Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
herpaa har viist sig i Bedømmelsen af den nylig udkomne
Oversættelse af Fridtjofs Saga «i det nyere
Landsmaal». Vore store Aviser have her med en
usædvanlig Enighed udtalt sig imod et saadant Paafund,
som at skrive Bøger i et saadant Landsmaal;
og det har da ikke skortet paa klingende Ord og
smukke Taler til Opbyggelse for dem, som holde
fast ved den bestaaende Tingenes Orden. Men Talernes
Indhold har nu tildeels været saa, at man ikke
ret kan lade dem staae hen uden en Modsigelse,
ifald man i et saa høirøstet Selskab kunde faae Adgang
dertil. Vistnok kunde det dog gaae an at tie,
da det nu slet ikke er de ubekjendte Stemmer i
Aviserne, som skulle afgjøre Sagen. Men da mange
Folk ere eenfoldige nok til at troe alt, hvad der er
prentet, hvis ikke en Modsigelse strax paafølger, og
da de fleste helst ville troe paa et Forsvar for det,
som de ere længe vante til, saa finder jeg dog Grund
til at svare noget alligevel, omendskjønt jeg da for
en Deel kommer til at sige det samme, som jeg før
har sagt ved andre Leiligheder.
De Paastande, som denne Gang skulde komme
under Behandling, ere sandelig hverken faa eller
smaa. Det er ikke nu som for nogle Aar siden, da
man disputerede om, hvorvidt det kunde tillades, at
det Ord «Kys» maatte udtales som Kjyss. Det gaar
denne Gang ud paa noget, som er større og vigtigere.
Der er ei alene fremsat Indsigelse imod det
norske Tungemaals Ret til at nyde nogen Dyrkning
for sig selv, men der har ogsaa været Tale om, at
der ikke er noget Norsk udenfor det Danske. Der
skulde altsaa ikke være Adgang til at tænke paa
nogen norsk Sprogform, men man skulde lade sig
nøie med «en national Farve», som allerede er tilstede
i vor Skrift, og som grunder sig paa adskillige
norske Egenheder «og fremfor alt i den eiendommelige
Grundstemning, der gaar igjennem alt Norsk»,
109