TRYK HER - Jenle

SELSKABER PÅ JENLE
Allerede nu er der mange besl‐
linger l foråret og enkelte l
eeråret 2012.
Aakjærselskabet
NYHEDS– OG INFORMATIONSMAIL NR. 14
Jenle, den 7. dec. 2011
Hvis du arrangerer ture for selska‐
ber kan du kontakte koordinator
for selskaber på www.jenle.dk
eller tlf. 9757 4594.
Vi åbner Jenle for selskaber den
19. april l 10. oktober 2012 fra 2
l 153 personer.
JULETILBUD JENLES EE‐BUTIK
E BUTIK
Aakjærselskabet ønsker alle abonnenter af Ny‐
heds heds– heds og informaonsmailen informaonsmailen informaonsmailen en rigg rigg rigg
Glædelig Jul samt et Godt Nytår!
DANMARKS STØRSTE LITTERATURSELSKAB ‐ BLIV MEDLEM ‐ TRYK www.jenle.dk

STORM OVER JENLE
Stormen over Danmark den 27. november
var ifølge DMI ikke noget særligt. Dog var
Nordvestjylland nogle steder hårdt ramt.
Igennem de mange år jeg er kommet på Jenle, har jeg ikke set noget lsvarende.
Omkring søen er fire meget store træer væltet. Møllen har mistet en vinge. I
Sydskoven er flere store træer knækket.
I Sydhaven ved Hovedbygning er der væltet et enkelt træ, hvis rod har løet en
stor sten tæt på Mindestuens karnap. Det ser ikke umiddelbart ud l at stensæt‐
ningen ved karnappen har taget skade.
Den smukke overdækkede udgang fra Sydhaven, hvor alle eer rundvisningen
kommer ud, er ikke længere nemt at passe‐
re. Det store træ er væltet ind over det. Der
er planlagt en ny udgang med en stålbue
bevokset med vedbend.
AAKJÆRS HULE
I området omkring Jenle finder man mange
spændende små kulturelle bygningsværker, som naturen har fået lov l at æde.
Her om vinteren, hvor træer og krat mister deres blade, kommer de frem. På bil‐
2

ledet på foregående side ses Aakjærs hule, der
samdig var fundament for en bro over søen.
På ovenstående S/H billede kan man se broen,
indgangen l hulen og højen.
Når Skov– og Naturstyrelsen skal i gang med op‐
rydning omkring søen, så bør man frilægge ind‐
gangen l hulen og samdig sænke vandstan‐
den, så den ikke længere står under vand. Om‐
rådet hører med l Jenles berømte fredede ha‐
veanlæg. Anlægget her er ’vandhaven’. Selvføl‐
gelig skal broen og højen genopføres.
AAKJÆRS TÅRN
Der findes andre
skjulte seværdighe‐
der på Jenle.
I et hjørne af Nord‐
skoven ikke langt fra det sted, hvor Jenlefestens ta‐
lerstol var placeret, findes der i dag godt skjult tre
3

etonklodser. Det er resterne af det stor udkigstårn, som Aakjær lod opføre i
1908. Tårnet var 12 meter højt, og allerøverst havde Nanna indreet et lille
sekskantet havehus med sofa, skrivebord og andet, som er nødvendig for en
forfaer. Aakjær elskede stedet. Det var der også andre, der gjorde. Huset blev
fyldt med bier, der var umulig at udrydde. Når der er bier kommer der også
”blomsten og bien”! Forelskede unge mennesker fra Østsalling fandt også ste‐
det interessant og inspirerende. Det var ikke helt nemt for Jeppe Aakjær at få
skrivero i sit forfaertårn. Senere rives tårnet ned og et nyt sæes op. Vi har fo‐
tografier af begge tårnene, men kun tegning af det ene tårn. Vi har altså mulig‐
hed for en rekonstrukon med den.
EN FOTOGRAF PÅ JENLE
Vi er eerhånden mange, der kommer på Jenle flere gange om ugen ‐ medbring
‐ende et fotografiapparat. Der er ald smukt på Jenle, men nogle gange er lyset
helt specielt. Kreaturerne var lukket ud på marken. De stod der i et modlys fra
orden og skabte illusionen om, at de kunne vælte ud over kanten ‐ ved den
mindste bevægelse. Jeg tog en masse billeder af situaonen.
14 dage eer stod der midt på Jenles plæne en fotograf med et stav. Når man
selv tager billeder, er man selvfølgelig nysgerrig. Jeg skulle selvfølgelig have
navn og grunden l besøget ‐ samt lidt om teknikken.
Jeg hedder Janne Klerk og arbejder på en fotoserie om de danske kyster.
Må jeg tage et fotografi af udsigten fra Jeppe Aakjærs berømte
arbejdsværelse ‐ med mit Hasselblad?
Det fik hun selvfølgelig lov l. Fræk som jeg er, så overtalte jeg hende l, at
tage et par billeder af arbejdsværelset og et af den nye skulptur. Tanken er, at vi
l foråret skal have lavet nye farvepostkort.
Se Janne Klerks hjemmeside www.janneklerk.dk
4

De fire meget tunge friser er pillet ned fra væggene i
Friserummet. Der bliver inden sommerferien 2012
bygget et nyt rum l friserne, hvor de langt bedre
kan blive præsenteret.
I løbet af de sidste år er Aakjærsel‐
skabets salg steget ganske meget. Vi fik
for 5 år siden bygget et stort depotrum.
Før skulle vi hente bøger og postkort i
flere rum i Hovedbygningen.
Depotrummet var et stort fremskridt. I
dag er det alt for lille. Det er samdig
heller ikke brandsikkert i den grad, som
det bør være. Samdig er behovet for
depotrum med varme vokset. Vi opvar‐
mer i dag 3 depotrum i den gamle stald,
der kun nødtørigt er isoleret. Vi havde
et stort rum, der kunne være velegnet.
Et grundmuret rum, hvor Achton Friis’ friser hang. Problemet var friserne. De
var meget tunge ‐ mindst 300 kg pr. stk., men ned skulle de. Tømrer Kaj Ove
Pedersen og sønnen fra Breum kom og assisterede os. Vi var en hel flok frivil‐
lige, der tog fat. Ned kom de!
5
Da vi pillede friserne ned konstaterede vi, at de
ikke længere var fæstnet l rammerne. De træn‐
ger l hjælp. De er fremsllet i et havehus i 1899
i Jebjerg. Da friserne blev flyet i 1908 har man
blot skåret ydrevæggene ud. I 1960’erne blev de
flyet l Jenle uden konstrukonsændringer. I
1980’erne blev de restaureret og ophængt i
Friserummet. Vi mener ikke, at det er
økonomisk forsvarligt at ændre på den gamle
konstrukon. I stedet vil vi sikre en god
understøelse og et rum, der er tørt.
8 frivillige har siden 17
november og l 7. decem
‐ber 2012 arbejdet med
at indree det nye depot
‐rum. Nu er det klar l
maling.
Henning Boller er parat
på loet l at modtage
losisolering. Der skal
lægges 300 mm.

