Rejs med os ud i musikkens store verden OpeRa - DR

Beethoven-maraton som i 1808 

Lørdag 26. januar kl. 16 

Radiohusets Koncertsal

BEETHOVEN-MARATON – REKONSTRUKTION AF AKADEMI-KONCERT 22 

Lørdag 26. januar kl. 16 

DR Radiosymfoniorkestret 

DR Vokalensemblet 

DR Radiokoret 

Radiohusets Koncertsal 

Dirigent: Thomas Dausgaard 

Solister: Robert Levin, klaver 

Inger Dam-Jensen, sopran 

Klaudia Kidon, sopran 

Ulla Munch, alt 

Adam Riis, tenor 

Steffen Bruun, bas 

Koncertmester: Christina Åstrand 

Ludwig van Beethoven (1770-1827) 

Symfoni nr. 6, F-dur, op. 68, Pastorale 

(1807/08) 

- Allegro ma non troppo. Erwachen heiterer 

Empfindungen bei der Ankunft auf 

dem Lande 

- Andante molto moto. Szene am Bach 

- Allegro. Lustiges Zusammensein der 

Landleute, attacca 

- Allegro. Gewitter, Sturm, attacca 

- Allegretto. Hirtengesang - Frohe und 

dankbare Gefühle nach dem Sturm 

Varighed: ca. 45’ 

Ludwig van Beethoven 

Ah! perfido, op. 65 (1796) 

Koncertarie for sopran og orkester 




Af Messe, C-dur, op. 86 (1807) 

For solister, kor, orkester og orgel 

- Gloria 






Pause ca. 17.15-17.40 


Klaverkoncert nr. 4, G-dur, op. 56 (1805) 

- Allegro moderato 

- Andante con moto, attacca 

- Rondo vivace 


Redaktion og opsætning: Hanne Hee Lange. Korrektur og sangtekster: Magna Blanke. Værknoter og biografier: 

Jens Cornelius. Tryk: Rek-Art Offset. Producent: Ivar Munk. Producer: John Frandsen. Teknik: Jan Oldrup. 

Regissører: Benedicte Balslev, Morten Danvad og Peter Tönshoff.

. DECEMBER 1808 I WIEN 


Symfoni nr. 5, c-mol, op. 67 (1804/08) 

- Allegro con brio 

- Andante con moto 

- Allegro, attacca 

- Allegro 


Pause ca. 18.50-20.00 


Af Messe, C-dur, op. 86 (1807) 

For solister, kor, orkester og orgel 

- Sanctus 

- Benedictus 






Improvisation 

Robert Levin, klaversolo 



Korfantasi, c-mol, op. 80 (1808) 

For klaver, kor og orkester 

Korsoli: 

Jessica Bäcklund, sopran 

Hjørdis Jakobsen, sopran 

Jane Bertelsen, alt 

Emil Lykke, tenor 

Lars Pedersen, tenor 

Morten Kramp, bas 


Koncerten sendes direkte i P2 og desuden 

via EBU til Estland, Australien, Irland, 

Canada (eng.sproget radio), Holland og 

EBU’s Natradio. 

Kl. 15: Introduktion med Valdemar Lønsted.

Foto: Marianne Grøndahl 

Det internationale musiktidsskrift 

Gramophone udnævnte Thomas 

Dausgaard og DR Radiosymfoniorkestrets 

seneste cd med Carl 

Nielsen-værker til Disc of the month, 

og på samme tid fik den prædikatet 

Editor’s choice. Gramophones 

anmelder David Fanning skriver bl.a.: 

”Indtil videre er den min Disc of the 

year. Og hvis den stadig er det ved 

udgangen af 2007, vil jeg ikke være 

overrasket.” Cd’en er sidenhen også 

nomineret til 2007 Gramophone Award. 

Endelig skal også nævnes, at indspilningen 

af Rued Langgaards opera Antikrist 

fra april måned sidste år blev Critics 

Choise i Opera News – et anerkendt 

amerikansk operamagasin. 

Thomas Dausgaard 

Thomas Dausgaard er en af de dirigenter, der står 

i spidsen for den fornyelse, der går gennem den 

klassiske musik – og DR Radiosymfoniorkestret – i 

disse år. Han er uden tvivl en ildsjæl, der først og 

fremmest arbejder seriøst, grundigt og fornyende 

med de store traditionelle komponisters værker. 

Samtidig er han dirigenten, der har inviteret til de 

uhøjtidelige Metrokoncerter, hvor publikum spontant 

kan møde op til en lille time i selskab med DR 

Radiosymfoniorkestret og en stor symfoni – ganske 

uforpligtende og helt uden ‘kjole og hvidt’. 

Store internationale turnéer er blevet et varemærke 

for DR Radiosymfoniorkestret og Thomas 

Dausgaard. De seneste år har orkestret optrådt med 

Dausgaard så forskellige steder som Kina, Korea, 

Concertgebouw i Amsterdam, The Proms i London, 

Baltisk Østersøfestival i Stockholm, Schweiz, Østrig 

og Tyskland. I forrige sæson var orkestret endda 

’orchestra-in-residence’ ved festivalen Prag Efterår 

og ved Festspillene i Bergen. 

Dausgaard finder også tid til at arbejde med andre 

orkestre, senest med Staatskapelle Dresden, 

Berlins Radiosymfoniorkester og symfoniorkestre 

i Toronto og Houston. Som chefdirigent for Det 

svenske Kammerorkester har han været på turné 

til København og sommerfestivalerne i London 

(Barbican) og Stresa i Italien, og deres indspilninger 

af Beethoven og Schumann regnes blandt de 

bedste. 

Hvis man vil nyde Thomas Dausgaard og RSO 

hjemme foran højttalerne, er det værd at anbefale 

deres indspilning af Ennas Den lille pige med svovlstikkerne 

og Zemlinskys Die Seejungfrau (Dacapo), 

som fik ikke færre end seks hjerter i Politiken. 

Endvidere skal nævnes de to nye danske bidrag til 

fejringen af H.C. Andersen: Bent Sørensen: Den lille 

havfrue og Per Nørgård: Lygtemændene tager til 

byen, der begge kan findes på en ny cd fra Dacapo. 

Også indspilningerne af alle Rued Langgaards symfonier 

får fremragende anmeldelser fra nær og fjern.

Robert Levin, klaver 

Den amerikanske pianist Robert Levin er blandt 

verdens førende inden for wienerklassisk musik, 

ikke kun som musiker, men også som musikforsker. 

