Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
Dialekterne kunne forenes og finde sin Forklaring;
og dernæst, at det er netop paa denne Maade, at
dette Sprog faar en rigtig Lighed med andre. Normalsproget
i andre Lande er ogsaa en Form, som
ikke virkelig bruges overalt, fordi det ikke gaar ind
paa de mange Forkortninger og Afændringer i Dagligtalen.
Der er nok faa Svensker, som tale det Svenske
netop saaledes som det skrives; der er nok ogsaa
faa Dansker, som tale akkurat, som de skrive. Der
er Dialekter i andre Lande saavel som her, uagtet
man der har havt et vel bekjendt Normalsprog i
lange Tider. Nu kunde man vistnok tænke sig en
Dialekt saa fuldkommen, at den uden videre kunde
opstilles som Landets Normalsprog; men en saadan
vil neppe findes hos os. De fuldkomneste Bygdemaal
(f. Ex. det hardangerske) staae rigtignok meget nær
ved et tænkeligt Normalsprog; men selv disse have
enkelte Mangler, idet der er en og anden Ting, som
er bedre i et andet Bygdemaal; og saaledes drives
man da tilbage til en ideal Grundform alligevel.
Og lad os nu see, hvad slige Indvendinger lede
til. Det skulde ikke komme i Betragtning, at vort
gamle Sprog har været anseet som det fuldkomneste
i Norden, og at vi endnu have de bedste af de gamle
Eiendommeligheder tilbage. Der skulde intet Hensyn
tages til den Levekraft, som dette Sprog har viist
ved at holde sig saa længe vedlige uden at understøttes
af noget Normalsprog. Nabolandenes Bogsprog
med sine mange Forvanskninger skulde alene
have Ret til at kaldes Sprog; men det norske Talesprog
skulde ikke have Ret til mere end det haanlige
Navn af Bygdemaal, af Dialekter. Man skulde
have Lov til at skrive i hvad Bygdemaal, man vilde,
og herme dygtigt efter den bredeste og styggeste
Udtale; men man skulde ikke have Lov til at vige
et Skridt fra Udtalen eller tænke paa nogen almindelig
Form. Om en Talemaade er brugelig over det
113