3.2. Faircloughs model til kritisk diskursanalyse

INDHOLDSFORTEGNELSE
1. INDLEDNING............................................................................... 1
1.2. Introduktion til empiri ............................................................... 3
1.3. Specialets struktur .................................................................... 5
2. DET NYHEDS– OG MEDIEMÆSSIGE UNIVERS....................... 7
2.1. Hvad er en nyhed? ..................................................................... 7
2.2. Mediernes opgave og status i samfundet................................ 8
3. DISKURSANALYSE.................................................................. 11
3.1. Fairclough og kritisk diskursanalyse .................................... 11
3.2. Faircloughs model til kritisk diskursanalyse ........................ 12
3.2.1. Nøglebegreber .................................................................................13
3.2.2. Kommunikative begivenheder og diskursordener ......................17
3.2.3. Diskurs og ideologi .........................................................................19
3.3. Bemærkninger til Faircloughs model .................................... 21
4. DEN SOCIALE PRAKSIS.......................................................... 23
4.1. Den situationelle kontekst ...................................................... 23
4.2. Den institutionelle kontekst ................................................... 25
4.2.1. Avisproduktionens journalistiske dimension ..............................25
4.2.2. Avisproduktionens økonomiske dimension .................................27
4.3. Den politiske kontekst ............................................................ 28
4.4. Den sociokulturelle kontekst ................................................. 29
4.5. Opsummering – den sociale praksis ..................................... 31
5. DEN DISKURSIVE PRAKSIS/TEKSTEN.................................. 32

5.1. Mediernes diskursorden ......................................................... 32
5.1.1. Lederen som genre .........................................................................33
5.1.1.1. Lederens kommunikative formål ..................................................................... 33
5.1.1.1.1. Sprogfunktioner i forbindelse med lederen .............................................................34
5.1.1.1.1.1. Sprogfunktioner i Jyllands–Posten ...............................................................................35
5.1.1.1.1.2. Identifikation af kommunikative formål – Jyllands–Posten ...........................................39
5.1.1.1.1.3. Sprogfunktioner i New York Times ...............................................................................40
5.1.1.1.1.4. Identifikation af kommunikative formål – New York Times ...........................................47
5.1.2. Ledernes diskurser .........................................................................48
5.1.2.1. Diskurser i Jyllands–Posten ............................................................................ 48
5.1.2.1.1. Borgerlig diskurs .......................................................................................................48
5.1.2.1.1.1. Opsamling på borgerlig diskurs ....................................................................................53
5.1.2.1.2. Konfliktdiskurs ...........................................................................................................54
5.1.2.1.2.1. Opsamling på konfliktdiskurs .......................................................................................60
5.1.2.3. Diskurser i New York Times ............................................................................ 61
5.1.2.3.1. Forandringsdiskursen ...............................................................................................61
5.1.2.3.1.1. Opsamling på forandringsdiskursen .............................................................................65
5.1.2.3.2. Den samfundskritiske diskurs ..................................................................................66
5.1.2.3.2.1. Opsamling på samfundskritisk diskurs .........................................................................74
6. LEDERNES VIRKELIGHEDSREPRÆSENTATION ................ 76
6.1. Virkelighedsrepræsentation i Jyllands–Posten ................... 77
6.2. Virkelighedsrepræsentation i New York Times .................... 77
6.3. Virkelighedsrepræsentationer i Jyllands–Posten
og New York Times ................................................................. 78
7. KONKLUSION .......................................................................... 81
8. PERSPEKTIVERING ................................................................ 85

LITTERATURLISTE
EXECUTIVE SUMMARY
BILAG
A Jyllands–Posten (12.09.2001): Angreb på friheden. Transkribieret udgave.
B The New York Times (12.09.2001): The War Against America. Transkribieret udgave.
C Nyhedskriterier.
D Sparre, K. & Kabel, L. (18.03.1999): Grundlæggende definitioner på nyheder.
http://www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/ID00058883?OpenDocument&Print.
E Meilby, M. (18.03.1999): Aktualitet viger for identifikation.
http://www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/ID/VB00110946?OpenDocument&Print.
F Pittelkow, R. (31.10.2001): Mediernes magt.
www.kommunikationsforum.dk/printartikel.asp?printid=04642.
G Tørring Amtsgymnasium & Ritzaus Bureau (07.10.1997): Amerikanske mediers dækning
af resten af verden skrumper ind. http://www.tag–gym.dk/samf/nternational_pol.htm.

5
10
15
20
25
30
1. INDLEDNING
Indledning
Jeg tror, de fleste kan huske, hvad de så og gjorde den 11. september 2001. En dato, der ikke blot er
gået over i historien, men også er blevet en del af den generelle sprogbrug. På denne dag bliver
verdens eneste tilbageværende supermagt udsat for minutiøst planlagte – og udførte – terrorangreb på
landets to vigtigste økonomiske og militære symboler, nemlig World Trade Center (WTC) i New York og
Pentagon i Washington.
Angrebene anfægter amerikanernes opfattelse af sig selv og Guds eget land. USA er godt nok beskyttet
af to verdenshave og har det mægtigste militær i verdenshistorien, men det er ikke urørligt. Kort sagt,
opfattelsen af Fortress America er knust, og terrorangrebene efterlader en nation i krise. I Danmark
vækker angrebene naturligvis stor opmærksomhed, men også bekymring. Efter mange år med politisk
og militært samarbejde føler de fleste danskere ikke blot en nær tilknytning til USA, man ser også en
kulturel nærhed landene imellem. En nærhed, der for de flestes vedkommende bunder i en fælles
opfattelse af og indstilling til bl.a. demokratiske traditioner, herunder frihed og menneskerettigheder.
Samtidig er USA den bestemmende aktør, hvis optræden på godt og ondt vil forme det 21. århundrede.
Hvad der sker i og imod USA har stor betydning for Danmark – og resten af verden naturligvis – på det
økonomiske, politiske og menneskelige plan, og ingen kan derfor stille sig ligegyldige over for landet
eller dets gøremål. De frygtelige billeder af tvillingetårnenes kollaps går verden rundt og skaber en
fælles berøringsflade, og overalt reagerer folk først med forbavselse og siden med vrede, sorg og
medfølelse med både ofre og den amerikanske befolkning som hele. Terrorismen er med ét blevet en
del af vores fælles sfære, og man ser en så godt som samlet verden, der støtter op omkring USA og
fordømmer angrebene og mændene bag.
Den 12. september 2001 vågner menneskeheden op til, hvad de fleste kommentatorer kalder, en
forandret verden. En verden præget af uro, lukkethed og ikke mindst usikkerhed – og med
krigstrommerne buldrende i det fjerne. Man har oplevet en begivenhed, der ifølge Rose (2002: 53) “per
definition ikke kunne, måtte eller burde ske” og derfor falder “uden for de sproglige, kulturelle og
mentale forståelsesrammer, som hverdagslivet er baseret på”, og man skal med ét forholde sig til et helt
andet sæt af realiteter. Overraskelsesmomentet, begivenhedernes intensitet og de mulige konsekvenser
heraf afføder et globalt informationsbehov. Et behov, som man vender sig mod de forskellige medier for
at få dækket. Kravet om information – og situationens alvor naturligvis – sætter medierne på en hård
prøve. Medierne står ikke blot med den største mediebegivenhed i ikke–krigstid. Man skal også beslutte
1

5
10
15
20
25
30
Indledning
sig for, hvordan man kan og vil håndtere denne forandrede verden, man skal skabe sig et overblik over
de kaotiske begivenheder, og man skal nå frem til, hvad man mener om det skete, samt hvilken
betydning man vil tilskrive hændelserne.
Medierne er ikke blot en uomgængelig politisk og kulturel faktor i nutidens samfund, de har også – og
har altid haft – en stor betydning på det individuelle plan. Med dette menes, at medierne leverer den
information, der sætter os i stand til at følge med i og forstå, hvad der foregår i den virkelige verden, og
dermed gør det muligt for os at deltage aktivt i den offentlige debat (Kramhøft 2001: 15; Ravn–Olesen
1990: 4). Når man som individ prøver at fatte det ukendte – som eksempelvis terrorangrebene den 11.
september – forsøger man at aktivere kendte fortolkningsrammer (Qvortrup 2002: 36, 150–152). Det
samme gør sig gældende for medierne. Det, medierne rent faktisk gør, er at stille optikker1 til rådighed
for deres læsere for derigennem at reducere kompleksiteten i forbindelse med en given problemstilling
samt opnå en fælles forståelse af denne. Gennem disse optikker skabes ikke blot en fællesverden
indeholdende kendsgerninger, aktører og årsagssammenhænge, der skabes også en fortælling om
venner og fjender, lokaliteter og begivenheder, der gennem mediernes selektion, forenkling og
transformation bliver gjort håndterbare for det enkelte individ. Man skal dog have in mente, at medierne
ikke blot videregiver informationer, deres formatering af virkeligheden kan samtidig have konsekvenser
for virkelighedens måde at agere på og ikke mindst på, hvordan vi som mennesker opfatter en situation,
andre og os selv (Ibid.: 9).
I denne forbindelse skal det nævnes, at alle – om det så har rod i værdier, normer, sociale tilhørsforhold
eller lignende – har en mening om og tager stilling til en begivenhed eller årsagen til denne, og det
samme gælder for medierne. De respektive medier har forskellige værdier med i bagagen, hvorfor
nyheder ikke er ““just the facts” but the product of organisational structures and professional practices”
og er samtidig “determined by values, and the kind of language in which news is told reflects and
expresses those values” (Bell 1991: 38). Det vil sige, at en given nyhedsartikels form og udtryk er
bestemt af mere end blot faktuel videreformidling af informationer: Formidlingen af en begivenhed kan
derimod påvirkes af dybereliggende faktorer som kulturelle prioriteringer og værdier, redaktionelle
politikker, bundlinie– og læserhensyn osv.
1 Ifølge Hansen (2002: 76) kan en optik beskrives som et udgangspunkt for iagttagelse, eller sagt med andre ord et
sammenhængende system af betydninger, årsagssammenhænge og logikker, som verden iagttages udfra.
2

5
10
15
20
25
30
Indledning
Når man tager ovenstående i betragtning, får det derfor stor værdi at undersøge og analysere, hvordan
bestemte fænomener og verdensopfattelser konstrueres i medierne og videregives til modtageren – og
ikke mindst baggrunden for en sådan fremstillingsform.
I forlængelse heraf kan formålet med denne opgave derfor specificeres som værende:
at foretage en komparativ analyse af, hvordan henholdsvis Jyllands–Posten og The New York
Times reagerer på begivenhederne den 11. september i deres respektive ledere den 12.
september 2001. Det vil sige, hvilke billeder bliver tegnet i de ledende artikler, herunder
baggrunden for og formålet med sådanne artikuleringer.
For at løse denne opgave, vil jeg i de efterfølgende kapitler arbejde ud fra følgende spørgsmål:
- Hvilke situationelle, institutionelle, kulturelle og politiske faktorer kunne have indflydelse på
sprogbrugen i de respektive ledere?
- Hvordan kommer de to avisers reaktion til udtryk rent diskursivt, og herunder hvordan realiseres
disse diskurser på det tekstmæssige plan?
- Hvad antyder dette om de to mediers verdens– og virkelighedsopfattelser?
1.2. Introduktion til empiri
Dækningen af angrebene på New York og Washington er i sagens natur meget omfattende i samtlige
medier. Jeg har i dette speciale valgt at koncentrere mig om de trykte medier – eller nærmere bestemt
The New York Times (NYT) og Jyllands–Posten (JP). Dette er sket ud fra den betragtning, at avisen
som medie ikke blot besidder en høj grad af troværdighed, dets iboende karakteristika
(problemorienteret, analyserende, perspektiverende og fortolkende) gør desuden, at avisen i dag
fremstår som den førende leverandør af informationer til den samfundsbevidste borger (Meilby 1999: 1;
Frandsen et al. 1997: 99–100). Jeg har desuden valgt at begrænse den empiriske tidsramme til kun at
inkludere en gennemgang af dagens leder bragt i henholdsvis NYT og JP den 12. september 2001. På
denne måde skabes der et umiddelbart – men alligevel realistisk – billede af, hvordan de to medier
opfatter begivenhederne den 11. september, herunder hvilken betydning de to aviser tillægger disse,
samt hvordan de efterfølgende vælger at repræsentere denne virkelighed. Valget af lederen som
omdrejningspunkt for besvarelsen af ovennævnte spørgsmål er sket ud fra en overvejelse om, at den
3

5
10
15
20
25
Indledning
ledende artikel ikke blot er det eneste sted, hvor det ifølge den anglesaksiske tradition er tilladt for den
redaktionelle stemme at give udtryk for egne meninger og holdninger. Lederens centrale formål er at
udtrykke meninger og holdninger (Vestergaard 1998: 37), hvorfor den ledende artikel fremstår som et
særdeles velegnet empirisk grundlag, når man tager denne opgaves formål i betragtning.
Begivenheder opleves, vurderes og tolkes aldrig ens, og jeg har derfor valgt at tilføre opgaven en ekstra
dimension, nemlig hvordan man oplever angrebene udefra og indefra. NYT er pga. avisens geografiske
placering som newyorkeravis direkte berørt af angrebene – man har måske endda familie, bekendte og
lignende blandt de omkomne – mens den danske avis, JP, rent geografisk står længere væk. Man
kunne derfor formode, at avisen kan påtage sig observatørrollen og dermed lægge en følelsesmæssig
distance til begivenhederne. Valget af netop JP og NYT bunder i de to mediers sammenlignelighed mht.
den nyhedsmæssige profil: De er begge anerkendte, landsdækkende kvalitetsdagblade med status som
førende og ikke mindst meningsdannende medier i deres respektive lande og inden for deres respektive
felter.
Kigger vi først på NYT, så fremstår avisen som en af Amerikas mest troværdige aviser. NYT kan
beskrives som en liberal avis i amerikansk forstand. Dette betyder, at avisen stiller sig kritisk over for
samfundets magtinstitutioner, og avisen nyder da også stor anerkendelse for sin kritiske holdning til den
amerikanske regering og kilder generelt. Under mottoet All the News That’s Fit to Print tilstræber avisen
at viderebringe informationer without fear or favor2 samt give læseren3 de analyser og perspektiver, der
er nødvendige for at få mening ud af informationerne. Her overfor har vi JP, der betragtes som en af de
toneangivende aviser i Danmark. Dette giver sig bl.a. udslag i, at nyheder bragt i morgenavisen ofte
bliver brugt som indslag i andre nyhedsmedier senere på dagen. JP anser sig selv som værende et
liberalt dagblad (i dansk forstand) og kører en kritisk, fair og frygtløs4 journalistisk linie. Hermed menes,
at JP tilstræber at udgive en avis, der er uafhængig af private, økonomiske, organisatoriske og
partipolitiske interesser, men den redaktionelle linie bærer dog stadig præg af avisens baggrund som
konservativ/borgerlig avis. Under mottoet Hvis De vil vide mere ser JP det som sin hovedopgave at
2 The New York Times: Newsroom Speeches of July 14, 2003. www.nytco.com/press-presentation-20030714.html
3 NYTs læserskarer er i sagens natur meget bred, men generelt kan man sige, at avisen henvender sig til den
veluddannede læser, hvilket bl.a. kan udledes af det høje sproglige og indholdsmæssige niveau i avisen.
4 Jyllands-Posten (u.å.): JP Information. http://www2.jp.dk/info/index.htm.
4

5
10
15
20
25
30
Indledning
være et redskab i den demokratiske proces: Det vil sige at give avisens publikum5 et overblik over og
indsigt i, hvad der sker i samfundet samt afdække, hvad der foregår i kulisserne og/eller belyse
eventuelle kritisable forhold.
1.3. Specialets struktur
Jeg har i dette kapitel ridset specialets problemfelt op og udformet den problemformulering, som de
efterfølgende kapitler arbejder sig hen imod at besvare. For at give læseren et overblik over strukturen i
specialet gennemgår jeg nu opbygningen og det overordnede indhold i de øvrige kapitler.
For at føre læseren ind i det nyheds– og mediemæssige univers indeholder kapitel 2 en kort introduktion
til selve begrebet nyhedsformidling, herunder selektion og vurdering af nyheder samt opfattelsen af
mediernes status og opgave i samfundet. Kapitel 3 er en gennemgang af specialets overordnede
rammeteori. Som det vil fremgå, har jeg valgt at basere min analyse på Faircloughs tredimensionelle
model til kritisk diskursanalyse. Når det i denne opgave er relevant at anvende den kritiske
diskursanalyse, er det ikke kun fordi den er den mest udviklede teori og metode til forskning i
kommunikation, kultur og samfund, men også fordi tilgangens dialektiske opfattelse af forholdet mellem
tekst og samfund – og det hertil hørende tværfaglige perspektiv – kan bidrage med et mere nuanceret
syn på, hvordan bestemte fænomener og verdensbilleder konstrueres i massemedierne – og ikke
mindst hvad der ligger bag konkrete artikulationer.
Det næste hovedområde i specialet vil være en analytisk gennemgang af den valgte empiri. Faircloughs
model giver mulighed for mange forskellige indgangsvinkler alt afhængig af emne eller vinkel. Dette
speciale følger hans model udefra og ind – og ud igen. Det vil sige, at jeg med udgangspunkt i, hvad
Fairclough kalder, den sociale praksis starter med at sætte denne opgaves empiri ind i den rette
kontekst, herunder kortlægge de faktorer, der har eller kunne have betydning for den sproglige
udformning af de to ledere. Næste skridt i analysen fokuserer på det for specialet centrale aspekt,
nemlig den diskursive dimension (det repertoire af genrer og diskurser, som tekstproducenten kan støtte
sig til i tekstproduktionen). Denne del af specialet belyser, hvilket billede af verden og dennes aktører,
der blev konstrueret i de to aviser i forbindelse med angrebene den 11. september. I denne forbindelse
skal det nævnes, at jeg under dette kapitel har valgt at inkludere Faircloughs inderste dimension
5 JP henvender sig til den veluddannede læser – og ikke mindst erhvervsleder inden for den finansielle og industrielle
sektor. Dette giver sig bl.a. udslag i en omfattende erhvervssektion samt et sprogligt niveau, der ligger i den høje ende af
skalaen.
5

5
Indledning
(teksten). Jeg følger dermed ikke Faircloughs skarpe opdeling af analyseniveauerne, idet aspekter som
identifikation af kommunikativt formål, sprogfunktioner, grammatik, stilistik, metaforik osv. inddrages
som middel i analysen og identificeringen af de diskurser, der realiseres på tekstplan i de to ledere. Da
opgaven samtidig er en komparativ analyse, vil jeg i kapitel 6 foretage en sammenligning af de to
lederes virkelighedsrepræsentation samt tage stilling til mulige årsager til eventuelle forskelle og/eller
ligheder. Specialets næstsidste kapitel, konklusionen, efterfølges af et kapitel, der indeholder mine
overvejelser omkring, hvordan man eventuelt kunne perspektivere dette speciales resultater.
God fornøjelse med læsningen!
6

5
10
15
20
25
30
2. DET NYHEDS– OG MEDIEMÆSSIGE UNIVERS
Det nyheds- og mediemæssige univers
Dette kapitel skal fungere som en introduktion til det nyheds– og mediemæssige univers. Det vil sige,
hvordan medierne og mediedækningen fungerer, herunder mediernes selektion af nyheder. Nyhederne
er i sig selv en integreret og uhyre vigtig del af vores hverdag, idet vi gennem mediernes
nyhedsdækning skaber os et overblik over døgnets begivenheder: Hvem har sagt eller gjort hvad og
hvorfor, eventuelle konsekvenser af det sagte eller gjorte og meget, meget mere.
Vi lever i dag i globaliseringens tidsalder: Vi er tæt forbundet med resten af verden, og hvad der sker på
den anden side af kloden kan have stor indvirkning på vores dagligdag. Den teknologiske udvikling
betyder, at vi i dag har adgang til uanede mængder af information. Som menneske er det komplet
umuligt at overskue og kapere de enorme mængder af informationer, der strømmer ind fra alle
verdenshjørner 24 timer i døgnet. Vi har brug for at skabe et overblik – eller lade andre gøre det for os.
Og det er her, nyhedsjournalistikken kommer ind i billedet.
2.1. Hvad er en nyhed?
Vi læser den daglige avis, vi følger med i nyhederne i radioen og på fjernsynet, og de fleste med adgang
til internettet eller tv–stationernes tekst–tv tjekker også disse medier flere gange dagligt. Men tænker vi
egentligt over, hvad en nyhed er? Helt grundlæggende kan en nyhed beskrives som “det usædvanlige,
det specielle. Noget folk ikke har kendskab til på forhånd” (Sparre & Kabel 1999: 2), og som vurderes til
at være af “væsentlig interesse for læserkredsen, seerne eller lytterne, eller dele heraf” (Olsson &
Poulsen 1995: 55).
Nyhedsjournalistik kan efterfølgende karakteriseres som “en indsamling og formidling af rapporter om
faktiske hændelser og aktuelle begivenheder, samt fortolkninger og meninger om disse, baseret på
adgang til forskellige kilder under udøvelse af kildekritik, formidlet i en form som er tilgængelig for
publikum på et givent marked” (Allern in Sparre & Kabel 1999: 2). Heri ligger, at nyhedsformidlernes
rolle ikke blot er at indsamle og videregive informationer, medierne sorterer også i udbuddet af nyheder.
Det skal dog siges, at denne tilretning og afvejning ikke foretages ud fra forgodtbefindende, og at langt
fra alle begivenheder ender med at blive en nyhed. Kriterierne for journalistiske valg og ikke mindst
fravalg kaldes ofte for nyhedskriterier (Galtung & Ruge 1973: 53–63). Det vil sige, journalisten udvælger
dagens nyheder ud fra kriterier såsom aktualitet og relevans. Jo højere nyhedsværdi en begivenhed, en
udtalelse etc. vurderes at indeholde, jo større er chancen for, at denne bringes som nyhed i dagens avis
7