Hans indsigt i wienerklassisk musik, især værkerne 

af Mozart og Beethoven, er nærmest legendarisk 

og stammer fra hans dobbelte karriere som musiker 

og forsker. Den wienerklassiske stil er blevet hans 

musikalske modersmål. Han kan improvisere frit 

i samme stil som for 200 år siden – noget han 

benytter, når han på autentisk vis improviserer 

kadencerne i en klaverkoncert eller fantaserer solo, 

som Beethoven eller Mozart også gjorde det. 

Robert Levin har også brugt sin indsigt i den 

wienerklassiske stil til at lave en ny færdiggørelse 

af Mozarts ufuldendte Requiem. Mange mener – 

som Levin – at den version, Mozarts elev Süssmayr 

lavede efter mesterens død, er noget klamphuggeri. 

Levin-versionen af Requiet er blevet opført 

over hele verden og viser tydeligt, at Mozart har en 

amerikansk elev 200 år efter sin død … 

Som solist har Robert Levin optrådt med dirigenter 

som Neville Marriner, Simon Rattle, Bernard Haitink, 

Seiji Ozawa og Roger Norrington. Han har bl.a. 

indspillet alle Beethovens klaverkoncerter med 

dirigenten John Eliot Gardiner og hans Orchestre 

Révolutionaire et Romantique og alle Mozarts 

klaverkoncerter med Christopher Hogwood og 

Academy of Ancient Music. I begge serier spiller 

Robert Levin på et historisk hammerklaver. Men til 

koncert kan man både komme til at møde ham ved 

moderne flygel eller hammerklaver, for han mestrer 

begge dele og vælger det, der passer bedst til sammenhængen. 

Ved Torsdagskoncerten 9. februar 2006 

opførte DR Radiosymfoniorkestret og 

DR Radiokoret Mozarts ufuldendte 

Requiem med Robert Levins færdiggørelse. 

Opførelsen indgik i DR 

Radiosymfoniorkestrets Mozart-fejring i 

begyndelsen af 2006.

Sidst Inger Dam-Jensen optrådte i 

Radiohusets Koncertsal var 8. og 9. 

februar 2007, da hun sammen med DR 

Radiosymfoniorkestret, DR Radiokoret 

og tre andre solister opførte Beethovens 

Missa Solemnis. Koncerten blev dirigeret 

af DR Radiosymfoniorkestrets æresdirigent 

Herbert Blomstedt. 


Siden sit gennembrud i 1993 har Inger Dam-Jensen 

været en af Europas mest efterspurgte sopraner 

i det lyriske fag. Hun debuterede herhjemme i 

1991, men det store gennembrud kom, da hun 

vandt BBC’s konkurrence Singer of the World. Ikke 

mindst i Storbritannien har man derfor et godt øje 

til Inger Dam-Jensen, og hun har optrådt på både 

Covent Garden i London, ved den internationale 

Glyndebourne Festival og sunget med de store 

engelske orkestre. 

Det danske publikum kender hende fra Det Kgl. 

Teater, hvor hun har været ansat siden 1993, 

og fra hendes mange optrædener med DR 

Radiosymfoniorkestret. På Det Kgl. Teater har Inger 

Dam-Jensen excelleret i partier af Mozart, Richard 

Strauss og Donizetti. Hun har også haft stor succes 

i barok-opsætningen af Händels opera Julius 

Cæsar, hvor hun i rollen som Kleopatra spillede over 

for kontratenorstjernen Andreas Scholl. 

Som koncertsangerinde, bl.a. i sopranpartiet fra 

Mahlers 4. Symfoni, har hun optrådt med verdenskendte 

orkestre som Berliner Filharmonikerne, 

New York Filharmonikerne og Tjekkisk Filharmonisk 

Orkester. 

På cd kan man høre Inger Dam-Jensen synge 

både oratorier, opera og danske romancer. Hendes 

seneste pladeindspilninger er Per Nørgårds H.C. 

Andersen-værk Lygtemændene tager til byen og 

hovedrollen i August Ennas opera Den lille pige med 

svovlstikkerne, begge udgivet af Dacapo.


Klaudia Kidon er uddannet på musikakademiet i den 

polske by Katowice og derefter i solistklassen på 

Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Hun debuterede 

i København i 1995. 

I 1990’erne vandt hun priser ved en række sangkonkurrencer, 

og i 1997 blev hun fast medlem af 

DR Radiokammerkoret, i dag DR Vokalensemblet. I 

sine år som medlem af DRs ensembler har hun haft 

mange solistpartier, også ved koncerter med DR 

Radiosymfoniorkestret. 

Uden for DR er Klaudia Kidon ofte brugt som solist 

hos landsdelsorkestrene og hos mange mindre kammerensembler. 

Hun har sunget opera og optræder 

ofte med lieder og i oratorier. Hun synger også en 

hel del moderne musik. 

Klaudia Kidon har dannet Mozart Trioen sammen 

med sin kollega Ulla Munch og pianisten Berit 

Tange, og hun synger desuden i den engelske dirigent 

Paul Hilliers eliteensemble Theatre of Voices. 


Ulla Munch er medlem af DR Vokalensemblet. 

Hun er uddannet på Musikvidenskabeligt Institut 

ved Københavns Universitet og på Det Fynske 

Musikkonservatorium. Siden har hun videreuddannet 

sig i USA. 

Hun er en meget alsidig sanger, der synger både 

opera og kammerkoncerter. Ulla Munch er også en 

efterspurgt oratoriesolist, der har sunget Mozarts 

Requiem, Bachs oratorier og passioner og Händels 

Messias med forskellige orkestre i Danmark. Hun 

er også en engageret sanglærer og har siden 2001 

været fast underviser for de unge sangere i DR 

Radiopigekoret og DRs korskole. 

Ulla Munch har en forkærlighed for små vokalensembler 

og har tidligere sunget i Ars Nova. Hun 

har stiftet Mozart Trioen sammen med sin kollega 

Klaudia Kidon og synger også i ensemblerne 

Raphaëlis Consort og Ensemble Seraphim, der har 

fokus på musik fra barokken.


Adam Riis begyndte at synge i Københavns 

Drengekor. Som voksen er han uddannet på Det 

Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han tog 

diplomeksamen i 2005. Allerede i studietiden sang 

han i DR Radiokoret og Ars Nova og havde solistengagementer 

ved siden af. I dag er han medlem af 

DR Vokalensemblet. 

