Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

284 Skrifter i Samling III
var noget nyt. Og i saadanne Tilfælde maa vi da
forestille os, at det ældste Navn er det, som giver
den rimeligste Betydning, medens det andet derimod
maa først tænkes omstillet i sin ældre Form, naar
man skal søge efter Betydningen.
Man kan saaledes ikke vente, at ethvert Navn skal
kunne udtydes ligefrem som et almindeligt sammensat
Ord. Oprindelig har det vist været Meningen, at
hvert Navn skulde have en klar Betydning; men da
man senere syntes at behøve en større Afvexling i
Navnene og dog tillige vilde gjerne beholde de tilvante
Navneled, har man efterhaanden tilladt sig en
større Frihed i Sammensætningen og derved agtet
mindre paa Betydningen. Blandt andet kunde det da
hænde, at man havde to Navne at opkalde, og da
man ikke kunde bruge dem begge, saa greb man til
det Raad, at man tog en Deel af hvert Navn og
slog disse Dele sammen til et heelt; saaledes kunde
man f. Ex. af Herbjørn og Ulfhild danne et nyt
Navn: Bjørnulf, eller af Arngrim og Hallfrid sammenlave
et andet Navn som Arnfrid o. s. v. I Tydskland
skal en saadan Brug være tidlig opkommen, saa at
man allerede i Skrifter fra det ottende Aarhundrede
har fundet saadanne Exempler som Waldrada (Kv.)
efter Waldbert og Radhild. (Stark’s Kosenamen, Side
159). I en ny Roman fra Island fortælles om En som
kaldte sin Søn Sigthor efter Sigurd og Thora; og
det forekommer mig, at en saadan Opkaldelse af og
til ogsaa har været brugelig her i Landet. Men paa
denne Maade blev da Navnet kun en tilfældig
Sammenstilling
af to Ord, omtrent som naar man sammensætter
to Familienavne, f. Ex. Wessel-Berg, Winther-
Hjelm, Fenger-Krog og lignende. Og i saadanne Tilfælde
vilde det ikke nytte stort at studere paa, hvad
Navnet i det hele skulde betyde.
Men det er at mærke, at det kun er en liden Deel
af vore gamle Navne, som saaledes synes opkomne