Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
være inddragne under et tilgrændsende Sprog-Rige,
som derved kunde faae større Magt og gjøre mere
Opsigt. Man ønskede at faae de smaa af Veien, for
at de store kunde faae større Rum. Og man har
vistnok ogsaa ventet, at naar disse Sprogformer kun
bleve overladte til Almuen og ellers uomskjøttede,
da skulde de snart forfalde og døe bort af sig selv,
saa at man ikke længere skulde plages med dem.
Men alligevel er dette dog ikke skeet. Trods al Foragt
og Forsømmelse have Folkesprogene dog vedblevet
at leve. De have maaskee tabt noget i Rigdom
og i Reenhed; men de have dog holdt sig oppe,
saa at de endnu ere til og staae færdige til at optages
til skriftlig Dyrkning, hvilket ogsaa virkelig er
forsøgt i flere af de Lande, hvor denne Tilstand har
fundet Sted. Men hvorledes har nu Almuen havt det
i disse lange Tider? Man skulde have ventet, at et
Lands Almue ikke skulde behøve at lære mere end
Landets eget Sprog, og at Landets Høvdinger ogsaa
skulde lære det samme, om de end selv havde lært
et andet Maal. Men i Stedet derfor blev det nu netop
Almuen, som maatte lære to Sprog. I Stedet for at
Byrden af Sprogenes Ulighed skulde falde paa en
enkelt Stand, som netop havde den bedste Leilighed
til at tænke paa slige Ting, er denne Byrde kommen
til at falde paa selve Folket, paa den tusinde Gange
større Almue, som allermest kunde trænge til en Lettelse
og ialfald til Befrielse fra unødig Møie. I Stedet
for at den almindelige Børnelærdom og al anden nødvendig
Kundskab skulde meddeles i en Form, som
stemmede noget nær overeens med Folkets Tale, blev
Lærdommen her meddeelt i en fremmed Form, saa at
den ofte blev misforstaaet og sædvanlig kun halvveis
eller meget dunkelt forstaaet, ligesom den ogsaa blev
vanskelig at komme ihu og endmere vanskelig at
meddele til Børn og Paarørende i den daglige Samtale.
Og den nærmeste Følge heraf maatte da blive
183