Adam Riis har været solist i bl.a. Monteverdis 

Mariavesper, Buxtehudes Membra Jesu nostri, 

Bachs passioner og Juleoratoriet, Händels Messias, 

Mozarts Requiem, Carl Nielsens Fynsk forår og 

Carl Orffs Carmina burana. Han har optrådt med 

orkestre som Concerto Copenhagen, Øresunds 

Barokorkester og Sjællands Symfoniorkester. 

Med sine egne ord er han ”afsindigt optaget af at 

synge lieder”, og sammen med pianisten Christian 

Westergaard har han optrådt med lieder af bl.a. 

Schubert, Schumann og Britten. Han er desuden 

medlem af gruppen Tre Tenorer (der for øvrigt 

består af fem-seks stykker). 

Sidste år blev Adam Riis belønnet med et stort stipendium 

fra Léonie Sonnings Musikfond. Det skal 

bruges til videreuddannelse inden for operagenren. 


Steffen Bruun afsluttede sin diplomuddannelse på 

Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i 2005. Han 

har desuden studeret ved operaskolen i Sydney, og 

han har modtaget undervisning af bl.a. den store 

svenske sangerinde Anne Sofie von Otter og af 

akkompagnatøren Roger Vignoles. 

Hans scenedebut var rollen som Kejseren i 

Stravinskijs Nattergalen, som han sang på Den 

Fynske Opera i 2005. Steffen Bruun har også optrådt 

i den kollektive opera Han, Den, Det på Operaens 

eksperimentalscene Takkelloftet, og han har sunget 

rollen som troldmanden Sarastro i Mozarts 

Tryllefløjten på Nyborg Sommeropera. 

Steffen Bruun har været solist i Bachs 

Johannespassion, Juleoratorium, Messe i h-mol og 

forskellige kantater, Mozarts Requiem, Schumanns 

Requiem, Carl Nielsens Fynsk forår og Händels 

Messias. 

Han er tillige assistent i vokalensemblerne Ars Nova 

og Voces Copenhagen.

Beethoven-maraton som i 1808 

En af historiens mest utrolige koncerter 

fandt sted for 200 år siden i Wien. Den 

aften gav Beethoven sit livs betydeligste 

koncert, hvor han uropførte en hel buket 

af sine mesterværker. Det var en skelsættende 

manifestation af genialitet. Og en 

begivenhed af den slags, som får en til 

at håbe, at tidsmaskinen snart vil blive 

opfundet. 

Indtil det sker, må man foretage rejsen til 

Wien 1808 i tankerne. Eller gøre som DR 

Radiosymfoniorkestret, DR Vokalensemblet, 

DR Radiokoret, chefdirigent Thomas 

Dausgaard og en hel række solister gør 

ved denne enestående lejlighed: Genskabe 

hele begivenheden i anledning af 

200-året for Beethovens største aften. 

Beethovens maraton-koncert fandt sted 

i Theater an der Wien 22. december 

1808. Det var en torsdag aften (begrebet 

Torsdagskoncert var dog ikke var 

opfundet endnu). Beethoven dirigerede 

og var også selv klaversolist. Programmet 

var præcis det samme som ved denne 

2008-rekonstruktion: Først Symfoni nr. 6, 

Pastorale-symfonien, så koncertarien 

Ah! perfido, Gloria-satsen fra Messen 

i C-dur og derefter Klaverkoncert nr. 4. 

Efter en tiltrængt pause fulgte Symfoni 

nr. 5, Skæbnesymfonien, Sanctus og 

Benedictus-satserne fra messen, en 

stor improvisation på klaver og til sidst 

Korfantasi for alle medvirkende: kor, 

solister, orkester og igen med Beethoven 

ved klaveret. 

Koncerter af den størrelsesorden var 

egentlig ikke så usædvanlige dengang. 

Men det var indholdet! Et program af 

uropførelser, der ikke kan være blevet 

overgået mange gange i historien. Samtidig 

fortæller det noget om, hvilken kreativ 

raptus Beethoven befandt sig i - han 

arbejdede oven i købet samtidig på sin 

opera Fidelio. 

Der var dog forskellige problemer med 

koncerten. Beethoven kom op at skændes 

med orkestret under prøverne, og 

musikken blev ikke indstuderet ordentligt. 

På et tidspunkt fik det desperate orkester 

endda sendt Beethoven uden for døren, 

så musikerne kunne få ro til at prøve på 

den vanskelige 5. Symfoni. Til koncer- 

ten faldt de medvirkende fra hinanden 

i korfantasien, som Beethoven havde 

skrevet færdig i sidste øjeblik. Han var 

nødt til at slå af og bede om at begynde 

forfra. Sangsolisterne var heller ikke på 

toppen. Hvad værre var, så var der ingen 

form for opvarmning i den vinterkolde 

sal. Publikum hundefrøs. En af de lyttere, 

der var til stede den historiske aften, 

Johann Friedrich Reichardt, noterede sig 

mere om de ukomfortable forhold end om 

musikken: ”Jeg tog med hjertelig tak imod 

fyrst Lobkowitz’ venlige tilbud om at sætte 

mig i hans loge. Dér sad vi, i den bitreste 

kulde, fra 18.30 til 22.30 og erfarede den 

sandhed, at man faktisk kan få for meget 

af det gode ...” 

Symfoni nr. 6 

Der er ikke nogen af Beethovens ni 

symfonier, der umiddelbart minder om 

hinanden. De er alle forskellige bud på, 

hvad en symfoni kan være. Nogle af dem 

bevæger sig meget langt væk fra datidens 

opfattelse af genren, især 3., 5., 9. og 6. 

Symfoni, Pastorale-symfonien. 

Ved koncerten i 1808 har 5. og 6. Symfoni 

trådt frem som chokerende modsatrette 

værker. Den 5. som en uhørt streng og 

kompromisløs kraftudfoldelse, abstrakt og 

brutal på samme tid. Symfoni nr. 6 som en 

vegeterende sansning af naturens hvilen 

i sig selv. 

I 6. Symfoni beskriver Beethoven en række 

landlige stemninger. I den trykte førsteudgave 

blev den kaldt ”Erindringer om livet 

på landet”, men symfonien er langtfra kun 

et sofastykke med brølende kronhjorte 

og brusende elve. I et tidligt notat til sig 

selv skrev Beethoven: ”Alle tonemalerier 

i instrumentalmusik mister deres værdi, 

hvis de drives for vidt. Det skal være op til 

lytteren selv at uddrage situationerne.” 

