Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

320 Skrifter i Samling III
og især saadanne, som dannes af Apostelnavne og
Helgennavne, saasom Jonsen (Jensen og Hansen),
Paulsen, Petersen, Andersen, Larsen, Nilsen, Sørensen
og flere. Og skjønt saadanne Navne nu kunne
klinge som simple og hverdagslige, ere de dog paa
en Maade at ansee som fremmede og tildeels som
forvanskede, forsaavidt som de grunde sig paa et
afstumpet eller forkortet Mandsnavn. Derimod have
Gaardsnavnene det Fortrin, at de tilhøre Landet fra
gammel Tid og saaledes ere ægte hjemlige og passende
for Folkeslaget; for det meste ere de ogsaa
nogenlunde korte og bekvemme, og desuden ere de
saa mange og forskjellige, at de kunde tilbyde et
rigt Forraad af gode Familienavne. 1
Om vore Gaardsnavne kunde der ellers være meget
at sige; men dette vilde her blive noget for langt,
og desuden har man jo allerede en fortræffelig Adgang
til Oplysning herom i Munch’s Beskrivelse over
Norge i Middelalderen. Skrivemaaden for disse Navne
har i lange Tider været meget skjødesløs, og om
endog meget deraf i den seneste Tid er forbedret og
rettet, saa staar der alligevel meget tilbage. Blandt
andet kan mærkes, at man idelig har vaklet imellem
norsk og dansk Form; man skriver f. Ex. Haug
(Hauge), Braut, Leite, Teig og Øy i norsk Form,
men man skriver ikke gjerne: Straum (Straume),
Kleiv, Stein, Røyr, Øyr, Flatøy, Herøy eller Lauvøy;
saadanne Navne see vi sædvanlig i dansk Form.
Saaledes bruger man ogsaa snart en gammel og
1 Forsaavidt man kunde finde det bekvemmere at bruge Fadersnavnet
som Tilnavn, kunde der ofte være Leilighed til at sætte
Navnet i en ældre og mere norsk Form, fornemmelig ved at
skrive «son» i Stedet for «sen» og tillige optage en fuldkomnere
Navneform, f. Ex. Erikson, Einarson, Gunnarson, Olafson, Sveinson.
Om Formen «son» er at mærke, at den baade er den gamle
og rette norske Form og tillige svensk og engelsk og tydsk.
(Tydskerne skrive sædvanlig Sohn). Vi komme altsaa i stort
Selskab, naar vi bruge denne Form.