Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
dette, som er det rette norske Maal. Vi see ingen
Grund til at ansee det som lavere end Svensk og
Dansk; vi finde ingen Ret til at kalde det uædelt eller
uværdigt for noget høiere Formaal. Vi indsee ikke, at
det kunde være nogen Ære for Almuen at foragte dette
Maal og ønske at ombytte det med noget andet. Heller
ikke kan det være nogen lastværdig Eensidighed,
om vi ønske at sætte dette Maal paa en fastere Fod;
en saadan Eensidighed skulde dog ikke være værre
for os end for andre selvstændige Folk, saasom det
svenske, danske, tydske, engelske og saa videre. De
ere allesammen eensidige i dette Stykke; og ingen
kan laste dem derfor. Det er paa denne Maade, at
Folkenes Ættemærker og historiske Minder blive vedligeholdte;
og dette er da ogsaa til Folkenes eget
Gavn, som her tilsidst er det vigtigste Hensyn.
Det bliver saaledes det bedste Raad at søge det
norske Maal der, hvor det findes, at lade det staae
ukrænket, hvor det staar, og hellere forsøge at drage
det frem end at trænge det tilbage. En skriftlig
Dyrkning af dette Maal vil være et ønskeligt Middel
til at vænne Folk til Læsningen, at fæste Begrebet
om en Mønsterform og fremhæve Sprogets bedste
Egenskaber. Men der er noget andet, som ogsaa er
ønskeligt, og dette er, at Almuen ikke skal forledes
til at foragte sit nedarvede Maal. Hvad vi først maa
ønske, er at man skal taale at høre Norsk, og at
Almuen ikke skal tvinges eller tvinge sig selv til at
tale noget andet. Det vil være bedre at oplyse Folk
om Landssprogets rette Værd end at bestyrke dem
i visse indprentede Indbildninger, for Exempel, at
Dansk er meget ædlere og fornemmere end Svensk
og høit ophøiet over det norske «Bondemaal», at
Dansk er det eneste, som passer for «dannede Folk»,
og det eneste, som er værdigt til Brug i Kirken og
Skolen, at alvorlige Forretninger skulde blive latterlige
i det norske Maal, og at Guds Ord skulde derved
193