Beethoven var bestemt ikke den eneste 

komponist, der skrev musik med udgangspunkt 

i naturen. Også hans tidligere lærer 

Haydn så det guddommelige i naturens 

vælde og fremstiller det genialt i sine 

oratorier Skabelsen og Årstiderne. En lidt 

ældre, og i dag helt glemt, tysk komponist 

ved navn Justin Heinrich Knecht skrev 25 

år før Beethoven en fem-satset symfoni

med titlen Musikalsk portræt af naturen, 

hvor nogle af elementerne er slående tæt 

på Beethovens. Men som Beethoven selv 

formulerede det, så er hans Pastoralesymfoni 

”mere et udtryk for følelser end 

et maleri”. ”Ingen kan elske landet højere 

end jeg,” sagde han, og hans sansning 

af herlighederne når da også religiøse 

højder i den 6. Symfoni. 

Men vist er det da programmusik, altså 

musik der beskriver noget konkret. Som 

den eneste af Beethovens symfonier har 

satserne beskrivende titler, og de tegner 

en fremadskridende, konkret handling. 

1. sats præsenterer med det samme et 

spillemands-agtigt tema, som signalerer, 

at Beethoven har været en tur på landet 

eller rettere, at han netop er ankommet, 

for satsen bærer overskriften Glade 

følelsers opvågnen ved ankomsten til landet. 

Musikken har en særpræget statisk 

karakter, en oplevelse af en saliggørende 

og styrkende landlig ro. Dissonanser 

er stort set fraværende, mol-akkorder 

næsten også væk. 

Andensatsen er den berømte Scene ved 

bækken, et billede af en rislende bæk i 

bunden af dalen. Med sine fugleimitationer 

er det mere end noget andet denne 

sats, der repræsenterer det maleriske i 

værket, samtidig med at de mange gentagelser 

i den strømmende melodik ligesom 

i 1. sats har en hypnotiserende virkning. 

De tre sidste satser spilles uden satspauser. 

Bøndernes muntre fællesskab er 3. 

sats, hvor man er til bondegilde med spillemandsmelodier 

i dansende og stoute 

rytmer. Her fusionerer Beethoven sin 

egen scherzo-stil med endnu mere grovkornede 

elementer fra folkemusikken. 

Lidt senere trækker det sammen til uvejr, 

og et tordenskrald afbryder lystighederne. 

Stormvejret er symfoniens 4. sats, 

hele værkets heftigste afsnit, hvor al den 

foregående stabilitet sprænges i stykker 

på voldsom vis. Hvad der måtte være 

af skønmaleri i musikken krakelerer, og 

gennem sprækkerne kan man se ind til 

en uhyggelig, uharmonisk og abstrakt 

verden. 

Hyrdesang – Glade og taknemmelige 

følelser efter stormen er titlen på finalen, 

der flyder saligt af sted med variationer 

over en hymne til naturens herlighed. 

Symfonien slutter altså i samme ånd, som 

den begynder, men rystelserne undervejs 

gør, at lytteren har fået sat den landlige ro 

i relief. Naturen har vist sig som noget, der 

er uendelig meget større end mennesket. 

Pastorale-symfonien kom til at danne 

forbillede for to andre usædvanlige symfonier, 

der på samme måde er beskrivende 

og også har fem satser i stedet for de 

sædvanlige fire: Berlioz’ selvbiografiske 

Symphonie fantastique og Schumanns 

Symfoni nr. 3, Den rhinske. 

Ah! perfido 

Denne store arie var slet ikke ny, da 

Beethoven indlemmede den i sin maratonkoncert 

i 1808. Han havde skrevet den 

allerede i 1796, da han for første gang var 

i Prag. Her boede en berømt sangerinde, 

Josepha Duschek, der havde været en 

meget nær bekendt af Mozart. Mozart 

havde skrevet arier specielt til hende, og 

det ville Beethoven også gerne gøre. Han 

brugte en af Mozarts kompositioner som 

model. 

Ah! perfido er en såkaldt koncertarie, 

dvs. at den ikke er et udpluk fra en opera, 

men en selvstændig scene for én person. 

I dette tilfælde er det en lidenskabelig 

situation, hvor en kvinde tager en bitter 

og fortvivlet afsked med den mand, der 

forlader hende. Den slags scener var der 

på Beethovens tid en meget lang tradition 

for. Faktisk helt tilbage til 1600-tallet havde 

digtere og komponister dyrket svigtede 

kvinders stærke afskedsscener. Inspirationen 

kom i høj grad fra den antikke græske 

dramatik og digtning. 

Beethoven skjuler ikke, at han bygger på 

en gammel tradition, både hvad angår 

genren og retorikken. Selv om rammerne 

er konservative, udtrykker han sig dog så 

dramatisk, at man skal et godt stykke ind i 

1800-tallet, før man finder noget lignende 

hos f.eks. Verdi. ”Her hersker de grelleste 

sorte og røde farver, man nogensinde 

har hørt ved siden af hinanden,” skrev 

øjenvidnet Johann Friedrich Reichardt 

efter at have hørt Ah! perfido ved maratonkoncerten.

25.1. - 31.1. 2008 

25. 1. / 19.30 DR Vokalensemblet 

Musik af Paul Patterson og Astor Piazzolla samt Ariel Ramirèz: Misa criolla. DR 

Vokalensemblet/Titicaca Ensemblet. Dirigent: Fredrik Malmberg. Emil Lykke, tenor; 

Adam Riis, tenor. (Koncert Radiohusets Koncertsal 18.1.) 

26.1. / 16.00 beethoVen maRaton 

Direkte fra Radiohusets Koncertsal. En gentagelse af en af musikhistoriens mest 

berømte koncerter. Den 22. december 1808 stod Beethoven i spidsen for en koncert 

i der varede i 5-6 timer og bestod af Symfoni nr. 6, Koncertarie, Ah, perfido. 

Beethoven: Satser fra Messe i C-dur, Klaverkoncert nr. 4, Symfoni nr. 5. Improvisationer 

for klaver, Korfantasi. DR Radiosymfoniorkestret. DR Radiokoret. DR Vokalensemblet. 

Dirigent: Thomas Dausgaard. Inger Dam-Jensen, sopran; Robert Levin, 

klaver; Klaudia Kidon, sopran; Ulla Munch, alt; Adam Riis, tenor; Steffen Bruun, bas. 

27.1. / 19.30 Det fRanske nationaloRkesteR 

Stravinskij, Prokofjev: Koncert, e-mol for cello og orkester. Gautier Capucon, cello. 

