Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

aasentunet.no
from aasentunet.no More from this publisher
25.07.2013 Views

110 Skrifter i Samling III som det hedder i Christiania-Posten. Nu var det vistnok hyggeligt, at vi dog fik beholde denne «Farve» og denne «Grundstemning»; men det synes os dog, at dette er lidet. Det er forfærdelig lidet. Det er bedrøvelig lidet. Vi kunne ikke ganske lade os nøie dermed, besynderlig naar vi betænke, at den «eiendommelige Grundstemning» er en saa ubeskrivelig og ubestemmelig Ting, at man ikke kan rigtig blive klog paa Tingen. Det kunde nu synes os drøit nok, at alle de Oplysninger om Sprogforholdet, som i den senere Tid ere komne for Dagen, skulde saaledes agtes for ingen Ting, og at alle Slutninger, som kunde bygges derpaa, skulde ansees bare som Digt og Hjernespind. Men vi trøste os med, at Kilderne til vor Kundskab om de nordiske Sprogforholde ere endnu tilstede og lige tilgjængelige for andre som for os. Almuens Sprog i Norge lever ligefuldt nu som for ti Aar siden; det seer ikke ud til at skulle døe saa hastigt, og der er Formodning om, at det vil leve længe efter at alle de Profeter ere døde, som have spaaet om dets Undergang. Det gamle norske Sprog er ogsaa nu tilgjængeligt, og saavel dette, som det gamle danske og svenske, bliver alt mere og mere bekjendt ved Udgivelsen af gamle Skrifter. Der er saaledes Adgang til at gjøre Sammenligning imellem Sprogene for at faae Kundskab om deres indbyrdes Forhold. Og ved saadan Sammenligning kommer man nu engang til den Kundskab, at der er et norsk Sprog, som hverken er udgaaet fra det Danske eller det Svenske, men har staaet selvstændigt fra umindelige Tider. Vi kunne ikke føie Folk i at opstille noget andet System, fordi vi ikke finde Sandhed i noget andet. Det staar nu engang fast, at Norge havde selv et Sprog, førend det blev forenet med Danmark. Og det kommer nok ogsaa til at staae fast, at de

Skrifter i Samling III Dialekter, som nu bruges af den norske Almue, ere netop udgaaede fra dette gamle Sprog og ikke kunne forklares af noget andet. De nærme sig mere til Svensken end til Dansken, men man kan dog ikke kalde dem svenske Dialekter. Endnu mindre kan man kalde dem danske. Nu ere disse Dialekter noget forskjellige i visse Ting, ligesom ogsaa de svenske og danske Dialekter ere forskjellige i visse Ting. Der er nogen Forskjel i Navnene paa mange Smaating; der er ogsaa nogen Forskjel i enkelte Former. Men med alt dette have de dog en mærkelig Overeensstemmelse, saa at man derved kan udfinde en vis Middelform eller Grundform, hvorfra samtlige Mundarter udgaae, som Grene fra en fælles Stamme, idet deres Former danne en sammenhængende Række, og den vigtigste Deel af Ordforraadet er nogenlunde eens overalt, og mere end man strax kan opdage, da man ikke saa snart lægger Mærke til en Lighed, som til en Ulighed. 1 Der er saaledes fuld Grund til at sige, at det norske Folk har et Sprog for sig selv, og det ligefuldt, om Sproget ikke er dyrket ved Skrivning. Thi et Sprog kan naturligviis meget godt være til, om der ikke er skrevet en eneste Bog i det. Nu er det at mærke, at disse Dialekter have alle tilhobe fulgt omtrent den samme Plan som Svensken og Dansken i at aflægge en Deel af de gamle Bøiningsformer. Saavel herved som ved Ombytning af enkelte Ord ere de lidt afvigende fra Sproget i de gamle Skrifter, saa at Dialekternes nuværende Middelform 1 De, som lægge saa stor Vægt paa Dialekternes Forskjellighed, mindes nok ikke saadanne Ord og Former som: flaug, skaut, steig, beit, let, bles, talde, valde, spurde, fødde, klædde; Gut, Maag, Verfader, Helg, Onn; gild, grann, greid, fram; gjæta, bløyta, laata, høva, minka, skaka o. s. v., eller saadan Talebrug som «han» om en Stol, en Bænk, en Ovn; og derimod «hun» (ho) om en Stue, en Dør, en Seng. Til hvilken Dialekt skal nu alt saadant henregnes? Jeg tænker nok, det bliver rettest at kalde slige Ord norske og ikke Provindsialismer. 111

<strong>Skrifter</strong> i <strong>Samling</strong> III<br />

Dialekter, som nu bruges af den norske Almue, ere<br />

netop udgaaede fra dette gamle Sprog og ikke kunne<br />

forklares af noget andet. De nærme sig mere til<br />

Svensken end til Dansken, men man kan dog ikke<br />

kalde dem svenske Dialekter. Endnu mindre kan<br />

man kalde dem danske. Nu ere disse Dialekter noget<br />

forskjellige i visse Ting, ligesom ogsaa de svenske<br />

og danske Dialekter ere forskjellige i visse Ting.<br />

Der er nogen Forskjel i Navnene paa mange Smaating;<br />

der er ogsaa nogen Forskjel i enkelte Former.<br />

Men med alt dette have de dog en mærkelig Overeensstemmelse,<br />

saa at man derved kan udfinde en<br />

vis Middelform eller Grundform, hvorfra samtlige<br />

Mundarter udgaae, som Grene fra en fælles Stamme,<br />

idet deres Former danne en sammenhængende Række,<br />

og den vigtigste Deel af Ordforraadet er nogenlunde<br />

eens overalt, og mere end man strax kan opdage,<br />

da man ikke saa snart lægger Mærke til en Lighed,<br />

som til en Ulighed. 1 Der er saaledes fuld Grund til at<br />

sige, at det norske Folk har et Sprog for sig selv,<br />

og det ligefuldt, om Sproget ikke er dyrket ved<br />

Skrivning. Thi et Sprog kan naturligviis meget godt<br />

være til, om der ikke er skrevet en eneste Bog i det.<br />

Nu er det at mærke, at disse Dialekter have alle<br />

tilhobe fulgt omtrent den samme Plan som Svensken<br />

og Dansken i at aflægge en Deel af de gamle Bøiningsformer.<br />

Saavel herved som ved Ombytning af<br />

enkelte Ord ere de lidt afvigende fra Sproget i de<br />

gamle <strong>Skrifter</strong>, saa at Dialekternes nuværende Middelform<br />

1 De, som lægge saa stor Vægt paa Dialekternes Forskjellighed,<br />

mindes nok ikke saadanne Ord og Former som: flaug, skaut,<br />

steig, beit, let, bles, talde, valde, spurde, fødde, klædde; Gut,<br />

Maag, Verfader, Helg, Onn; gild, grann, greid, fram; gjæta,<br />

bløyta, laata, høva, minka, skaka o. s. v., eller saadan Talebrug<br />

som «han» om en Stol, en Bænk, en Ovn; og derimod «hun»<br />

(ho) om en Stue, en Dør, en Seng. Til hvilken Dialekt skal nu<br />

alt saadant henregnes? Jeg tænker nok, det bliver rettest at<br />

kalde slige Ord norske og ikke Provindsialismer.<br />

111

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!