Anthon Mehlsen er på vej på loet med værktøj
og lys l Henning Boller inden loet lukkes helt.
Per Mouritsen isolerer væggene og sikrer at
elektrikerens rør og ledninger sidder som de skal.
I Hovedbygningen
arbejder Hans
Frederiksen med
opsætning af solfilm
på en række
vinduer.
Samdig er
Svenning i gang med
at tage målinger af fugghed, dryppunkt og
temperatur i Hovedbygningens rum.
De indsamlede data uploades på computeren l
grundig analyse, så vi bedre kan sikre stedets
mange museumsgenstande.
Siden 2010 har vi arbejdet målreet på at bevare
bygningerne og de mange genstande på Jenle.
Herunder strikning af nyt sengetæppe og vævning
af tæppe l Jeppe Aakjærs sofa i Arbejdsværelset.
Samdig arbejdes der målreet på at spare energi.
6

Redigeret af
Vinnie Linderoth.
JUL PÅ JENLE.
Naar haren hopper i snehvide sokker,
da lyder saa manende julens klokker,
da staar i gavlen en dør paa klem
for savnet, der ønsker sig hjem,
hjem, hjem.
Saadan skrev far i sin julebog l mig, da jeg
kom hjem l Jenle på min første juleferie,
eer at jeg var kommet i skole ovre i Høng
på Sjælland. Det var med lidt beklemmelse,
at jeg den jul gjorde mig klart, at jeg
Nanna og Jeppe Aakjærs daer, Solvejg, fortæller i
Skive Folkeblad i 1949 om sin barndoms jul på Jenle:
7
hereer hver jul ville komme hjem lige l
juleaen, ‐ om at være hjemme og tage del
i forberedelserne ville der ikke mere blive
tale.
Når vi kom ind i december kunne vi i de
begsorte aener se et lysskær op i himlen
mod syd, det var Skive by, og Esben og jeg
var ikke i tvivl om, at det væsentligt var
juleudsllingerne, der lyste i sky.
Vi glædede os hvert år lige ubændigt l
indkøbsturen l Skive.
Julen 1928. De lange skygger viser, at det er midt på dagen. Solen står i syd. Nanna er i gang med
planterne op ad væggen, medens Jeppe Aakjær taler med Nannas søster Sine Krogh. Den unge mand
Esben Aakjær er mere interesseret i fotografen.

Den foregik i vor høje charabanc, som spiller
en rolle i mange af mine erindringer fra
dengang. For os børn, og for pigerne og
karlene, der var med, var det en festlig dag,
for mor en streng dag har man senere
forstået.
Hun havde af far, som blev hjemme, fået
påbud om at købe ordentlige og smukke
gaver l de tre karle og to piger og vel også l
os børn og desuden købe ind af slik og
julestads og andet fornødent.
Vanskeligheden var den evindelige: at få de
rigge ng l en rimelig pris.
Vi børn var uden bekymringer. Når hestene
var spændt fra i Selchaus gård, og vi andre
havde fået en kop kaffe hos faster Bodil, hvis
mand, Johannes Jacobsen, dengang havde
snedkerværksted og udsalg i Nørregade, så
var vi parat l at møde eermiddagens
oplevelser og strabadser, idet vi sagde som
Esper Tækki før os: Aa, jøsses, hwad er wal
e Skyw for en bøj!
To bukker står endnu for mig i et skær af
overdådighed, som hidl ikke er blevet
fordunklet. Den ene er købmand Schwartz’
delikatesseafdeling, vist l daglig hans
kontor, hvor hylder, borde, skabe og
vindueskarme under julehandelen var
dækket af opsllinger med marcipanfigurer,
kagemænd, figner og rosiner, dadler og
kandiserede frugter i fine æsker og på
gulvet nødder i store tønder.
Esben og jeg så os vantro omkring som
Hans og Grete i pandekagehuset, vi forgreb
os dog ikke på sagerne, men den
elskværdige købmand Schwartz bød os en
marcipangris, som vi knubsede i os, mens
han og mor handlede.
Mens Schwartz’ forretning gav næring for
vort kød, gav den anden jeg husker næring
for vor ånd – som skik er ved juleden
svang interessen omkring disse to poler.
8
Hvor nu Gantriis ligger, lå dengang en
galanteriforretning med julepynt som
speciale, og i den ind mod jul forekom den
os en ren Aladdins eventyrhule. Der er folk,
der ynder et ”hvidt” juletræ, de måe gå
rask forbi her. Men vi andre! Det var slet ikke
l at stå for alle de farvede kugler, forskellige
vatarrangementer, små fehår‐ og
glansbilledtryllerier, glasfigurer,
glimmerstjerner og udklippede papirng
man kunne få her.
Esben og jeg mente, at der i den buk var så
megen julestads, at det ville forslå l at pynte
det store træ på Rådhuspladsen i København.
Det træ havde vi set, og det var slet ikke l at
sige, hvor stort det var, men l træet hjemme
kunne vi også godt bruge nogle af
herlighederne foruden al den hjemmelavede
julestads, ‐ og på vort juletræ hænger da
endnu hvert år nogle klenodier indkøbt
dengang for længe siden i den lille
eventyrbod i Nørregade.

Slagtedag og bagedag
Eer Skive‐turen koncentrerede børn og
voksne sig om de hjemlige forberedelser, i
første række slagtning og bagning.
Slagtedagens særegne stemning kendes af
enhver landbo, og vi ved også, at den ikke er
uden uhyggelige momenter.
Grisens sidste vandring fra den lune svines
l skafoet, en omvendt træbalje, der var
rejst ved bryggersdøren, blev gennemført
trods den dødsdømte grisebasses modstand,
men takket være udfoldelse af en vis
brutalitet fra slagterens og karlenes side.
Esben og jeg stod i en ern krog af huset
med fingrene langt inde i ørene for at undgå
at høre den græsselige hylen, der fyldte os
med gru. Vi kom først frem, når grisen havde
udåndet, og jeg for min part var egentlig helt
lpas, når slagtedagen faldt sammen med en
skoledag, for så kom man først hjem, når den
værste travlhed var overstået, og Gravers,
slagteren fra Grønning, stod i godt humør og
lavede medister, mens de kogende
sortepølser hoppede i gruekedlen.
9
En mere ublandet hyggelig dag var
bagedagen.
Da opholdt husets kvinder sig i køkkenet,
hvor de bararmede og overophedede i
hovederne dejgnede og bagte den udslagne
dag, komfuret glødede, og ovnsdøren
klappede op og i for sorte plader med mange
slags kager; mændene gjorde sig hyppige
ærinder l køkkendøren og blev hver gang
budt på smagekager.
Esben og jeg havde en pligt, en kær pligt: vi
lavede egenhændigt pebernødderne, vi
trillede lange pølser, skar dem ud og sae
dem på plade og pillede dem eer bagningen
ned i en melsæk, der skulle være helt fuld,
for pebernødderne skulle slå l langt over
nytår. Opskrien havde mor fra sit hjem,
”Store Døs” ved Holstebro, hvor mormor
bagte dem, da mor var lille.
Mors klejner
Mors klejner
Herfra stammede også den klejneopskri, vi
brugte hjemme. Den var enkel, men der var
en hemmelighed ved den; her er opskrien:
En kop mel, en kop sukker, en kop smør – og
her er hemmeligheden: Klejnerne skal koges i
hestefedt!
Klejnerne har gjort lykke hos mange, nu er
det sagt, hvad de er gjort af, og skam få den,
der tænker ilde herom.
Det ville mors sjove, søde svenske veninde,
Eva Hultmann, have gjort, om hun kendte
sandheden, men den fik hun aldrig at vide,
for den ville hun ikke have kunnet tage.
Hun spiste af kagerne – så mange, at hun
måe forklare os, at det var fordi, hun ikke
havde smagt klejner i årevis, for Stockholms
bagere bagte klejner i – ja, tænke sig –
hestefedt! ”Man smaker det genast”,
forsikrede Eva Hultmann, ‐ u føj, sagde vi og
tog alle sammen en l af mors dejlige klejner.
Svenskerne er meget sildespisende, og ikke
blot deres fødevarebukker, men selv nok så