Chausson: Symfoni B-dur. Det franske Nationalorkester. Dirigent: Alain Altinoglu. 

(Koncert 24.01 i Théâtre des Champs-Elysées, Paris). 

28.1. / 20.00 stjeRnekonceRt meD schiff og anDsnes 

Direkte fra Radiohuset Koncertsal. Beethoven, Janácek, Debussy, Chopin. Heinrich 

Schiff, cello; Leif Ove Andsnes, klaver. 

29. 1. / 19.30 folkemusik i klassisk 1:6 

Klement Slavický,. Zdenek Lukás, Dvorák. Tjekkisk Filharmonisk Orkester, Brno. Petr 

Altrichter. Dalibor Strunc, cimbalon. (Koncert i går fra Janácek Teatret, Brno) 

30. 1. / 19.30 esbjeRg ensemblet 

Direkte fra Vestjysk Musikkonservatorium. Carl Nielsen, Morten Olsen, Schubert. 

31.1. / 20.00 toRsDagskonceRt 

Direkte fra Radiohusets Koncertsal. Poul Ruders: Light Ouverture Europæisk 1. 

opførelse. Brahms: Klaverkoncert nr. 2. Schubert: Symfoni i C-dur, Den Store. DR 

Radiosymfoniorkestret. Dirigent: Michael Schønwandt. Nelson Freire, klaver.

Koncertarien er opdelt i de to faser, 

man brugte til at beskrive kvindelige, 

ulykkelige følelser: Først raseri, så sorg. 

Den begynder med et langt recitativ, hvor 

Beethoven bruger en tekst af operaforfatteren 

Metastasio. Den er egentlig en 

beskrivelse af Deidamia, der er blevet 

forladt af Achilles, men denne oldgræske 

sammenhæng er helt væk hos Beethoven. 

I recitativet hører man alle slags forbandelser 

hagle ned over den usling, hun 

forlades af, men til sidst vender kvinden 

følelserne indad: ”Selv om han ikke 

længere er den, som han var, så er jeg 

stadig den, jeg var. For ham levede jeg, og 

for ham vil jeg dø.” 

Derefter følger den egentlige arie, hvor 

hun efterhånden synker sammen i sorg. 

Man kender ikke tekstforfatteren til dette 

afsnit. Beethoven har sikkert fået teksten 

skrevet på bestilling eller har måske gjort 

det selv. 

Da Ah! perfido skulle på programmet til 

koncerten i 1808, var Beethoven endnu 

en gang uheldig. Begge hans foretrukne 

sopraner afslog at optræde med den 

vanskelige arie. I stedet fik man fat på en 

ganske ung frøken med det umulige navn 

Josephine Schulz-Killitschgy. Hun blev 

med tiden ganske berømt, men denne 

aften var hun så nervøs af sceneskræk, at 

hun rystede og forkludrede det kontrastrige 

drama. 

Messe i C-dur 

Beethovens største religiøse værk, 

hans kæmpe Missa solemnis, har helt 

overskygget hans Messe i C-dur. Og 

Beethovens ikke-religiøse værker har helt 

overskygget dem begge to. 

Beethoven var født i en katolsk familie, 

men havde et meget belastet forhold til 

kirken. Han gik sjældent til gudstjeneste 

og havde ikke noget godt forhold til de 

katolske dogmer. De friheder, han tager 

sig i sine to messer, kom til at føre en del 

ballade med sig. 

Messen i C-dur har forbindelse til den 

store mester Haydn. I 1807 levede 

Haydn endnu og var anerkendt som 

verdens største komponist. Han havde 

haft den længste del af sin livsgerning 

som hofkomponist for fyrst Esterházy. 

Fyrsten havde tidligere hvert år bestilt en 

ny messe til at blive opført på sin hustrus 

navnedag, og da Haydn nu var for gammel 

til bestillingsopgaver var det Beethoven, 

der blev spurgt. 

Haydn var en dybt troende katolik, ligesom 

fyrst Esterházy, og det kan undre, at 

fyrsten ikke havde forhørt sig om, hvordan 

det stod til med Beethovens tro og hans 

forhold til kirkemusik. Beethoven havde 

nemlig aldrig skrevet en messe før. Og 

han følte hverken lyst eller forpligtelse til 

at skrive noget i retning af dem, Haydn 

tidligere havde glædet sin fyrste med. 

”Jeg tror, at jeg i min messe har anvendt 

teksten på en ny måde,” konstaterede 

Beethoven i et brev til sin forlægger, da 

messen var færdig. Det var en pæn måde 

at ringe med alarmklokkerne. 

Messen var ingen succes, da den blev opført 

hos fyrst Esterházy i 1807. ”Min kære 

Beethoven, hvad er det, De har gjort?” 

skal fyrsten have sagt efter opførelsen! 

Bemærkningen gjorde Beethoven så 

skuffet, at han ganske uhøfligt ikke dedikerede 

messen til fyrst Esterházy, da den 

skulle udgives på tryk. Godt at Beethoven 

ikke selv hørte, at fyrsten til anden side 

kaldte messen for ”utålelig, latterlig og 

rædselsfuld”. 

Det, der chokerede fyrsten dengang, kan 

være svært at opfange for os i dag. Et høvisk, 

katolsk publikum i 1807 var bekendt 

med kirkemusiktraditioner på et niveau, vi 

ikke er i nærheden af. Hvad der for os kan 

virke uskadeligt, blev af samtiden opfattet 

som subjektivt, grænsende til det bizarre 

og frivole. Kraftige udbrud, stærke farver 

og dramatiske udsving er netop det, der 

tiltrækker os ved Beethovens musik. Og 

sammenlignet med f.eks. 5. Symfoni er 

Messen i C-dur ikke chokerende. Men at 

Beethoven trods alt lod sine frie tanker 

skinne igennem i et kirkeværk, har også 

af andre end den fyrste, der betalte for 

musikken, været opfattet som stødende. 

Da Beethoven 10 år senere skrev sin 

Missa solemnis havde mange kendere 

svært ved overhovedet at opfatte den som

en messe. Og da Beethoven – som selv 

holdt virkelig meget af sin Messe i C-dur 

– placerede et udvalg af dens satser i sin 

maratonkoncert, blev de annonceret som 

”latinske hymner i kirkestil”. Dels for at 

fritstille publikums reaktioner og dels for 

at omgå forbudet mod at man overhovedet 

opførte kirkemusik i et teater. 

