Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

182 Skrifter i Samling III
den kan ikke altid raade for, at det rette Landssprog
bliver bevaret og brugt i Kirken og Skolen og Thinghuset.
Almuen er adspredt i smaa Afdelinger, som
ikke vide stort om, hvad der gjælder udenfor Hjemstedet,
og som altsaa ikke lettelig kunne faae nogen
fuldkommen Oversigt af, hvad det hele Samfund behøver
og har Ret til at kræve. I saadanne Sager er
Folket saaledes nødt til at stole paa sine Talsmænd
og Ledere, hvad enten de ere paalidelige eller ikke.
Det er Landets Høvdinger, Embedsmænd, Lærere og
Forfattere, som have Leilighed til at raade for denne
Sag, og saaledes vil det da beroe paa, hvorvidt de
have Kundskab nok til at hjælpe Sagen frem, og
hvorvidt de ere villige til at forene sig med Landets
Almue og betragte dennes Fordeel som sin egen.
De have Leilighed til at ophjælpe Landets Tungemaal,
men de have ogsaa Leilighed til at forfuske
det eller endog at skyde det til Side og sætte et
andet Maal i Stedet. Omstændighederne kunne maaskee
føie sig saaledes, at det synes dem bekvemmest
at slutte sig til Høvdingestanden i et andet Land og
bruge samme Maal som denne. Og hvis dette kommer
i Brug og vedvarer nogen Tid, saa at det faar
en Hævd eller Vane for sig, da kan det med Tiden
ogsaa blive en almindelig Tro, at den paatvungne
Skik er netop den rette, og at der ikke kan være
noget videre ved den Ting at gjøre.
Naar vi nu ogsaa lægge Mærke til, hvor gjerne
Folk ville regnes med til et stort og anseet Samfund,
og hvor lidet de synes om at henhøre til de smaa
og ubemærkede Folkeslag, da kunne vi just ikke
undre os meget over, at flere gode og gamle Landssprog
ere blevne forsmaaede, fordi de havde det
Uheld at være lidet bekjendte i den store Verden.
De smaa Folkestammers Tungemaal havde for liden
Tillokkelse for Folk, som endelig vilde være noget
stort; og derfor ønskede man helst, at de skulde