5
10
15
20
25
Det nyheds- og mediemæssige univers
og dermed ikke synker ned i glemslens mørke. Se desuden bilag C for en nærmere gennemgang af
førnævnte nyhedskriterier.
Generelt kan man sige, at en artikels nyhedsværdi styres ud fra det princip, at nyhedskriterier ikke står
alene, men derimod er kumulative. Det vil sige, at en historie, der indeholder mere end et
nyhedskriterium, anses for mere nyhedsværdig, samt at mangel på et nyhedskriterium kan
kompenseres for ved besiddelse af et andet. Det skal dog nævnes, at opfattelsen af nyhedskriterier ikke
kan betegnes som eviggyldig eller universel. Hvad, der betragtes som en nyhed i ét land, er ikke
nødvendigvis en nyhed i et andet. Og vurderingen af en nyheds værdi reflekterer altså ideologier og
prioriteter i det pågældende samfund (Bell 1991: 156) 6 .
Den 11. og 12. september står de professionelle nyhedsformidlere over for et kaotisk forløb af gigantisk
nyhedsværdi (Drotner, 2002: 30, Hansen, 2002: 73). Begivenhederne er i sig selv meget velegnede til
mediedækning. De markerer ikke blot, som det var tilfældet med en anden af historiens vendepunkter,
nemlig Berlin–murens fald7 , en global forandring i politisk, økonomisk og menneskelig forstand, de er
også dramatiske og illustrerbare i foto, video og nyhedsgrafik. De lever kort sagt op til de fleste af
nyhedskriterierne i både Danmark og USA. Det uventede i og intensiteten af angrebene, det faktum at
noget sådant kan ske i USA, det store antal civile ofre, og at våbnene er noget så velkendt som fly er
ikke blot med til at højne nyhedsværdien af begivenheden, det rydder simpelthen forsiderne. Kort sagt,
medierne sidder med the story of a lifetime på hænderne, og deres opgave er nu at formidle information
om denne begivenhed.
2.2. Mediernes opgave og status i samfundet
Mediernes ideelle opgave har historisk set været en “tilfredsstillelse af samfundsborgernes behov for
information”(Frandsen et al. 1997: 92). I en ideel verden implicerer og forudsætter denne rolle neutralitet
og objektivitet. Men som Frandsen et al. (1997: 229) pointerer, så er en nyhed “ikke noget, der opstår
6 Sådanne forskelle i prioriteter kommer eksempelvis tydeligt til udtryk under en begivenhed som deklarationen i 2003 af det
danske kronprinsepars forlovelse, der modtager langt større mediedækning i Danmark end i eksempelvis tredjeverdens
lande, der bl.a. kæmper med fattigdom, hungersnød og aids-epedemier. Og hvor royale begivenheder i Danmark af
naturlige årsager ikke er det, der står øverst på dagsordenen.
7 I denne forbindelse skal det dog nævnes, at der er én klar forskel mellem 11. september 2001 og Berlin-murens fald.
Angrebene den 11. september kom uden forvarsel, idet ingen – heriblandt medierne – havde opfanget, hvor dybt polariseringen
mellem Vesten og Mellemøsten i virkeligheden stak. Politiske kommentatorer havde en vis fornemmelse af de forskelle,
der eksisterede kulturerne imellem i værdier og levevis, men ingen havde forestillet sig, at det ville udvikle sig på en
så dramatisk måde. Murens fald var derimod ikke helt uventet, men var mere et symbol på den opløsning, der allerede var
i gang i østbloklandene gennem Perestrojka-politikken i Sovjetunionen.
8

5
10
15
20
25
Det nyheds- og mediemæssige univers
uden for medierne; en nyhed er noget, der skabes af og i medierne”, og journalisten og dennes
redaktionelle bagland spiller en særdeles aktiv rolle i denne proces. Med dette menes, at journalister
ikke bare optræder som rene nyhedsformidlere, de er derimod med til at “formatere det, vi anerkender
som en fællesverden af facts, aktører og relationer” (Qvortrup 2002: 146). En nyhedsartikel videregiver
måske nok et billede af den verden, vi lever i, men dette billede kan også i sig selv være
virkelighedsskabende, og medierne er herigennem med til at sætte dagsordenen og påvirke hvad, der
betragtes som “oppe i tiden” 8 .
Af samme årsag har medierne altid haft stor magt i det demokratiske samfund (Blach & Højberg 1989:
63–72). Traditionelt er medierne blevet anset som den fjerde statsmagt (den undersøgende) ved siden
af den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I denne forbindelse udfylder pressen en
række sidestillede funktioner, der er rettet mod samfundet og befolkningen som hele (Mortensen et al.
1990: 223; Blach & Højberg 1989: 15). Det er, som det fremgår af begrebet den fjerde statsmagt,
pressens rolle at afdække, granske, efterprøve og eventuelt kritisere den udøvende politiske magt i
samfundet og synliggøre eventuelle konsekvenser af en sådan magt. Herudover skal pressen skabe en
fælles offentlighed samt fungere som forum og stimulans for den offentlige debat. Sidst, men ikke
mindst, skal den informere om offentlige anliggender for derigennem at formidle informationer om den
sociale, økonomiske og politiske virkelighed, der gør det muligt for befolkningen at deltage aktivt i
samfundets beslutningsprocesser.
De forskellige medier besidder dog forskellige informative roller (Ravn–Olesen 1990: 4). Inden for de
sidste årtier har vi set en situation – både i USA og Danmark – hvor radio– og tv–avisen har overtaget
førstepladsen som leverandør af den døgnaktuelle begivenhedsjournalistik. For at overleve kommercielt
har den såkaldte informationspresse9 derfor foretaget et skift fra begivenhedsorienteret til
problemorienteret, analyserende, perspektiverende og ikke mindst nyhedsfortolkende nyhedsdækning.
Eller sagt med andre ord, man fokuserer ikke så meget på øjeblikket som på de sammenhænge,
begivenheden skal ses i (Meilby 1999: 1). Det vil sige, at avisens fokus ikke så meget er på selve
beskrivelsen af begivenheden, men mere på analysen af denne samt formidlingen af detaljerede
8 Dette aspekt kan i visse tilfælde få store personlige eller økonomiske konsekvenser for de involverede parter, som vi så
det i forbindelse med Farum-skandalen, hvor BTs dybdeborende – og ikke mindst insisterende - journalistik betød, at
Peter Brixtofte måtte trække sig som borgmester. Eller i Thorsen/Trads/PFA-skandalen, hvor lavinen først begyndte at
rulle, da pressen stillede kritiske spørgsmål i forbindelse med Thorsens økonomiske bagmænd.
9 Informationspressen sættes her op i mod formiddagsaviserne og de stadigt mere udbredte gratisaviser, der har overtaget
de elektroniske mediers meddelelsesform, dvs. en slående overskrift og en hurtig gennemgang af en begivenhed.
9

5
10
15
Det nyheds- og mediemæssige univers
baggrundsoplysninger. Dette sammenholdt med de elektroniske mediers flygtige natur gør derfor, at
avisen i dag fremstår som hovedleverandør af den baggrundsorientering, som er nødvendig for, at vi
kan forstå og dermed forholde os til begivenhederne. Denne tendens ses tydeligt i forbindelse med
begivenhederne den 11. september. Tv bliver hurtigt danskerne og amerikanernes mest brugte medie til
at opnå hurtig information, hvorimod de trykte medier forfølger deres ideal om at stoppe op og få
perspektiv på døgnets begivenheder (Zelizer 2002: 7; Drotner 2002: 31).
På det menneskelige plan skaber begivenhederne, som nævnt, ikke blot en fælles global
berøringsflade, de er også med til at skabe et enormt behov for information. Et behov, som man søger
at få dækket gennem medierne, hvilket tydeligt kan aflæses i mediernes nyhedsdækning. Den 12.
september udkommer de trykte medier med overskrifter og rubrikker, der er større og mere dramatiske
end nogen siden set, og i udgaver der volumenmæssigt falder langt uden for avisernes normale
sideantal. Ser man overordnet på det billede, der tegnes af begivenhederne i de respektive aviser, kan
man sige, at der er næsten lige så mange måder at fortælle om det skete, som der er aviser (se bl.a.
The Poynter Institute (2001): September 11, 2001: A collection of newspaper front pages10 ). For at
afdække de to udvalgte avisers, altså JP og NYT, virkelighedsrepræsentation i deres respektive ledere,
vil jeg i det følgende gennemgå Faircloughs tredimensionelle model til kritisk diskursanalyse for derefter
at overføre denne teori på det empiriske materiale.
10 The Poynter Institute: September 11, 2001: A collection of newspaper front pages.
www.poynter.org/extra/gallary/wednesday7.htm.
10

5
10
15
20
25
30
3. DISKURSANALYSE
Diskursanalyse
Jeg vil i de efterfølgende afsnit redegøre for Faircloughs tilgang, herunder de filosofiske præmisser, der
ligger til grund for tilgangen, samt hans tredimensionelle model til kritisk diskursanalyse inklusive
nøglebegreber. Jeg vil desuden så vidt muligt “krydre” gennemgangen med eksempler fra den
mediemæssige sfære.
Det diskursanalytiske felt dækker over en række forskellige tilgange, og der hersker da også inden for
“branchen” en vis uenighed om, hvad begrebet diskurs egentligt dækker over, og hvordan man
analyserer det. Oftest bunder definitionen dog i en opfattelse af, at vores sprogbrug er struktureret i
forskellige mønstre, som vores ytringer følger, når vi agerer inden for forskellige domæner (Jørgensen &
Phillips 1999: 9). Samme indstilling ser vi hos den engelske lingvist Norman Fairclough, der med
udgangspunkt i socialkonstruktivismen (se Jørgensen & Phillips (1999: 9–33) for en nærmere
gennemgang af denne “isme”) har udviklet en tværfaglig og multidisciplinær tilgang til diskursanalyse,
der indeholder teorier og metoder til at undersøge relationerne mellem en given sprogbrug og de
diskursive og sociale sammenhænge, denne indgår i. Samtidig skal man holde sig for øje, at “formal
choices constitute formal choices of meaning” (Fairclough 1995: 18). Bag en sådan ytring ligger der en
bestemt opfattelse af vores sprogbrug, nemlig at en begivenhed kan tilskrives mening ud fra forskellige
perspektiver, og at de sproglige valg, vi foretager os, kan være med til at signalere ideologisk ståsted.
3.1. Fairclough og kritisk diskursanalyse
Den overordnede erkendelsesinteresse bag Faircloughs arbejde er ønsket om at vise, hvordan
forandringer i sprogbrugen i et samfund – i dette tilfælde mediernes sprogbrug – kan opfattes som en
indikator på igangværende sociale og kulturelle forandringer. Hans indgangsvinkel er kritisk i den
forstand, at den forsøger at påvise – og kritisere – eventuelle ulige magtforhold i samfundet, herunder
kommunikationsprocesserne, samt afsløre sprogets rolle i opretholdelsen af sådanne forhold
(Fairclough 1992: 9).
Sproget ses som den centrale størrelse, og udgangspunktet er da også sprogets potentiale som enten
forandringsbærer eller forandringsblokade (Lund & Petersen 1999: 89). Med dette menes, at sproget
enten kan forandre den omkringliggende sociale orden, og dermed vores måde at opfatte en
begivenhed og lignende på, eller reproducere den sociale praksis og herigennem fastholde
konventionelle systemer og tankemåder.
11

5
10
15
20
25
Diskursanalyse
Ifølge Fairclough (1995: 54–55) er sproget “a socially and historically situated mode of action, in a
dialectic relationship with other facets of the social”. Det vil sige, at sprogbrug og samfund ikke kan ses
som to uafhængige eksistenser, som tilfældigt kommer i kontakt med hinanden. Sprog og den sociale
kontekst indgår derimod i et dialektisk forhold, hvor vores sprogbrug repræsenterer vores verden, vores
identiteter og sociale relationer, samtidig med at den er med til at skabe og forandre disse – og vor
sprogbrug får dermed sociale konsekvenser (Jørgensen & Phillips 1999: 9). Diskurs bliver på denne
måde en form for social praksis, idet den ikke blot konstitueres af de specifikke sociale, kulturelle og
institutionelle praksisser og strukturer, som den er en del af, den konstituerer også disse. Og den måde,
vi udtrykker os på, afspejler ikke blot vores omverden, vores identiteter og sociale relationer neutralt,
den spiller også en aktiv rolle i at konstruere og forandre dem (Ibid.: 9, 74).
Diskursiv ageren er samtidig en form for social handling (Fairclough 1995: 55): Vores sprogbrug er på
den ene side socialt og historisk forankret, men på den anden side også en form for handling, der kan
påvirke andre aspekter af det sociale. I denne forbindelse skal det nævnes, at Fairclough (Ibid.: 104)
ikke ser vores videns– og betydningssystemer som selvfølgelige, men derimod som kontingente11 (Jørgensen & Phillips 1999: 13–14, 18–19). Sproget afspejler ikke kun verden på én bestemt måde.
Vores virkelighedsopfattelse og –repræsentation er derimod et resultat af vores måde at kategorisere en
sådan virkelighed på, og vi skaber via sproget arbitrære repræsentationer, der kan ændre sig over tid og
alt efter hvilke sammenhænge, disse bruges i, samt formålet bag dem (Fairclough 1992: 74–75).
3.2. Faircloughs model til kritisk diskursanalyse
Faircloughs model til kritisk diskursanalyse søger at samle trådene fra de lingvistisk–orienterede
tilgange til diskursbegrebet med mere samfundsrettede teorier. Fairclough (Ibid.: 72ff) ser selv sin model
som multifunktionel i den forstand, at den kombinerer detaljeret tekstanalyse med andre aspekter af det
sociale, der omgiver “teksten”. Vejen hertil går gennem en tekstnær analyse af specifikke sproglige
fænomener over en intertekstuel analyse af faktorer i forbindelse med tekstproduktion og tekstforbrug,
herunder afdækning af hvordan eksempelvis medietekster konstitueres gennem ofte (hybride)
konfigurationer af genrer og diskurser, til inddragelse af makrosociologiske elementer såsom
situationelle, institutionelle og sociokulturelle faktorer. Alt sammen elementer, der forhåbentlig sætter
11 Selvom viden og identiteter i princippet altid er kontingente, er de inden for specifikke sociale domæner altid relativt fastlåste.
De konkrete situationer udstikker meget begrænsede rammer for, hvilke identiteter et individ kan påtage sig, hvilke
udsagn der accepteres som meningsfulde, samt hvilke former for handling, der opfattes som naturlige (Jørgensen &
Phillips 1999: 14).
12

5
10
15
20
25
30
Diskursanalyse
brugeren af modellen i stand til at afdække forholdet mellem sprogbrug og sociale praksisser, herunder
hvordan social og kulturel forandring finder sted via sproget. En kritisk analyse af f.eks. mediernes
sprogbrug kan derfor ikke blot bruges til at vise, hvordan forandringer i den sociale kontekst kan aflæses
lingvistisk i specifikke artikler, men også hvordan ændringer i mediernes diskursive praksisser kan
skabe forandringer på det societale niveau. Dialektikken i modellen bevirker, at tekster ikke behandles i
isolation, og Faircloughs model stikker derfor dybere end blot beskrivelse af en tekst (en kommunikativ
begivenhed). Den søger derimod at give os en dybere forståelse for tekst/sprogbrug, så vi på denne
måde kan give – så vidt muligt – en forklaring på, hvorfor en given tekst er, som den er, og hvad den
(virkeligt) forsøger at gøre.
3.2.1. Nøglebegreber
Som den opmærksomme læser nok har bemærket, så oplever vi i forbindelse med Faircloughs model til
kritisk diskursanalyse en sand begrebseksplosion. Jeg vil derfor i det følgende afsnit gennemgå og
forklare de forskellige nøglebegreber, der er knyttet til modellen.
Først er det dog vigtigt at få slået fast, hvad begrebet diskurs dækker over. Fairclough opererer med to
tilgange til begrebet diskurs. Som det fremgår af ovenstående, ser Fairclough (1995: 135) diskurs som
“langauge conceived as social practice”. Det vil sige en bestemt måde at agere på, der er socialt og
historisk forankret, og som indgår i et dialektisk forhold til andre sociale praksisser. Denne form for
diskurs varetager tre vigtige opgaver: Den konstituerer, reproducerer og transformerer sprogbrugerens
sociale identitet, deres indbyrdes sociale relationer og deres repræsentationer (videns– og
betydningssystemer). Samtidig benytter Fairclough sig også af en mere konkret form af diskurs, der
betegner “the language used in representing a given social practice from a specific point of view” (Ibid.:
56). Vi kan altså identificere én diskurs, og denne diskurs er forskellig fra andre diskurser (Jørgensen &
Phillips 1999: 79). Der arbejdes ud fra teorien om, at vores sprogbrug er underlagt forskellige
konventioner, som vi følger, når vi agerer inden for forskellige social domæner som f.eks. mediernes
diskursfællesskab, og som resultat vil den måde, vi beskriver et fænomen, variere. Vores sociokulturelle
baggrund samt vores syn på, hvordan verden hænger sammen, smitter altså af på sproget og sætter sig
som sproglige spor i en given tekst. Man kan f.eks. tale om Danmarks progressive skattesystem ud fra
to forskellige synspunkter. På den ene side kunne man i en nyhedsartikel repræsentere de sociale
goder (sygehusvæsen, vejnet, børnehaver), man opnår gennem skatten, som en “vare”, man betaler
(dyrt) for, gennem ord og vendinger som skattetryk, brugerbetaling og ”noget for noget”. På den anden
13

5
10
15
20
25
Diskursanalyse
side kunne man vinkle historien ud fra en betragtning om, at skatten er ens personlige bidrag til
samfundet og måske tale ud fra mere “bløde” værdier såsom omsorg, menneskelige relationer og social
ansvarlighed. Eller sagt med andre ord, så taler man altså om fænomenet skat ud fra en betragtning
om, at man enten betaler i forhold til det, man får, eller i forhold til det, man kan bære.
Analysen af diskurs, f.eks. mediernes diskurs, omfatter to komplementære dele eller perspektiver på de
samme data:
- den kommunikative begivenhed, og
- den diskursorden, som den kommunikative begivenhed er en del af (Fairclough 1995: 56, 66).
Specifikke kommunikative begivenheder (ethvert tilfælde af sprogbrug som f.eks. den ledende artikel i
en bestemt avis eller et dokumentarprogram på en bestemt tv–kanal) opfattes ikke blot som en tekst,
men også som en diskursiv praksis og en social praksis (Fairclough 1995: 57), og diskursanalyse bliver
som resultat en analyse af relationerne mellem disse tre dimensioner (se Figur 3.1.).
Figur 3.1. Tredimensionel model til kritisk diskursanalyse (Fairclough 1992: 73)
14