Klaverkoncert nr. 4 

Beethoven var på sin egen tid kendt som 

både pianist og komponist. Dirigent-rollen 

var knapt nok opfundet endnu, og 

den funktion, Beethoven udøvede når 

han ledede en koncert, blev set som en 

praktisk kapelmesteropgave. Det var som 

klaversolist, at man hørte Beethovens 

inderste stemme, mente man. Og han har 

været en forrygende musiker, i hvert fald 

i sine yngre dage. Efterhånden blev han 

lidt af et sjuskehoved og senere magtesløs, 

da hans døvhed tiltog. Ved maratonkoncerten 

i december 1808 optrådte han 

for sidste gang som solist. 

Aftenens nye Klaverkoncert nr. 4 havde 

Beethoven allerede præsenteret ved en 

privatkoncert hos en af sine velyndere, 

fyrst Lobkowitz. Efter den offentlige 

uropførelse ved maratonkoncerten blev 

den opfattet som Beethovens bedste. Den 

status har den også i dag, selv om nr. 5 

med det prangende tilnavn Kejserkoncerten 

også er overvældende. Femmerens 

kraftudfoldelser slår dog i sidste ende 

ikke så hårdt som de helt unikke idéer, 

Beethoven præsenterer i Klaverkoncert 

nr. 4. Den berømte indledning, f.eks., hvor 

klaveret lige så stille lister alene i gang. 

Aldrig før havde man hørt en koncert 

– den mest udadvendte genre overhovedet 

– begynde med stilfærdig poesi. Og 

førstesatsen udvikler sig da heller ikke 

til den sædvanlige duel mellem solist og 

orkester. I stedet mødes de to parter i en 

lyrisk dialog, hvor solistens enegang ofte 

’kun’ består i at udsmykke musikken med 

figurationer. Med denne uortodokse sats 

tager hele klaverkoncert-genren et spring 

væk fra konventionerne. 

Også andensatsen er højst usædvanlig. 

Den er ganske kort og er ikke en normal, 

sangbar Adagio. Tværtimod er satsen, 

som modsætning til den beherskede 

førstesats, en konflikt mellem to temperamenter: 

et truende orkester og en 

forsonende solist. Opløsningen af rollerne 

i førstesats fører her til, at de kan vendes 

helt om. 

Satsens retoriske udformning har gennem 

tiderne sat tanker i gang om, at der er et 

konkret programforlæg for musikken. Et 

af forslagene går på myten om Orfeus, 

der neddysser de vilde furier med sin 

blide sang. Andre kommer til at tænke på 

Det Gamle Testamente, hvor Davids sang 

beroliger den sortsynede kong Saul. Symbolet 

på kunstens helbredende kræfter er 

universelt. 

Den korte og recitativske andensats kan 

opfattes som et oplæg til finalen. Den 

langsomme sats glider fra e-mol over i 

finalens indledende C-dur. Strygerne spiller 

tyst et iørefaldende tema, som klaveret 

besvarer på en herligt underspillet måde. 

Først derefter retter musikken sig ind efter 

hovedtonearten G-dur og præsenterer 

med åbent ansigt en vital finalesats i 

rondo-form. 

Igen en fuldstændig uortodoks udformning. 

Publikum ved maratonkoncerten 

brød sig ikke om det. Året efter fik værket 

stor ros i pressen af komponisten og 

forfatteren E.T.A. Hoffmann, men det skaffede 

ikke klaverkoncerten flere opførelser. 

Først i 1836, flere år efter Beethovens 

død, blev koncerten taget op igen. Det var 

den unge og geniale Mendelssohn, der 

samlede guldet op. Schumann var til stede 

den aften og fortalte, at han næsten ikke 

kunne trække vejret, mens han og resten 

af salen hørte den fantastiske musik for 

første gang. 

Symfoni nr. 5 

5. Symfoni, Skæbnesymfonien, er vel nok 

det mest berømte stykke klassiske musik 

overhovedet. Et værk, der er blevet et ikon 

for selve kunsten og et symbol for menneskets 

ret og vilje til at skabe og bestemme. 

Tilnavnet Skæbnesymfonien har ifølge 

en anekdote rødder hos Beethoven selv. 

Han skulle have beskrevet de indledende 

fire toner med ordene: ”Således banker 

skæbnen på døren.” Indledningen er så 

overvældende i sin trussel, at intet antyder

den lettelse og triumf, Beethoven tilkæmper 

sig i løbet af den næste halve time. 

Den berømte førstesats er et af de mest 

koncentrerede og strenge stykker musikalsk 

laboratoriearbejde i historien. En 

utrolig kompakt bygning, udelukkende sat 

sammen af lige rytmiske underdelinger. 

Som en fæstning bygget af legoklodser 

med 2, 4 og 8 dutter. Tætheden er ekstrem, 

og den rytmiske energi fuldstændig 

uhørt. Efter 200 år gløder satsen stadig! 

Udgangstonearten for symfonien er 

den dramatiske c-mol, men den ender 

i C-dur, den mest hvide og renfærdige 

af dem alle. Symfoniens udvikling er 

en bevægelse fra mørke til lys, og med 

skæbnemotivet i mente er det oplagt at 

opfatte hele symfonien som et symbol 

for kampen mod skæbnen og viljen til 

sejr. Men symfonien handler også om 

troen på en ny orden, der kan forbinde de 

kontrasterende elementer uden at fratage 

dem deres egenart. 

Det store skift fra mol til til dur sker mellem 

3. og 4. sats, hvor Beethoven laver 

en glidende overgang, en af de mest opsigtsvækkende 

passager i den klassiske 

musik overhoevdet. Tyste pauker banker 

den kommende grundrytme, violinerne 

forsøger at holde fast i den netop overståede 

scherzo. Hele symfonien står på 

et gysende stand by, men udviklingen er 

ikke til at stoppe. Og da hører man brølet 

af basuner, der sætter ind med den triumferende 

C-dur. Beethoven lader et brus af 

C-dur fylde sidstesatsen, indtil mængden 

kan modsvare førstesatsens vældige koncentration 

af akkumuleret energi i c-mol. 

Stilen er inspireret af revolutionsmusik 

– meget passende! 

5. Symfoni gik i den grad hen over 

hovedet på publikum ved maratonkoncerten. 

Man fandt den alt for abstrakt 

og kompliceret. Først ved dens tredje 

opførelse året efter blev den accepteret 

som et genialt mesterværk. Og siden 

gik den sin sejrsgang. Berlioz var den 

første, der opførte Beethovens symfonier 

i Paris. Han kunne fortælle, hvordan en 

dame måtte bæres ud efter at have hørt 5. 