fine isenkrambukker har store tønder sild
stående l detailsalg.
Engang da den samme stodkholmskare var
med mor inde hos isenkræmmer Seedorff,
der havde forretning, hvor nu Ladefoged bor,
spurgte hun med høj røst Seedorff: ”Har Ni
sild?”
Følgende lidt vage erindring må være fra en
af krigsårene. Mor, Esben og jeg var en dag
oppe hos Krisane Kirk at støbe lys.
Detaljerne i processen kan jeg ikke gøre rede
for, men mindes sceneriet med Krisane og
mor hver med en kæp vandret i hænderne,
fra kæppen hang snore, væger, lodret ned,
og kæppen med snorene dyppedes i et kar
med flydende tælle, blev trukket op,
dyppedes igen mange, mange gange, indl
lysene var tykke nok og blev hængt l
afdrypning, og vi var 7 børn, der sad på
gulvet hver med sin lille pind med en væge i
og lavede julelys ved en mindre balje. Under
en pause i lysestøbningen drak man kaffe
med Krisanes helt usandsynlig lækre
småkager l, gule kyskager og krumkager, der
var lavet på en spændende måde over et
kosteska. De kager har jeg spist mange af i
min d, og Krisane laver dem stadig lige
lækre, jeg ved det, for jeg har heldigvis smagt
dem for nys!
Ærbødighed for bogen
Far har ald
nogenlunde god l
ind mod jul. Som
redaktør af
Skivebogen sae
han al kra ind på,
at den kunne
udkomme, så
andboer og
sallingboer kunne
have den at læse i
julen, hvor de havde d l læsning, og da
ikke blot Skive‐bogen, men også hans egen
10
julebog og hans bidrag l aviser og
dsskrier skulle trykkes l julen og altså
være færdig en månedsd før, så var hans
juletravlhed nærmest forbi, når mors rigg
begyndte. Hun var ikke blot husmor med alt
hvad herunder hører, men var og er stadig en
dygg og ivrig billedskærer, og l hver eneste
jul lavede hun søde, udskårne ng som gaver.
Det kunne være tændskæsker, papirknive,
og brevpressere og under den større ng,
som det år hun lavede en dukkestue l mig
med alkovesenge, halmstole, bord med
langskammel foran og en henrivende
udskåret vugge, alt sammen skåret i
cigarkassetræ, der var lstrækkelig tyndt og
samdig hårdt nok l udskæring. Dukkestuen
kom på udslling i København og vandt
præmie. Den står hjemme på Jenle, hvor
mine og andres børn får lov at lege med den.
En uges d eller to inden jul kom der en stor
pakke fra bogtrykker Niels P. Thomsen i
Holstebro. Den indeholdt de julebøger, som

far leverede teksten og Thomsen det
yndefulde udstyr l. Oplaget på 200
eksemplarer delte de, og far sendte sine som
julehilsner l venner og bekendte. Pakken
blev hentet på staonen og bragt op i fars
stue, og far, mor og jeg så forventningsfulde
l, mens Esben pakkede op, det var ald
hans privilegium at åbne bogpakkerne. Og så
viste det sig hvert år, at bogen var endnu
smukkere og finere end de foregående år.
Hvor var far glad for sine julebøger. ”Det er
endda blevet en køn bee bog”, kunne han
sige, når han stod med den i hænderne. Jeg
har naturligvis mange, mange gange set far
med en bog i hånden, set ham læse i den og
set ham blade i den, og jeg har aldrig set
nogen behandle bøger så hensynsfuldt som
far. Uanset bøgers ydre udstyr havde han en
ærbødighed for bogen, som er ualmindelig,
og som han bevarede hele sit liv, hvor han
hver dag var omgivet af bøger. Han var
forbløffet og kunne blive vred, når en bog,
han havde lånt ud, kom lbage med pleer
eller løse blade, og han lærte os børn og også
folkene, at man skulle blade i en bog uden at
spye på fingrene, og at man skulle bruge
bogmærke og aldrig bøje et blad. Selv havde
han næppe nogensinde lært det, det var ham
medfødt. Hans arbejde nødvendiggjorde et
stort håndbibliotek, som han selv igennem
årene måe anskaffe, oe med store
økonomiske ofre, for i fars d var det
offentlige bibliotekssystem ikke så udbygget,
at han kunne låne bøger hjem. Af og l
floede han sig og lod bøger indbinde i
Jebjerg hos den dygge bogbinder, og denne
lille sirlige mand kom selv gående med de
færdige bøger i en taske for egenhændigt at
vise far de smukke indbindinger, som begge
de to bogelskere glædede sig over. I fars
sidste år rummede hans bibliotek omkring
1000 bind, og de blev brugt, og der blev læst
i dem, far vidste, hvor hver enkelt bog stod
11
og kunne finde den på et øjeblik. Kun de
færreste blev der ofret indbinding på, men
der fandtes næppe en smudsig eller ilde
medhandlet bog, de var velbevarede alle lige
fra de små tynde udgaver i serien ”Dansk
Folkebibliotek”, som far havde købt for 25
øre stykket, da han som 15 årig var på Staby
højskole, og l de smukt indbundne prægge
billedværker fra alverdens lande. De, der
behandlede bøgerne godt og kom med dem
eer endt læsning, kunne låne, hvad det
skulle være. Men de fine bibliofiludgaver fra
”mesteren i Holstebro”, som vi kaldte ham,
var fars kæreste bøger, og han glædede sig
over at sende dem l vennerne.
Den sallingske Søren Kanne
Sent på eermiddagen den 20. december
1919 blev vi opskræmt ved budskabet om en

kæntringsulykke, hvorved tre Grønning‐
fiskere nær havde mistet livet; de blev
reddede, og adskillige af nærværende blads
læsere husker sikkert detaljerne ved den
dramaske redningsdåd.
Dagen eer gik far og jeg over l Thordal i
Grønning for at se stedet, hvor de
usædvanlige ng var hændt, og skønt jeg var
en lille pige, husker jeg tydelig den tur, og
hvad jeg der fik at vide om redningsdåden.
Far fortalte mig den dag om Søren Kanne og
sang Blichers sang om ham, og med far i
hånden sprang jeg over vældige grøer, så
det svuppede i træskostøvlerne på os begge.
På den tur, som på enhver anden tur vi gik i
Jenles dejlige omegn, var vores hund, Robbi,
med. Robbierne er en instuon på Jenle. Vi
har ha adskillige af disse skotske
hyrdehunde. Den her var den såkaldte
”rigge”, og da den blev for gammel, blev
den afløst af en robbihvalp, der snart blev
ligeså ”rigg”. De gik op i en højere enhed og
lsammen dækker de den snes år, der
udgjorde mine barndoms‐ og ungdomsår
hjemme. Hvor havde vi megen spøg og
kommers for med Robbi.
Den var naturligvis også med i skoven den
dag, man med far gik rundt og udså sig et
passende juletræ, og den lå under bordet
den aen, vi klippede julestads. Lille
juleaensdag begyndte det at ”ywles”, da
blev der sat store bøer med gran ind i
stuerne og på trappen; posten, Andreas
Petersen, havde masser af breve og pakker
med, og hvad han ikke kunne have på sin
cykel, måe hentes i hestevogn på staonen.
Selve juleaen juleaen
Juleaensdag begyndte ritualet med kogt øl
l frokostmaden – og så oplevede vi den
længste eermiddag, som børn har året om,
mens l gengæld husets kvinder vanskelig
kan få den l at slå l. Mor pyntede juletræ
12
bag låste døre og ldækkede vinduer, ikke
engang far måe få træet at se før om
aenen.
Eer julemiddagen, risengrød og gåsesteg,
blev der vasket op, og dyrene fik en gjævt,
inden vi igen samledes og sad i mørke, mens
mor tændte træet i stuen ved siden af. Det
kan nok være, det var dejligt, når døren blev
slået op ind l det lysende træ. Vi var ald
nok l at gå omkring træet, selv om det var
så stort, at det nåede lige l loet. Far sang
for l den julesalme, han holdt mest af, og vi
sang alle versene – ”Dejlig er den
himmelblå”. Når vi havde sunget nogle
julesalmer kom l sidst den svenske ”Nu har
vi jul igen, og nu har vi jul igen, og julen varer
ved l påske”. Vi løb omkring træet et par
omgange i takt med sangen, men så brød
mor kredsen, og stadig syngende løb vi i en
lang række, anført af mor, gennem hele
huset, gennem stuerne, køkken, bryggers,
pigeværelse, folkestue, karlekammer, lbage
op ad trappen og ind i alle rum ovenpå – nu
har vi jul igen, og nu har vi jul igen. Robbi var
l stor gene og moro for os; som han gøende
løb os mellem benene. Eer megen tummel
endte man ved juletræet, hvor man aer
sluede, kæden og trampede et sidste par

