Skrifter i Samling Band 3 - Aasentunet

Skrifter i Samling III
nemlig en saadan Indretning, at man kunde læse det
paa Prent og lære det i Skolerne ligesom andre
Maal. Der behøves nemlig en Opklaring af, hvad
der er ægte Norsk, og en Rettesnor i de Tilfælde,
hvor Bygdemaalene ere ulige, og hertil maatte man
have en regelbunden skriftlig Form eller et Bogmaal
for Landet i det hele; thi at skrive i ethvert Bygdemaal
duer ikke, da man derved fik mange Former i
Stedet for een, saa at ingen kunde vide, hvad som
var det retteste. Det vilde saaledes være den største
Hjælp for Sagen, om kyndige Mænd vilde begynde
at skrive Bøger, f. Ex. Fortællinger og slige lettere
Sager, i en saadan fuldkommen norsk Form, som de
da alle maatte være enige om at følge. Herved vilde
man for det første opnaae, at Folket vænnedes til at
see og læse dette Maal, og denne Tilvænnelse vilde
virke meget til Sagens videre Fremme.
For Resten var det ikke mit Formaal her at paavise,
hvorledes en saadan Sag skulde drives, da dette
her vilde blive alt for langt. Formaalet for dette
Stykke var at vise, at Norskheden ikke er til Hinder
for den rette Dannelse, og saaledes at modvirke en
vildfarende Forestilling, som stundom synes at true
med at ville udslette ethvert Spor af Norskhed i
dette Land. Herved maatte det særlig paavises, at
det norske Maal netop er den allervigtigste Deel af
Norskheden, eftersom Tungemaalet har en saa stor
Overvægt over alle de øvrige Landsskikke, at disse
ligesom skjule sig og komme bort, naar de sættes
ved Siden af det. Og herpaa maatte der lægges en
særdeles Vægt af den simple Grund, at den dyreste
Eiendom er den, som man bedst maa bevare; thi
dersom det allervigtigste af vore Ættemærker skulde
blive udskjæmt og bortkastet, da vilde det øvrige,
som vi endnu havde tilbage, blive saa lidet, at det
kanskee ikke var Umagen værdt at tale om nogen
Norskhed længere. Dette er en Sag, som vedkommer
107