Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet
Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet
110 Skrifter i Samling III som det hedder i Christiania-Posten. Nu var det vistnok hyggeligt, at vi dog fik beholde denne «Farve» og denne «Grundstemning»; men det synes os dog, at dette er lidet. Det er forfærdelig lidet. Det er bedrøvelig lidet. Vi kunne ikke ganske lade os nøie dermed, besynderlig naar vi betænke, at den «eiendommelige Grundstemning» er en saa ubeskrivelig og ubestemmelig Ting, at man ikke kan rigtig blive klog paa Tingen. Det kunde nu synes os drøit nok, at alle de Oplysninger om Sprogforholdet, som i den senere Tid ere komne for Dagen, skulde saaledes agtes for ingen Ting, og at alle Slutninger, som kunde bygges derpaa, skulde ansees bare som Digt og Hjernespind. Men vi trøste os med, at Kilderne til vor Kundskab om de nordiske Sprogforholde ere endnu tilstede og lige tilgjængelige for andre som for os. Almuens Sprog i Norge lever ligefuldt nu som for ti Aar siden; det seer ikke ud til at skulle døe saa hastigt, og der er Formodning om, at det vil leve længe efter at alle de Profeter ere døde, som have spaaet om dets Undergang. Det gamle norske Sprog er ogsaa nu tilgjængeligt, og saavel dette, som det gamle danske og svenske, bliver alt mere og mere bekjendt ved Udgivelsen af gamle Skrifter. Der er saaledes Adgang til at gjøre Sammenligning imellem Sprogene for at faae Kundskab om deres indbyrdes Forhold. Og ved saadan Sammenligning kommer man nu engang til den Kundskab, at der er et norsk Sprog, som hverken er udgaaet fra det Danske eller det Svenske, men har staaet selvstændigt fra umindelige Tider. Vi kunne ikke føie Folk i at opstille noget andet System, fordi vi ikke finde Sandhed i noget andet. Det staar nu engang fast, at Norge havde selv et Sprog, førend det blev forenet med Danmark. Og det kommer nok ogsaa til at staae fast, at de
Skrifter i Samling III Dialekter, som nu bruges af den norske Almue, ere netop udgaaede fra dette gamle Sprog og ikke kunne forklares af noget andet. De nærme sig mere til Svensken end til Dansken, men man kan dog ikke kalde dem svenske Dialekter. Endnu mindre kan man kalde dem danske. Nu ere disse Dialekter noget forskjellige i visse Ting, ligesom ogsaa de svenske og danske Dialekter ere forskjellige i visse Ting. Der er nogen Forskjel i Navnene paa mange Smaating; der er ogsaa nogen Forskjel i enkelte Former. Men med alt dette have de dog en mærkelig Overeensstemmelse, saa at man derved kan udfinde en vis Middelform eller Grundform, hvorfra samtlige Mundarter udgaae, som Grene fra en fælles Stamme, idet deres Former danne en sammenhængende Række, og den vigtigste Deel af Ordforraadet er nogenlunde eens overalt, og mere end man strax kan opdage, da man ikke saa snart lægger Mærke til en Lighed, som til en Ulighed. 1 Der er saaledes fuld Grund til at sige, at det norske Folk har et Sprog for sig selv, og det ligefuldt, om Sproget ikke er dyrket ved Skrivning. Thi et Sprog kan naturligviis meget godt være til, om der ikke er skrevet en eneste Bog i det. Nu er det at mærke, at disse Dialekter have alle tilhobe fulgt omtrent den samme Plan som Svensken og Dansken i at aflægge en Deel af de gamle Bøiningsformer. Saavel herved som ved Ombytning af enkelte Ord ere de lidt afvigende fra Sproget i de gamle Skrifter, saa at Dialekternes nuværende Middelform 1 De, som lægge saa stor Vægt paa Dialekternes Forskjellighed, mindes nok ikke saadanne Ord og Former som: flaug, skaut, steig, beit, let, bles, talde, valde, spurde, fødde, klædde; Gut, Maag, Verfader, Helg, Onn; gild, grann, greid, fram; gjæta, bløyta, laata, høva, minka, skaka o. s. v., eller saadan Talebrug som «han» om en Stol, en Bænk, en Ovn; og derimod «hun» (ho) om en Stue, en Dør, en Seng. Til hvilken Dialekt skal nu alt saadant henregnes? Jeg tænker nok, det bliver rettest at kalde slige Ord norske og ikke Provindsialismer. 111
- Page 59 and 60: Skrifter i Samling III anmærke, da
- Page 61 and 62: Skrifter i Samling III en Befaling,
- Page 63 and 64: Skrifter i Samling III den gaa sin
- Page 65 and 66: Skrifter i Samling III og Anden, so
- Page 67 and 68: Skrifter i Samling III i alle Fald
- Page 69 and 70: Skrifter i Samling III og tækkelig
- Page 71 and 72: Skrifter i Samling III Nu er det at
- Page 73 and 74: Skrifter i Samling III ofte see en
- Page 75 and 76: Skrifter i Samling III at Folkets e
- Page 77 and 78: Skrifter i Samling III i det forega
- Page 79 and 80: Skrifter i Samling III ledes staaen
- Page 81 and 82: Skrifter i Samling III værd at hol
- Page 83 and 84: Skrifter i Samling III kun havde v
- Page 85 and 86: Skrifter i Samling III bedre der en
- Page 87 and 88: Skrifter i Samling III til fælles
- Page 89 and 90: Skrifter i Samling III nødvendigt
- Page 91 and 92: Skrifter i Samling III efterabe de
- Page 93 and 94: Skrifter i Samling III især hvis d
- Page 95 and 96: Skrifter i Samling III begge Maal e
- Page 97 and 98: Skrifter i Samling III eller ikke,
- Page 99 and 100: Skrifter i Samling III til at lægg
- Page 101 and 102: Skrifter i Samling III til, for at
- Page 103 and 104: Skrifter i Samling III meget størr
- Page 105 and 106: Skrifter i Samling III stue, sover
- Page 107 and 108: Skrifter i Samling III nemlig en sa
- Page 109: Skrifter i Samling III herpaa har v
- Page 113 and 114: Skrifter i Samling III Dialekterne
- Page 115 and 116: Skrifter i Samling III saa eenfoldi
- Page 117 and 118: Skrifter i Samling III den nyere Be
- Page 119 and 120: uheldigste, som kunde tænkes, var
- Page 121 and 122: Skrifter i Samling III nødt til at
- Page 123 and 124: Skrifter i Samling III været ombyt
- Page 125 and 126: Skrifter i Samling III lige saa meg
- Page 127 and 128: Skrifter i Samling III man forlade
- Page 129 and 130: Skrifter i Samling III aa sjaa denn
- Page 131 and 132: Skrifter i Samling III same Retten.
