Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
man forlade sig paa. Og nu kunde det endog hænde
sig, at der hos de mest oplyste Folk paa Landet
kunde indtræde en Reaktion, en Tilbagegang til en
større Norskhed i Talen; jeg har virkelig hørt nævne
Exempler derpaa, og jeg holder Tingen slet ikke
urimelig. Men hvorom alting er, saa troer jeg, at
Landssproget altid vil finde sine Forsvarere, og at
der vil blive virket mere for det herefter end hidtil.
Sagen er saa god, at den altid vil vinde Tilhængere,
som have Evne til at virke for den, og som have
Mod nok til ikke at lade sig afskrække ved de
Vanskeligheder,
som følge med den.
Men det er da ogsaa at mærke, at dette Sprog
udkræver en god Behandling i Begyndelsen, og at
det let kunde forfuskes paa en eller anden Maade,
saa at det siden kunde blive vanskeligt at føre det
tilbage i det rette Spor. Man har her for sig et
Sprog med et ypperligt Materiale og med det smukkeste
Lydsystem, som man vel kan forlange i noget
af de germaniske Sprog; man har Frihed til at vælge
den bedste Form og at forskyde alle Forvanskninger,
førend de have faaet Fodfæste. Man har den store Fordeel
at kunne gjøre dette i en Tid, da den sammenlignende
Sprogkundskab staaer paa et høiere Trin end
nogensinde før, og da man altsaa har Adgang til at
vide, hvad der i enkelte Tilfælde er ret eller ikke.
En saadan sjelden og usædvanlig Leilighed burde
da ogsaa benyttes paa det bedste. Det vilde være
et stort Uheld, om man nu skulde fordærve Sagen
ved Skjødesløshed og ved unødige Tillempninger
enten efter en fremmed Form eller efter forvanskede
Dialektformer. Det gjælder her mere end nogensinde,
at man ikke skal «bygge efter hver Mands Raad»;
thi hvis man her skulde gaae efter de fleste Stemmer,
da vilde Sagen sikkert blive forfusket, da nemlig
de allerfleste Raadgivere mangle det, som mest behøves,
nemlig en klar Oversigt over det hele Sprog-
127