Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

324 Skrifter i Samling III
Navneskik atter opfriskes og fornyes til en gavnlig
Modvirkning mod Lysten til fremmede Navneformer.
Til Slutning er det da ogsaa at mærke, at vi hos
tænksomme Folk i andre Lande vistnok vilde vinde
større Ære ved en saadan Fornyelse af den gode
gamle Brug end ved al den fremmede Prydelse, som
vi ellers kunde skaffe os. Alle Folk med nogen Selvfølelse
pleie dog at sætte nogen Priis paa sin egen
Slægt og sine egne Ættemærker, saa at de ikke
gjerne ville forvexles med andre Folk. Nu er det
rigtignok Sproget, som er det største og vigtigste
Kjendemærke for et Folkeslag; men ogsaa Navneskikken
hører med til Folkets Ættemærker, og man
har ogsaa Exempler paa, at Folk, som have vanskjøttet
sine Forfædres Sprog, alligevel have bevaret
sine særegne Navneformer. Saaledes har da ogsaa
ethvert Folkeslag visse Egenheder i sit Navneforraad,
saa at man sædvanlig kun behøver at see nogle faa
Navne, for at kunne skjønne hvad Land de tilhøre.
Disse Former ere saaledes ei alene et Kjendemærke,
men de ere ogsaa en Deel af Folkets fælles Arv og
Eiendom; og det maatte da synes underligt, om
Folket selv vilde vrage og foragte denne Eiendom;
thi derved vilde dog Folket ikke vinde noget, som
har virkeligt Værd. De Navneformer, som vi finde
mest agtværdige hos andre Folk (f. Ex. Engelskmænd
og Tydskere), ere netop de, som de have havt fra
de ældste Tider og som vi altsaa gjenfinde i deres
gamle Historie. Noget lignende maa vel disse Folk
ogsaa synes om vore egne Navne, og saaledes er
det da ikke nogen Ære for os, om vi netop nu
skulde vrage og forkaste de Navne, som vore Forfædre
have brugt. Det er dog netop disse Navne,
som paa bedste Maade stemme sammen med vore
historiske Minder, med vore Hjemsteders Navne og
med Folkets nedarvede Tungemaal i det hele. De
tilhøre Landet fra umindelige Tider, de tilhøre det