Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
IV. OM NAVNESKIKKEN I DET HELE.
Det viser sig af det foregaaende, at der ved Siden
af vort gamle folkelige Navneforraad ogsaa er opkommet
et stort Forraad af et andet Slags, og at en
stor Deel deraf er nye Navne med fremmed Form.
De sidste kunne vi ikke andet end laste, blandt andet
fordi de vise en tiltagende Ligegyldighed for norsk
Arveskik eller endog Ringeagt for vore Forfædres
Brug. Men noget saadant kunde man da næsten
vente efter den Skjæbne, som vore Arveminder ellers
have havt. Vore Læremestere, som skulde sørge for
at bevare Landets Minder og Landets Sprog, havde
fundet det mageligst at kaste dette Sprog til Side
og sætte en anden Sprogform i Stedet, og dermed
fulgte da, at ogsaa Navnene nu skulde tillempes efter
et andet Lands Talebrug. Man blev efterhaanden
saa vel afvænnet fra de gamle Former, at der siden
vistnok var mange, som undrede sig, naar de hørte,
at man engang havde skrevet Gunnar og Einar og
Olaf, i Stedet for Gunder og Ener og Ole, som det
nu skulde hedde. Og naar Begrebet om den rette
Landsskik engang var forvansket, var det rimeligt
nok, at netop de fremmede Former maatte blive
bedst anseede. Der var altid nogle, som vilde være
fornemmere end andre Folk og ikke kunde lade sig
nøie med de sædvanlige Fattigmandsnavne, men derimod
maatte have Navne af store Folk i den store
Verden, af Prindser og Prindsesser, af Keisere og
Keiserinder, for at have noget, som man kunde udmærke
sig med. Og saa kom der altid flere efter,
som vilde være ligesaa fornemme, og saa blev der
Trang til flere Navne af samme Slags. Endelig kom
man da ogsaa dertil, at man kun tog en liden Stump
af et Navn og forlængede Stumpen med en vis Endelse,
saa den fik nogen Lighed med de fremmede
Navne; og paa denne Maade kunde man da altid
315