Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

308 Skrifter i Samling III
Blandt de udenlandske Navne, som lettelig blande
sig med de norske, kunne vi tilsidst nævne nogle
Kvindenavne med den nedertydske Endelse «ken»,
«ke», eller «kje», som egentlig er en Form for Kjælenavne,
omtrent som «lille» (Signelille, Mettelille) i de
danske Viser. Saadanne ere: Anniken, Gisken, Helken,
Hermiken, Marken, og dernæst: Giske, Sarke,
Venke, Nilske; Gaukje (Hard.) og Gjerkje (Sfj.). De
to sidste synes at være frisiske Navne (ialfald findes
«Goetje» og «Geertje» nævnte som frisiske i Stark’s
Kosenamen S. 74). Af Mandsnavne, som høre hertil,
mærkes: Tikken (egentl. Tidken) og Vilken. De fleste
af disse Navne ere dog temmelig sjeldne, og kun et
Par af dem synes at være meget i Brug, nemlig
Nilske (i Søndfjord) og Marken (i Nedre Telemarken).
Af Navne med en fremmed Endelse have vi ellers
rigelig nok, som siden skal omtales; derimod er det
hos os en Sjeldenhed, at et Navn indeholder virkelige
Ord eller Led af to forskjellige Sprog. (I andre
Lande forekommer det af og til; saaledes ogsaa paa
Island, f. Ex. Gudjon Sigur-jon, Kristmundr, Kristlaug
og flere). Hertil maa man formodentlig henføre
Navnet Nilsmund (ved Kragerø) og et Par Navne
med Krist (som egentlig hører til det græske Sprog),
nemlig: Kristbjørg (Voss) og Kristbjørn (efter Pontoppidans
Navneliste). De sidste ere sandsynligviis
dannede som Efterligning af Gudbjørg og Gudbjørn;
men efter hvad der forhen er bemærket, kan det
være tvivlsomt, om ikke disse Navne egentlig have
hedt Gunnbjørg og Gunnbjørn.
Saadanne Navne, som indeholde et helligt Ord, burde, som mig
synes, kun bruges varsomt og sparsomt. Et Navn kan komme til
at bruges i mange Slags unyttig Snak, i Spøg og Spot, i Sladder
og Skjældsmaal; og i saadanne Tilfælde er det anstødeligt at høre
Navne, som indeholde Ord af den helligste og høieste Betydning,
for saa vidt som denne er almindelig bekjendt og forstaaet. En
anden Sag er det med Helligdomme fra Hedenskabets Tid, hvis
Betydning ikke længere er bekjendt.