Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
den nyere Behandling af vor gamle Historie ere allerede
enkelte gamle Ord komne i Moden igjen, og
det samme kan skee med flere. Der er ogsaa adskillige
gamle Ord, som vi ikke bruge i Dagligtalen,
men som alligevel ere os bekjendte, saasom: Hjord,
Gidsel, Frist, Miskund, Værdskyld, overvættes og flere.
Vi lære dem nemlig af Bøgerne, fordi de ere gamle
i Dansken saa vel som i Norsken. Det er ikke værre
at lære gamle norske Ord end at lære nykomne
tydske eller franske; og der er desuden den Fordeel
ved de norske, at vi dog kunne udtale dem rigtigt
og uden Vanskelighed. Imidlertid vilde nu disse ubekjendte
Ord ikke blive saa forfærdelig mange, da det
nok vilde falde enhver Forfatter naturligt at holde sig
til den bekjendte Talebrug, saa vidt som denne strækker
til.
At det nu kan have nogen Vanskelighed at bringe
et forsømt og vandyrket Sprog til Anseelse i disse
Tider, er en ganske naturlig Ting; og især vilde det
udkræve en god Forberedelse og en ret alvorlig
Sproggranskning af de første Forfattere. Men det er
da ogsaa en Sag, som er nogen Møie værd. Det er
dog dette Tungemaal og intet andet, som er vort
eget; det skulde altsaa være dette, som vi skyldte
vor største Omhu og kjærligste Behandling. En saadan
Omhu kunde vel ogsaa kaldes en Skyldighed
imod vort Land og vort Folk, og det ligefuldt om
Folket ikke for Øieblikket kjender sin Ret og paataler
den. Det er bekjendt, at vore Forfædres Sprog
var saa fortrinligt, at Sprogmændene sædvanlig opstille
det som Mønsterformen for de nordiske Sprog,
ja at selve Nabolandenes Oldgranskere idelig gjøre
Henviisninger dertil, uagtet de ogsaa have gamle
Skrifter i sine egne Sprog. Og nu have vi netop
den store Fordeel, at de væsentligste af de gamle
Fortrin ved Landssproget ere endnu tilstede, saa at
117