Symfoni. ”Den er utrolig. Vidunderlig. Den 

forvirrer mig i sådan en grad, at da jeg 

skulle tage hatten på, kunne jeg ikke finde 

hovedet. Den slags musik burde ikke skrives!” 

sagde hun. ”Tag det roligt,” svarede 

Berlioz, ”det vil heller ikke ske ret ofte.” 

Korfantasi 

Beethoven havde længe haft lyst til at 

skrive et orkesterværk, hvori der også 

indgik et kor. I forbindelse med maratonkoncerten 

så han sit snit til at realisere 

idéen. Det blev til en fantasi for klaver, 

kor og orkester, hvor Beethoven selv var 

klaversolist. 

Korfantasien udvikler sig ligesom 5. Symfoni 

fra c-mol til C-dur. Samtidig udvikler 

musikken sig fra solospil til medvirken af 

alle. Et tredje spor udgøres af bevægelsen 

fra improvisation (klaverets indledning) til 

fast orden (den afsluttende hymne). 

I den udgave af Korfantasi, som Beethoven 

fik trykt, er klaverets indledning 

skrevet ned på noder, men ved maratonkoncerten 

i 1808 har han højst sandsynligt 

improviseret. I den trykte udgave spiller 

klaveret solo i godt tre minutter, før orkestret 

sætter ind. Hvor længe Beethoven 

improviserede – og hvordan solisten 

Robert Levin vil indlede musikken denne 

aften – er der ingen der ved! 

Mens musikken endnu kun spilles af 

klaver og blæsere, præsenter klaveret en 

enkel og iørefaldende melodi. Træblæserne 

er straks med på idéen og begynder at 

lave variationer over den. Melodien havde 

Beethoven oprindeligt lavet til en lille 

sang med titlen Gegenliebe, men til brug i 

korfantasien fik han digteren Christoph 

Kuffner til at forfatte en ny tekst om kunstens 

kraft til at samle menneskeheden. 

Den utopiske forestilling optog Beethoven 

meget, og hans kredsen om idéen 

kulminerede 16 år senere i 9. Symfoni. 

Også 9. Symfoni er med kor, og korfantasien 

kan godt ses som en lillebror eller 

en ”1. udgave” af den store symfoni. Selv 

de to værkers hymnemelodier minder om 

hinanden. 

Korfantasi måtte som sagt omstartes 

ved maratonkoncerten i 1808. Beethoven 

glemte i begejstringen de mundtlige 

aftaler, han havde lavet med orkestret

om værkets forløb. Musikerne råbte til 

hinanden for at komme på rette spor, men 

der var ikke andet at gøre end at begynde 

forfra. Korfantasien var ellers som skabt 

til af afrunde aftenen, men noget af 

stykkets virkning må bestemt være gået 

fløjten. 

Efter koncerten måtte Beethoven bittert 

erkende, at han på grund af sin tiltagende 

døvhed var nødt til at stoppe sin solistkarriere. 

Seks år senere medvirkede han ved 

en opførelse af sin klavertrio Ærkehertugtrioen, 

men spillede nu så ukontrolleret, 

at selv hans nærmeste venner fandt det 

meningsløst og trist. 

Jens Cornelius 

Poul Vejbos sidste koncert i DR 

Poul Vejbo, tenor, forlader med udgangen af 

januar måned DR efter 33 år som sanger, i over 

20 år i Radiokammerkoret. Hans stemme har 

med sin klare klang været en velkommen kraft 

i de store korværker, der især nyder hans kærlighed. 

Han er et romantisk gemyt, som elsker 

opera, og han har assisteret i mange produktioner 

på Den kongelige Opera. Han er også 

et samvittighedsfuldt menneske, hvilket hans 

hverv som sikkerhedsrepræsentant vidner om, 

og en lun personlighed, hvilket hans initiativer 

til kollegial selskabelighed har bevist.

ensemblet 

Kommende koncerter 

Torsdagskoncert – Lørdagskoncert 

Torsdag 13. marts kl. 20 

Lørdag 15. marts kl. 16 

DR Vokalensemblet 

Concerto Copenhagen 

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen 

Corelli: Concerto grosso 

Vivaldi: Gloria, D-dur 

Händel: Dixit Dominus 

Billetter: 345, 305, 265, 225 kr. 

(U-30 = 173, 153, 133, 113 kr.) 

Billetter kan købes i DR Butikken eller på billetnet

Ah! perfido 

Ah! perfido, spergiuro, 

barbaro traditor, tu parti? 

E son questi gl’ultimi tuoi congedi? 

Ove s’intese tirannia più crudel? 

Va, scellerato! va, pur fuggi da me, 

l’ira de Numi non fuggirai. 

Se vè giustizia in ciel, se vè pietà, 

congiureranno a gara tutti a punirti! 

Ombra seguace! presente, ovunque vai, 

vedrò le mie vendette, 

io giá le godo immaginando, 

i fulmini ti veggo già 

balenar d’intorno. 

Ah no! fermate, vindici Dei! 

Risparmiate quel cor, ferite il mio! 

Sei non è più qual era, 

son io qual fiu, 

per lui vivea, voglio morir per lui! 

Per pietà, non dirmi addio, 

di te priva che farò? 

Tu lo sai, bell’idol mio! 

Io d’affanno morirò. 

Ah crudel! tu vuoi ch’io mora! 

Tu non hai pietà di me? 

Perché rendi a chi t’adora 

così barbara mercé? 

Dite voi se in tanto affanno 

non son degna di pietà? 

Gloria 

Kor og soli: 

Gloria in excelsis Deo! 

et in terra pax 

hominibus bonae voluntatis, 

laudamus te, benedicimus te, 

adoramus te, glorificamus te! 

Gratias agimus tibi 

propter magnam gloriam tuam. 

Domine Deus, rex coelestis, 

Deus Pater omnipotens. 

Domine Fili unigenite, 

Jesu Christe! 

Domine Deus, Agnus Dei, 

Filius Patris. 

Qui tollis peccata mundi, 

miserere nobis, 

qui tollis peccata mundi, 

suscipe deprecationem nostram, 

qui sedes ad dexteram Patris 

miserere nobis! 

Quoniam tu solus sanctus, 

tu solus Dominus, 

Altså, du troløse, du falske, du 

grusomme forræder, du forlader mig? 

Og det er din endelige afsked? 

Hvor hørtes om så grusomt et tyranni? 

Gå, din slyngel, gå, flygt fra mig; 

gudernes vrede kan du ikke undgå. 