gange omkring træet, inden man forpustede
sank om i stolene. Så delte Esben og jeg
hjerteposer ud med godter i og fandt
gaverne frem under juletræet og fordelte
dem. Far havde ald sørget for julehæer;
juleroser, grankogler og blækspruen fik vi
hvert år, så når man havde set på sine egnes
og de andres gaver, så man i julehæer og
sang en blækspruevise. Men også årets
skønneste aen fik ende, og man kom
dødtræt i seng.
Gæster på Jenle
Mens der om sommeren kom mange gæster
hjemme, kom der næsten igen om vinteren,
Jenle lå ernt dengang før bilernes d, og det
kunne oe ved juled blive sådan et vejr, at
vejene l gården var ufremkommelige. Men
vi hyggede os indendørs, far læste højt for os
alle sammen eller spillede af sin store
grammofonpladesamling, for det var jo før
radioens d, og alle sammen nød vi at have
god d l at læse vore nye bøger.
Men vi havde da så vidt gørligt besøg i julen
af Esper Andersen fra Skive, fars trofaste ven
fra ungdomsårene i Jebjerg, og af Siliam
Bjerres, som var de venner far og mor oest
13
kom sammen med, og af dr. Schües fra
Eskjær. Der har ald bestået et særligt
familievenskabsforhold mellem Eskjær og
Jenle. Esben og jeg gik l ekstraundervisning
hos de lærerinder, der underviste Helle og
Herluf Schüe. Det var fru Schüe, der
bragte det i stand, hvad jeg vil være hende
taknemlig for alle mine dage. Hun var l
enhver d utrolig sød og hjælpsom, og
overfor os børn aldeles usenmental og ikke
spor ængstelig for, hvad vi kunne finde på –
og det var nu ellers en del. Helle førte an, og
jeg fulgte lidt nølende eer. Herluf og Esben
havde deres operaonsbaser andre steder.
Når Esben og jeg var med vore forældre på
julebesøg på Eskjær, var vi ald meget
betaget af de smukke katolske opsllinger,
som fru Schüe eer sit hjemlands skik
havde arrangeret.
De børn, der boede i civilisaonens midte,
jeg mener i Breum, de var heldige og kunne
komme l juletræer i forsamlingshuset. Det
kom vi erntboende ikke. Men vi glædede os
næsten mere, end den storartede lærer
Alstrup kunne honorere, når vi mødte op l
skolens juletræ, hvor både børn og forældre
var velkomne. Men eer at jeg et år havde
været ude for det græsselige, at en 200
punds svær fader med sin støvlehæl havde
maset min fod, så jeg dånede, turde jeg
simpelthen ikke mere komme l juletræ
deroppe. Nu om dage ville det nok hedde,
jeg havde fået et kompleks!
Og så nytårsaen
Og så nytårsaen
Nytårsaen var en stor festaen hjemme. Da
fik vi også risengrød, men denne gang med
mandel i, og mandelgaven var ald en
marcipangris fra Schwartz. Foruden de
sædvanlige nytårsløjer havde vi en masse
”skæmt”, ng vi havde købt, eller ng vi selv
havde fundet på. Vi havde nødder, der peb,
sukkerstykker, der ikke kunne smelte, teskeer

hvor l gengæld skebladet smeltede fra og
blev liggende i kaffekoppen osv. osv., men
den bedste spøg havde vi for med en
udstoppet kaehale, der grangivelig lignede
en svans, som vores grå Thames stak lige i
vejret, når vi kælede for ham. Den hale sae
vi i klemme i en dør; da en af Thames’
beundrere så den dér, ilede han hen over
gulvet, lukkede døren hurgt op, vendte sig
dereer mod os i stuen og sagde med et
ansigtsudtryk, hvor sorg og rædsel kæmpede
om overtaget: ”Den er gået af”. Å, jøsses,
hvor vi andre grinede!
Nogle år var frosten så hård, at orden var
lagt l i jul og
nytår, og så
havde vi herlig
14
underholdning. Vi havde fået et lille seletøj l
Robbi, som blev spændt for kælken, og den
trak han glad ud l ålestangerne på orden,
når vi bare løb på vore skøjter ved siden af. Vi
købte ål, fik dem i en sæk, og så sae vi os på
kælken. Det blev Robbi meget fornærmet
over, og når han blev fornærmet, ville han
ald hjem, men Jenle lå jo derinde i bunden
af vigen, så derind skulle han, han sae
kløerne i, og vi hakkede skøjtespidserne i
isen, kælken gik i skred, og så trak Robbi nok
så net hjem med Esben, ålene og mig.
Det passer ikke, hvad vi hvert år sang, at
”julen varer ved l påske”; i byen er den forbi
3. juledag, og på landet varer den
helligtrekonger over. Når den aen var
omme, og vi i skæret fra de tre tændte lys
havde spillet effen eller ueffen om
pebernødder, så vågnede vi næste dag op l
rigg hverdag. Juletræet blev sat ud. Det gik,
som der står i ”Peters jul”, som mor havde
læst for os, at ”spurvene kvidrede i dets top,
og duerne sad på dets kviste”.
‐ ‐ ‐
Om man engang igen kunne holde jul, hvor
man holdt den i sin barndom, ville det dog
blive helt anderledes. Man kan ikke opleve
sin barndoms jul igen, kun genkalde den i
erindringen. Det de fleste voksne i disse
dage, og det gjorde far også, da han digtede
videre på den gamle julesalme og skrev sin
egen verdslige ”Julekvæld”:
Giv mig barnets julevejr!
Dér det ald lyer og læer,
mens vi andre t med klage
pudse må vor julestage
ren for sorgens tåreplet.

Johannes Riis, direktør på
forlaget Gyldendal var
kulturel taler l Jenlefesten
søndag den 7. august 2011.
Rigg mange deltagere har
eerfølgende eerspurgt
talen. Vi spurgte Johannes
Riis, der spurgte Poliken,
hvor en let forkortet udgave
var bragt som kronik.
Svaret var: Ja!
Tak l Johannes Riis og
Poliken!
HVAD VELFÆRDSSTATEN
KAN OG IKKE KAN
Revisorkultur og selvforagt er
en af de største væksthæm‐
mere, vi har i Danmark
Den 2. juli bragte Poliken den
mest opløende arkel, der længe
har stået at læse i en dansk avis.
Den var skrevet af Jonas Thomsen
Sekyere: ”Jeg er 20 år,” præsente‐
rer han sig, ”jeg er dligere pleje‐
15
barn, barn af en psykisk syg mor
og en vestafrikansk far … Jeg stu‐
derer jura på Københavns Univer‐
sitet, er nuværende studenter‐
medhjælper i Udenrigsministeri‐
et.”

Det er jo for så vidt en enkel og vel‐
kendt historie, dén om den opvakte
knægt, der bryder den sociale arv og
kommer frem i verden; men den skiller
sig alligevel ud, fx ved den holdning, Se‐
kyere har l sit liv, som det har formet
sig. Sekyere er bereget stolt af det;
men han er helt på det rene med, at det
ikke kun er hans egen fortjeneste; an‐
dre har hjulpet ham på vej, og det er
ham meget om at gøre at få sagt, at det
er dem, der har ydet en ekstra, person‐
lig indsats, der har gjort forskellen, folk
med sans for andet end paragraffer og
bestemmelser, folk med civilcourage,
mod og kræer l at løe blikket fra
manualer og regneark og se på det, de
havde foran sig.
For en dreng som Sekyere kunne det
være gået pinegalt; men afdelingslede‐
ren på det psykiatriske hospital, hvor
drengen bliver født, tager hånd om
ham. Der har næppe været eksplicit lov‐
16
hjemmel l at finde tre sygeplejersker
l at tage sig af den nyfødte; men det
blev der fundet udvej for. Og senere
hen er der lærere, frivillige fodboldtræ‐
nere og plejeforældre, som ikke viger
lbage for at gøre noget ekstra; de har
sørget for, at drengens potenale er
kommet l udfoldelse, de har givet
ham, som der står, ”mildt sagt lidt læn‐
gere snor”.
Den der ”mildt sagt lidt længere snor”,
det er den, der drejer sig om: Det er en
forudsætning for et velfungerende
offentligt system, at de ansae dér har
råderum l at foretage et individuelt
skøn; men i takt med at kontrol‐, for‐
buds‐, overvågnings‐ og evalueringskul‐
turen har bredt sig, er det blevet stedse
vanskeligere at udøve dee skøn og sik‐
re, at mennesker vejer tungere end pa‐
ragraffer. En revisorkultur, en misllids‐
kultur har sat sig igennem i det offentli‐
ge system, og den fastholder dem, der
skal arbejde i den, i en redukv, passivi‐
Man er ikke bare taler l
Jenlefesten. Det forventes
også, at man er med l at
indree Nordhaven og bære
rundt på de tunge bænke.
Sig så ikke, at direktører og
ministre ikke besller noget!

