Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

316 Skrifter i Samling III
skaffe sig Navne, som vare saa fine og velklingende,
som nogen kunde ønske sig.
Blandt de Ting, som ellers have virket med til at
forvanske den gamle Navneskik, ville vi først nævne
den Brug at danne Kvindenavne af Mandsnavne, eller
med andre Ord at opkalde en Kvinde efter en Mand.
Men ogsaa dette var egentlig en fremmed Skik, som
nærmest hørte hjemme i Sydlandene og især hos det
romerske Folk, som nemlig havde et Sprog, som
var særdeles vel skikket for en saadan Navnedannelse
(jf. S. 309). Her i Norden havde man ikke saadanne
Former, og heller ikke mærke vi i de ældre Tider nogen
Tilbøielighed til at overføre Navne fra det ene Kjøn
til det andet. Det kan vel stundom see ud til, at
det ene Navn er dannet efter det andet (f. Ex. Katla
efter Ketil), og der er ogsaa nogle Tilfælde, hvor
Mandsnavn og Kvindenavn er noget lige, saasom
Helge og Helga, Thore og Thora, Halldor og Halldora,
Thorbjørn og Thorbera; men ogsaa i disse
Tilfælde synes begge Navne at være lige selvstændige,
saa at det ene ikke er dannet af det andet.
En Omdannelse af Mandsnavn til Kvindenavn maa
altsaa have været noget usædvanligt, medens derimod
den gamle nordiske Skik har været at opkalde
sin Søn efter en Mand, og sin Datter efter en Kvinde.
Og dette var da ogsaa naturligt nok; thi naar man
opkaldte en gammel eller afdød Slægtning, maatte
vel dette have den Mening, at Navnet skulde bevares
i Slægten, og at det unge Menneske skulde være et
levende Minde om det gamle. Men naar nu Pigebarnet
skal faa Navn efter en Mand, eller Drengebarnet
efter en Kvinde, da kan der ikke blive nogen
rigtig Lighed imellem den gamle og den unge; den
sidste bliver ikke noget forynget Billede af den første,
og Opkaldelsen har altsaa ikke noget stort at betyde.
Det har været en Sædvane her som andensteds,
at de første Børn af Ægteskab fik Navn efter Fa-