5
10
15
20
25
Diskursanalyse
Den tekstuelle dimension indeholder en identifikation af karakteristiske træk i teksten. Det vil sige en
beskrivelse af de formelle teksttræk, herunder vokabular, grammatik, metaforvalg og
informationsstrukturer, der konstituerer konkrete diskurser og genrer lingvistisk. 12
Den mellemste dimension indeholder den diskursive praksis. Her afdækkes de forskellige processer,
som produktionen og konsumptionen af teksten omfatter (Fairclough 1992: 71, 78). Analyse af diskursiv
praksis koncentrerer sig om, hvordan tekstforfattere trækker på allerede eksisterende, (konkrete)
diskurser og genrer for at skabe en tekst, og om hvordan tekstmodtagere anvender forhåndenværende
diskurser og genrer i afkodningen og fortolkningen af teksten.
Den yderste dimension, den sociale praksis, fokuserer på den bredere sociale struktur, som den
kommunikative begivenhed på en og samme gang er bestemt af og bestemmende for. En sådan
kontekstualisering foregår på forskellige abstraktionsniveauer: fra den umiddelbare situationelle
kontekst over den institutionelle kontekst til den overordnede sociokulturelle kontekst (Fairclough 1995:
62, 66) 13 . Det vil sige, at man eksempelvis i analysen af medietekster inkluderer informationer om
mediets produktionsforhold, herunder professionelle arbejdsrutiner og redaktionelle politikker, samt
relevante oplysninger om andre (ydre) faktorer, der kan få indflydelse på formen af og udtryk i en given
kommunikativ begivenhed.
Faircloughs dialektiske syn på diskurs bliver tydelig i arbejdet med modellen: Dimensionerne påvirker
hinanden indbyrdes, og skal derfor alle inddrages i en konkret diskursanalyse af en kommunikativ
begivenhed. Den diskursive praksis er bindeleddet mellem tekst og den sociale praksis, idet diskursive
praksisser ikke blot er manifesteret i lingvistisk form, de er også et socialt fænomen. (Fairclough 1998:
143; Fairclough 1992: 65, 71). Vi kan altså via en analyse af den diskursive praksis – med
udgangspunkt i konkrete lingvistiske forekomster – afkode det billede af virkeligheden, som f.eks.
medierne videregiver i forbindelse med en konkret hændelse, herunder kortlægge, hvordan verden
repræsenteres i en given tekst, hvilke identiteter de involverede parter tillægges i denne (journalister,
12 I denne forbindelse skal det nævnes, at selvom Fairclough hovedsageligt ser diskurs som ytringer i form af skrift og tale,
så indrømmer han dog, at det ville være forkert ikke at udvide opfattelsen af diskurs til også at inkludere billeder og illustrationer
(Fairclough 2001: 23). En sådan udvidelse af diskursbegrebet vil især være gavnlig ift. polysemiotiske tekster
som f.eks. nyhedsartikler, hvor informationer på det tekstmæssige plan er tæt forankret i og understøttes af den visuelle
materiale såsom pressefoto, kort og diagrammer.
13 Fairclough skelner mellem diskursive og ikke-diskursive praksisser: Diskursbegrebet reserveres til tekst og tale, mens
ikke-diskursive elementer (som f.eks. den situationelle eller institutionelle kontekst) ses som sociale fænomener, ”der
fungerer efter andre logikker end diskursernes” (Jørgensen & Phillips 1999: 28, 46), og man skal derfor inddrage andre
værktøjer i forbindelse med en analyse.
15

5
10
15
20
25
30
Diskursanalyse
publikum, kilde), samt hvilke relationer der konstrueres mellem de involverede (journalist–publikum,
ekspert–lægmand) – og i sidste ende bestemme, om den kommunikative begivenhed vil resultere i
reproduktion eller transformation af den sociale dimension.
Det andet element i forbindelse med kritisk diskursanalyse, diskursordenen, indeholder de forskellige
diskursive praksisser, hvorigennem tale og skrift produceres og konsumeres. I hver diskursiv praksis
bruges diskurstyper (en struktureret konfiguration af specifikke – og konventionaliserede – genrer og
diskurser) på bestemte måder (Fairclough 1998: 145; Fairclough 2001: 24). En diskursorden – som
f.eks. mediernes diskursorden – kan derfor ses som et udtryk for en forholdsvis fast magtstruktur, der
ikke blot dikterer arten og omfanget af de sproglige valg (genrer og diskurser), der er “tilladte” og
“acceptable” som kommunikative ressourcer inden for dette sociale domæne, men som også sætter
begrænsninger for, hvem der kan deltage i det nyhedsmæssige diskursfællesskab. Mediernes
diskursorden er en kompleks størrelse i denne sammenhæng, idet der f.eks. inden for den trykte
presses diskursorden indgår mange forskellige diskursive praksisser: Lige fra samtaler internt på avisen
(f.eks. mellem redaktionen og journalisterne) over kommunikationen mellem avis og læser
(videreformidling af information/mening) til den societale kommunikation mellem eksempelvis bladhus
og omverden (promovering af avis/holdningsprofil). Alt afhængig af situationen vil man altså opleve, at
man inden for medierne trækker på forskellige genrer såsom samtale, markedsføringsmateriale,
årsrapport mv. og forskellige diskurser (f.eks. kollegial diskurs, promoveringsdiskurs, økonomisk
diskurs).
Genre kan ifølge Bathia (1993: 13) defineres som “a recognizable communicative event characterized
by a set of communicative purpose(s) identified and mutually understood by the members of the
professional or academic community in which they regularly occur”, og kan altså efterfølgende
bestemmes ud fra kommunikative formål, trækstruktur og retoriske strategier. (Frandsen et al. 1997:
110–115). Inden for den trykte presse opererer man med forholdsvis konventionaliserede genrer, nemlig
redaktionelt stof og reklame (Bell 1991: 13). Det redaktionelle stof falder i yderligere tre genre;
servicemeddelelser, nyheder og kommentarer, hvor skellet går mellem de genrer, der formidler
information, og de genrer, der formidler meninger. Det redaktionelle stof domineres naturligt nok af
nyhedsartiklen, idet denne genre kan ses som det primære værktøj ift. opfyldelsen af avisens
hovedformål: nemlig at viderebringe information. Men lederen udgør også et vigtigt element ift. avisens
rolle som opinionsdanner i samfundet. Det skal dog nævnes, at hvis man ser på det journalistiske
16

5
10
15
20
25
30
Diskursanalyse
råmateriale, så er nyhedsartikler dog genremæssigt forholdsvis komplekse, idet journalisten ofte
inkorporerer flere genrer i en og samme artikel såsom elementer fra interviews, pressemeddelelser,
politiske debatter osv., som så rekontekstualiseres og transformeres betragteligt i produktionen af den
pågældende artikel (Fairclough 1998: 150).
Diskurs i sin konkrete form bruges til at repræsentere en given social praksis fra et bestemt synspunkt.
Vi taler altså om én bestemt diskurs, og denne diskurs kan udskilles fra andre diskurser (Fairclough
1995: 76, 95). Men brugen af diskurser i mediesammenhænge er en sammensat størrelse, idet disse er
forholdsvis uafhængige af både genre og diskursordener. De trykte medier behandler via deres
nyhedsformidling en bred vifte af emner (politik, økonomi, kultur mm.), der menes at være af
samfundsmæssig interesse, og man vil ofte opleve, at der i forbindelse med nyhedsartikler vil blive
anvendt forskellige diskurser alt efter det emne, de respektive artikler behandler. Det kan f.eks. være en
militær diskurs i dækningen af borgerkrigen i Liberia, eller en økologisk diskurs i behandlingen af den
danske madsminkesag i EU–regi. Man kan altså ikke i forbindelse med medietekster tale om én
sprogbrug, der hører hjemme i ét særligt domæne, eller at diskurserne er karakteristiske for en bestemt
genre, men nærmere om at teksten trækker på sprogbrug (fagsprog, terminologi osv.) fra det felt, som
teksten omhandler. Det bliver derfor mere emnet som sådan og den bagvedliggende vinkling af
historien, herunder journalistens ideologiske bagage, der bestemmer diskursbrugen.
3.2.2. Kommunikative begivenheder og diskursordener
Forholdet mellem kommunikative begivenheder og diskursordener er dialektisk. Det vil sige, at
specifikke kommunikative begivenheder ikke blot reproducerer diskursive ordener, de kan også ændre
dem. Diskursordenen styrer måske nok de ressourcer, der står til rådighed for den enkelte sprogbruger,
men denne har også mulighed for at påvirke og udfordre diskursordenen ved at anvende eksisterende
diskurstyper på en ny og kreativ måde, eller ved at gå på tværs af de etablerede diskursordener og
dermed trække på diskurser og genrer, der reelt “tilhører” et andet socialt domæne. (Fairclough 1995:
56) Artikuleringen af de genrer og diskurser, som man trækker på (og kombinerer) inden for en given
diskursorden eller flere diskursordener i konstruktionen af en tekst, kaldes for interdiskursivitet
(Fairclough 1992: 118). Ud fra en opfattelse af at kommunikative begivenheder trækker på tidligere
begivenheder, opereres der desuden med fænomenet manifest intertekstualitet (Ibid.: 117), der dækker
over den eksplicitte tilstedeværelse af andre(s) “tekster” i en tekst. I mediernes tilfælde opleves dette
fænomen som oftest via direkte henvisninger i teksten i form af citater, henførende verber/sætninger
17

5
10
15
20
25
30
Diskursanalyse
osv. Intertekstualitet kan også tage en mere “skjult” form. Dette ses f.eks. i de tilfælde, hvor oplysninger
fra pressemeddelelse, pressemøder, ministerielle rapporter osv. ikke bliver sat i direkte forbindelse med
den oprindelige kilde, men omformuleres og inkorporeres i teksten, som var det journalistens egne ord.
Et tydeligt eksempel på interdiskursivitet fra mediernes verden er sammensmeltning af nyhedsartikel og
reklame i gratisavisen metroXpress den 26. maj 2003 (se Illustration 3.1.). I stedet for at placere en
reklame for mobilselskabet CBB Mobil inde i avisen, som man ellers normalt ser det inden for den trykte
presse, er reklamen udformet som en ekstra for– og bagside, inklusive metroXpress’ logo, med teksten
Tillykke Frederik. Denne kreative form for markedsføring fik megen omtale, idet mange mente, at
læseren ikke ville opfatte den som reklame, men nærmere som en nyhed med redaktionel – og dermed
også faktuel – tilslutning fra avisens side.
Illustration 3.1. Forside – metroXpress 26. maj 2003.
Hovedinteressen i Faircloughs kritiske diskursanalyse ligger, som sagt, i undersøgelsen af forandring,
og fænomenerne intertekstualitet og interdiskursivitet kan af samme årsag ses som broen mellem tekst
og diskursiv praksis (Fairclough 1995: 75). Det er bl.a. gennem tekstuelle og/eller strukturelle lån fra
andre sociale domæner, at den konkrete sprogbrug kan forandre ikke blot sin “egen” diskursorden men
også den sociokulturelle omverden14 . De såkaldte alternative træk kan altså ses som et tegn på
ændringer i den sociale praksis, men kan også skabe forandringer i den sociale dimension. Et nyere
eksempel på sidstnævnte er situationen i bl.a. USA og England, hvor medierne via den megen omtale
af den manglende bevisførelse for Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben har været med til at
14 Fairclough ser blandingen af diskurstyper på en ny og kompleks måde som et tegn på og en drivkraft i diskursiv og dermed
også sociokulturel forandring, hvorimod de normative træk på diskursordenen er tegn på status quo i samfundet som
hele (Jørgensen & Phillips 1999: 84).
18

5
10
15
20
25
30
Diskursanalyse
skabe et nedefra kommende pres på de to landes regeringer om at nedsætte kommissioner, der skal
redegøre for præmisserne for koalitionens krig mod Irak, herunder om efterretningstjenesterne og
regeringerne overdrev den reelle størrelse af Irak som trussel mod den vestlige verden.
Et eksempel på ændringer i den diskursive praksis som resultat af forandringer i den sociale praksis er,
hvad Fairclough (Ibid.: 5, 10–12, 42–43) kalder, marketization of discourse. På den ene side siger
traditionen, at medierne skal være informationsbærende institutioner, men på den anden side har
stigende konkurrence og øget pres mht. kommerciel succes skabt en situation, hvor medierne kommer i
direkte krydsild mellem fænomenerne information og underholdning. Medierne betragtes i stigende grad
som en del af underholdningsindustrien og skal derfor konkurrere på samme vilkår som det etablerede
erhvervsliv. Dette betyder, at læserne opfattes som kunder, der “shopper rundt” for at finde det bedste
“tilbud”, og for at fange deres opmærksomhed må de respektive medier ty til en mere
underholdningsbaseret diskurs. Vi oplever hermed en forandring af den etablerede diskursorden inden
for nyhedssektoren. En forandring, der vel og mærke kan aflæses lingvistisk på tekstniveau.
3.2.3. Diskurs og ideologi
Forskellige diskurser fremstiller emner og positionerer mennesker på forskellig vis, og diskurs kan derfor
siges at have en ideologisk effekt (Fairclough 1992: 3–4). Med dette menes, at diskursive praksisser
kan bidrage til at skabe og opretholde ulige magtforhold i samfundet. Her tænkes ikke blot på
majoritetens eventuelle dominerende stilling ift. minoritetsgrupper i samfundet, men også på hvordan
diskursive konstruktioner kan bruges til at fremme bestemte sociale gruppers interesser og/eller
begrænse adgangen for en bestemt gruppe til et givent diskursfællesskab. Som resultat heraf ser den
kritiske diskursanalyse det som sin opgave at “afsløre” den diskursive praksis’ rolle i opretholdelsen af
den (ulige) sociale verden, og begrebet ideologi forekommer da også ofte i forbindelse med
diskursbegrebet.
Mediernes diskursorden kan ses som et domæne for (skjult) overherredømme15 (Fairclough 2001: 42,
45). For det første er mediernes diskursorden underlagt en række veldefinerede og faste regler, der ikke
blot dikterer praksis, men også påvirker det journalistiske arbejde. Her tænkes ikke kun på faktorer
såsom redaktionel kontrol og interne professionelle arbejdsrutiner, men også på journalistens opfattelse
15 Man kan ikke umiddelbart karakterisere mediernes magt som manipulerende, idet de systematiserede arbejdsmetoder og
den bagvedliggende indstilling til eget ”værd” i samfundet ofte betyder, at pressens magt ligge skjult for medierne selv.
19

5
10
15
20
25
30
Diskursanalyse
af egen opgave eller rolle i samfundet. For det andet kan medierne opfattes som en kanal for de
dominerende samfundsgrupper – og herigennem for bestemte meninger og holdninger. De personer,
som medierne bruger som kilder, er ikke altid repræsentative – nogle opnår endda forrang – for alle
samfundsmæssige grupperinger, og man risikerer en skævvridning ift. hvilke stemmer, der kommer eller
kan komme til udtryk i medierne. Et aspekt, der naturligvis får stor betydning for hvilket perspektiv, der
fremkommer i forbindelse med mediedækningen. I forlængelse af dette skal man holde sig for øje, at
“alternative ways of wording any (aspect of) social practice ... may correspond to different
categorizations, and that such alternative wordings and categorizations often realize different
discourses” (Fairclough 1995:14). Det vil sige, at valget af form og udtryk ikke bunder i en ubevidst
handling fra skribentens side. Beslutninger vedrørende hvilke diskurser, man vil anvende, afspejler
(implicit eller eksplicit) ikke blot det dybere formål med teksten, men også skribentens bagvedliggende
ideologiske underlag – det være sig kulturelt eller institutionelt.
Fairclough ser en forbindelse mellem ideologi og magt, og han iværksætter begrebet i de tilfælde, hvor
én social gruppe konkret underlægges andre grupper (Fairclough 1992: 87). Jeg har dog i denne
opgave valgt at bevæge mig en smule væk fra denne noget stringente sammenkobling af ideologi og
dominansrelationer, idet jeg i stedet ser ideologier som værende “a pattern of beliefs, values and
concepts which together form a complete view of human life and society” (Goodall in Askehave 2003:
9). På denne måde, kan ideologi altså ses som den verdensopfattelse eller filosofi, der ligger bag – og
styrer – en bestemt gruppes måde at kommunikere på. Generelt kan man ikke sige, at ideologier er
rigtige eller forkerte (van Dijk 1998: 24), men de har stor betydning for både indhold og udtryk i
forbindelse med kommunikativ begivenhed. Eller som Fairclough (1995: 104) formulerer det, så
afspejler medierne ikke verden, men konstruerer “versions of reality in ways which depend on the social
position and interest and objectives of those who produce them.” Den “farvede” synsvinkel i de
respektive aviser betyder nødvendigvis ikke, at man ikke kan stole på det, der står i medierne, men blot
at man som læser skal være opmærksom på, at virkeligheden kan beskrives på mange forskellige
måder, og at sådanne virkelighedsrepræsentationer muligvis bunder i andre overvejelser end de rent
informative. En artikel vil ofte være en manifestation af en given synsvinkel og dermed også være udtryk
for en bagvedliggende ideologi og værdigrundlag, jf. diskussion af vores forhold til at betale skat på side
13. På samme tid kan økonomiske og institutionelle faktorer såsom oplagstal og krav om kommerciel
succes udgøre forskellige censurforanstaltninger på udformning og indhold.
20

5
10
15
20
25
30
3.3. Bemærkninger til Faircloughs model
Diskursanalyse
Faircloughs tredimensionelle model til kritisk diskursanalyse er en af de mest udviklede modeller til
analyse af sammenhængen mellem tekst og kontekst, men der skal dog knyttes enkelte (kritiske)
bemærkninger til hans tilgang.
Det drejer sig i første omgang om spørgsmålet om, hvordan man definerer – og ikke mindst afgrænser –
de enkelte diskurser. Fairclough (1995: 94) foreslår, at man definerer diskurser ift. det domæne, de
tilhører, samt det perspektiv der ligger bag diskursen. En sådan tilgang er yderst brugbar, når der ligger
en bestemt ideologi (borgerlig) eller samfundsudvikling (kommercialisering) bag en diskurs, men den
kan ikke overføres på alle diskurser, og man løber hurtigt ind i operationelle problemer i identifikationen
af de diskurser, der er på spil i ens egne tekster: Diskursbegrebet er “desværre” ikke baseret på et sæt
af forudbestemte definitioner på, hvad der skal til for, at en diskurs er en diskurs, eller hvilke elementer
der skal indgå i artikuleringen af en sådan. Ej heller hvor grænserne mellem de enkelte diskurser går –
heller ikke selvom Fairclough i sine egen værker arbejder med diskursbegrebet, som om det faktisk
eksisterer i forholdsvis afgrænset form i den virkelige verden (Jørgensen & Phillips 1999: 149).
Faircloughs metode til fastlæggelse af diskurser løser heller ikke problemet med eventuelle
“følgediskurser” i multidiskursive tekster. Med følgediskurser menes diskurser, der opstår som resultat
af en overordnet diskurs i teksten eller af journalistens fortællerteknik, men som er for store og
ensartede til blot at blive reduceret til retoriske strategier i forbindelse med realiseringen af den
overordnede diskurs. Diskursbegrebet fremstår derfor en smule svævende, hvilket i praksis betyder, at
det er op til den enkelte bruger af modellen at analysere og efterfølgende definere hvilke diskurser, der
artikuleres i forbindelse med en given kommunikativ begivenhed. En metode til at løse dette “problem”
kunne være, at man i sit arbejde træder et skridt eller to tilbage og ikke blot kigger på den verdens– og
virkelighedsopfattelse (indre logik), som artikuleringen af en given kommunikativ begivenhed er et
udtryk for, men også fortolker på brugen af diskursen, for så efterfølgende at definere diskursen ud fra
en sådan opfattelse/brug, jf. igen diskussion af skat på side 13.
Det næste kritikpunkt drejer sig om modellens tre dimensioner og den skarpe (teoretiske) adskillelse af
tekst, diskursiv praksis og social praksis. Som Fairclough påpeger, eksisterer der et dialektisk forhold
niveauerne imellem, hvilket gør det vanskeligt at holde niveauerne helt så adskilt i analyseøjeblikket,
som modellen lægger op til. De tre dimensioner griber ind i hinanden, idet en forandring på det ene plan
afføder forandring på det andet, og man vil derfor ofte se sig nødsaget til i praksis at overskride skellet
21

5
10
15
20
25
Diskursanalyse
mellem de forskellige analyseniveauer. Ikke blot for at forklare et aspekt, men også for at kunne give en
logisk og ikke mindst brugbar fremstilling af det emne, man behandler – noget man da også oplever hos
Fairclough selv. Eller sagt med andre ord, så er man allerede i gang med at lave tekstanalyse, når man
arbejder på det diskursive plan og vice versa.
Mine sidste bemærkninger angår den viden, der forudsættes i forbindelse med Faircloughs model.
Kritisk diskursanalyse er, som nævnt, en multidisciplinær tilgang, der inddrager sociokulturelle aspekter i
analysen af en kommunikativ begivenhed. I denne retning vil lingvister ikke finde Fairclough specielt
behjælpelig, idet han lader det være op til den enkelte bruger at beslutte hvilke informationer, der skal
inkluderes under den sociale praksis for at kunne give en “fornuftig” analyse af forholdet mellem
lingvistiske forekomster og sociale fænomener eller den effekt, som den diskursive praksis har på den
sociale praksis. Der forudsættes altså en forholdsvis stor viden på det sociale niveau hos brugeren – en
viden, som udprægede lingvister måske ikke besidder i opstartsfasen – og man skal derfor ikke blot rent
intuitivt fornemme, hvilke elementer der kan være relevante at inddrage i en given situation, man skal
også arbejde med elementer fra forholdsvis “ukendte” domæner som f.eks. det psykologiske eller det
økonomiske univers. Dermed ikke sagt, at sprogfolk skal holde sig fra kritisk diskursanalyse, man skal
blot holde sig for øje, at denne metode kræver et ben i flere lejre for at lave en fuldstændig analyse af
en “tekst”.
Med ovenstående (kritiske) bemærkninger in mente, vil jeg dog alligevel mene, at Faircloughs tilgang til
kritisk diskursanalyse vil bidrage positivt til dette speciale, idet modellen leverer den sammenhæng
mellem de forskellige dimensioner, der viser, at en tekst ikke bare er en tekst, men også en diskursiv
såvel som en social praksis. Dialektikken mellem tekst og samfund stemmer godt overens med denne
opgaves formål, nemlig at afdække hvilket billede, de to udvalgte medier tegner af begivenhederne den
11. september 2001, herunder hvad der ligger bag disse artikuleringer.
22

