Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
jeg noget Kjendskab til Grimm, det vil sige: til hans
Bøger, ikke til ham selv eller hans Breve. Og derfor
kan jeg til Gjengjæld oplyse, at der er intet, som
mere kan tilskynde og opmuntre til et Forsøg paa
at hævde det norske Sprog end netop Grimms egne
Sprogværker. Rigtignok har ikke Grimm tilraadet
noget sligt; han har ikke engang optaget noget andet
Norsk end det gamle Norske i sin Oversigt over
Sprogene, og for tyve eller tredive Aar siden var
der heller ikke nogen tilstrækkelig Adgang dertil.
Men ved sin Sammenstilling af alle germaniske Sprog
har han alligevel grundigt og udførligt vist, hvilke
Sprog der have den fortrinligste Udvikling i Formerne
og den største Tilnærmelse til den germaniske Grundform,
ligesom ogsaa hvilken høi Rang det gamle
norske Maal indtager i denne Sprogrække, ei alene
ved sine Bøiningsformer, hvoraf nogle nu ere forældede,
men ogsaa ved sin Lydstilling og Orddannelse,
som endnu i de fleste Dele er bevaret i frisk
og levende Tilstand her i Landet. At vi her have
for os noget, som har et stort Værd og er alt for
godt til at bortkastes eller bortbyttes, vil saaledes
tydelig vise sig i Grimms egne Værker, uagtet han
ikke selv har sagt eller tilsigtet noget saadant.
At ovennævnte Brev er her blevet anseet som en
Nyhed og saaledes optaget i Bladene, kan godt forklares
deraf, at Grimms Skrifter ere lidet bekjendte
her i Landet og desuden meget drøie at gjennemlæse.
Den Tanke, som gaar igjennem Brevet, er
imidlertid ikke saa ganske ny; den findes ogsaa
fremsat i Grimms «Geschichte der deutschen Sprache»
fra 1848; og et Sted i denne Bog er saa mærkeligt,
at det fortjener at blive bekjendt i Forbindelse med
det omtalte Brev. Det heder nemlig, Side 837 (i et
senere Aftryk, S. 580):
«Det er altsaa kun fem germaniske Sprog, som
have holdt sig oppe indtil nu: det høitydske, neder-
177