Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
Med Hensyn til Angivelsen af Dialekterne maa det
ellers bemærkes, at de to Viser, som ere opgivne at
være hardangerske, nemlig de foranførte No. 21 og
25, burde heller kaldes søndhordlandske, især derfor,
at de altid have Endelsen –o ved de stærke Femininer
(nemlig: Axlo, Joro, Bruro, Haando, Natto, Tio),
hvilket er en Egenhed ved det Søndhordlandske; ligesaa
have de Formerne: hu og saa, som i Hardangersk
hedde: ho og so. Dialekten staaer ellers meget nær
ved den hardangerske; saaledes i Fleertalsformerne:
Koppar, Kruser o. s. v., som kun bruges i en Deel
af Søndhordland. – Visen om «Rabnabrydlaupe»
(No. 26) angives af Hallager formodningsviis at være
skreven «i Sogns Dialekt, omtrent 12 Mile nordenfor
Bergen». Det er imidlertid ikke den Sprogart, som
bruges i den indre og største Deel af Sogn. Visen
synes at være skreven af en Fremmed efter Hukommelsen,
og den indeholder en saadan Sammenblanding
af forskjellige Former, at man vanskelig kan
vide, hvor den er kommen fra; dog synes Dialekten
mest at nærme sig til det Søndfjordske og det Yttresognske
i Ladevigs og Evindvigs Præstegjelde. Som
Exempel paa hvilke Forandringer den maatte undergaae
for at passe til et bestemt Distrikt, anføres her
en Omskrivning af det første Vers i Evindvigs Dialekt:
Laangt i Aust i Kraakelund
dar æ so fager ein By.
Alle Dyr, so i Værinn’ æ,
dei saankast dar uti.
Bjønn’, han æ dan yppaste Karin i Skogja.
Ved de gudbrandsdalske Viser af Stockfleth og
Storm kunde det bemærkes, at disse Sange synes
egentlig kun at være et Forsøg paa at skrive poetisk
i en Dialekt, saa at Forfatterne maaskee ikke
have tænkt paa at skrive egentlige Folkesange, og
17