Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
«skabte» eller «nygjorte» Sprog, allerhelst naar man
betænker, at kun «faa kunne læse dem». Og saa
bliver der ogsaa kun «et Par» (altsaa to), som kunne
skrive disse Sprog, uagtet det var tre, som skabte
dem; den tredie maa altsaa have glemt sit Sprog,
og den hele Historie bliver reent forvirret.
Og saa kommer endelig den storartede Slutning,
at Ingen kan tale dette Landsmaal, og det Ord
«Ingen» er sat med saa store og fede Bogstaver, at
man kan se det fra den ene Væg til den anden. Det
er netop dette «Ingen» med de store Bogstaver, som
har egget mig op til at skrive dette Stykke; de øvrige
drøie Paastande kunde maaske betragtes som ubetænksomt
henkastede Ytringer, som let kunne undslippe
enhver Forfatter, som skal skrive i en Hast for at
fylde et Ark Papir; men den sidste Paastand kan
ikke være noget Hastværk; den maa være overveiet
og bestemt til at gjøre Virkning. Kunde det oplyses,
at intet Menneske kunde tale dette Maal, saa maatte
man jo strax kunne slutte, at Maalet var unyttigt og
umuligt. Man kunde maaske ogsaa slutte, at de Oplysninger
om Landets Sprog, som hidtil ere samlede
og udgivne, maatte alle tilsammen være en eneste
stor Løgn. Men nu er det tilstaaet, at der findes
Folk, som kunne skrive dette Sprog, og altsaa maa
vel disse kunne tale det Maal, som de skrive, saa
fremt de ikke ere stumme eller maalløse Folk. Det
er ogsaa tilstaaet, at der er Folk, som kunne læse
dette Maal; og vi vide jo ogsaa, at «Dølen» i sin
Tid blev meget læst; der var vistnok mange Gange
flere Folk, som læste den, end som betalte den; og
at Dølen omsider standsede, kom nok ikke af Mangel
paa Læsere, men af Aarsager, som ikke komme
Sproget ved. Og naar Folk i Tusindetal kunne læse
et Sprog, saa maa vel ogsaa nogen kunne tale det
paa en Maade, om ikke just i alle Dele saaledes,
som det skrives; men dette forlanger man da heller
175