Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
svenske, saa kan den, efter det før anførte, endnu
mindre gaae op i den danske; thi derved maatte
man da forskyde en meget større Deel af de gamle
Former og en meget større Deel af Ordforraadet.
At undertrykke den norske Sprogform og sætte den
danske i Stedet var altsaa den voldsomste Omstyrtelse
af Sprogenes naturlige Stilling; det var den
uheldigste Udvei, som man her kunde falde paa at
vælge. Og naar vi nu alligevel see, at netop dette
har været tilsigtet, saa maa vi dog sige, at dette var
et besynderligt Misgreb, som maatte blive til uberegneligt
Tab for det norske Folk, og maaskee ogsaa
til Tab for Nabofolkene.
Det har ogsaa været sagt, at Opgivelsen af det
norske Sprog var en nødvendig Følge af Foreningen
med Danmark, og at Skylden derfor maa tillægges
det danske Herredømme i Norge. Men derimod kan
dog ogsaa være adskilligt at indvende. At dyrke sit
Lands Tungemaal er noget, som Folkets Formænd
selv maa sørge for; dertil kan man ikke faae nogen
Hjælp udenfra, og ialfald kan man ikke vente nogen
Opmuntring dertil af Nabofolkene; thi de ønske naturligviis
helst, at man skal gjøre Fællesskab med dem
og bruge deres eget Maal. Nordmændene synes ikke
at have gjort sig megen Umage for at beholde deres
gamle Maal. En Forvanskning i det skriftlige Sprog
var allerede begyndt ved Kalmar-Unionens Tider, da
det endnu ikke kunde være saa særdeles nødvendigt
for de Norske at skrive Dansk. Ved Reformationens
Tider var rigtignok Norge knyttet fastere til Danmark;
men i denne Opvaagnelsens Tid var det netop,
at Svenskerne gjenopreiste sit Lands Sprog, som
ogsaa var kommet i Forfald, og selv Islændingerne,
som nu ogsaa vare komne under Danmark, begyndte
allerede at trykke Bøger i deres eget Maal. I Norge
synes noget saadant ikke at have været paatænkt.
Man vil maaskee sige, at der nu ikke var Leilighed
187