serende rolle. Hvis der er sat minuer
og millimeter på alt, hvad man skal fo‐
retage sig i løbet af en dag, tager mi‐
nuerne og millimeterne magten, og så
er det, man ender med at gøre lige ak‐
kurat det, der skal gøres, og ikke den
mindste smule mere. Det er en kultur,
der går ud over selvstændighed og ar‐
bejdsglæde, den slukker gnisten hos de
ildsjæle, enhver arbejdsplads er
aængig af, den fratager folk lysten l
at yde noget ud over det, der absolut
kræves. Hvis ikke man kan se sig selv
som et selvstændigt individ i det sy‐
stem, man arbejder i, ja, så forsvinder
man i det, og man forsvinder for sig
selv: Har man overholdt reglerne, ja, så
må fejl jo lskrives systemet, og med ét
er det hele systemets skyld. Det er sy‐
stemets skyld, at folk bliver for fede og
får sukkersyge og dør i ude, det er sy‐
stemets skyld, at der findes fremmed‐
had og venteder. Men det er aldrig
kun systemets skyld, det er også hver
enkelts ansvar at sige fra, når man mær‐
ker, at systemet er ved at få overtaget.
17
Vi har recession i Danmark, væksten er
gået i stå, og kontrol‐ og overvågnings‐
kulturen er utvivlsomt en af de største
væksthæmmere, vi har. Revisorkulturen
er væksthæmmende i sig selv; men den
har fundet en naturlig forbundsfælle i
den overbureaukrasering, der hærger
landet: Bureaukra og revisortænkning,
de to taler samme sprog, de passer
sammen som fod i hose, lsammen sav‐
ner de deres lige i evnen l at kvæle ini‐
av og arbejdsglæde.
Det er, som om Danmark er ved at lulle
sig selv i søvn, som om vi er ved at gå i
stå i en mere og mere strudseagg
holdning l både os selv og omverde‐
nen. Det er, som om det hele vender
enten indad eller bagud.
Det er, som om Danmark er
ved at lulle sig selv i søvn, som
om vi er ved at gå i stå i en
mere og mere strudseagg
holdning l både os selv og
omverdenen.
Forlagsdirektør Johannes Riis gør klar l den
kulturelle tale.
Aakjærselskabet er rigg glade for, at vi må
offentligøre talen. Vi er stolte af, at
Jenlefestens taler hvert år bliver omtalt og
bragt i landets medier.
Jenles talerstol er en vigg polisk og
kulturpolisk talerstol, her først i august måned
inden et nyt polisk år tager fat. Det er en d l
eertanke og fordybelse.

Det er fx et kors for tanken, at den soci‐
ale mobilitet er mindre nu, end da jeg
var ung i tresserne. Det var med andre
ord nemmere for mig og mine jævnald‐
rende at få en uddannelse og et job
uden for vores forældres sfære, end det
er for Jonas Thomsen Sekyeres årgang.
Det er en ildevarslende udvikling, ikke
mindst i lyset af, at danske arbejdsplad‐
ser i foruroligende stort antal flyer l
udlandet, og af, at vi som følge heraf
skal satse på uddannelse, på, at Dan‐
mark skal leve af sine kloge hoveder,
Danmark skal blive et vidensamfund,
hedder det. Hvordan det skal kunne la‐
de sig gøre, samdig med at uddannel‐
sesniveauet er støt faldende, er ikke
godt at vide.
At det er gået den gale vej med den so‐
ciale mobilitet, skyldes ikke mindst en
usalig kombinaon af selvglæde og pro‐
vinsialisme, en for længst forældet op‐
faelse af, at Danmark er den bedste af
alle verdener, på alle områder et fore‐
gangsland, langt forud for resten af ver‐
18
den, fx på sundheds‐ og uddannelses‐
området. Denne fejlagge antagelse er
blevet brugt som en sovepude: Det går
ganske vist ad helvede l, synes vi, og vi
elsker at brokke os; men vi har det jo
egentlig meget godt, og hvorfor skulle vi
driste os ud i noget, vi ikke kender, lad
os hellere tage den med ro, og den ind‐
slling har langsomt og umærkeligt ud‐
viklet sig l en forskræmt og afvisende
holdning l det nye og ukendte, vi står
midt i.
Skolesystemet har sin andel i miseren
med den sociale mobilitet. Det er fint
nok at prioritere hygge og trivsel højest
i skolen, men så må man også være pa‐
rat l at betale det, det koster. Vi er jo
ikke Danmark alene i verden; vi er en
del af en verden, hvor man mange ste‐
der ser helt anderledes på uddannelse
og undervisning, end vi gør. Det kan ik‐
ke nye noget at komme ansgende og
sige, at man vel nok har ha det sjovt i
skolen, hvis man vil måle sig med dem,
der kommer fra Finland, fra Indien eller
Kina, hvor man har et ganske andet syn
De 550 gæster er ved at indfinde sig
i Nordhaven. Jenlebladet studeres
nærmere og stemmerne varmes op
l fællessang!
Begge talerne har været, som taler,
l Jenlefesten før.

på, hvorfor børn går i skole. Og hvis
Danmark skal have nogen chance for at
gøre sig gældende med vores kloge ho‐
veder, ja, så skal de smuleres. Ellers vil
vi slle og roligt blive overhalet af lan‐
de, vi indl for få år siden anså for at
være langt bag eer os.
Det er aldrig kun systemets
skyld, det er også hver enkelts
ansvar at sige fra.
Vi pakker hinanden ind, hygger os og
skåner og beskyer hinanden mere,
end godt er, det begynder allerede i
skolen, og det fortsæer. Der er blevet
så meget, vi tager for givet, så meget, vi
ikke kan tåle.
Venstre og De Konservave havde sik‐
kert intet andet valg end at omfavne
velfærdsstaten dengang for godt en
halv snes år siden: Hvis de skulle gøre
sig håb om at erobre regeringsmagten i
2001, måe det være udgangspunktet.
19
Det sae skred i alng, og det hele kul‐
minerede for nogle år siden, da Venstre
indrykkede helsidesannoncer, hvori par‐
et gjorde sig l af, at den offentlige
sektor var vokset med så og så mange
tusind ansae siden Nyrups afgang: Si‐
den ”velfærd” og ”tryghed” er blevet de
mest posivt ladede ord i dansk polik,
og det gælder både l højre og l ven‐
stre, er det, som om vi hver især har la‐
det os spinde ind i en kokon og fået en
foreslling om, at vi er brugere og klien‐
ter frem for borgere. Kravene l vel‐
færdssystemet skrues op, og de akkom‐
pagneres af klagesange over, at de
offentlige ydelser er for små og ul‐
strækkelige, mens det straks ligger no‐
get tungere med forståelsen for, at for‐
udsætningen for, at et samfund kan
fungere, er, at alle bidrager l fællesska‐
bet og føler et ansvar for det. Det er en
skrue uden ende.
Hvor er ansvarsfølelsen for vores land
blevet af? Vi rasler nedad i alverdens
staskker og oversigter; det opholder
vi os gerne ved, svælger nærmest i det;
Kulturminister Per Sg Møller på Jenles talerstol .
Han holdte en flot tale om de ”Fire isbjerge”, som
Danmark i den nærmeste fremd skulle styre
udenom.
I dag er talen endnu mere aktuelt.

