Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
og det er ilde, at en saadan Stræben skal omsider
være aldeles forspildt. Med sin begyndte naturlige
Fremvæxt vilde Sproget efterhaanden have samlet
sig en rig Skat af vakre Udtryk og værdfulde Prydelser,
og denne Skat vilde være tilgjængelig for
alle og ikke blot for en liden Hob. I et Sprog, som
er udviklet paa fremmed Grund, ville derimod saadanne
Prydelser kun have Værd for en meget liden
Deel af Folket. Det vil allerede have Vanskelighed
for at virke paa Folkets Forstand, og endmere for
at virke paa Hjertet og Følelsen; thi dette vil kun
lykkes i de Tilfælde, hvor det indførte Sprog træffer
til at have samme Udtryk som Folkets Sprog; og jo
færre disse Tilfælde ere, desmindre vil Virkningen
ogsaa blive.
Og endelig maa man vel sige, at Undertrykkelsen
af et nedarvet Tungemaal maa ogsaa virke skadeligt
i andre Maader. Det er allerede Skade for Videnskaben,
at enkelte Sprog ere ubekjendte eller lidet
tilgjængelige, medens derimod andre ere, saa at sige,
alt for vel bekjendte, da det nemlig træffer til, at
nogle af de fortrinligste eller fuldkomneste Maal ere
netop de mest forsømte, og at nogle af de mest forvanskede
derimod ere ophøiede til Ære og Værdighed.
Men det er ogsaa Skade for den almindelige
Kundskab, at der skal være enkelte Folkeslag, som
man vanskelig kan faae nogen rigtig Oplysning om,
fordi de ville ligesom narre Verden ved at paasætte
sig et Mærke, som tilhører et andet Folk, og derimod
med al Flid fordølge netop det Ættemærke,
som bedre end noget andet vilde vise, hvorledes
disse Folk ere stillede imellem de beslægtede Folk.
Og rimeligviis maa dette ogsaa være til Skade for
deres Anseelse iblandt Folkeslagene, da man vel
neppe vil være tilbøielig til at tilkjende dem nogen
Ros for Selvstændighed eller Fædrelandssind eller
Agtelse for sine Forfædres Minde.
185