Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

274 Skrifter i Samling III
(gunna), som Aargunn, Fredgunn, Hallgunn, Raadgunn,
Salgunn, Sægunn, Valgunn; og ligedan med
«hild» (hilda), som Berghild, Grimhild, Oddhild, Sighild,
Øyhild. Saaledes ogsaa med «trud» (eller thrud),
som Astrud, Gunntrud, Valtrud, Viltrud, Øytrud; og
ligesaa med «veig», saasom Audveig, Bjørgveig, Dagveig,
Gunnveig, Herveig, Ingveig, Salveig, Tjodveig,
Øyveig. Og hvorfor skulde vi ikke have flere Navne
med «run» end bare Gudrun og maaskee Oddrun?
Det kunde dog ogsaa gaa an at hedde Alvrun, Dagrun,
Hallrun, Salrun, Sigrun, Tjodrun ,Valrun, Vilrun,
eller Øyrun. Og saaledes kunde der i mange andre
Tilfælde findes Leilighed til at danne sig flere Navne
af det gamle Stammeforraad og paa den gamle Maade.
Det kan her være nyttigt at see efter, hvorledes
Brugen har været hos andre Folkeslag og fornemmelig
hos dem, som have det nærmeste Slægtskab med
os i Tungemaalet. I de gamle Navnerækker fra England
og Tydskland finde vi da en stor Lighed med
vor egen gamle Navneskik; men vi finde ogsaa adskillige
Navneled, som synes at være fremmede for
vort Folk; saaledes i gammel-tydsk: Adel, Ald, Bald,
Berht, Hard, Kuni, Liub, Svind, og i gammel-engelsk
Form: Æ´el, Eald, Bald, Berht (Briht), Hard (Heard),
Kyne, Leof, Svi´ (eller Svith). Dette kan være værdt
at lægge Mærke til, da nogle af disse Former i den
senere Tid ogsaa have fundet Indgang hos os, f. Ex.
i saadanne Navne som Albert (Adelberht), Baldvin,
Gerhard o.s.v. Imidlertid er dog de gamle tydske
og engelske Navneled for en stor Deel de samme
som vore egne, saa at de enten ere ganske lige (saasom:
Grim, Hild, Mund, Run, Sig, Vald, Vard, Vil)
eller kun have en liden Afvigelse i Formen efter
Sprogets særegne Lydskik, som til Exempel:
G. Tydsk: Alb. Ans. Ot. Ger, Gund, Ort. Diut.
G. Eng.: Ælf. Os. Ead. Gár. Gu´;. Ord. pbeod.
G. Norsk: Alf. Ás. Aud. Geir. Gunn. Odd. pbjod.