5
10
15
20
25
30
4. DEN SOCIALE PRAKSIS
Den sociale praksis
Som det kunne ses under gennemgangen af Faircloughs tredimensionelle model til kritisk
diskursanalyse, skal man i analysen af en kommunikativ begivenhed tage hensyn til tre niveauer, nemlig
den sociale praksis, den diskursive praksis og det tekstmæssige udtryk. Genstandsfeltet for dette kapitel
er den sociale praksis, der ifølge Fairclough (1995: 57) udgør “the social and cultural on–goings which
the communicative event is part of.” En analyse af den sociale praksis indeholder en analyse af de
forskellige kontekster, som den kommunikative begivenhed (teksten) er indlejret i; fra den umiddelbare
situationelle kontekst (hvem har gjort hvad og hvornår mv.) over den institutionelle kontekst, herunder
avisens konkrete ideologiske bagage og dennes opfattelse af mediets samfundsmæssige rolle og
ansvar, til de politiske, sociale og kulturelle kontekster (Bell 1991: 13–20; Fairclough 1992: 237). I de
følgende afsnit vil jeg fastsætte den sociale matrice, som de kommunikative begivenheder – i denne
forbindelse JP og NYTs ledere af 12. september 2001 – er en del af.
4.1. Den situationelle kontekst
Tidligt tirsdag morgen den 11. september kl. 8.45 (lokal tid) rammer et fly WTCs sydlige tårn. Den første
reaktion er, at der er tale om en grufuld ulykke, men da det nordlige tårn også bliver ramt, står det klart,
at vi her har med et terroristangreb at gøre. Men det er ikke slut endnu. Kl. 9.44 kommer meldingen om,
at dele af det amerikanske forsvarsministerium Pentagon står i flammer, og mellem kl. 9.58 og 10.28 er
hele verden vidne – live – til de to tvillingetårnes kollaps. Næsten samtidig indløber beretningen om, at
et fjerde fly er styrtet ned i nærheden af Pittsburgh, og at luftrummet over USA nu er lukket for trafik.
Alle angrebene rammer amerikanske magtsymboler, der hver især repræsenterer hjørnestenene i det
amerikanske samfund og hermed også hele den vestlige verden. WTC er ikke blot en velkendt del af
New Yorks skyline. Som knudepunkt for meget af handlen med værdipapirer i USA og den øvrige
verden er bygningerne også det fysiske manifest på USA's økonomiske velstand. Og som hovedsæde
for verdens mægtigste militær repræsenterer Pentagon militær overlegenhed og magt. Målet for det
fjerde fly er stadig ukendt, men flere teorier bringes på bane, herunder Det Hvide Hus og Camp David:
Førstnævnte pga. dets status som regeringsbygning, og sidstnævnte ud fra en historisk betragtning. Da
støvet har lagt sig over Ground Zero, som kraterne efter de to tårne hurtigt bliver kaldt, står det klart, at
det, man troede, ikke kunne ske, er blevet en realitet. USA er ramt lige i hjertet af en række
velkoordinerede angreb, og der er vel at mærke tale om angreb, der ikke kunne forhindres af det meget
omtalte missilskjold. Attentatmændene har muligvis oprindelse i diverse mellemøstlige lande, men de
stod på flyet som almindelige rejsende inden for USA's grænser.
23

5
10
15
20
Den sociale praksis
Usikkerheden om, hvad der er sket, og hvorfor det er sket og ikke mindst de reelle bagmænds identitet
betyder, at begivenhederne starter i stilhed fra officiel side; Bush holder først tale til nationen fra Det
Hvide Hus om aftenen. Medierne derimod får hurtigt gang i beretningerne, og spekulationer er der
mange af. Én ting kan de fleste blive enige om: Angrebene er omhyggeligt planlagte med henblik på at
ramme – og dræbe – flest mulige civile ofre. Og set i bakspejlet virker det som om, målene er nøje
udvalgt ud fra deres symbolisme, og hvilken skade deres destruktion kan påføre USA og den vestlige
verden. Hvem, bagmanden eller bagmændene kan være, er på sin vis stadig uvist, i og med ingen har
påtaget sig skylden for angrebene, men ret hurtigt bliver saudiaraberen Osama bin Laden16 og
terrornetværket al Qaeda sat i forbindelse med angrebene. Roden til denne sammenkædning skal efter
flere kommentatorers mening findes i USA's udenrigspolitiske involvering – eller mangel på samme – på
den arabiske halvø og i Mellemøsten17 .
I løbet af få timer breder frygten og usikkerheden sig som en steppebrand – ikke bare i USA, men også i
resten af verden. For hvis noget sådant kan ske i USA, så kan det ske alle steder. Vi befinder os kort og
godt i en verden, der forandrer sig for vore øjne, og som afføder et globalt informationsbehov af hidtil
uset grad og karakter. Det store opbud af både nationale og internationale medier på Manhattan, der
bl.a. er hjemstedet for mange af de store amerikanske nyhedsstationer, betyder i første omgang, at
medierne kan være med fra starten, og slagets gang kan følges minut for minut. Vi ser gang på gang de
samme billeder af den brændende fløj i Pentagon, de to tårnes sammenstyrtning, støvskyerne der farer
gennem New Yorks gader osv. Dette er uden tvivl med til at gøre begivenhederne meget nærværende,
og vi bliver i bogstaveligste forstand øjenvidner til historien. Og de samme spørgsmål stilles om og om
igen: Hvordan kunne det ske? Hvorfor skete det, og hvem stod bag det skete?
16 Den 11. september er navnet Osama bin Laden ikke ukendt for den amerikanske efterretningstjeneste. Bin Laden var
tidligere blevet forbundet med flere attentater mod amerikanske mål i udlandet, herunder bombningen af de amerikanske
ambassader i Kenya og Tanzania i 1998 og attentatet i 2000 mod den amerikanske destroyer USS Cole i Yemen.
17 Her skal det kort nævnes, at amerikansk udenrigspolitik gennem årene har svinget mellem involvering og isolation. Indtil
angrebet på Pearl Harbor i 1941 holder USA sig uden for 2. Verdenskrig. Efter de allieredes sejr i 1945, fremstår USA som
en supermagt, men forholdet til et af landets allierede, nemlig Sovjet Unionen, bliver hurtigt forringet, og USA anser nu sig
selv som den førende opposition til kommunismen. Efter Sovjet Unionens kollaps i 1991 er USA verdens eneste tilbageblevne
supermagt, og landet trækker sig mere tilbage i sin skal. Ser man bort fra Golfkrigen i 1991, fokuserer landet mere
på begrebet lederskab, herunder som deltager i fredsforhandlinger. Mange anser denne form for lederskab for den
egentlige årsag til det spændte forhold mellem nationerne i Mellemøsten og USA. USA's “favorisering” af Israel ift. landets
behandling af palæstinenserne og støtte til ikke-demokratiske nationer som f.eks. Ægypten og Saudi Arabien, har medført,
at befolkningerne i regionen opfatter USA's tilstedeværelse som et dække for slet skjult imperialisme og for egeninteresse
i den for USA så vigtige olie; og ikke som amerikanerne påstår for at sikre demokrati og frihed i verden.
24

5
10
15
20
25
30
4.2. Den institutionelle kontekst
Den sociale praksis
Den institutionelle kontekst spiller normalt en meget vigtig rolle i forbindelse med nyhedsformidlingen.
Faktorer såsom journalistens tommelfingerregler, herunder de pragmatiske nyhedskriterier nævnt i
afsnit 2.1., journalistens selvforståelse vedrørende egen rolle i samfundet samt den institutionelle
stemme udgør til stadighed vigtige delelementer af journalistens mentale beredskab under
skriveprocessen. Hertil skal lægges det økonomiske aspekt af nyhedsformidlingen, nemlig avisen som
erhvervsvirksomhed.
4.2.1. Avisproduktionens journalistiske dimension
På trods af den teknologiske udvikling hviler produktionen af nyhedsartikler i dag stadig på samme
principper, definitioner og produktionsmetoder, som skribenter har brugt som journalistisk ledetråd i
årtier. Den institutionelle stemme (Bell 1991: 38), dvs. den redaktionelle institution der opstiller de
ideologiske rammer og redaktionelle politikker, inden for hvilke selve nyhedsdækningen foregår, har dog
meget at skulle have sagt i forbindelse med medieindhold og –sprog. I denne forbindelse skal det
nævnes, at i modsætning til tidligere tider, hvor de enkelte dagblade havde et bestemt politisk bagland
og dermed var talerør for bestemte grundholdninger, har de færreste aviser i dag nogen direkte
partipolitisk tilknytning. De har dog stadig hver især deres egen holdningsmæssige profil og
nyhedsfilosofi – avisens bagvedliggende ideologi – der har stor indflydelse på, hvordan man prioriterer
stoffet, og hvordan historien vinkles (Blach & Højberg 1989: 64).
Som tidligere nævnt, er en af avisens allermest centrale funktioner at tilfredsstille læserens behov for
information fra ind– og udland – under hensyntagen til rollen som den fjerde statsmagt naturligvis.
Denne rolle uddybes dog under krisesituationer som den, der opstår i forbindelse med angrebene den
11. september: Det forventes ikke blot, at pressen formidler information om det skete, men også at
denne stiller kompleksreducerende – og fortolkende – rammer til rådighed, der kan skabe orden i det
omkringliggende kaos og fungere som guide i forståelsen af det skete (Hansen 2002: 77). I forhold til
dækningen af 11. september kommer mediernes formidlingsevner under pres. Overraskelsesmomentet
i og intensiteten af angrebene betyder, at de visuelle og fortællingsmæssige matricer, herunder
genkendelige skurke og helte, som nyhedsorganisationerne normalt opererer ud fra under kriser, ikke
længere forekommer brugbare og tidssvarende som sammenligningsgrundlag. Man skal dermed internt
på aviserne ikke blot beslutte sig for, hvilke parametre, der er rigtige at bruge for at forklare og formidle
25

5
10
15
20
25
Den sociale praksis
det skete, og dermed gøre det uforståelige forståeligt for sig selv og sine læsere. Man skal også
kombinere de udvidede krav til nyhedsdækningen med idealer om sandhed og upartiskhed18 .
Kigger vi på de to udvalgte mediers dækning den 12. september, så er de første 27 sider af avisen for
NYTs vedkommende dedikeret til at informere om angrebene. Under overskriften A Day of Terror
viderebringer avisen personlige beretninger om, hvad øjenvidner har set, oplevet – og ikke mindst følt –
under og efter angrebene samt mere faktuelle oplysninger såsom angrebenes kronologi, WTCs
bygningskonstruktion og historie. Eftersom NYT har hjemme i New York, er meget af avisens fokus
forståeligt nok lagt på forholdene i New York. Det er informationer om byens kriseberedskab og det
efterfølgende redningsarbejde og –indsats, det næsten fuldstændige nedbrud på transport– og
kommunikationslinier, afbrydelsen af primærvalget samt hospitalernes – og lighusenes – kapacitet, der
er i centrum. Men avisen indeholder naturligvis også informationer om de landsdækkende reaktioner på
angrebene på WTC og Pentagon, herunder evakuering af offentlige bygninger, lukningen af det
amerikanske luftrum, militæret der er sat i højeste alarmberedskab samt situationen i landets lufthavne.
Et andet stort emne i avisen er reaktioner fra ledende amerikanere inden for regeringen, militæret og
efterretningstjenesten, herunder præsidenten og hans nærmestes handlinger og udtalelser. Man
inkluderer desuden reaktioner fra udenlandske stats– og regeringsledere. Men det stopper ikke her.
Avisen indeholder også overvejelser om bagmændenes identitet, deres psykologiske profil, terrorismens
natur samt baggrunden for angrebene, herunder om man kunne have forudset angrebene, om der
havde været forudgående advarsler, og om det meget omtalte missilskjolde kunne have forhindret dem.
Vender vi blikket mod JP, så vælger avisen den 12. september at inkludere et specialtillæg i dagens
avis. Emnerne, der behandles, svarer i det store hele til indholdet af NYT (angrebenes kronologi,
øjenvidneberetninger, de internationale fordømmelser, reaktioner fra amerikanske regeringsledere,
eventuelle forudgående advarsler, bagmændenes identitet, effekten af missilskjoldet osv.) uden dog at
gå helt så meget i detaljer med de amerikanske forhold. I stedet vinkles artiklerne mod de for danskerne
mere nære forhold. Under hovedoverskriften Vestens mareridt indeholder tillægget udtalelser fra danske
og europæiske politikere og militære eksperter. Man gennemgår det danske beredskab og hvilke
foranstaltninger, man har iværksat ift. regeringens og kongehusets sikkerhed. Udover amerikanske
18 I forbindelse med nationale kriser er det karakteristisk for de førende medier og meningsdannere, at de slutter op om
landets leder og prøver at mobilisere befolkningen til at gøre det samme, og man vil – af patriotiske hensyn - normalt ikke
se den store kritik af landets leder eller dennes gerninger. Kort sagt, pressen udøver en form for selvcensur (Chomsky
2002: 29-30; Hertsgaard 2002: 109-110).
26

5
10
15
20
25
30
Den sociale praksis
øjenvidner præges flere artikler af, hvordan danskere bosat i New York oplever angrebene. JP udtaler
sig desuden om effekten af angrebene på den danske økonomi, hvilket jo i sig selv ikke er så
bemærkelsesværdigt, når man tager avisens baggrund og den amerikanske økonomis indflydelse på
den danske økonomi i betragtning. Det tilsvarende emne i NYT er først placeret forholdsvis langt omme
i avisen. En af grundene til denne “tilsidesættelse” kunne være, at økonomiske overvejelser på
nuværende tidspunkt har mindre betydning. Det virker som om, det har større værdi at informere om,
hvordan de nationale, militære og politiske institutioner reagerer, hvor man kan henvende sig med
spørgsmål, og hvad man kan gøre for at hjælpe mv.
Som det fremgår, vælger begge medier en meget omfattende dækning af begivenhederne, hvilket kan
tydes som avisernes strategi i dækningen af deres respektive læseres informationsbehov. Her skal det
nævnes, at journalisten i den normale nyhedsartikel bestræber sig på at videreformidle en hændelse så
afbalanceret og objektivt som muligt. Men billedet ser helt anderledes ud, hvis vi kigger på den
holdningsprægede del af avisen – i dette tilfælde lederen – hvor bl.a. den institutionelle stemme må
komme til udtryk. Dette aspekt vil blive gennemgået i kapitel 5.
4.2.2. Avisproduktionens økonomiske dimension
Det økonomiske element er hele eksistensgrundlaget for en avis, idet det er nødvendigt for en avis at
tjene penge for at kunne opfylde informationsbehovet i samfundet. Af kommercielle årsager har de
trykte medier, især dagspressen, været igennem en betydelig “konglomeratisering” af medielandskabet i
form af overtagelser, sammenlægninger og strategiske alliancer (Navaski 2002: xiv; McChesney 2002:
99; Lehrmann 1998: 6). Som resultat domineres avismarkederne nu af en forholdsvis lille skare af
udgivere som f.eks. Gannett Co., Inc. 19 i USA og JP/Politikens Hus A/S samt Det Berlingske Officin i
Danmark.
De økonomiske faktorer påvirker i høj grad de daglige rutiner på en avis. Størstedelen af de
amerikanske og danske aviser er privatejede og modtager ikke statstilskud. Det vil sige, at de har det
samme formål som almindelige private erhvervsvirksomheder i den forstand, at de skal skabe overskud.
I en tid med kraftigt faldende indtjening konkurrerer aviserne indbyrdes om annoncørernes og læserens
gunst vha. differentiering af deres produkt, nemlig nyheder (Fairclough 1995: 5, 42–44). De skal som
enhver anden virksomhed varetage eksterne interessenters – såsom aktionærer og investorer –
19 Gannett Co., Inc. er USA’s største bladhus og udgiver mere end 100 aviser i USA, herunder USA Today.
27

5
10
15
20
25
Den sociale praksis
interesser via overskud, og pressen står derfor i en situation, hvor de skal tilfredsstille to herrer, nemlig
deres læsere og deres investorer. Dette gør nyhedsformidlingen meget kompliceret, da der er mange
forskellige interesser og behov, der skal dækkes. Et faldende læsertal gør desuden, at aviserne bliver
nødt til at appellere bredt, og de kan derfor ende i en situation, hvor information og underholdning
kæmper en kamp om overtaget.
Den 11. og 12. september bliver alle økonomiske hensyn på det nærmeste sat på standby. Nu gælder
det ikke om at komme først med det seneste – eller tage kommercielle hensyn – men om at sende al
den information ud til befolkningen, som man kan (Zelizer, 2002: 4–5, 73). Medieinternt opstår der et
helt nyt fænomen, nemlig mediesolidaritet. På trods af at CNN har eneretten til visse billeder, udlåner
kanalen billedmateriale fra Ground Zero til andre medier. Og selv reklamerne forsvinder eller skubbes
bagud i avisen.
4.3. Den politiske kontekst
Medierne, herunder avisen naturligvis, spiller en aktiv rolle i den politiske proces. Mediernes status som
samfundets vagthund gør, at de, som Pittelkow (2001: 1) formulerer det, har “væsentlig indflydelse på
den virkelighed, de vogter over” – og hermed også de aktører, der tager del i denne virkelighed. Der
eksisterer dog et kompleks forhold mellem medier og samfund, hvorfor de aktører (kommercielle
organisationer, NGOer og politiske partier mv.), som avisen vogter over, også forsøger at påvirke
pressen – som regel med det formål at påvirke opinionen i landet eller skabe et mere positivt billede af
en given aktør. I dag har enhver større virksomhed med respekt for sig selv ansat
kommunikationsmedarbejdere, og fra politisk side fungerer spindoktorer og pressechefer som
regeringens forlængede arme i kampen om dagsordenen. I særligt grelle tilfælde skaber sådanne
relationer et taknemmeligheds– og afhængighedsforhold mellem sagens parter og pressen, hvilket kan
få uheldig – og udemokratisk – indflydelse på ytringsfriheden20 .
Kigger vi på NYT og JPs dækning af angrebene den 12. september, så har ovenfra kommende censur
eller såkaldte uheldige afhængighedsforhold ingen eller i hvert fald ringe betydning. Under en krig kan
regeringen og militæret kontrollere mediernes adgang til informationer. Det kan man ikke på samme
20 Man har også været vidne til, at regeringer i krisesituationer har udøvet direkte censur over for pressen. Under Golfkrigen
kom den amerikanske regerings indflydelse på mediedækningen tydeligt til udtryk, idet medierne blev pålagt strenge regler
for, hvad der i nationens interesse måtte vises og ikke vises. Et nyere eksempel på ovenfra kommende censur er Israels
afvisning af BBC og dets journalister pga. stationens mindre flatterende udsendelse om Israels atomvåbenprogram.
28

