Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

318 Skrifter i Samling III
og flere med «Anna», som før ere nævnte (S. 313).
Som man let vil see, fører dette ogsaa ofte til Forvanskning
i de enkelte Navne og til Indførelse af
fremmede Navne. Det ene Navn skal nemlig være
kort og let, f. Ex. Ole for Olav (eller Ola), Iver for
Ivar, Ane for Anna; det andet Navn skal derimod
være noget langt og klingende og slutte med en
liden Hale eller «Spæl», som vi kalde det, og til
dette Brug ere netop de fremmede Navne med «us»
eller «inus» og «ina» bekvemmere end de norske
Navne. Og det hele er da ogsaa en fremmed Skik,
som rimeligviis er opkommen ved Efterligning af
visse store og fornemme Folk i andre Lande. 1 Den
kunde have nogen Grund hos Byfolk, forsaavidt der
var en og anden Slægt, som bestod af mange Mennesker,
som allesammen brugte samme Tilnavn eller
Familienavn. Hos Almuesfolk derimod pleier man at
skrive Fadersnavn og Gaardsnavn ved Siden af Døbenavnet,
og da vil der dog sjelden være Trang til
mere end eet Navn for selve Personen. Derimod ville
de unødige Navne ofte være til Møie for dem, som
skulle bruge dem, og blandt andet for dem, som
skulle holde Bog over Folketallet paa et Sted og
saaledes ere nødte til at indføre de lange Navne i
sine Lister og Bøger.
Blandt disse Sammenstillinger af Navne træffer man
paa enkelte Steder ogsaa et Tilnavn eller Familienavn,
benyttet som Døbenavn. At bekjendte Familienavne
bruges som Mandsnavne, er rigtignok ikke
noget sædvanligt; men imidlertid finder man dog et
og andet Døbenavn, som synes at have været et
1 I vore gamle Brevbøger findes sædvanlig kun eet Navn for hver
Person. Der er kun nogle faa Tilfælde, hvor en Kvinde, som
havde givet sig ind i et Kloster, havde faaet et nyt Navn foruden
sit eget; saaledes: Jorunn Constantia (Dipl. 1, 141), Sigrid
Potentiana (Dipl. 2, 74), Gudrun Anna (Dipl. 2, 205). Men det
har nok været en Skik, at en Kloster-Dame skulde have et vist
Helgen-Navn, som kun brugtes i Klosteret.