Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

172 Skrifter i Samling III
dum og dyrisk og fordømmelig i alle Maader, og at
det især skal gaa ud over de Folk, som have lidet
at gjøre med og derfor have maattet lære sig den
Kunst at hjælpe sig med lidet. Især er det mærkeligt,
hvorledes Bergenhusingerne og Udthrønderne
ere udsatte for Angreb, og hvor travlt man har med
at udfinde et Aaretal for hvor langt de «ligge tilbage
i Tiden»; man har forhen talt um hundrede og om to
hundrede Aar eller noget sligt, men dette forslaar nok
ikke for Budstikken; i forrige Aargang (Side 2) hed det,
at deres Jordbrug var «ikke stort længere fremme,
end det var for 6-700 Aar siden», og i den nu
begyndte Aargang tales der paa et Sted om 800
Aar. (Næste Aar vil Tallet formodentlig naa op til
Tusinde). Dette maa rigtignok være mærkelige Oplysninger
for Folk, som ere kjendte i Bergens Stift
og tillige have seet sig om i andre Dele af Landet;
– men det var nu ikke derom jeg vilde tale. Jeg
undrer mig bare over Bergenhusingernes Taalmodighed,
at de ikke svare for sig og give lige gode Ord
igjen, som de vistnok kunde have god Anledning til.
Hvad jeg nærmest vilde omtale, er Anmelderens
Ytringer om Sproget og især om Forsøget paa at
skrive i Folkets eget Sprog. Hans Mening om, at
de fremmede Ord maa bortvises, og en simpel Sætningsbygning
iagttages, er noget, som godt kan lade
sig høre; imidlertid kunne vi ikke alle gaa ind paa
den Tanke, at dette skulde være nok til at gjøre
Sproget hjemligt og nationalt. Der er nogle af os,
som have studeret paa denne Ting og ere derved
komne til den Mening, at det er ikke saameget de
fremmede Ord som selve Sprogformen i det hele,
som her kommer i Betragtning. Naar man endelig
skulde indføre en Sprogform fra et andet Land, da
kunde man ligesaa godt gaa til det nærmeste Land
og tage den svenske Form i Stedet for den danske.
Den vilde falde os mere naturlig, men den vilde dog