5
10
15
20
25
Den sociale praksis
måde mht. begivenhederne den 11. september. Angrebene foregår live, og verden er dermed øjenvidne
til begivenhederne, hvilket gør det svært at kontrollere det budskab, der kommer ud i de respektive
medier. Og pressen har så at sige frit spil mht. vinkling og indhold af historierne.
4.4. Den sociokulturelle kontekst
I årene lige op til den 11. september havde der ikke været det store behov – eller interesse for den sags
skyld – for politisk debat21 i de amerikanske medier, når man da ser bort fra præsidentvalget i
2000/2001. Heller ikke den klassiske udenrigspolitiske reportage står i høj kurs i USA, så de
amerikanske medier (især tv–selskaberne) trækker sig tilbage fra de udenrigspolitiske brændpunkter
(Zelizer 2002: xv). De store aviser såsom NYT holder dog nogenlunde stand og bibeholder de fleste af
deres udenrigskorrespondenter, men også deres totale internationale dækning falder22 . På trods af den
amerikanske militære involvering og økonomiske intervention utallige steder på kloden får disse
aspekter forbavsende lidt dækning i pressen. Debatten i landets medier går mere på USA's økonomiske
fremgang, ja/nej til offentlig sygesikring og positiv forskelsbehandling m.v. Kort sagt, interne
amerikanske anliggender. De amerikanske medier fokuserer desuden mere på nyhedens
underholdningsværdi, hvilket medfører, at man i stedet for brede og perspektivrige historier koncentrerer
sig om brændpunktsjournalistik (Carey 2002: 76–77; Hertsgaard 2002: 19) i form af her og nu–sager om
død og ulykke eller historier om de rige og kendte – hvem husker ikke Monica–Linda–Bill–affæren?
Den 11. september bliver amerikanerne med ét igen en del af en usikker verden, og de amerikanske
medier står over for en enorm – og ikke helt nem – opgave. Siden 1941 har man i det amerikanske
samfund ikke haft en krisesituation så uforklarlig, usandsynlig, uventet og traumatisk, der direkte
påvirker hele det amerikanske samfund (befolkning, regering og presse). Man skal formidle en politisk
motiveret handling af hidtil ukendte dimensioner og med så store konsekvenser til et samfund, der af
flere årsager har en meget ringe viden om verden, og som ikke før har interesseret sig for de
21 Ordet debat skal dog tages med et gran salt. Selvom den amerikanske presse normalt opfatter sig selv som kritisk over for
regeringen, erhvervslivet og det etablerede samfund som hele, er de amerikanske medier ofte blevet beskyldt for at være
forholdsvis statsvenlige - til tider ligefrem regeringens forlængede arm. Udadtil holder pressen dog hverken med
republikanerne eller demokraterne, men de amerikanske medier afhængighed af officielle kilder betyder i sidste ende, at
hvis f.eks. oppositionen kører en hård linie, vil pressen køre en tilsvarende hård linie (M. Hertsgaard 2002: 105-114). Et
eksempel er pressens dækning af rigsretssagen mod Bill Clinton i forbindelse med Monica Lewinski-skandalen. Historien
havde sit egentlige udspring i Whitewater-sagen, hvor Lewinskis navn dukkede op under undersøgelse af Clintonfamiliens
investeringer i byggegrunde. Statsadvokaten førte en hård linie, og Clinton fik en ligeledes hård medfart i
pressen.
22 Tørring Amtsgymnasium & Ritzaus Bureau (07.10.1997): Amerikanske mediers dækning af resten af verden skrumper ind:
pp 1.
29

5
10
15
20
25
30
Den sociale praksis
begivenheder, der leder op til angrebene (M. Hertsgaard 2002: 82; Chomsky 2002: 33). Kort sagt,
historie, politik og menneskelig natur er tilbage på pressens dagsorden, og man skal igen til at
rapportere fra den omkringliggende verden for at finde svar på det altoverskyggende spørgsmål:
Hvorfor?
Kommercialiseringen og underholdningsfikseringen af nyhederne er også slået igennem i Danmark, om
end ikke i samme grad som i USA. Redaktionerne prioriterer stadig udlandsstoffet med fakta,
baggrunde og perspektiv meget højt (Kramhøft 2001: 13, 17–19; Ravn–Olesen 1990: 22), og de opfatter
da også sig selv som “aktører i det internationale nyhedssystem og forpligtet af den globale dagsorden”
(Kabel 2002: 44). Det stigende krav til underholdning og hurtig information bevirker dog, at man
undertiden oplever medierne “gå i selvsving” over enkeltsager, som pustes op og modtager intensiv
dækning, lige indtil den næste store sag kommer i pressens søgelys23 . Danmarks placering og
indflydelse på den globale scene betyder dog, at landet som helhed er nødt til at være forholdsvis åben
over for omverdenen – på det politiske, økonomiske og menneskelige plan etc. Man kunne derfor
formode, at (størstedelen af) den danske befolkning besidder en anden – og mere klar – fornemmelse
af verden, herunder krisen i Mellemøsten, end størstedelen af den amerikanske befolkning. Dermed
ikke sagt, at angrebene af den grund bliver mere acceptable og forståelige, men man har måske større
forudsætninger for at kontekstualisere begivenhederne på det personlige plan. Det skal dog siges, at
Danmark ikke umiddelbart er påvirket af begivenhederne (det står forholdsvis hurtigt klart, at der ikke er
danskere blandt ofrene), men angrebene rammer alligevel størstedelen af den danske befolkning lige
midt i hjertekulen, og frygten for, hvad der skal ske på det økonomiske, politiske, sociale og militære
område, er forståeligt nok dyb.
4.5. Opsummering – den sociale praksis
Angrebene den 11. september på USA's økonomiske og militære nervecentre, WTC og Pentagon,
sætter hverdagens rutiner og kendte forståelsesrammer på en hård prøve i både Danmark og USA.
Omfanget af og det uventede i begivenhederne skaber en stemning af utryghed og usikkerhed kloden
rundt og resulterer i et informationsbehov af hidtil usete dimensioner – og man vender sig bl.a. mod
medierne for at finde svar. Kigger vi på de faktorer, der har eller kunne have indvirkning på et sådant
svar fra mediernes side, så virker det umiddelbart som om, den situationelle kontekst og det heraf
23 Her kan nævnes historien fra 2003 om den ikke-troende præst fra Taarbæk, der først blev afsat og senere genansat.
Bølgerne gik højt, og begivenheden fik stor opmærksomhed i en kort periode, men ebbede så stille og roligt ud igen.
30

5
10
Den sociale praksis
opståede informationsbehov har størst betydning for de to udvalgte mediers nyhedsdækning. Som
resultat glider faktorer såsom produktionsforhold, massemedierne som forretning og deres forhold til
officielle og politiske institutioner i baggrunden.
Begivenhederne eksploderer så at sige nærmest uden advarsel og med få fortilfælde, og de to aviser
skal nu beslutte sig for, hvordan man nyhedsmæssigt skal og vil håndtere det skete. Med dette menes,
hvordan man skal fortælle om begivenhederne samt konceptualisere dem på en måde, der kan bringe
orden i det omkringliggende kaos og give mening til de traumatiske hændelser. Både JP og NYT
viderebringer store mængder af information til deres respektive læsere, men som nævnt i kapitel 2, er
det dog én ting at videregive ren information om et givent emne, en helt anden ting er, som det vil
fremgå i det følgende kapitel, hvordan aviserne som institution reagerer på angrebene. Hermed menes,
hvad er det for et billede af begivenhederne, som de to aviser videregiver i deres ledende artikler den
12. september, og hvad er de eventuelle årsager til en sådan fremstilling?
31

5
10
15
20
25
30
5. DEN DISKURSIVE PRAKSIS/TEKSTEN
Den diskursive praksis/teksten
I dette kapitel redegøres der for de to inderste dimensioner i Faircloughs tredimensionelle model til
kritisk diskursanalyse, nemlig den diskursive praksis og teksten. Jeg har valgt at ignorere den skarpe
opdeling af niveauerne ud fra en betragtning om, at der i beskrivelsen af den diskursive dimension
inddrages konkrete lingvistiske forekomster såsom ordvalg og grammatik. Sammenkoblingen skal derfor
ses som en metode til at få modellen til at hænge sammen i praksis samt til at nå frem til brugbare
analyseresultater uden for mange gentagelser – hvilket der er fare for, hvis man følger Faircloughs
model slavisk.
Den diskursive praksis er det sprogliggjorte bindeled mellem den sociale praksis og den kommunikative
begivenhed, og i analyseøjeblikket er man interesseret i, hvordan tekster produceres og konsumeres24 .
Al kommunikation (de ord, vi bruger, og de ord, vi sætter på en betydning) beror på udtryksmæssige
valg, og sproget kan derfor ses som et af de primære ideologiske domæner (Fairclough 1995: 14; Kress
183: 124). Der kan altså ligge langt mere bag form og udtryk i forbindelse med en given artikel, end man
umiddelbart kan se med det blotte øje. Tekstmæssige fænomener og stilistiske virkemidler (leksis,
metaforik, retorik mm.) er derfor gode ledetråde i forbindelse med besvarelsen af spørgsmålet om,
hvordan den pågældende skribents verdenssyn kommer til udtryk i teksten. Endvidere kan man
afdække, hvordan afsender og modtager repræsenteres i teksten, samt hvilke relationer teksten skaber
mellem disse. Eller sagt med andre ord, hvilket billede af virkeligheden de to medier videregiver. Med
udgangspunkt i mediernes diskursorden foretages først en kort redegørelse af lederen som genre,
herunder identifikation af kommunikative hoved– og biformål – inklusive de sprogfunktioner, der
realiseres på tekstplan. Herefter afdækkes de (konkrete) diskurser, aviserne og deres skribenter
trækker på i dækningen af begivenhederne den 11. september samt eventuelle årsager til artikuleringen
af disse diskurser.
5.1. Mediernes diskursorden
I forbindelse med kritisk diskursanalyse fokuseres der på to komplementære dimensioner, nemlig den
kommunikative begivenhed og den diskursorden, som denne er en del af. I denne sammenhæng har vi
altså at gøre med to kommunikative begivenheder, nemlig de to ledere bragt i henholdsvis JP og NYT
den 12. september, og den diskursorden, som disse tilhører, er mediernes diskursorden – eller rettere
24 Jeg vil i denne forbindelse ikke foretage en decideret receptionsanalyse: Jeg sætter mig i stedet i læserens sted, og
analyseresultaterne vil derfor være udtryk for min opfattelse af situationen.
32

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
sagt de trykte mediers diskursfællesskab. Dette diskursive fællesskab indeholder forskellige diskursive
praksisser såsom avis/investorer, avis/andre medier mv., men nedenstående analyse vil fokusere på
forholdet mellem avis og læser.
5.1.1. Lederen som genre
Jeg vil ikke nærmere redegøre for begrebet genre som sådan, idet man, som nævnt i afsnit 3.2.1., inden
for den trykte presse opererer med forholdsvis konventionaliserede genrer. Jeg vil dog kort knytte
enkelte overordnede kommentarer til lederen som genre. Den ledende artikel er for det første
typografisk forskellig fra den normale nyhedsartikel, idet den ofte er usigneret og uden forrider, det vil
sige en lille “over–overskrift”, der angiver, hvilken genre det følgende tekststykke tilhører. Derimod
markerer lederens konventionelle placering under avisens kolofon, at vi som læsere her har med
avisens stemme at gøre. Eller sagt med andre ord, så er det her, man som læser forventer at blive
præsenteret for redaktionens egne holdninger og meninger omkring et givent emne eller en aktuel
problemstilling. Dermed ikke sagt, at man som læser nødvendigvis skal være enig i de redaktionelle
ytringer. Lederen fremstår tværtimod som et forum for og inspirationskilde til debat – mellem (næsten)
ligestillede individer. Lederen er derfor ikke blot et væsentligt element som udtryk for den institutionelle
stemme, den er også yderst vigtig for de samfunds– og politisk bevidste læsere, herunder politikere, der
deltager i debatten (Olsson & Poulsen 1995: 57–58; Vestergaard 1998: 37).
5.1.1.1. Lederens kommunikative formål
Som nævnt i afsnit 3.2.1., er der for mediernes vedkommende ikke tale om genrebestemte diskurser.
Emne og formål med teksten spiller derimod en vigtig rolle i definitionen af hvilke diskurser, der er på
spil i teksten.
En teksts kommunikative formål kan forstås som “de(n) handlinge(r) eller de(n) tilstand, som afsenderen
har til hensigt” (Frandsen et al. 1997: 112). Eller sagt med andre ord, en teksts kommunikative formål
afhænger af og vil variere ift. afsenders bagvedliggende intentioner med teksten. Kigger vi på den
ledende artikel, kan denne ifølge Vestergaard (1998: 37) karakteriseres som en “holdningsdiskuterende
og formidlende tekst og ikke ... et nyhedsformidlende instrument”. Eller sagt med andre ord, så kan
denne genres centrale kommunikative formål karakteriseres som det at udtrykke meninger og
holdninger. Dette får naturligvis stor betydning for de retoriske strategier, der realiseres på tekstplan. Til
forskel fra den gængse nyhedsartikel indeholder lederen helt åbenlyst avisens egne vurderinger af en
33

5
10
15
20
25
Den diskursive praksis/teksten
begivenhed, og de meninger, der kommer til udtryk, tilskrives ikke en ekstern kilde, men fremstår
eksplicit som værende på afsenders regning (det editoriale vi). Det er lederens opgave at vurdere,
fortolke, forklare, anbefale, opfordre osv., hvorfor den som oftest vil være argumenterende i sin
sagsfremstilling. Og spørgsmålet om sandhed ift. denne genre bliver derfor irrelevant, idet vurderinger
“nemlig ikke [er] sande eller falske, men mere eller mindre rimelige” (Vestergaard 1998: 39–40).
Ét er dog at sige, at lederens primære kommunikative formål er at vurdere eller stille forslag. Noget
andet er at afdække, hvad det helt præcist er, den vurderer eller stiller forslag om – og hvordan dette
gøres. Svaret på disse spørgsmål kan bl.a. findes gennem en identifikation af de sprogfunktioner, der er
indlejret i teksterne, samt hvordan disse kommer sprogligt til udtryk i teksten (argumentation, stemning i
teksten osv.).
5.1.1.1.1. Sprogfunktioner i forbindelse med lederen
Med sprogfunktioner25 (Albrecht 1995: 18–22) menes, at sproget bruges på en bestemt måde med en
bestemt hensigt. Man vil dog ofte opleve multifunktionelle tekster, der indeholder forskellige
sprogfunktioner alt efter det kommunikative formål med teksten, men én sprogfunktion vil dog som regel
dominere.
I forbindelse med den ekspressive sprogfunktion er fokus lagt på afsenderen af teksten, idet det er
afsenders meninger eller holdninger til og følelser i forbindelse med et givent emne, der kommer til
udtryk. Det vil sige, skribenten gengiver en situation ud fra de følelser, som den vækker hos denne.
Sprogbrugen vil normalt være præget af konnotative, subjektive og ikke mindst personlige
formuleringer.
Her overfor har vi den informative sprogfunktion, hvor fokus er rettet mod selve emnet eller dettes
kontekst. Skribenten videregiver altså de detaljer, som der skal til, for at læseren kan skabe sig et
mentalt billede af en begivenhed eller en situation. Denne ramme kan indbefatte et plot, dets aktører
samt eventuelt en evaluering af situationen eller en konklusion på historien. Sprogbrugen vil normalt
fremstå som informativ, faktuel og ikke mindst objektiv.
25 I denne forbindelse skal det nævnes, at der findes forskellige måder at kategorisere tekster på, men man vil ofte opleve, at
tilgangene overlapper hinanden. Jeg har derfor tilladt mig at indlemme elementer, der i teorien tilhører de såkaldte
teksttyper (Albrecht 1995: 117-133), i de tilfælde, hvor det vurderes af værdi for analysen som f.eks. inkludering af et plot
under den informative sprogfunktion.
34

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Den instruerende sprogfunktion har fokus på modtageren af teksten og bruges, når det bagvedliggende
formål med teksten er at regulere en persons handlinger og tanker og/eller fremprovokere en specifik
handling. Man vil ofte se denne teksttype realiseret via direkte opfordringer og/eller kommandoer i
teksten, men også mere subtile overtalelsesmetoder bliver taget i brug, hvilket reklametekster er
glimrende eksempler på. Som det ligger i navnet “instruerende”, vil denne sprogfunktion normalt være
bygget op omkring en form for argumentation. Det vil sige, at skribenten ud fra forskellige rationelle eller
emotionelle præmisser argumenterer enten for eller imod et bestemt synspunkt eller handling. Teksten
starter som regel med en tone–setter, der angiver afsenders mening i forhold til en bestemt begivenhed,
og fortsætter derefter med afsenderens mod– eller medargumenter.
Med den poetiske sprogfunktion er fokus lagt på tekstens udtryk. Det vil sige, at de retoriske strategier
binder læserens opmærksomhed til selve teksten. Denne sprogfunktion kan bruges som stilistisk
element i forbindelse med eksempelvis nyhedsartikler for at skabe en bestemt stemning eller gøre f.eks.
en informativ tekst mere “spændende”.
5.1.1.1.1.1. Sprogfunktioner i Jyllands–Posten
Som nævnt, kan man vha. sprogfunktioner afdække den hensigt, der ligger bag en ytring, og i det
følgende afsnit vil jeg føre denne teori over på den ledende artikel bragt i JP den 12. september med
overskriften Angreb på friheden.
Den ekspressive sprogfunktion
Den ekspressive sprogfunktion kommer tydeligt til udtryk i JPs leder. Sprogbrugen er både konnotativ
og subjektiv, og de negativt ladede adjektiver og substantiver afspejler afsenders personlige opfattelse
af situationen. Selvom man må formode, at skribenten ikke personligt er fysisk ramt af angrebene, ses
det tydeligt, at afsender er berørt på det psykiske plan og har et behov for at give udtryk for sine
følelser. Hele vejen igennem teksten ser vi ord og vendinger, der beskriver de følelser, angrebene har
vakt hos afsender, herunder forfærdende (l. 2), mareridt (l. 61), at være under angreb (bl.a. i
overskriften), chokket (l. 57) og rædslen (l. 58). Vi ser desuden tegn på en trang til at svare igen flere
steder i teksten, herunder i l. 77–78 “gør alt for at forsvare sig mod trusler af alle slags.” De mange
ekspressive ord og vendinger som orgie i vold og ødelæggelse (l. 33–34) og hårrejsende brutalitet og
kynisme (l. 57) viser noget om de følelser, som angrebene vækker hos afsender, og tydeliggør dennes
opfattelse af at være personligt ramt. At der er tale om en personlige opfattelse af situationen, fremgår
35

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
dog kun indirekte i teksten. Vi bliver ikke præsenteret for udtryk som “vi/jeg føler, at”. I stedet sættes der
lighedstegn mellem JP og den vestlige verden, og ovenstående følelser og holdninger fremstår som
værende fælles for afsender og modtager.
Den informative sprogfunktion
Den informative sprogfunktion er ikke specielt fremtrædende i JPs leder. Der er dog informative
elementer i teksten, idet læseren bliver informeret om, hvad der er sket (terrorangreb), hvad der er
angrebet og hvor (WTC og Pentagon i USA), tidspunkt for angrebet (gårsdagens terrorangreb), mulige
gerningsmænd (islamiske grupper i Mellemøsten), resultat af angrebene (USA er erklæret i
krigstilstand) samt en eventuel konsekvens af det skete (forsvare os samt fange og stille de ansvarlige
til regnskab). De berømte hv’er bliver besvaret, men kontekstualisering og udtryk er mere emotionelt og
subjektivt end rationelt, hvilket tydeligt ses i sammenligningen i l. 61 “Det er på mange måder Vestens
værste mareridt, der er indtruffet.”, samt i adjektiverne som forfærdende (l. 2) og såret (l. 24). Historiens
opbygning omkring et emotionelt plot (Angreb på friheden) og den heraf følgende skarpe opdeling af
aktørerne i protagonister (Vestens demokratier) og antagonister (internationale terrorister) er desuden
med til at trække tekstens i retningen af et mere følelsesmæssigt og dermed også knap så faktuelt
udtryk.
Den instruerende sprogfunktion
JPs lederskribents holdning til begivenhederne den 11. september kommer allerede til syne gennem
tone–setteren i overskriften Angreb på friheden. Ud fra bare tre små ord, lægger skribenten stilen for
resten af teksten, nemlig at vi er under angreb, og den efterfølgende brødtekst består af afsenders
mod– eller medargumenter for denne overbevisning:
DE FORFÆRDENDE terroraktioner i USA er meget mere end en serie attentater mod verdens
eneste supermagt. De er et åbent angreb på den frie verden og Vestens demokratier. (l. 2–3)
Mange vil med terrorangrebene se et argument imod planerne om et missilskjold … tiden er løbet
fra det … Men det vil være en forkert slutning. Terrorangrebene viser netop, at … gør alt for at
forsvare sig mod trusler af alle slags … Den globaliserede verden er blevet mindre. Dens trusler
er blevet desto større ... Der er derfor ikke tale om et enten–eller. Det må være et både–og. (l.
68–82)
36

