Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

184 Skrifter i Samling III
den, at Almuen ikke lærte mere, end den var nødt
til, og forøvrigt overlod alt dette Kundskabsvæsen
til de enkelte gode Hoveder, som vare nemme nok
til at lære alt, hvad man kunde ønske.
Det vil altsaa være tydeligt nok, at det er Skade
for et Folk, at det skal være nødt til at modtage
Lærdom i et Sprog, som tilhører et andet Folk og
ikke det selv. Skaden er naturligviis noget mindre,
naar det indførte Sprog er nærbeslægtet med Folkets
eget Maal; men alligevel vil Tabet være stort nok.
Et veldyrket Bogmaal vil altid have visse Vanskeligheder
for en eller anden Deel af Almuen, da det
ikke kan rette sig efter enhver afvigende Brug i
Landskaberne; og saaledes vil da selv en hjemlig og
nedarvet Sprogform indeholde adskilligt, som ikke
alle forstaae, og som man først maa lære og vænne
sig til. Men alt dette bliver naturligviis kun lidet og
ubetydeligt imod al den Dunkelhed, som følger med
en Sprogform, som er indført fra et andet Land,
især hvis denne ogsaa har optaget en Mængde Ord
og Former af ubeslægtede Sprog. Og endda er denne
Ulempe hverken den eneste eller den værste. Man
skal her ikke see alene paa det nye, som et Folk
maa lære, men ogsaa paa det gamle, som det ikke
faar benytte. Man maa nemlig forestille sig en utallig
Mængde af hjemlige Udtryk, som Folket har forstaaet
fra Barndommen af, men som det ikke finder
igjen i Bøgerne og ikke faar Leilighed til at bruge
udenfor den hverdagslige Samtale. Man maa ogsaa
forestille sig, at der altid har været forsøgt paa en
Udvikling og Berigelse af Folkets Tungemaal; der
har engang været Forfattere og Talere, som forstode
at gjøre Brug af Sprogets bedste Kræfter; der har
altid været skjønsomme Folk, som søgte at danne
sig Udtryk for saadanne Begreber, som staae noget
udenfor den daglige Samtale. Der har i Aarhundreder
været arbeidet paa at uddanne og pryde Sproget;