Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
denne Djervhed og Dygtighed, som man i det daglige
Liv sætter saa megen Priis paa baade hos Mand og
Kvinde. Og derfor kan man vel ogsaa sige, at de
Navne, som hentyde derpaa, kunne altid lade sig
forsvare.
Noget lignende kan da ogsaa siges om de Navne,
som indeholde en Mindelse om Hedenskabet, og som
allerede forhen ere kortelig omtalte. (S. 281). Det
kan ikke skade at mindes om, at Forfædrene allerede
i de ældste Tider havde en Forestilling om Aander
eller høiere Væsener, og om nu end deres Forestillinger
derom vare anderledes end vore, saa ere de
dog ikke saa ganske at foragte. Om f. Ex. en Alf
ikke er det samme som en Engel, saa er det dog
noget, som kan passe til en billedlig eller «poetisk»
Forestilling, hvor man giver Indbildningskraften et
friere Spil. Og om end de føromtalte Diser (eller
Valkyrjer) ogsaa nu ere blevne noget fremmede for
os, saa er det dog vist, at et Minde om dem giver
et ganske vakkert Begreb, nemlig om Aander, som
tage Deel i Livets Strid eller omsvæve og ledsage
de stridende. Og naar de hedenske Navne kunde beholdes
ved Overgangen til Kristendommen, saa maa
de dermed ansees som adlede og optagne i Rækken
af de kristne Navne.
Endelig kunne vi endnu tillægge, at den gamle
Navneskik i disse Stykker ikke er værre hos os end
hos andre Folkeslag. De gamle Engelskmænd og
Tydskere havde mange Navne med Bjørn og Ulv
(Beorn eller Bern, og Vulf eller Volf), og mange,
som hentydede paa Krig og Ufred eller Vaaben og
Værge; de havde ogsaa Navne, som mindede om
Hedenskabet, og de beholdt dem ogsaa i Overgangen
til Kristendommen. De gamle Grækere havde en
Række af Navne ved Lykos (dvs. Ulv) og Leon
(dvs. Løve) og mangfoldige andre, som indeholdt et
Udtryk for Strid eller Krig. Og baade Grækerne og
287