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
I det første eksempel sætter afsender lighedstegn mellem USA og den vestlige verden, og argumentet
spiller på det værdifællesskab, der eksisterer mellem de vestlige lande. Danmark er måske nok ikke
ramt på det fysiske plan, men JP etablerer via emotionelle præmisser en fælles berøringsflade på det
psykiske plan. Denne kobling fungerer efterfølgende som hjemmel for resten af tekstens argumenter,
herunder hvorfor et land som Danmark skal tage aktivt del i kampen mod terroren. Det andet eksempel
viser avisens positive indstilling til missilskjoldet. Argumentationen foregår ved, at avisen først opremser
eventuelle modargumenter, for derefter at afvise disse. Denne form for argumentation er mere rationel i
sit udtryk, og præmisserne findes i aspekter som globaliseringen – som angrebene er et resultat af – og
de heraf følgende trusler. Avisen trækker dog en smule i land i sidste linie i form af et både–og:
Missilskjoldet er ikke det eneste middel i kampen mod terroren, men det er en vigtig del.
Selve teksten minder i sin udformning – mange, forholdsvis korte sætninger og bydesætninger – om et
opråb til befolkningen, og som det ses i nedenstående, er der ingen tvivl om, at lederskribenten har som
mål at påvirke modtager til at udføre en bestemt handling.
Det er nu, vi skal vise, at vi mener det alvorligt. (l. 19)
Det er nu, at solidariteten med USA skal vise sig i andet end ord. (l. 26–27)
De konstaterende udsagn Det er nu, at får i ovenstående karakter af påbud. Et aspekt, der kan opleves
flere steder i teksten. Hvad er det så for handlinger, som afsender opfordrer modtager til at foretage? I
dette tilfælde drejer det sig først og fremmest om at bakke op om USA i kampen mod terrorismen.
Solidariteten skal dog udmønte sig i mere end ord, idet avisen ikke afviser, at mere drastiske metoder
kan tages i brug. Dette understøttes af de mange konstaterende udsagn som f.eks. “Det er ikke kun
USA, der er såret. Det er os alle.” i l. 24. Kombinationen af det relationelle verbum “at være” samt
overrepræsentationen af konstaterende, modale udtryk som må og skal er med til at underbygge denne
konstatering, og udsagnene får karakter af (in)direkte ordrer.
Den civiliserede verden må tilsvarende vide at reagere i fællesskab på denne trussel. Nu må
dette vanvid bringes til ophør. (l. 14–15)
Vi skal vide at forsvare os med de midler, der er vore. Hvis ikke vi viser en sådan vilje, bidrager vi
til at undergrave demokratiet, sådan som dets fjender ønsker. (l. 84–85)
Det er nu, vi skal vise, at vi mener det alvorligt. (l. 19)
37

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Ovenstående kombination af bydesætninger, modale hjælpeverber og konstaterende udsagn lader
ingen tvivl tilbage om, at JP kalder til handling. Vi taler godt nok om opfordringer fra JPs side, men disse
repræsenterer også en indforstået pligt, hvilket fremstår tydeligt i l. 85 “Frihed, der ikke forsvares, er
intet værd.” Ifølge JP er det vores civile borgerpligt at besvare angrebene, hvis vi altså vil fortsætte med
at betragte os selv som civiliserede personer. Avisen siger indirekte, at sætter vi ikke hårdt mod hårdt i
kampen mod terroristerne, så har vi ikke fortjent det samfund, vi lever i. Man beordrer måske ikke
ligefrem de danske drenge i krig, men muligheden foreligger, hvilket udtalelsen i l. 26–27 (Det er nu, at
solidariteten med USA skal vise sig i andet end ord.) er et klart eksempel på.
Det er også i forbindelse med den instruerende sprogfunktion, at forholdet mellem afsender og
modtager tager form i teksten.
Det er ikke kun USA, der er såret. Det er os alle. (l. 24)
Det er ... Vestens værste mareridt ... Vi er frie, åbne og tolerante ... som vi på vores side må vide
at drage de rette konsekvenser af. (l. 61–65)
Via den gentagne brug af de inkluderende pronominer vi, os og vores samt den tekstuelle
sammenkædningen med ord som frie (bl.a. i l. 3), demokrati (l. 3) og civiliserede (l. 14) skaber
skribenten et indforstået solidaritetsforhold mellem sig selv og læseren. Lederen fremstår ikke blot som
et talerør for avisens holdninger og meninger, den inddrager også dens læsere (alle “rettænkende”
danskere), for anser man sig som en del af det vestlige værdifælleskab, så må det logiske
ræssonnement jo også være, at man skal svare igen. De mange konstarerende sætninger med verbet
“at være” gør, at ytringerne kommer til at fremstå som “facts”, altså noget, der ikke kan argumenteres
imod, og avisen tager på denne måde et implicit krav på autoritet.
Den poetiske sprogfunktion
Den poetiske sprogfunktion findes også i JPs leder, og afsender gør brug af mange forskellige stilistiske
elementer såsom sideordnede sætninger (Det er ikke kun USA, der er såret. Det er os alle. (l. 24)) og
uddybende elementer (… Frihedsgudinde, der ligeledes er et symbol på hele den vestlige verden, slap
... (l. 8–9)). Udover de mange korte sætninger, der får teksten til at fremstå som et opråb, virker det dog
ikke umiddelbart som om, de poetiske elementer er valgt for at trække opmærksomheden hen på selve
38

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
teksten, men mere som en faktor, der omkranser budskabet i teksten og dermed fungerer som
fundament for afsenders overordnede budskab.
Opsamling på sprogfunktioner i Jyllands–Posten
Som det fremgår af ovenstående gennemgang af de sprogfunktioner, der optræder i JPs leder, har vi
her med en multifunktionel tekst at gøre. Alle sprogfunktioner er dog ikke repræsenteret ligeligt, og de
ekspressive og instruerende sprogfunktioner dominerer. Førstnævnte realiseres hovedsageligt i sin
subjektive form, idet den først og fremmest er med til at formidle afsenders personlige følelser og
oplevelser, og kun i mindre grad til at informere faktuelt om angrebene. Den instruerende sprogfunktion
er det styrende element i JPs leder, og både implicitte og eksplicitte instrukser og påbud fungerer som
instrument i avisens kamp for at mobilisere læseren i kampen mod terroren. Argumentationen baseres
på et konfliktparadigme, der indeholder et plot, en skarp opdeling af sagens opponenter samt en mulig
løsning på konflikten, og foregår ud fra både semi–rationelle og emotionelle præmisser. For at en sådan
form for argumentation kan lykkes, skal afsender dog formå at få overbevist læseren om, at der vitterligt
eksisterer et værdifællesskab bestående af demokratiske traditioner og frihed. I denne forbindelse skal
det nævnes, at lederen normalt ses som et debatforum for (næsten) ligeværdige deltagere, men
kombinationen af konstaterende og vurderende ytringer samt slet skjulte opfordringer og påbud betyder
i denne forbindelse, at afsender påtager sig et implicit krav på autoritet ift. modtageren. Dette (ulige)
forhold blødes dog en smule op via de inkluderende personlige pronominer såsom vi og os samt et spil
på fælles værdier som frihed og demokrati. Vi står samtidig med en afsender, der tydeligvis er sikker på,
at det billede, der tegnes af situationen, er i overensstemmelse med modtagerens syn på virkeligheden,
hvilket bl.a. kan aflæses i tekstens (manglende) modalitet. Man kunne derfor formode, at det lykkes for
afsender at argumentere for sin sag og dermed overbevise læseren om rigtigheden af at gå i aktion.
5.1.1.1.1.2. Identifikation af kommunikative formål – Jyllands–Posten
Det kommunikative formål i den ledende artikel i JP kan på baggrund af ovenstående analyse af
sprogfunktioner defineres som værende todelt. På den ene side fungerer lederen som en kanal for
avisens tilkendegivelse af sin støtte til USA, og på den anden side følger den i høj grad lederens
gængse formål, nemlig argumentation og overtalelse: Sproget bruges hovedsageligt til at fremstille JPs
argumenter for sagen for herigennem samle læserne i fælles kamp mod terroren. Man kan så spørge
sig selv, hvorfor avisen mener, at det er nødvendigt at mobilisere læserne, men dette spørgsmål vil der
39

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
blive taget stilling i forbindelse med gennemgangen af de diskurser, der realiseres i JPs leder, jf. afsnit
5.1.2.1.
5.1.1.1.1.3. Sprogfunktioner i New York Times
NYTs leder The War Against America er opdelt på to underoverskrifter An Unfathomable Attack (AUA)
og The National Defense (TND), der udtryksmæssigt er meget forskellige. Som resultat vil analysen af
lederens sprogfunktioner følge denne opdeling, mens de(t) kommunikative formål vil blive identificeret
på baggrund af teksten set som et samlet hele.
Den ekspressive sprogfunktion – AUA
Den ekspressive sprogfunktion er et af de styrende elementer i AUA, og det er tydeligt, at afsender er
ramt på det psykiske plan – skribenten har måske endda mistet mennesker, der står ham nær, og han
har et udtalt behov for at give udtryk for disse følelser. At det er afsenders personlige følelser, der
kommer til udtryk i teksten, fremstår dog ikke eksplicit. Afsender skaber derimod et emotionelt
fællesskab mellem denne og læseren, hvilket bl.a. kommer til udtryk i brugen af det inkluderende
personlige pronomen we. Skribentens beskrivelse af angrebene virker som et godt billede af den store
påvirkning, denne – og den amerikanske befolkning – var udsat for under og efter angrebene. Hele
vejen gennem teksten støder vi på følelsesladede ord og vendinger, der giver udtryk for afsenders
sindstilstand, herunder ord som unfathomable (l. 3), Attack (l. 3), shock (l. 18, 46), suffering (l. 19) naked
(l. 37) og urge for reprisal (l. 47). Ord, der alle konnoterer forvirring, sorg, vrede og hævntørst. De
mange dramatiske kontraster sætter en tyk streg under denne fornemmelse. Vi har mange referencer til
verdens tilsyneladende tilstand i går så som ordinary (l. 4), innocence (l. 8) og confidence (l. 37), og
hvordan den ser ud i dag som everything is dangerous (l. 26–27) og mellem lys og mørke “We look
back at sunrise yesterday through pillars of smoke and dust” (l. 31–32). Der er ingen tvivl om, at
afsender ser angrebene som en skelsættende begivenhed, der opdeler verden i “før” og “efter”. Kort
sagt, en dag vi aldrig glemmer. Den ekspressive sprogfunktion bruges også til at udtrykke afsenders
“vrede” og det heraf følgende krav på gengældelse. Dette aspekt vil dog blive uddybet nærmere under
Den instruerende sprogfunktion – AUA.
Den informative sprogfunktion – AUA
Vender vi blikket mod den informative sprogfunktion, så er denne ikke specielt fremtrædende i den
første del af den ledende artikel. Der er dog informative elementer repræsenteret i teksten, idet læseren
40

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
bliver gjort opmærksom på, hvad der er sket (terrorist attack), hvad der er angrebet (WTC, Pentagon),
hvornår det skete (yesterday, 10:30 a.m.), og hvem der står bag (suicidal hijackers). I forbindelse med
avisens svar på hvem der står bag, skal det dog nævnes, at selvom overskriften The War Against
America konnoterer krig, opererer skribenten ikke med et decideret konfliktparadigme, ligesom der
heller ikke er en tydelig opdeling i ven og fjende. Som det ses af nedenstående uddrag, iscenesættes
angrebene i stedet som et resultat af en katastrofe, og aktørerne “gemmes” i passiver eller ikke–
menneskelig objekter så som airliners og bad intentions.
… all but a Pompeii under the impact of a terrorist attack involving two airliners that crashed into
the World Trade Center … (l. 10–13)
If four planes can be taken over simultaneously by suicidal hijackers, then we can never be quite
sure again that any bad intention can be thwarted, no matter how irrational or loathsome. (l. 27–
28)
Avisens kommer med meget forsigtige bud på hvorfor (hatred) og en eventuel konsekvens af det skete
(urge for reprisal), men disse bud fremstår mere en som del af avisens retoriske strategier i
realiseringen af det bagvedliggende kommunikative formål, jf. igen Den instruerende sprogfunktion –
AUA nedenfor.
Den instruerende sprogfunktion – AUA
Selvom man som læser allerede i l. 4 mødes af vokativen Remenber the ordinary, if you can, er den
instruerende sprogfunktion ikke lige umiddelbart det styrende element i AUA. Men kigger man mellem
linierne, er der dog sproglige tegn på denne sprogfunktion også – om end forholdsvis sent i teksten.
Som det ses i nedenstående uddrag, taler vi ikke om direkte påbud om at gøre et eller andet. Vi er
måske nok introduceret til et fjendtligt univers gennem de to overskrifter The War Against America og
An Unfathomable Attack, men som det sås i forbindelse med den informative sprogfunktion opererer
skribenten ikke med et decideret konfliktparadigme. I det lille ord but ses i stedet en afsender, der
forsøger at gå bag om angrebene i sine overvejelser af baggrunden og i samme forbindelse implicit
opfordrer sine læsere til at gøre det samme.
41

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Commentators … dwelled on the scale of the planning … But it is just as important to consider the
intensity of the hatred it took to bring it off. (l. 40–41)
Skribenten er tydeligvis også klar over, at befolkningen tørster efter hævn, men som det ses i
nedenstående eksempel, maner afsender til besindighed:
What we live with now … is an urge for reprisal. But this is an age when revenge is complicated,
when it is hard to match the desire for retribution with the need for certainty. We suffer from an act
of war without any enemy nation with which to do battle. The same media … shows us the
civilians who live in the same places that terrorist may dwell, whose lives are just as ordinary and
just as precious as the ones that we have lost. That leaves us all, for now, with fully burdened
emotions … There is a world of consoling to be done. (l. 46–53)
Når man kigger på indholdet af de tekstafsnit, der ligger forud for ovenstående eksempel, er der dog
ingen tvivl om, at afsender forstår, at befolkningens hævntørst bunder i stor sorg, men ud fra
emotionelle præmisser såsom respekt for menneskeliv og nødvendigheden af viden opfordrer
skribenten sine læsere til at slå koldt vand i blodet – i hvert fald foreløbigt – der er vigtigere ting at gøre.
Man skal i stedet koncentrere sig om at hjælpe hinanden i bearbejdningen af de traumatiske
begivenheder. Selvom lederskribentens argumentation foregår på emotionelle præmisser, og den
opfordring, der ligger bag udsagnene, umiddelbart kun kommer til udtryk som “skjulte” opfordringer, så
gør skribentens brug af konstaterende udsagn som f.eks. we suffer (l. 48), den gennemgående
anvendelse af det konstaterende relationelle verbum “to be” i f.eks. “this is an age” (l. 47) samt den
manglende tilstedeværelse af modificerende modale hjælpeverber, at udtalelserne fremstår som fakta. I
denne forbindelse skal det dog bemærkes, at denne form for overtalelse kun kan fungere i det omfang,
at avisen formår at sætte lighedstegn mellem egne holdninger og modtagerens, men som det fremgik i
forbindelse med den ekspressive sprogfunktion, lægger skribenten allerede tidligt i teksten op til et
indforstået solidaritetsforhold, hvorfor man må formode, at argumentationen lykkes.
Den poetiske sprogfunktion – AUA
NYTs lederskribent har generelt en stor variation i sprogbrugen og på det grammatiske niveau, men det
virker ikke umiddelbart som om, den poetiske sprogfunktion er brugt for at trække opmærksomheden
hen på teksten, men mere som en slags ramme for det overordnede budskab.
42

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Opsamling på sprogfunktioner – AUA
Denne del af den ledende artikel er domineret af den ekspressive og den instruerende sprogfunktion, og
de informative/poetiske elementer spiller kun sekundære roller i teksten. Lige umiddelbart er teksten et
udtryk for lederskribentens personlige opfattelse af angrebene den 11. september, men på det
foreliggende grundlag – og ud fra den betragtning at NYT som newyorker–avis står midt i orkanens øje
– fremstår denne fremstillingsform som værende et godt billede af, hvordan “manden på gaden” oplever
angrebene. Gennem den emotionelle sprogbrug skaber afsender en dramatisk stemning i teksten, der
konnoterer sorg og forvirring, men også et håb om “forløsning”. Det er i forbindelse med denne
forløsning, at den instruerende sprogfunktion kommer ind i billedet. Skribenten forstår befolkningens
bevæggrunde for at få afløb for sorgen gennem gengældelse, men i stedet for bare at tromle frem
“foreslår” denne, at befolkningen udviser forsigtighed: På det foreliggende grundlag er det ikke muligt at
identificere de reelle bagmænd, og der er derfor heller ikke umiddelbart nogen (nationalstat) at føre krig
mod. Man skal i stedet fokusere på nuet og hjælpe hinanden med at bearbejde de traumatiske
begivenheder. Avisens argumentation foregår på emotionelle præmisser, der fungerer gennem – eller
netop på grund af – det solidaritetsforhold, afsender har skabt mellem sig selv og modtageren.
Den ekspressive sprogfunktion – TND
Den ekspressive sprogfunktion er mindre fremtrædende i den anden del af NYTs ledende artikel.
Teksten er stadig et udtryk for afsenders opfattelse af situationen, men sprogbrugen i denne del af
teksten er mere faktuel og objektiv. Der er dog også i denne del ekspressive elementer, hvor afsenders
syn på sagen kommer tydeligt til syne:
The Central Intelligence Agency … have enjoyed some quiet victories, but … (l. 72–74)
Tightened airport security seems such a painfully obvious way to enhance homeland security …
(l. 100–101)
Kollokationen af verbet enjoyed og adjektivet quiet i det første eksempel modificerer de sejre, som CIA i
tidligere sammenhænge har opnået, og konnoterer dermed også, at NYTs lederskribent ikke er helt
tilfreds med tjenestens arbejde forud for angrebene. I det andet eksempel finder vi premodifikationen
painfully obvious i forbindelse med introduktionen af strammere sikkerhedsforanstaltninger i
amerikanske lufthavne. Ytringen kunne sagtens have været udeladt, men ved at inkludere denne
kommer afsenders (kritiske) holdning tydeligt til udtryk. Det bunder ikke kun i en logik, der siger, at
43

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
strengere lufthavnskontrol ville kunne have afværget angrebene, i ordet painfully ligger også
fornemmelsen af, at man lært det på den hårde måde.
Der skal ikke herske tvivl om, at det sagte står for afsenders egen regning, men skiftet fra det
inkluderende pronomen we (i AUA) til proprier som the United States (l. 66) og nærsynonymer som
f.eks. the nation (l. 56) og the American people and their leaders (l. 63–64) trækker teksten i en mindre
emotionel retning. Og de ekspressive elementer – og dermed også afsenders personlige aftryk –
reduceres hermed til en mere sekundær position som understøtning for afsenders formål med teksten.
Den informative sprogfunktion – TND
Den informative sprogfunktion er heller ikke specielt fremtrædende i den anden del af lederen i NYT.
Rammerne for hændelsen skabes hovedsageligt via den første del af lederen, men hvor AUA var
præget af afsenders behov for at give udtryk for sine følelser omkring angrebene, fremstår TND på
overfladen som en mere faktuel fremstilling af sagen. Med “på overfladen” menes, at afsender godt nok
introducerer modtager til et fortidigt univers, og dermed skaber rammerne for fortællingen, men kun få af
de elementer – $30 billion (l. 75) og Senators Gary Hart and Warren Rudman (l. 93) – fortællingen
indeholder, kan karakteriseres som deciderede faktaoplysninger. I stedet præges teksten af
intertekstuelle referencer, der forudsætter en vis viden hos modtager, hvilket ses tydeligt i
nedenstående uddrag:
This cannot be just another moment when the president declares that the United States is
unbreakable … (l. 66–68)
When Washington has prepared to act in the past it has often been stymied by faint–hearted
allies. (l. 84)
Avisen uddyber ikke, hvad der ligger bag another moment, eller hvem de amerikanske allierede dækker
over, hvorfor informationerne mere fremstår som understøtning for avisens argumentation – og i samme
ombæring som kanal for afsenders meninger. Der er også tegn på et indlejret plot i TND. Som det ses i
nedenstående uddrag, handler dette plot på overfladen om USA's kamp mod en ydre fjende.
An unconventional and frightening assault on the American homeland has commenced. The
American people and their leaders must mobilize the resources to meet it. (l. 62–64)
44

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Men læser man mellem linerne, træder de virkelige aktører i konfliktparadigmet frem, og det bliver i
stedet en kamp mellem USA og USA.
There must be an exacting examination of how the country can face this threat without sacrificing
its liberties. (l. 69–70)
Part of the challenge for the United States is to recognize that the roots of terrorism lie in
economic and political problems in large parts of the world. (l. 115–116)
I ovenstående uddrag fremgår det, at USA ikke blot er i kamp med en ydre fjende, men at der ligger en
lige så vigtig kamp forude, nemlig et opgør med tidligere tiders handlinger og tankegang. Effekten af et
sådant internt konfliktparadigme samt baggrunden for dette vil blive uddybet under Den instruerende
sprogfunktion – TND samt afsnit 5.1.2.3.
Den instruerende sprogfunktion – TND
Den instruerende sprogfunktion har som sagt til formål at regulere modtagers handlinger og/eller tanker
samt fremprovokere en bestemt handling, og denne sprogfunktion spiller da også en afgørende rolle.
Overskriften The National Defense placerer fra første færd denne tekstdel inden for et krigsunivers. Og
de følgende linier lægger stilen for resten af artiklen:
As the nation assays the horrific human and physical losses of yesterday’s brutally efficient
terrorist attacks, it must also begin the urgent work of determining how an open and democratic
society can better defend itself against a threat that conventional armies and weapons cannot
defeat. (l. 56–58)
Ovenstående uddrag slår ikke blot fast, at omdrejningspunktet for denne del af den ledende artikel vil
være forsvaret af USA mod en (ydre) fjende, adverbiet better siger også med al tydelighed, at der er
noget, som avisen gerne ser ændret i denne forbindelse. Amerikanerne skal forsvare deres land, men
hvordan dette skal ske, er spørgsmålet.
It must be the occasion for a fundamental reassessment of intelligence and defense activities. (l.
68–69)
45

