Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
lekter end paa de mest forvanskede. Men alligevel
saae det dog ud til, at det faldt vanskeligt at komme
til nogen Forandring i den tilvante Synsmaade.
I den nylig vaagnede Omhu for alle Mærker paa
Selvstændighed, var det blevet et Slags Skik, at alt,
som brugtes i Landet, skulde hedde norsk, og saaledes
blev da ogsaa det benyttede Bogmaal kaldet
det «norske» Sprog, uagtet det dog var dansk, som
det havde været. At Nordmænd gjerne vilde kalde
sin Tale norsk, var naturligviis at undskylde, endskjønt
det ikke blev saa ganske rigtigt, saa længe
som man kun henholdt sig til det danske Bogmaal
som den øverste Mønsterform, saa at man i alle
Tvivlsmaal kom tilbage til den Regel, at «man skal
tale, som man skriver». Men for det skriftlige Sprog
vilde denne Benævnelse vanskelig kunne forsvares.
Den norske Almue vilde have noget at sige om Tingen,
hvis den kjendte sin gamle Ret tilfulde. Det
danske Folk havde god Grund til at være misfornøiet
dermed, og de andre Folk maatte ogsaa finde det
ubekvemt at høre et nyt Navn paa et Maal, som
ikke var noget nyt for dem. Thi dersom ethvert
Sprog skulde faae Navn efter hvert Land og Rige,
hvor der findes Folk, som bruge det, da vilde der
nok blive en forvildende Mangfoldighed af nye Navne
paa gamle Ting; det tydske maatte da hedde preussisk,
hannoversk, mechlenburgsk o. s. v.; det franske
maatte ogsaa hedde belgisk; det engelske maatte
ogsaa hedde skotsk og irsk og amerikansk, og saa
videre. Men hvad vi her fornemmelig have for Øie,
er den Virkning, som denne Brug maatte have paa
Landets eget Folk. Naar nemlig det danske Bogmaal
blev anseet som norsk og opstillet som Mønster for
norsk Tale, da maatte jo Folket slutte, at dets egen
afvigende Talebrug ikke kunde være norsk, og altsaa
var noget som helst burde være afskaffet. Og saaledes
kunde da denne Benævnelse lettelig blive et
189