Sagen; og dersom det da viser sig, at Sagen er saa
vigtig, og at der kan gjøres noget ved den, da vil
Læseren ogsaa erkjende det uden nogen videre Opmaning
og Besværgelse.
Her kunde endnu være meget at bemærke, f. Ex.
om Sparsomhed i Anvendelsen af poetiske Udtryk
og Billeder, om en hjemlig, for Almuen passende,
Opfattelse af Tingene, med mere; men vi maa haste
med at gaae over til en anden Sag, som i vort Land
og i vor Tid kræver en særdeles Opmærksomhed,
nemlig selve Stilen eller Udtryksmaaden i de populære
Skrifter. Dersom en Forfatter vil lægge særdeles
Vind paa at skrive forstaaeligt for den norske Almue,
da vil han snart mærke, at han maa føre en ganske
anden Stiil end den, som sædvanlig bruges i vore
Bøger og Aviser; han vil see, at han maa betræde
en egen Vei, og at denne Vei har mange og mægtige
Hindringer. For det første er der, som før antydet,
en Vanskelighed med Hensyn til Sproget, idet Folkets
eget gamle Tungemaal har i nogle Aarhundreder
været forviist fra Bøgerne og nu altsaa kun viser
en Række af forskjellige Dialekter med mange forskjellige
Former, saa at en Forfatter nu maatte have
en usædvanlig Kyndighed i Sproget, om han skulde