men Danmark er stadigvæk et af ver‐
dens rigeste lande, et godt land at leve
i; Danmark er ikke den bananrepublik,
mange gerne vil fremslle det som;
grundlæggende er Danmark et sundt og
godt, ukorrupt og demokrask land, det
fungerer, med alle de ufuldkommenhe‐
der, vi alle sammen kan påpege; men
det synes først at gå op for folk, når de
er flyet uden for landets grænser. Det
er, som om selvforagten er ved at be‐
mægge sig os. Selvlfredsheden sid‐
der på rygmarven; men samdig vræn‐
ger vi ad os selv, det kunne se ud, som
om vi ikke mere har sans for, at alt det,
vi regner for de rene selvfølger, måske i
virkeligheden slet ikke er så selvfølgeli‐
ge og måske ikke automask varer ved.
Hvor er vores bevidsthed om,
at vi har noget at værne om,
noget, der er værd at arbejde
for og føre videre?
Til venstre: Thøger Berg Nielsen, der
er dligere poliinspektør i Skive
har taget vennerne med fra
polihjemmeværnet. De styrer
afviklingen af trafikken med en
kærlig fast hånd.
Til højre: Anthon Mehlsen fortæller
formanden, at der fortsat kommer
gæster.
20
Hvor er vores bevidsthed om, at vi har
noget at værne om, noget, der er værd
at arbejde for og føre videre? Jeg holder
af det danske landskab, af dansk liera‐
tur og kunst, film, teater, arkitektur, de‐
sign; jeg holder af danskerne, nå ja, i
hvert fald de fleste af dem, jeg er glad
for mit land, og det er sørgeligt at se,
hvordan vi forvalter vores arv i øjeblik‐
ket; sørgeligt at se, hvor lidt vi interes‐
serer os for såvel vores historie og kul‐
turarv som forholdene i verden uden
for vores egne grænser; interesserede
vi os mere for dem, ville vi se, at man
også dér har venteder og problemer
med integraonen, og vi ville se, at det
ikke ald er os, der klarer sig værst. Vi
er ikke ret gode l at ajourføre os selv i
forhold l både vores indre virkelighed
og omverdenen.
Og det er ikke kun polikernes skyld. Vi
har de polikere, vi selv vælger, og vi
vælger de polikere, der siger det, vi
helst vil høre, derfor er dansk polik i så
høj grad kommet l at handle om små‐
ng, mens de krige, vi er involveret i
ude i den store verden, ikke optager no‐

gen i synderlig grad. Som en naturlig
konsekvens af, at velfærd og tryghed er
blevet al dansk poliks omdrejnings‐
punkt, er forskellene i realiteten få og
små; l gengæld er retorikken skinger
og uforsonlig. Det er nærmest, som om
danske polikere sæer en ære i ald
at markere uenighed med modparten
og udnævne alt, hvad der kommer der‐
fra, l ren idio, det gælder i det hele
taget i den danske debat. Og forud for
den opfaelse ligger en fundamentalt
udemokrask mangel på respekt for, at
andre kan have en anden opfaelse end
én selv uden at være hverken forbryder
eller moralsk fordærvet.
For en måneds d siden fandt der en
helt ubegribelig tragedie sted i Norge;
landet blev ramt i sin livsnerve, og det
har kun kunnet avinge respekt og be‐
undring at se, hvor stolt og værdigt og
uhysterisk nordmændene, polikere så‐
21
vel som menige borgere, tog situao‐
nen. Alle ideologiske og parpoliske
hensyn var lagt l side, her så man in‐
gen tegn på hævngerrighed og dæmo‐
nisering fra polikerside, her var ingen
jagt på syndebukke og udpegning af po‐
liske modstandere som skyldige i uger‐
ningen. Nordmændene samlede sig om
deres land.
Alle vore kontrol‐ og overvåg‐
ningsforanstaltninger er ikke
nogen garan for den tryghed,
vi har som øverste mål og værdi
i vores samfundssystem.
Jeg har ikke kunnet lade være med at
tænke på, hvordan vi ville have klaret
en lignende situaon her. Der har været
Krogh spiller Aakjær—på Jenles scene.

kloge og fornuige reakoner, men der
har også været røster fremme, der kan
få én l at frygte det værste: Der har
været brugt uforholdsmæssigt megen
energi på at forsøge at få placeret skyl‐
den for Anders Behring Breiviks udåd,
fortrinsvis hos poliske modstandere,
og der er foruroligende mange, der har
ha travlt med at bedyre, at hændelsen
i Norge umuligt kan give anledning l
nogen form for selvransagelse, og så er
der alle dem, der ikke kan finde på an‐
det end fare frem med forslag om nye
forbud og bl.a. har slået l lyd for at for‐
byde kunstgødning, eller for at der skal
sikres bedre mulighed for at retsforføl‐
ge folk, der har svært ved at finde en
passende måde at give deres mening l
kende på.
Det er mange år siden, der er sket no‐
get, der har gjort så stort indtryk på os
som den norske tragedie den 22. juli.
Udåden har afstedkommet ufaelig li‐
delse, men den rammer også så hårdt,
fordi den ikke er l at fae inden for de
22
rammer og begreber, vi forstår både os
selv og vores samfund ud fra.
Vi er jo sådan indreet, at vi helst vil
have en forklaring på alng, heriblandt
på, at vores skurke er blevet skurke; vi
behøver bare at tænke på Morten Niel‐
sens digt om klassens tykke dreng, der
får en mulighed for at kompensere for
barndommens ydmygelser ved at blive
nazist og på den måde få magt og anse‐
else. Se, det er l at forstå. Det er logisk
og raonelt. Årsags‐virkningsforholdet
er i orden. Det går op. Så kan vi bedre
have med det at gøre.
Men Anders Behring Breivik er hverken
tyk, dum eller grim. Ingen kunne have
fremskrevet hans ugerning ud fra de fo‐
religgende kendsgerninger om hans liv.
Han er velbegavet, ser godt ud, har ta‐
get en uddannelse, han er berejst, in‐
gen kunne se andet, end at han var en
vellpasset borger, på alle måder i
stand l at begå sig. Ikke desto mindre
bliver han en samfundsende ud over
enhver forstand, og han udfører en ger‐
550 mennesker fylder godt op i Nord‐
haven og på plænen.
Det er også dejligt at se, så mange gæster
der tager picnickurven med og indtager
frokost før talerne.
Antallet af gæster er slle og roligt steget
støt igennem de senere år.

ning, der er så modbydelig, så fremmed
for os, at vi for at beskye os, nærmest
refleksmæssigt går ud fra, at den må
høre l i en anden kultur. Og så viser
det sig, at gerningsmanden ligner os
selv, han er vokset op midt iblandt os,
er blevet præget med de samme idealer
og foresllinger som vi, det er dem, han
har plukket i og brugt l at ræsonnere
sig frem l sin vanvige plan. Han har
sin opdragelse, sin socialisaon og sin
kultur fælles med os. Det er det, der ik‐
ke er l at have med at gøre.
Historien om Jonas Thomsen Sekyere er
en opbyggelig historie, en historie, der
viser styrken og potenalet i vores vel‐
færdssamfund. Det er noget helt andet
med historien om Anders Behring Brei‐
vik. Den minder os ikke alene om, hvor
lidt vi ved om mennesket, hvor begræn‐
set vores psykologiske viden er; den vi‐
ser os også, at alle de raonelle begre‐
ber og foresllinger, vi har indreet vo‐
res samfund eer, ikke ald slår l: Alle
vore kontrol‐ og overvågningsforanstalt‐
ninger er ikke nogen garan for den
tryghed, vi har som øverste mål og vær‐
Midt under musikken kom regnen! Paraplyerne
kom op, men regnen var for voldsom. Slle og
roligt sivede publikum ud fra pladsen.
En rigg flot Jenlefest var forbi.
550 gæster var flot ‐ specielt når man tager i
betragtning, at der i Skives Anlæg var gras
koncert, der nok har taget 200 af vore faste
gæster. Ja! Ja! Det kniber lidt med hukommelsen i
Skive. Jenlefesten holdes ald første søndag i
august.
23
di i vores samfundssystem. Vi kan aldrig
vide os sikre.
Det, vi står lbage med eer tragedien i
Norge, er en bekræelse af, at menne‐
sket hele den sprænger alle eksiste‐
rende foresllinger, alle beregninger, alt
det, som vi l daglig går og regner med
definerer vores verden. Mennesket er
ikke bare en sød og rar og overskuelig
størrelse, som sådan lige lader sig for‐
udse og fremskrive; på trods af alle go‐
de hensigter, alle de raonelle og hu‐
mane foresllinger, velfærdssamfundet
er bygget på, rummer det størrelser, det
ikke kan tage højde for. Vi skal ikke bilde
os ind, at Anders Breivik og hans hand‐
linger kan forhindres med censur, over‐
vågning og kontrol, her kommer regne‐
arket l kort. Vi skal selvfølgelig bruge
anledningen l at standse op og tænke
os om; men vi skal hverken skyde skyl‐
den på personer, meninger eller kunst‐
værker, ‐ og vi vil ikke have et samfund,
der er dirigeret af frygten for denne ver‐
dens Breivik´er og deres ugerninger.