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Cruise missiles can be effective, but even more accurate weapons may be needed that can be
used in coordination with enhanced intelligence information. (l. 80–82)
Ifølge NYTs lederskribent er det nødvendigt (for den amerikanske regering) at revurdere de hidtidige
efterretnings– og forsvarsmetoder til fordel for mere præcis viden – og våben ikke mindst. I denne
forbindelse foregår argumentationen ud fra det semi–rationelle præmis, at når alle de hidtidige
forholdsregler ikke har kunnet forhindre det skete, så må der være noget galt med dem. Påstanden står
dog ikke og vejrer i vinden, idet lederskribenten selv fremkommer med forslag til, hvordan man kunne
forhindre lignende angreb i fremtiden, nemlig good, timely intelligence (l. 72), tightening airport security
(l. 100) og reallocation of resources to homeland defenses against unorthodox threats (l. 91–92).
At afsender har et klart mål med teksten ses tydeligt på det grammatiske plan. Broderparten af
sætningstyperne fremstår som konstaterende af natur, hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem det
relationelle verbum “to be”. Brugen af det modale hjælpeverbum must (repræsenteret i teksten hele 14
gange) trækker dog ytringerne i retning af direkte opfordringer – eller påbud – hvilket også betyder et
skift mod et mere asymmetrisk forhold mellem afsender og modtager. De indlejrede direktiver er derfor
ikke blot udtryk for en høj grad af nødvendighed, de bevirker også, at afsender indirekte påtager sig et
krav på autoritet. Nok forsøger afsender så vidt muligt at redde modtagers ansigt, men det kræver
autoritet at konstatere tingenes tilstand – og det kræver endnu mere autoritet at være i stand til at sige,
hvad andre bør eller skal gøre. Dette kunne også være forklaringen på skiftet fra de personlige
pronominer til de mere formelle proprier.
Den poetiske sprogfunktion – TND
Heller ikke i den anden del af NYTs leder fremstår den poetiske sprogfunktion umiddelbart som et
fremtrædende element, der har til hensigt at trække opmærksomheden hen på teksten som sådan. Det
skal dog nævnes, at grundstrukturen i artiklen følger princippet bag AP–modellen (den omvendte
pyramide). Dette kunne bunde i afsenders ønske om at forstærke sit budskab gennem et spil på
læserens forventning til objektivitet og faktualitet i forbindelse med den normale nyhedsartikel.
Opsamling på sprogfunktioner – TND
Som det var tilfældet med AUA, er også anden del af NYTs leder domineret af den ekspressive og den
instruerende sprogfunktion. I denne forbindelse er hovedvægten dog lagt på sidstnævnte. TND forbliver
46

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
inden for samme univers som AUA, og der er heller ikke tvivl om, at indholdet også denne gang står for
afsenders egen regning. Skiftet fra we til mere upersonlige betegnelser som the nation trækker teksten
mod et mere faktuelt udtryk, hvor avisen påtager sig det officielle ansigt og taler på nationens vegne og
ikke som øjenvidne. Det fremgår dog tydeligt, at vi her står med en afsender, der ikke blot føler stærkt
for sit budskab, men også på det kraftigste forsøger at ændre modtagerens opfattelse af situationen og i
denne forbindelse også dennes handlinger. Ud fra semi–rationelle præmisser maner afsender ikke blot
til besindighed, den opfordrer også læseren og den amerikanske regering til at revurdere tidligere tiders
syn på verden og egen rolle i denne. Amerikanerne og deres ledere opfordres til at se bagom hadet og
satse mere på diplomati end på direkte krig. De to ovennævnte sprogfunktioners dominans resulterer i
en situation, hvor de informative og poetiske sproghandlinger optræder som rammer for afsenders
budskab.
5.1.1.1.1.4. Identifikation af kommunikative formål – New York Times
Som resultat af ovenstående analyser kan NYTs leder karakteriseres som en multifunktionel tekst, der
indeholder to hovedformål og flere forskellige biformål. Som læser præsenteres man i den første del af
lederen (AUA) for en semi–kronologisk gennemgang af dagens begivenheder, men disse informationer
træder ret hurtigt i baggrunden for et emotionelt univers. I stedet fungerer denne del som en kanal,
hvorigennem skribenten kan give udtryk for de følelser, angrebene den 11. september vækker hos
denne, og herigennem måske bearbejde de traumatiske hændelser gennem skrift.
Samtidig forsøger avisen også at lægge en indirekte dæmper på befolkningens krav om nu og her–
gengældelse: Avisen opfordrer ikke blot læseren (nationen og regeringen) til at se bagom angrebene,
men også til at tage et opgør med fortidens opfattelse af sig selv og dermed også USA's rolle i verden.
AUA kan efterfølgende tydes som en optakt til den anden del af den ledende artikel, idet der gennem
AUA skabes et “positivt” udgangspunkt for læserens accept af – og ikke mindst tilslutning til – indholdet
af den anden del af den ledende artikel, hvori den kritiske linie genoptages og forstærkes. TND
indeholder ikke blot NYTs kritik af den siddende amerikanske regering og dennes hidtidige
fremgangsmåde i forbindelse med løsningen af konflikter og/eller forsvar af egen jord, men også
avisens egne forslag til “forbedringer” både mht. det nationale forsvar og den internationale involvering.
Formålet med denne del kunne derfor ses som avisens forsøg på ikke blot at skabe opmærksomhed om
en problemstilling, men også at påvirke læseren til at lægge et nedefra kommende pres på regeringen
om forandring på både det interne og eksterne plan. Når man tager det faktum i betragtning, at NYT
47

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
som newyorker–avis er direkte berørt af de traumatiske begivenheder, kunne det måske undre, at
avisen ikke blot maner til forsigtighed, men også fremkommer med kritik af landets ledelse, men disse
aspekter vil blive diskuteret senere, jf. bl.a. afsnit 5.1.2.3. og kapitel 6.
5.1.2. Ledernes diskurser
Ovenstående identifikation af de(t) kommunikative formål i henholdsvis JP og NYT må nødvendigvis
give sig udslag i de rammer, som aviserne sætter op omkring deres respektive budskaber – og dermed
også i de konkrete diskurser, der realiseres på tekstplan. Nedenstående indeholder derfor en
gennemgang af lederen fra henholdsvis JP og NYT, for herigennem at afdække, hvad det er for et
univers, aviserne skaber for at opfylde deres respektive kommunikative formål. Det vil sige, hvad er det
for et billede af virkeligheden, aviserne videregiver gennem de indlejrede diskurser til deres respektive
læsere? Og på hvilken baggrund?
5.1.2.1. Diskurser i Jyllands–Posten
Som det blev konstateret i bl.a. analysen af sprogfunktioner, har vi i forbindelse med JPs leder Angreb
på friheden med en multifunktionel og heterogen tekst at gøre, hvor det overordnede kommunikative
formål er en mobilisering af avisens læsere i kampen mod terroren. Dette giver sig udslag i en
“multidiskursiv” tekst. Dvs. avisen bruger forskellige diskurser i sin fortælling. Af hensyn til specialets
opfang, vil jeg i det følgende koncentrere mig om de to dominerende diskurser, nemlig den borgerlige
diskurs og konfliktdiskursen, idet disse fremstår som tydelige eksempler på den optik, som
begivenhederne den 11. september iagttages ud fra avisens side, herunder avisens ideologiske
baggrund.
5.1.2.1.1. Borgerlig diskurs
Den borgerlige diskurs er den overordnede diskurs i JPs leder. Med borgerlig menes i denne forbindelse
den “isme”, der – med enkelte nuanceforskelle – deles af hovedparten af den danske højrefløj, nemlig
Venstre og Det Konservative Folkeparti. Som det ses af nedenstående citater, bygger begge partiers
partiprogrammer i høj grad på troen på størst mulig politisk og økonomisk frihed for den enkelte.
I Venstre sætter vi menneskets frihed over alt andet. 26
Det Konservative Folkepartis idégrundlag bygger på troen på frihed og ansvar. 27
26 Severinsen, H. (Maj 2003): Menneskerettigheder og frihed. www.venstre.dk/viewpage.php?id=3432.
48

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Det første tegn på den borgerlige indflydelse findes da også allerede i overskriften Angreb på friheden.
Sammenkoblingen af angreb og frihed angiver ikke blot det overordnede tema for artiklen og dermed
også stilen for resten af teksten, jf. afsnit 5.1.2.1.2., den placerer også det skete i et borgerligt univers.
Der er ingen tvivl at spore: Det, der er under angreb, er intet mindre end det, som den borgerlige fløj
opfatter som en basal rettighed i et demokratisk samfund, nemlig frihed.
Den efterfølgende brødtekst forbliver inden for det borgerlige rum, og som det fremgår af nedenstående
uddrag, er vi vidner til en næsten uafbrudt hyldeststrøm til de borgerlige værdier som frihed, åbenhed og
demokrati.
DE FORFÆRDENDE terroraktioner … er et åbent angreb på den frie verden og Vestens
demokratier. (l. 2–3)
Det er et angreb et angreb på det åbne samfund … (l. 29–30)
Vi er frie, åbne og tolerante. (l. 61)
I forbindelse med ovenstående skal det dog nævnes, at avisen ikke umiddelbart giver udtryk for, at de
værdier, der er under angreb, er unikke borgerlige værdier. Det relationelle verbum “at være” sætter i
stedet et usynligt lighedstegn mellem højrefløjens værdier og vestlige værdier, og påstanden får dermed
karakter af en universel sandhed. Som det ses i l. 85 Frihed, der ikke forsvares, er intet værd, hersker
der dog ingen tvivl om, at avisen mener, at Danmark både bør og skal tage del i forsvaret – eller
generobringen – af friheden. Denne opfattelse ræsonnerer den borgerlige fløjs ønske om, at Danmark
som udgangspunkt skal være en aktiv medspiller på den globale scene, både politisk og militært. Og
som det ses i nedenstående uddrag, bliver der heller ikke lagt skjul på, hvem Danmark skal spille
sammen med, nemlig USA:
Vestens værdier er ikke mindst bundet op på viljen til at forsvare demokratiet med alle til rådighed
stående [midler]. Det er nu, vi skal vise, at vi mener det alvorligt. (l. 18–19)
Det er nu, at solidariteten med USA skal vise sig i andet end ord. (l. 26–27)
I ovenstående citater sættes sagen på spidsen. Denne gang kan krisen ikke løses på diplomatisk vis,
der skal tages helt andre drastiske metoder i brug, og avisen udelukker ikke, at solidariteten kan
27 Det Konservative Folkeparti (05.11.2003): Frihed og ansvar på ny.
www.konservative.dk/modules.php?op=modload&name=Sections&file=index&req=viewarticle&artid=28&page=2.
49

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
udmønte sig i en dansk deltagelse i en eventuel krig mod bagmændene. Det personlige pronomen vi
samt de mange konstaterende sætninger giver ytringerne karakter af påbud, og det er nærmest vores
borgerpligt som civiliserede mennesker at tage del i kampen mod terroren. Læser man mellem linierne,
får man desuden en fornemmelse af, at JPs lederskribent heller ikke er helt tilfreds med Danmarks
tidligere holdning til og indsats under internationale kriser. Adverbiet nu i sammenhæng med ytringen
solidariteten med USA skal vise sig i andet end ord antyder, at Danmark ikke tidligere har taget sin del
af slæbet, men har overladt det til USA at rage kastanierne ud af ilden.
Den borgerlige diskurs kommer også til udtryk i diskussionen om missilskjoldet, hvor avisen ikke blot
giver sin uforbeholdne støtte til implementeringen af et sådant, men også kommer med en lille stikpille til
dets modstandere.
Frihed, der ikke forsvares, er intet værd ... Hvis denne erkendelse kan brede sig i det Vesteuropa,
som hidtil har været skeptisk over for missilskjoldet, vil det være en passende reaktion. (l. 85–88)
JPs lederskribent siger ikke direkte, hvem disse modstandere er, men den bestemte artikel foran
Vesteuropa antyder, at avisen har en bestemt gruppe i tankerne. Et gæt kunne være venstrefløjen i
Danmark samt lande som Rusland, Frankrig og Tyskland, der alle har set skjoldet som en slet skjult
oprustning på vegne af amerikanerne. Selvom missilskjoldet ikke umiddelbart kunne have forhindret
angrebene, får referencen en snert af, Hvad sagde vi, og antyder svagt, at modstanderne faktisk skulle
skamme sig ved ikke at bakke op om et land, der altid har forsvaret os og kun vil os det bedste. Avisen
tager hermed den konventionelle borgerlige opfattelse af USA som den overordnede beskytter af
demokratiet til sig. Der hersker ingen tvivl om, at avisen føler et nært tilhørsforhold til især USA – man
kan næsten tale om beundring fra JPs side. USA omtales i rosende vendinger som en supermagt, rig og
fri, og som det ses af nedenstående, giver avisen desuden inden for blot fire linier udtryk for en udtalt
optimisme ift. USA's evne og vilje til at reagere på angrebene.
… den umuligt kan være undsluppet de vestlige efterretningstjenesters opmærksomhed. (l. 40–
42)
Der er grund til at nære forhåbning om, at USA véd, hvilke kræfter det er oppe imod. Man kan
roligt slå fast, at verdens terrorister i den kommende tid ikke kan føle sig sikre. (l. 44–45)
50

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Adverbiet umuligt i sammenhæng med de konstaterende udsagn der er grund til at og man kan roligt slå
fast samt accenten over véd konnoterer en stor tillid til USA's efterretningstjenester – FBI og CIA må
besidde de oplysninger, der skal til for at finde de skyldige. Der er heller ikke tvivl om, at ugerningerne
ikke kan stå ustraffet hen, og at der vil komme en modreaktion fra USA's side. Igen slår avisens
opfattelse af og tiltro til USA som supermagt igennem. Det possessive substantiv verdens foran
terrorister antyder udstrækningen af USA's magt: Der er intet sted på kloden, USA ikke kan nå, og den
naturlige konklusion må blive, at gerningsmændene vil blive fundet og stillet til ansvar.
Denne tiltro skinner også igennem, når man kigger på et af de aspekter, der kun berøres overfladisk i
teksten. Der skal ikke herske tvivl om overraskelsesmomentet i angrebene, men dette kommer først til
udtryk meget sent i den ledende artikel. Først i l. 56–59 får vi en antydning af, at amerikanerne måske
blev taget på sengen den 11. september:
… at en sådan form for terrorisme overhovedet kan finde sted i hjertet af USA …
Det udmønter sig dog ikke i en diskussion af, om USA var blevet advaret inden angrebene eller kunne
have opdaget flykaprerne i tide til at forhindre det skete. Her sættes der ikke spørgsmålstegn ved
overvågningsevner eller lufthavnssikkerhed. I stedet bliver det faktum, at angrebene rent faktisk skete i
USA, en del af avisens retorik omkring angrebene og dermed et element i JPs argumentation for
opbakning til USA. JPs positive indstilling til ikke blot USA som nation, men også til landets præsident
går også igen i den intertekstuelle reference til præsident George W. Bushs tale til befolkningen om
aftenen (lokal tid) den 11. september 2001:
Præsidenten var stålsat, ... Gerningsmændene vil blive fundet og stillet til regnskab, meddelte
han. (l. 51–52)
Adjektivet stålsat i direkte kombination med det projekterende verbum meddelte konnoterer tilsammen
styrke, magt og vilje. Præsidenten iscenesættes her i rollen som den magtfulde statsmand, der ikke blot
har taget en beslutning, men som også har styrken – og viljen ikke at forglemme – til at følge op på
denne. Gennem sin sagsfremstilling lader avisen ikke blot Bush træde i karakter som statsoverhoved for
verdens eneste tilbageværende supermagt, den gør samtidigt åbent oprør mod den gængse – lidt
nedladende – opfattelse af præsidenten. I denne forbindelse skal det indskydes, at avisen heller ikke på
51

5
10
15
20
25
Den diskursive praksis/teksten
noget tidspunkt omtaler det faktum, at der det meste af dagen herskede usikkerhed om, hvor
præsidenten opholdt sig. Men tager man det kommunikative formål med JPs leder i betragtning, så
forekommer denne disposition forståelig nok. Man har fra avisens side ingen interesse i at stille
præsidenten i et dårligt lys og dermed trække ned på dennes troværdighed, når essensen i artiklen er at
få læseren til at bakke op om USA – for hvem vil have en umulius eller kryster som leder?
Den borgerlige diskurs kan også ses i form af de ting, der ikke skrives om i lederen. Terrorangrebene
ses udelukkende som et resultat af intolerance og fanatisme, og betragtninger omkring eventuelle
dybere bevæggrunde som social ulighed eller vrede over USA's/Vestens egne handlinger kommer ikke
på tale. I JPs leder findes der ingen referencer til “fredelig sameksistens mellem stater, folk, ideologier
og civilisationer” 28 , og der lægges heller ikke op til at “se konflikten i et bredere perspektiv end det
militære” samt “anvende diplomatiske og demokratiske midler i forsøget på at fjerne årsagerne til
terrortruslens opståen” 29 . I stedet opererer avisen med et konfliktparadigme og en skarp opdeling af
sagens aktører i Ven og Fjende, og der er ingen tvivl om, hvem der bærer den hvide hat i fortællingen.
Tematiseringen i God og Ond og den heri liggende opfattelse af Vestens overlegenhed ift. Mellemøsten
er dog ikke et nyt fænomen hos de borgerlige partier, hvilket bl.a. ses i nedenstående uddrag fra
statsminister Anders Fogh Rasmussens nytårstale fra januar 2003:
Vi har i alt for mange år været for tossegode. Vi har ikke turdet sige, at noget er bedre end andet.
Men det bliver vi nødt til nu. 30
Den negative beskrivelse af gerningsmændene som værende formørkede fanatikere (l. 9) stillet over for
vores demokratiske traditioner er med til at sætte en tyk streg under opfattelsen af God og Ond, og
udbredelsen af vestlige værdier hjemler ikke blot dansk deltagelse i kampen mod terroren, det er
simpelthen vores pligt at introducere vestlige værdier til de mellemøstlige befolkninger. Ud over
missilskjoldet og antydningerne om krig kommer avisen ikke med konkrete udspil til at løse konflikten,
eller hvordan de demokratiske traditioner skal introduceres. JPs ytring om, at [v]i skal vide at forsvare os
28 Kofod, J. (10.06.2003): Dansk udenrigspolitik – socialdemokratiske pejlemærker.
www.socialdemokratiet.dk/default.php?main=2&subc=6&pgid=689.
29 Kofod, J. (10.06.2003): Dansk udenrigspolitik – socialdemokratiske pejlemærker.
www.socialdemokratiet.dk/default.php?main=2&subc=6&pgid=689.
30 Rasmussen, A. F. (01.01.2003): Statsministerens nytårstale 2003.
www.dr.dk/pubs/nyheder/html/html/nyheder/baggrund/tema2002/taler/stats2003.jhtml.
52

