Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
ikke tilfredsstille os ganske. Sagen er den, at Folket
selv har et nedarvet Sprog, og det tjenligste for
Folket var naturligviis at bruge dette sit eget Sprog
i en renset og forædlet Form saavel i Skrift som i
Tale. Og dette er netop det, som har været tilsigtet
ved de hidtil gjorte foreløbige Forsøg paa at skrive
i en selvstændig norsk Sprogform.
Det er mærkeligt, hvor man har det travlt med at
opfinde Navne paa disse Forsøg. Man har ei alene
talt om at «arrangere», «construere» og «componere»
et Sprog, men ogsaa om at «opfinde», at «gjøre»,
og nu sidst i Budstikken om at «skabe» et nyt
Sprog. Det seer snart ud til, at Folk ville selv
«skabe» et Sprog for at faa Navn paa et andet. Og
til Slutning er dog altsammen forgjæves Møie, da
Folk nok altid ville vide at gjøre Forskjel paa de to
Ting: at gjøre en Ting og at tage en Ting i Brug.
Disse Spottenavne ere derfor ligesaa ubetimelige som
Anmelderens Paastand, at Sproget er «ingen enkelt
Mands Produkt». Thi hvor findes vel Nogen,
som har indbildt sig, at Sproget skulde være en
eneste Mands Værk? Kanske vi Andre ikke tro, at
Sproget er Folkets Værk? Men netop fordi vi tro
dette, tro vi ogsaa, at Sproget bør tages af selve
Folket og gives Folket igjen i en ren og fuldkommen
Form, saa at Forfatterne ikke skulde have Lov til
at forfuske det ved sin egen Magelighed og Forfængelighed,
og heller ikke til at liste det bort og
lægge et andet Sprog i Stedet og siden indbilde
Folket, at det skulde være dets eget.
Anmelderen har ogsaa sat sig i Hovedet, at det
ikke er bare eet, men flere forskjellige nye Sprog,
som man har begyndt at skrive. Sagen er naturligviis
den, at da flere Mænd efterhaanden begyndte
med saadanne Forsøg, var der, som man let kan
tænke sig, nogen Forskjellighed i deres Skrivemaade;
men det har ikke været Meningen, at en saadan For-
173