- Page 133 and 134: Skrifter i Samling III ein Skilnad
- Page 135 and 136: Skrifter i Samling III Difyre skuld
- Page 137 and 138: Skrifter i Samling III skal det ver
- Page 139 and 140: Skrifter i Samling III Aarhundradi,
- Page 141 and 142: Skrifter i Samling III Um no vaar R
- Page 143 and 144: Skrifter i Samling III Det vilde ve
- Page 145 and 146: Skrifter i Samling III og med Avlei
- Page 147 and 148: Skrifter i Samling III buldrat paa
- Page 149 and 150: Skrifter i Samling III danske Umskr
- Page 151 and 152: Skrifter i Samling III det er inkje
- Page 153 and 154: Skrifter i Samling III det endaa lj
- Page 155 and 156: Skrifter i Samling III ved; det kan
- Page 157 and 158: Skrifter i Samling III paakravt, at
- Page 159 and 160: Skrifter i Samling III berre læra
<strong>Skrifter</strong> i <strong>Samling</strong> III<br />
Dialekter, som nu bruges af den norske Almue, ere<br />
netop udgaaede fra dette gamle Sprog og ikke kunne<br />
forklares af noget andet. De nærme sig mere til<br />
Svensken end til Dansken, men man kan dog ikke<br />
kalde dem svenske Dialekter. Endnu mindre kan<br />
man kalde dem danske. Nu ere disse Dialekter noget<br />
forskjellige i visse Ting, ligesom ogsaa de svenske<br />
og danske Dialekter ere forskjellige i visse Ting.<br />
Der er nogen Forskjel i Navnene paa mange Smaating;<br />
der er ogsaa nogen Forskjel i enkelte Former.<br />
Men med alt dette have de dog en mærkelig Overeensstemmelse,<br />
saa at man derved kan udfinde en<br />
vis Middelform eller Grundform, hvorfra samtlige<br />
Mundarter udgaae, som Grene fra en fælles Stamme,<br />
idet deres Former danne en sammenhængende Række,<br />
og den vigtigste Deel af Ordforraadet er nogenlunde<br />
eens overalt, og mere end man strax kan opdage,<br />
da man ikke saa snart lægger Mærke til en Lighed,<br />
som til en Ulighed. 1 Der er saaledes fuld Grund til at<br />
sige, at det norske Folk har et Sprog for sig selv,<br />
og det ligefuldt, om Sproget ikke er dyrket ved<br />
Skrivning. Thi et Sprog kan naturligviis meget godt<br />
være til, om der ikke er skrevet en eneste Bog i det.<br />
Nu er det at mærke, at disse Dialekter have alle<br />
tilhobe fulgt omtrent den samme Plan som Svensken<br />
og Dansken i at aflægge en Deel af de gamle Bøiningsformer.<br />
Saavel herved som ved Ombytning af<br />
enkelte Ord ere de lidt afvigende fra Sproget i de<br />
gamle <strong>Skrifter</strong>, saa at Dialekternes nuværende Middelform<br />
1 De, som lægge saa stor Vægt paa Dialekternes Forskjellighed,<br />
mindes nok ikke saadanne Ord og Former som: flaug, skaut,<br />
steig, beit, let, bles, talde, valde, spurde, fødde, klædde; Gut,<br />
Maag, Verfader, Helg, Onn; gild, grann, greid, fram; gjæta,<br />
bløyta, laata, høva, minka, skaka o. s. v., eller saadan Talebrug<br />
som «han» om en Stol, en Bænk, en Ovn; og derimod «hun»<br />
(ho) om en Stue, en Dør, en Seng. Til hvilken Dialekt skal nu<br />
alt saadant henregnes? Jeg tænker nok, det bliver rettest at<br />
kalde slige Ord norske og ikke Provindsialismer.<br />
111