Programmet den 10. sept. 2011
15:00 Kaffe.
15:30 Prisuddeling/
Foredrag.
17:15 skulpturafsløring.
18:00 Middag.
19:30 Sangaen. Sangaen. Sangaen.
PRISUDDELINGEN
Midt under
kaffen bankede
det pludselig på den store ladeport og en
larmende hane galede. Ind trådte selveste
Holbergs Jeppe ‐ nys opstået fra baronens
seng. Alligevel havde der været d nok l
beruselse, der havde sat sig på hele Jeppes
korpus ‐ også stemmebåndet og
hukommelsen, men ikke mere end Nilles
krabask levende stod i erindringen.
24
Knud Sørensen på Jenles talerstol
eer prismodtagelsen.
Aakjærselskabet havde for længst besluet, at
Knud Sørensen skulle have Aakjærprisen 2011.
Det er blot anden gang prisen er blevet uddelt.
Nu er det meningen, at prisen skal uddeles
hvert år på lørdagen omkring ved den 10.
september, der er Jeppe Aakjærs fødselsdag.
Den samme dag vil vi aolde Aakjærselskabets
Lieraturdag. I 2012 bliver det den 8.
september.

Et festligt indslag leveret af skuespiller Niels
Vandrefalk, der har specialiseret sig i Ludvig
Holbergs fantasske tekster og verden.
Laden var fyldt godt op af prominente
gæster, medlemmer og arbejdende ansae
samt kunstnere og talere. Eer Niels gik
Henning Linderoth på talerstolen for at
indramme dagen og begrunde Aakjær‐
prisen 2012 l Knud Sørensen bl.a. ud fra
det store arbejde han har gjort for liera‐
turen omkring Limorden.
Moveringstalen blev holdt af Instutleder
fra Syddansk Universitet, Johannes
Nørregaard Frandsen, der fremdrog ligheder og
forskelle mellem Jeppe Aakjær og Knud Sørensens
forfaerskaber. Det var en tale med humor og bid. Han
fremdrog bl.a. de to forfaeres måde at opbygge
hovedpersonernes karaktertræk, der har en hvis lighed.
En forårsdag ringede Birger Schüe fra Eskjær gods l
Aakjærselskabet, og opfordrede formanden l at køre
over l Astruplund ‐ en herregård tæt på Jenle.
Det gjorde jeg! Der var stemmer i Laden.
Jeg trådte ind og chokeredes!
Der stod Jeppe Aakjær 250 cm høj. Skulptøren
Elisabeth Zeuthen
Skulpturen afsløres.
Kunstneren Elisabeth
Zeuthen og Henning
Linderoth binder snoren
op. Til højre er musikeren
Lars Hannibal klar med
en stok, der kan løe
dæknet over hovedet på
skulpturen.
25
SKULPTUREN

fortalte, at hun ville give Jenle denne
skulptur, hvis vi ville have den.
Da skulpturen skulle stå tæt på vandlinj
‐en og i kanten af et skovområde skulle
en række myndigheder spørges først.
Jeg fik meget hurgt fat på skovridder
Jens Peter Clausen, Naturstyrelsen, der
trådte l med al eksperse. Eer et par
måneder havde han skaffet alle
lladelser. Fantassk. Thøger Berg
Nielsen medlem af Aakjærselskabets
bestyrelse stod for alt det prakske.
Alle mulige stod parate l gras at
hjælpe os.
Birger Schüe transporterede
skulpturen fra Astruplund l Jenle.
Skive Beton leverede den gras beton
l soklen, som vores ald hjælpsomme
nabo gårdejer Kaj Christensen trans‐
porterede ud i skoven.
En varm eer‐årsdag gravede formand‐
en den 1,2 x 1,2 x 1,2 m store hul med
skovl og spade. Det kostede adskillige
liter vand. Thøger fremsllede
støbeformen osv.
Vore projekter møder ald en fantas‐
sk hjælpsomhed.
Tak l alle for en fantassk indsats ‐
specielt l kunstneren Elisabeth
Zeuthen!
Langt, langt, langt ude i skoven ved Jenle, der hvor
de gamle graner og løvskoven støder sammen, og
der hvor hjortene ved mørkningen kommer ud fra
dagskjulet lød der fantasske blokfløjtetoner og en
sprød guitar. Det verdensberømte par Michala
Petri og Lars Hannibal spillede vad afsløringen. En
musikalsk oplevelse af de helt store.
Formanden takkede kunstneren for det arbejde
hun havde udført og for en uvurderlig gave.
26

BEGGE BIND
398,‐ kr.
NY MEDLEMSPRIS
268,‐ kr.
27
Endelig bliver Livser‐
indringerne udgivet
igen!
Det var de lidt længe
om!
Sponsorerne:
SKIVE KOMMUNE
VELUX FONDEN
TOYOTA‐FONDEN
NYKREDITS FOND
BG FONDEN
GØR OS ENDNU BEDRE
BLIV MEDLEM

FRA EN BOGSAMLERS HYLDER.
Af Per Mouritsen
Jeppe Aakjær havde i løbet af sin
karriere skrevet nogle romaner om
tyendets liv på landet på hans d. d. d.
Det var i 1904 blevet l l l romanen ”Vredens
Børn”, som han fik mange drøje ord for af bønderne, der følte sig
hængt ud og forfulgt. I 1907 udkom bogen ”Paa Aægt”, Aægt”, Aægt”, der bereede bereede bereede
om aægtsforholdene aægtsforholdene aægtsforholdene på landet, set ud fra leveforholdene for de æl‐
dre, der var på aægt. aægt. aægt.
I september 1914 udgiver Jeppe Aakjær romanen ”Arbejdets Glæde”, som beskri‐
ver glæden ved arbejdet på landet med jorden. Bogen lå færdigtrykt omkring 1.
juni 1914, men blev forsinket af urolighederne omkring udbruddet af 1. verdens‐
krig, der startede med aentatet på den habsburgske tronarving den 28. juni
1914 i Sarajevo.
Jeppe Aakjær skriver i sine erindringer, at om han huskede ret fik han idéen l ro‐
manen eer et foredrag, han havde holdt i 1912, hvor han havde været lidt forbe‐
holden overfor højskolerne, og retorisk i løbet af foredraget spurgt: ”Gror der no‐
get i de urtepoer?”.
Jeppe fortæller videre: ”I denne Bog vil man finde det meste af mit Hjærte. Det er
gennemgaaende en idyllisk Bog, skrevet for at kaste glans over Bondens Gerning –
vel at mærke over den Bonde, jeg elsker, den Bonde, som ikke er lænket af Dogme
og Tradioner, altsaa næppe den Bonde, som fører Ordet, men ham, som jeg haaber
paa vil komme, naar han faar alt det uægte Flier pillet af sig.
Den Bog blev øjeblikkeligt forkætret af Højskolen, hvad jeg ikke selv var uden Skyld
i; thi jeg havde ikke lagt fingrene imellem, da jeg tegnede den Højskole.”
I min boghylde står det eksemplar af ”Arbejdets Glæde”, som Jeppe Aakjær sendte
l Thomas Bredsdorff i 1914.
Thomas Bredsdorff havde i 1907 stået som ser og for opførelsen Roskilde Fol‐
kehøjskole – og forblev den leder frem l sin alt for dlige død i 1922 – kun 54 år
gammel.
I denne bog har Jeppe Aakjær skrevet følgende dedikaon:
28