Hvis der er retfærdighed i himlen, 

hvis der er medynk til, så vil de slå sig 

sammen i kampen om at straffe dig! 

Som en skygge, der følger dig, som er 

til stede overalt, vil du mærke min hævn; 

jeg nyder allerede i tankerne, 

at lynene glimter rundt omkring dig. 

Åh, nej, stands, hævnende guder! 

Skån dette hjerte, lad mit eget blive såret! 

Selv om han ikke længere er den, 

som han var, så er jeg stadig den, jeg var; 

for ham levede jeg, og for ham vil jeg dø! 

Hav barmhjertighed, gå ikke fra mig, 

hvad kan jeg gøre, hvis jeg ikke har dig? 

Du ved det jo, min smukke helt, 

jeg vil dø af sorg. 

Ak, du grusomme, du vil, at jeg skal dø. 

Har du ikke medlidenhed med mig? 

Hvorfor gengælde den, der elsker dig, 

så grusomt? 

Sig mig, om jeg ikke i så stor sorg 

er værdig til medlidenhed. 

Ære være Gud i det høje 

og fred på jorden 

for mennesker med god vilje. 

Vi lover dig, vi velsigner dig. 

Vi tilbeder dig, vi lovpriser dig. 

Vi takker dig 

for din store herlighed. 

Herre vor Gud, himmelske konge, 

Gud, almægtige Fader. 

Herre, du enbårne Søn 

Jesus Kristus. 

Herre vor Gud, Guds Lam, 

Faderens Søn. 

Du, som borttager verdens synder, 

forbarm dig over os. 

Du, som borttager verdens synder, 

tag imod vor bøn. 

Du, som sidder ved Faderens højre, 

forbarm dig over os. 

Thi du alene er hellig, 

du alene er Herre,

tu solus altisimus 

Jesu Christe! 

Cum Sancto Spiritu 

in gloria Dei Patris. 

Amen. 

Sanctus 

Kor: 

Sanctus, sanctus, sanctus 

Dominus Deus Sabaoth. 

Pleni sunt coeli et terra 

gloria tua. 

Osanna in excelsis. 

Benedictus 

Soli og kor: 

Benedictus qui venit 

in nomine Domini. 

Osanna in excelsis! 

Ludwig van Beethoven: Fantasi for 

klaver, kor og orkester 

Tekst: Christoph Kuffner (1780-1846) 

Oversættelse: Magna Blanke 1999 

Schmeichelnd hold und lieblich klingen 

unsers Lebens Harmonien, 

und dem Schönheitssinn entschwingen 

Blumen sich, die ewig blühn. 

Fried und Freude gleiten freundlich 

wie der Wellen Wechselspiel; 

was sich drängte rauh und feindlich 

ordnet sich zu Hochgefühl. 

Wenn der Töne Zauber walten 

und des Wortes Weihe spricht, 

muss sich Herrliches gestalten, 

Nacht und Stürme werden Licht, 

äuss’re Ruhe, inn’re Wonne 

herrschen für den Glücklichen. 

Doch der Künste Frühlingssonne 

lässt aus beiden Licht entstehn. 

Grosses, 

das ins Herz gedrungen, 

blüht dann neu und schön empor; 

hat ein Geist sich aufgeschwungen, 

hallt ihm stets ein Geisterchor. 

Nehmt denn hin, ihr schönen Seelen, 

froh die Gaben schöner Kunst. 

Wenn sich Lieb und Kraft vermählen, 

lohnt dem Menschen Götter-Gunst. 

du alene den højeste, 

Jesus Kristus, 

med Helligånden 

i Gud Faders herlighed. 

Amen. 

Hellig, hellig hellig 

er Herren, hærskarernes Gud. 

Himmel og jord 

er fulde af din herlighed. 

Hosanna i det høje. 

Velsignet være han, som kommer 

i Herrens navn. 

Hosanna i det høje. 

Indsmigrende smukt og yndigt klinger 

livets harmonier, 

evigt-blomstrende blomster vælder op 

for skønhedssansen. 

Fred og glæde strømmer roligt 

som bølgernes vekslende spil; 

det, som stredes hårdt og fjendtligt, 

forenes i ædle, opløftende følelser. 

Når tonernes trylleri råder, 

og ordets hellighed taler, 

da skabes det vidunderlige; 

nat og storme bliver lys, 

og ydre ro og indre glæde 

hersker for den lykkelige; 

og kunstens forårssol 

lader lys opstå af dem begge. 

Det mægtige, 

som har gennemtrængt hjertet, 

blomstrer op, nyt og skønt; 

har et menneskes sind svunget sig op, 

lyder mod ham et åndekor. 

Tag da glad mod kunstens skønne gaver, 

I ædle sjæle. 

Når kærlighed og kraft forenes, 

lønnes mennesket med gudernes gunst.

Rejs med os 

ud i musikkens 

store verden 

OpeRa - Ballet - KOnceRt 

Vores katalog 

spænder lige 

fra endags 

arrangementer til 

oversøiske rejser 

Start rejsen på 

www.riisrejser.dk 

og bliv inspireret 

Lyngby Hovedgade 47 · 2800 Kgs. Lyngby 

Tlf. 45 28 02 80 · riis@riisrejser.dk

DR Musik 

DR Byen 

Emil Holms Kanal 20 

0999 København C 

Tlf.: 35 20 30 40 

e-mail: rso-rk@dr.dk 

www.dr.dk/rso 

www.dr.dk/ve 

www.dr.dk/rk 

www.dr.dk/rpk 

www.dr.dk/druen 

Divisionschef 

Morten Hansen Pankoke 

Konstitueret orkesterchef 

Per Holst 

Korchef 

Lene Nordin 

Chefdirigent 

Thomas Dausgaard 

1. gæstedirigent 

Yuri Temirkanov 

Æresdirigent 

Herbert Blomstedt 

DR Radiosymfoniorkestrets, DR Radiokorets og DR 

Radiopigekorets virksomhed er muliggjort gennem 

støtte fra blandt andre: 

Augustinus Fonden 

Beckett-Fonden 

Bikubenfonden 

Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat 

FrederiksbergFonden 

Gangstedfonden 

Knud og Dagny Gad Andresens Fond 

Kong Christian den Tiendes Fond 

Konsul Georg Jorck og hustru Emma Jorcks Fond 

Oticon Fonden 

Tømmerhandler Johannes Fogs Fond

Rejs med os ud i musikkens store verden OpeRa - DR

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?