”Kjære Hr. Thomas Bredsdorff!
De er den eneste Højskolemand af noget
Navn, som jeg kan række denne Bog og
ikke risikere et Slag over Haanden. Bogen
har ligget færdig i 6 Maaneder, men
siddet i Krigsfangenskab, som saa meget
i disse Tider.
Med venlig hilsen fra Deres hengivne
Jeppe Aakjær”.
Eer denne dedikaon har Jeppe Aak‐
jær lføjet digtet:
”O, Elsk os op den gamle Bondekløgt
i sindets Stemthed som i Studens Røgt,
da tror jeg fuldt, at Folkets dybe Synder
en Dag skal sones ved de danske Bønder.
J.A.”
Dee digt havde Jeppe Aakjær skrevet
den 20. september 1913.
Uanset hvad Jeppe Aakjær i sin dedika‐
on i bogen skriver l Thomas Bredsdorff,
var Thomas Bredsdorff nu ikke så tole‐
rant overfor bogen og dens indhold,
som man skulle tro iflg. Jeppe Aakjærs
erindringer.
Jeppe Aakjær skriver: ”I nogle Maader
gjorde jeg den (c: Højskolen) maaske
Uret, da der sikkert er himmelvid Forskel
paa den gamle Askov, som jeg havde besøgt
som Elev i 1887, og den Højskole,
der repræsenteredes f. Eks. af Thomas
Bredsdorff. Jeg gjorde ikke den gamle
Aakjærselskabet har købt
godt ind af DVD‐
filmen ”Livet
på Hegns‐
29
Højskole Uret; den var saadan som jeg
har skildret den i min Roman. Men der
var vokset en ny Højskoleslægt op, der
t førte en haard Kamp for Eksistensen,
da Bonden i Mellemden var bleven reakonær
og hyppig stærkt materialissk.”
Thomas Bredsdorff anmelder i
”Højskolebladet” romanen ”Arbejdets
Gælde” med mange strenge og revsen‐
de ord!

Jeppe Aakjær kendes af alle i
Danmark. Alle synger Aakjær
eller hører nyindspilninger i
radio eller TV. Samdig er
Aakjær kendt for sine social‐
og naturengagerede tekster.
Ikke helt så mange kender
Jenle, der er Nanna og Jeppe Aakjærs
kunstnerhjem og en af Nordens mest
unikke. Nanna var uddannet snedker og
billedskærer, hvilket var helt usædvanlig på denne
d. Overalt i hjemmet kan man se hendes arbejder.
I Jenles bygninger er der indreet et museum, der
fortæller om den kulturelle og historiske påvirk‐
ning, de fik fra deres ford og samd samt den be‐
tydning de har for os i dag. Aakjær ville beskye
den svageste i samfundet gennem fællesskaber.
Han brugte pennen og munden hele sit liv ‐ for at
forsvare ytringsfriheden og demokraet.
Bliver 2012 et godt år for Jenle?
2011 blev et godt år for Jenle. Selskaberne strøm‐
mede l Jenle. Flere dage måe vi melde alt ud‐
solgt. Heldigvis kunne flere selskaber godt flye
dagen og på denne måde alligevel besøge os.
Desværre måe en del selskaber finde andre des‐
naoner, men forventer at komme l Jenle senere.
Gennem de skprøveundersøgelser af 50 selska‐
ber vi har foretaget kan vi se, at krikpunkterne
har været meget få. 94 % roser os l skyerne.
Stedet er langt mere spændende end de havde
forventet.
Det er vel også derfor vi allerede nu har solgt over
1000 billeer l foråret 2012.
Besl rundvisning på
Www.Jenle.dk el. tlf. 9757 4594
Aakjærselskabet
DANMARKS STØRSTE LITTERATURSELSKAB
Med denne mail vil vi gerne invitere je‐
res forening/instuon l Jenle i 2012.
Jenle er en overraskende stor oplevelse
for de fleste.
Vore rundvisere og øvrige personale er
på Jenle, fordi de interesserer sig for
Nanna og Jeppe Aakjær og gerne vil
formidle deres store viden.
30
Jenle er åben for
selskaber i 2012:
Fra 19. april l 10. oktober 2012 fra
klokken 09:00 l 21:00. Skal beslles mi‐
nimum 5 hverdage før!
Vi har allerede beslling på mange selskaber i
foråret 2012. Selskaber fra 1 l 15 betaler 810,‐
kr. og hereer 54,‐ pr. prs. for guidet rundvis‐
ning, museum mm..Max. 153 prs. pr. selskab.
Besl nu!
Eksempel på program:
51 personer.
Ankomst klokken 10:00
10:00 formiddagskaffe
10:30 rundvisning hold 1
11:00 rundvisning hold 2
11:30 rundvisning hold 3
12:00 frokost
12:30 besøg graven i skoven el. afg. fra Jenle.
Pris pr. person i alt ex. drikkevarer
158,‐ kr.
Der må kun være 17. pr. rundvisning ‐ derfor 3
hold. De øvrige kan se museet, møllen, biografen
og meget andet. Se flere lbud på jenle.dk.

mandag d. 16. januar 2012 Nyhedsmail Nr. 1
mandag d. 20. februar 2012 Nyhedsmail Nr. 2
onsdag d. 9. maj 2012 Nyhedsmail Nr. 3
onsdag d. 27. juni 2012 Nyhedsmail Nr. 4
rsdag d. 21. august 2012 Nyhedsmail Nr. 5
onsdag d. 21. november 2012 Nyhedsmail Nr. 6
JENLE ER I SOMMERPERIODEN
1. JULI TIL 31. AUGUST ÅBEN FRA
KLOKKEN 11—17 11 17 OGSÅ MANDAGE
SELSKABER PÅ JENLE
FRA 19. APRIL TIL 10. OKT.
KLOKKEN 09:00 ‐ 21:00
RING I GOD TID
97 57 45 94
31

FAKTASIDE OM AAKJÆRSELSKABET
“Aakjærselskabet”
er en folkelig og kulturel sammenslutning
for alle, der interesserer sig for mennesket
Jeppe Aakjær, hans forfaerskab, hans om‐
faende folkeoplysende indsats i samden
og hans kulturelle eermæle.
Selskabet blev set den 21. januar 1980, i
halvtredsåret for Jeppe Aakjærs død.
Selskabets formål:
Selskabets formål er at bidrage l og
koordinere forskningen og at fremme
undervisningen i Jeppe Aakjærs for‐
faerskab, at forestå og medvirke ved
udgivelsen af forfaerskabet, og at bi‐
drage l varetagelsen og formidlingen
af de l forfaerskabet og Jenles
knyede kulturværdier (Se § 8,2).
Selskabet bemyndiges l at uddele en
årlig Aakjær‐pris.
Formålet vedtaget på generalforsamling på
Jenle d. 22. april 2010. Hent vedtægter:
hp://Jenle.dk/PDF/Tekster/Vedtaegter.pdf
Bliv medlem af Aakjærselskabet
TRYK hp://www.jenle.dk/Mail/ComposeEmail.asp
32
ØNSKER IKKE NI‐MAILEN
TRYK HER
ni@jenle.dk?subject=Ophør
ØNSKER NI‐MAILEN
TRYK HER
ni@jenle.dk?subject=Nyhed
OPLYSNINGER OM
NI‐MAILEN
NI‐mailen er en automail, der kun
læses teknologisk. Man kan derfor
ikke anvende mail‐adressen l kon‐
takt med Aakjærselskabet.
Adressen er kun beregnet l lmel‐
ding og afmelding af ni‐mailen.
Kopiering
Uddrag af indholdet i nyheds‐
mailen må gengives i overens‐
stemmelse med god citatskik
og tydelig kildeangivelse.
Hele arkler må kun gengives
eer aale med Aakjærselska‐
bet.
Ansvarshavende:
Formand: Henning Linderoth (H.L.)
Næsormand: Peder Krisan Niel‐
sen (P.K.)
Koordinator: Vinnie Linderoth
(V.L.)
Sekretær: Annalise Jensen (A.J)
Andre:
Per Mouritsen (P.M.)
Henning H. Boller (H.B.)
Svend Erik Jørgensen (S.J.)