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
med de midler, der er vore i l. 84 siger ikke meget. Og det bliver ikke mere klart længere fremme i
teksten. I l. 90–91 finder vi f.eks. følgende udtalelse:
Blot at fange og stille de ansvarlige til regnskab for deres ugerninger er faktisk den mindste del af
svaret på terroren.
Avisen kommer ikke med noget bud på, hvad der skulle være det optimale svar på terrorismen, men
man kunne få den tanke, at JP her tænker i banerne af demokratisk opdragelse, eller som et af
borgerlige partier selv udtrykker det, “[v]i har sammen med andre demokratier en opgave i at udbrede
demokratiske værdier til samfund, der lider af fattigdom, undertrykkelse og intolerance” 31 . Nu er der jo i
sagens natur forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag begrebet demokrati, men de værdier, JP
knytter til begrebet, står i skærende kontrast til de tilstande, avisen mener, hersker i bl.a. Mellemøsten.
Det bliver derfor Vestens opgave at sikre den resterende del af verden de samme grundlovssikrede
(demokratiske) forhold, som vi lever under på den vestlige halvkugle.
Ovenstående er ikke de eneste udeladelser i teksten. Avisen uddyber eksempelvis ikke, hvad der i l.
65–66 præcis menes med, at vi i kampen mod terroren ikke må skære hjørner af hverken vore
demokratiske institutioner eller vort demokratiske sindelag. Set i lyset af JPs borgerlige bagage kunne et
forsigtigt bud på, hvad denne “beskæring” kunne bestå i, være, at kampen mod terroren ikke må
udmønte sig i øget overvågning eller indblanding fra statens side. Hvilket ville være helt i tråd med den
borgerlige modvilje mod statens indblanding i privatsfæren.
5.1.2.1.1.1. Opsamling på borgerlig diskurs
I den ledende artikel i JP ser vi tydelige tegn på avisens borgerlige bagland. Ikke blot er emnet for
artiklen, nemlig angrebet på friheden, en af de borgerliges vigtigste mærkesager, sagsfremstillingen
forekommer nærmest som en tro kopi af de borgerlige partiers (V og K) partiprogrammer. Overskriften
Angreb på friheden placerer teksten i det borgerlige univers, og den efterfølgende brødtekst præges da
også af en lang række lovprisninger af de vestlige demokratiske værdier såsom frihed, åbenhed og
tolerance. Der er ingen tvivl om, at disse værdier skal forsvares – med alle midler vel at mærke.
Lederskribentens etnocentriske indgangsvinkel resulterer i en fornemmelse af at vore demokratiske
traditioner ikke blot gør os overlegne ift. Mellemøsten, de pålægger os også en pligt som civiliserede
31 Det Konservative Folkeparti (u.å.): Verden omkring os.
www.konservative.dk/modules.php?op=modload&name=Sections&fil=index&req=viewarticle&artid=28&page=12.
53

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
samfundsborgere til at sikre mere humane forhold for regionens (undertrykte og derfor uvidende)
befolkninger. Hvordan, dette skal gøres, står dog på nuværende tidspunkt hen i det uvisse, men læser
man mellem linierne, er der er ingen tvivl om, at avisen helt på linie med det borgerlige udadvendte
verdenssyn lægger op til aktiv dansk deltagelse i kampen mod terroren. Hvem, vores medkompetanter
skal være og hvorfor, fremgår også af den ledende artikel. Den positive beskrivelse af Bush og den
udtalte tiltro til USA's muligheder for gengældelse skaber ikke blot en aura af sikkerhed og stabilitet
omkring landet og dets leder, avisens fulde opbakning til USA er også i tråd med den borgerlige
tankegang om USA som en af Danmarks nærmeste allierede.
Inddragelsen af den borgerlige diskurs viser ikke blot avisens ideologiske bagland – hvad der er tilladt i
lederen – den kan også ses som en del af JPs strategi i forhold til det overordnede kommunikative
formål med lederen, nemlig at mobilisere avisens læsere i kampen mod terroren. Diskursen fører
læseren ind i et borgerligt univers og skaber dermed en form for værdifællesskab med læseren. Har
man først taget avisens (borgerlige) argumenter til sig og givet sit samtykke til, at det er vores frihed, der
er under angreb, så bliver det også legalt at snakke om krig mod de personer, der står bag angrebene.
Et aspekt, der finder sin berettigelse gennem konfliktdiskursen.
5.1.2.1.2. Konfliktdiskurs
I forlængelse af – eller netop på grund af – den borgerlige diskurs finder vi konfliktdiskursen. Det
underliggende tema for denne diskurs er, hvad man kunne kalde clash of civilisations. Med dette
menes, at verden ses som opdelt i to dele (Vesten versus Mellemøsten), der ligger i indbyrdes
kulturkrig. Kort sagt, verden tematiseres i et Os og Dem, hvor modpolerne er det Gode mod det Onde.
Denne polarisering giver sig bl.a. udslag i skribentens ordvalg i forbindelse med beskrivelsen – og
dermed også iscenesættelsen – af de to parter i konflikten.
Dem
Det er først og fremmest vigtigt for avisen at få slået fast, hvad denne ser som bagmændenes
“ideologiske” tilhørsforhold. I løbet af de første 16 linier bliver der sat lighedstegn mellem de formodede
gerningsmænd og terrorister, og i resten af lederen fungerer disse to da også mere eller mindre
synonymt. Avisen henviser bl.a. til terroren/terrorismen som begreb samt bruger substantiver såsom
terrorrister (l. 45), terrornetværk (l. 16) og terrorhandling (l. 9). Der er naturligvis flere måder at opfatte
begrebet “terrorisme” på. En af de mere gængse – vestlige – definitioner af begrebet er “the unlawful
54

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
use or threatened use of force or violence by a person or an organized group against people or property
with the intention of intimidating or coercing societies or governments, often for ideological or political
reasons” 32 . Det danske samfund, herunder lovgivningen, er måske nok bygget op omkring kristne
principper som de ti bud, men nu til dags holdes religion og politik skarpt opdelt. Selvopofrelse i
religionens navn, herunder hellig krig, er derfor en meget fremmedartet tankegang på vore
breddegrader og samtidig noget, som der bliver taget afstand fra. Det er tydeligt, at JP deler denne
opfattelse. Vesten er oppe mod en gruppe af personer, der af ideologiske årsager har tyet til vold for en
sag. At karakterisere flykaprerne som terrorister – og ikke frihedskæmpere – lægger desuden linien for
resten af artiklen og er med til at slå fast, at vi her har med et fænomen at gøre, der for det første er
ulovligt, men samtidig også er en smule suspekt.
Gerningsmændene bliver ikke blot beskrevet som terrorister, men også som fanatikere (l. 9). Ordet
fanatiker bruges som oftest derogativt og i betydningen “lidenskabelig, ensidig og intolerant forkæmper
for en sag” 33 . I Vesten forbinder vi ofte fanatisme med Islam og med begreber som selvmordsaktioner
og martyrium. Tanken om at gå i døden for en sag for efterfølgende at opnå udødelighed som martyr er
for de fleste vesterlændinge en meget fremmedartet indstilling til livet – og døden. Men ved at sætte
lighedstegn mellem fanatisme og gerningsmændene forstærker skribenten fornemmelsen af, at vi her
har med en modstander at gøre, som ikke kan tiltros noget godt, og som ikke viger tilbage fra noget i sin
stræben efter uendelig lykke. Gennem negativt ladede adjektiver som formørkede (l. 9) og ryggesløse (l.
73) karakteriseres gerningsmændene desuden som værende amoralske ignoranter. Kigger vi på
formørkede, så resonerer dette adjektiv idéen om, at de mellemøstlige lande generelt set er
tilbagestående og uoplyste, og lægger vi så dette sammen med ryggesløse ender vi med en lidet
flatterende opfattelse af gerningsmændene. Denne opfattelse går igen i beskrivelsen af selve
attentaterne:
... slap formørkede fanatikere historiens værste terrorhandling løs. (l. 8–9)
... den fuldstændigt hårrejsende brutalitet og kynisme ... (l. 57–59)
... dette orgie i vold og ødelæggelse. (l. 33–34)
Angrebene bliver her ikke blot sat i relation til tidligere tiders terrorangreb rent størrelsesmæssigt, de
bliver også en del af den negative beskrivelse af gerningsmændene. Ord som brutalitet og kynisme
32 bartleby.com: Terrorism. http://www.bartleby.com/61/26/T0122600.html.
33 Gyldendal (1996): Fremmedordbog.
55

5
10
15
20
25
Den diskursive praksis/teksten
bliver en del af de “skyldiges” profil, hvilket igen er med til at skabe en negativ stemning omkring de
såkaldte Andre. Ordet orgie i sammenhæng med ryggesløse giver ydermere negative associationer og
kunne måske lede tankerne hen på de gamle romere, der i slutningen af den romerske æra var
karakteriseret af moralsk forfald i form af overdreven løssluppenhed og mentalt nedbrud. Denne gang
taler vi ikke om sex, mad eller drikke, men derimod om en specifik gruppe af personer, der svælger i
død og ødelæggelse.
Os
Ovenstående står i skarp kontrast til JPs beskrivelse af den anden part i sagen, nemlig Os. I
karakteristikken af gerningsmændene og deres handlinger (de Andre) optræder der et implicit
modsætningsforhold til Os. De Andre beskrives som feje og uvidende fanatikere, der ikke skyr noget
middel i deres ideologiske kamp, hvorimod Vi betegnes som frie (l. 4), demokratiske (l. 4) og ikke mindst
civiliserede (l. 14).
Linierne er trukket hårdt op, og som det sås i den borgerlige diskurs, er netop frihed, civilisation og
demokrati væsentlige aspekter i JPs kontrastretorik. Dette ses allerede i overskriften – Angreb på
friheden – hvor sagen sættes på spidsen. Begivenhederne fremstilles ikke blot som angreb på
amerikanske militære og økonomiske institutioner, de fremstår derimod som et angreb på, hvad mange
opfatter som et af de vigtigste elementer i forbindelse med demokratiet som institution, nemlig frihed.
Kobler man denne opfattelse af frihed sammen med begrebet civilisation, der normalt dækker over “(the
people or countries that have reached) an advanced stage of human development marked by a high
level og art, religion, science, and social and political organization” 34 , står man som læser tilbage med
det indtryk, at avisen er af den opfattelse, at Vesten i kraft af sine demokratiske traditioner er på et
højere udviklingstrin end den islamiske del af verden. Et faktum, der gør Os overlegne i forhold til de
Andre. I denne forbindelse skal det dog nævnes, at en sådan overbevisning ikke er ny i den vestlige
verden, hvilket bl.a. koloniseringstanken35 er et tydeligt eksempel på.
Nu er der jo i sagens natur forskellige opfattelser af, hvad der ligger bag ord som frihed, civilisation og
demokrati. Der er dog ingen tvivl om, at disse begreber er vigtige for JP, idet ordene fri og frihed er
34 Longman (1992): Dictionary of English Language and Culture.
35 Konoliseringstanken trækker spor tilbage til korstogene i 1100-tallet, hvor splittelsen mellem de islamiske stater betød
stigende kulturel og politisk magt til Vesteuropa. Islams endelige “nederlag” kom i 1500-tallet, hvor bl.a. det spanske
kongepar Isabel og Ferdinans generobring af Spanien betød, at Islam blev fordrevet fra det europæiske kontinent, og
opfattelsen af Vestens overlegenhed blev cementeret.
56

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
repræsenteret henholdsvis tre og fire gange i teksten og demokrati i en eller anden form hele syv
gange. Nedenstående uddrag viser da også med tydelighed, hvad det er for værdier, JP mener, de
vestlige demokratiske civilisationer besidder:
Det er et angreb på det åbne samfund … (l. 29–30)
Vi er frie, åbne og tolerante. Tror som udgangspunkt det bedste om dem, vi møder, og som vi
inviterer indenfor. Vi vil ikke dømme nogen på forhånd. Det ligger dybt i os, at tvivlen altid må
komme den mistænkte til gode. (l. 61–63)
JP definerer på denne måde et for dem – og for mange andre sandsynligvis – ideelt samfund, hvor alle
bliver taget imod med åbne arme, og hvor alle er lige for loven. I samme åndedrag som JP lovpriser de
vestlige samfund for deres åbenhed, frihed og tolerance, sættes kontrasten til de Andre dog i relief, idet
man kan drage den konklusion, at sådanne forhold ikke findes uden for Vesteuropa og USA. Ifølge JP
er det vores demokratiske sindelag, der gør os stærke, og som vil sætte os i stand til at besejre fjenden.
På nuværende tidspunkt er vi måske nok sårede, men vi er ikke svage, og som det ses i nedenstående
uddrag, er der er ingen tvivl om, at vi både kan og vil rejse os som et styrket hele:
“De brændende tvillingetårne … USA der rejser sig af ruinerne” (l. 5–21)
Bag referencen til legenden om Fugl Føniks kan anes et regelsæt af religiøse værdier og normer,
herunder næstekærlighed. Denne næstekærlighed rækker dog ikke så langt som til at vende den anden
kind til. På trods af vores kristne sindelag er vi parate – og i stand til – at tage kampen op mod de Andre
for at forsvare de værdier, der ifølge JP er vore. Eller som JP formulerer det i l. 85: Frihed, der ikke
forsvares, er intet værd.
Respons
Selvom skribenten lader gerningsmændene fremstå som galninge (l. 66) og angrebene som
vanvidshandlinger (l. 14–15), er der dog ingen tvivl om, at avisen anser mændene bag angrebene som
en trussel, der skal tages alvorligt. Vesten er ikke oppe imod en isoleret flok af forvirrede individer uden
bagland, men tværtimod en velorganiseret organisation.
Den civiliserede verden ... i fællesskab på denne trussel. (l. 14)
57

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Angrebets omfang og karakter kræver samtidig en betydelig grad af organisation og logistisk
kapacitet. (l. 49–40)
Angivelsen af størrelsesforholdet af denne trussel findes flere steder i teksten. Det faktum, at noget
sådant kunne ske i USA – verdens stærkeste militære magt – implicerer en magtfuld organisation, der
råder over tilstrækkelige ressourcer til at udgøre en trussel mod den vestlige civilisation. Det er dog en
trussel, som Vesten sagtens kan hamle op med, hvilket botanikmetaforen i l. 16, rykkes op med rode, er
et godt eksempel på. De internationale terrornetværk er kort og godt ukrudt, der skal fjernes med hård
hånd: Det er måske et krævende – og træls – job, men det er ikke en uoverkommelig opgave. Det drejer
sig “bare” om at få endeligt identificeret de egentlige bagmænd, så man kan besvare angrebene og få
stillet de skyldige til regnskab.
Den civiliserede verden må tilsvarende vide at reagere i fællesskab på denne trussel. Nu må
dette vanvid bringes til ophør. (l. 14–15)
Man kan roligt slå fast, at verdens terrorister i den kommende tid ikke kan føle sig sikre. (l. 44–45)
De internationale terrornetværk må rykkes op med rode. (l. 16)
Som det ses af ovenstående citater, er der ingen tvivl om, at regnskabets time nok skal oprinde for de
skyldige. Hvem, regnskabet skal gøres op med, er dog på nuværende tidspunkt stadig uklart, og avisen
er da også knap så kategorisk i sine udmeldinger omkring angrebsmændenes identitet:
I aftes havde ingen af de kendte terrororganisationer påtaget sig skylden … Mange spekulationer
retter sig mod islamiske grupper i Mellemøsten. (l. 33–34)
Terrorchefen Osama bin Laden … nævnes. (l. 36–37)
Hvis der ikke ligefrem står en stat bag terroren, må det dreje sig om en terrorgruppe af en sådan
styrke … (l. 40–42)
Denne imødekommenhed er der nogen, der har vidst at misbruge. (l. 64)
Som det ses af ovenstående, rettes al opmærksomhed mod Mellemøsten, og alternativer til denne
opfattelse ses ikke i teksten. At det trods alt kun drejer sig om formodninger, kan bl.a. ses i avisens
rygdæknings–strategier, hvor man bruger ord som spekulationer, verber som nævnes og det personlige
pronomen nogen, men den gennemgående referentkæde af beslægtede ord som f.eks. terrornetværk (l.
58

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
16), terrororganisation (l. 33), islamiske grupper i Mellemøsten (l. 34) og terrorchefen Osama bin Laden
(l. 36) er dog medvirkende til, at man som læser ikke kan være i tvivl om gerningsmændenes
geografiske og ideologiske bagland. Tilbage er der blot spørgsmålet om, hvordan og med hvilke midler
svaret på terroren skal udmønte sig.
… viljen til at forsvare demokratiet med alle til rådighed stående [midler] … (l. 18–19)
Blot at fange og stille de ansvarlige til regnskab … faktisk den mindste del af svaret på terroren. (l.
90–91)
Ifølge JP skal Vesten tage alle midler i brug i kampen mod terrorismen, men man kommer ikke med
klare svar på, hvad dette helt præcist dækker over. USA – og Vesten – er erklæret i krigstilstand, og
man taler om at forsvare sig med alle midler, men ordet krig bliver ikke direkte nævnt som et alternativ i
teksten. Dette kan bunde i det faktum, at man normalt kun kan erklære krig mod et andet land, og så
vidt vides har vi ikke her med en nationalstat at gøre, men derimod med et netværk af terrorister, der er
spredt over flere forskellige lande. Vi ser dog enkelte implicitte referencer i teksten til, at krig kan komme
på tale.
Gerningsmændene vil blive fundet og stillet til regnskab … lod konstateringen følge op af den
retfærdige krig, Operation Ørkenstorm. (l. 52–55)
Avisen drager her en parallel mellem gårsdagens angreb og Golfkrigen i 1991, men ledsager dog
referencen med ordene den retfærdige krig. Idéen om den retfærdige krig kan føres tilbage til et
romersk regelsæt, hvor brugen af krig ansås som sidste udvej – og kun mod forudgående advarsel. Krig
på sådanne præmisser kommer derfor til at fremstå som en uundgåelig, men dog civiliseret, respons.
Avisens eneste konkrete udspil er implementeringen af det såkaldte missilskjold. Dette kan i denne
forbindelse virke en smule besynderligt, da missilskjoldet i dette tilfælde ikke havde været til nogen
nytte, idet de våben, der blev brugt under angrebene, ikke var missiler men derimod kommercielle
rutefly. Kigger man derimod på den debat, der har været oppe og vende i medierne de senere år
angående vores nationale sikkerhed, så virker en sådan reference dog mindre odiøs. Avisen anser
missilskjoldet som en form for fremtidssikring mod langdistanceraketter fra såkaldte slyngelstater, og det
giver derfor mere mening at tale om dette aspekt i forbindelse med angrebene. På trods af at krig ikke
p.t. er et direkte udtalt alternativ, er krigsretorikken et fremtrædende stilistisk element i JPs leder, og
59

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
mange substantiver, verber og adjektiver stammer da også direkte fra militærets verden. Ord som
angreb (repræsenteret i teksten 13 gange), attentat (l. 2) slå til (l. 11), forsvare sig (l. 18), slå fra sig (l.
31), såret (l. 24), vundet (l. 66) og fjende (l. 85) er med til at skabe en spændt stemning i teksten, og
man kan næsten høre krigstrommerne buldre i baggrunden.
5.1.2.1.2.1. Opsamling på konfliktdiskurs
Når man tager i betragtning, at hverken Danmark eller JPs lederskribent er fysisk ramt af angrebene,
virker formålet med at inkludere konfliktdiskursen i teksten ikke umiddelbart oplagt. Der hersker dog
ingen tvivl om, at afsenderen føler sig ramt på det psykiske plan og dermed også har behov for at give
udtryk for sin frustration samt argumentere for, hvad der ud fra dennes synspunkt vil være en passende
reaktion.
Én ting er, at JP ser sig selv som en medaktør i den fælles front mod terrorismen, men at inddrage
avisens læsere i kampen er en anden. For at dette kan lykkes, er der forskellige forudsætninger, der
skal være opfyldt. Her tænkes i første omgang på vigtigheden af at etablere en fælles
fortolkningsramme. Kigger vi på den situation, der danner baggrund for lederen, er der på overfladen
tale om en yderst konkret handling med en åbenlys, om end sørgelig, udgang. Forklaringen på, hvorfor
det skete, og hvordan det kunne ske, er derimod sværere at komme med, og det er i denne forbindelse,
at konfliktparadigmet – og den heri liggende polarisering af sagens parter – kommer til sin ret.
Som tidligere nævnt, er det en af pressens opgaver at stille fortolkningsrammer til rådighed for læseren,
så denne kan danne sig et indtryk af en situation og dermed tage aktivt del i samfundsdebatten. Set ud
fra et journalistisk synspunkt, vil det alt andet lige være nemmere at forklare noget så ukendt og
uhåndterbart som terrorisme ud fra konkreter. I JPs tilfælde sker denne begrebsliggørelse bl.a. via den
velkendte mediematrice “kampen mellem det gode og det onde” samt analogien til Golfkrigen. Denne
tematisering kan dog ikke fungere uden, at der indgår aktører, der kan påtage sig rollerne som enten
helt eller skurk. I dette tilfælde er der ikke tvivl om, hvem der er iscenesat som den gode, nemlig USA
og landets vestlige allierede, herunder Danmark. Hvem, der er den onde, har det ikke på nuværende
tidspunkt været muligt at fastslå med sikkerhed, men det faktum, at flykaprerne talte arabisk, antyder, at
gerningsmændene har rod i Mellemøsten. Og avisen stopper ikke her. JPs verdenssyn giver sig også
udtryk i en opdeling af verden i sort og hvidt, hvor sammenkoblingen af Islam, fanatisme og terrorisme –
og med bin Laden som art logo for ondskaben – ikke blot afspejler den angst, der findes blandt store
60

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
dele af den vestlige verden i forbindelse med begrebet fundamentalisme, den er også med til at etablere
et fjendebillede, der så at sige er til at tage og føle på – og dermed også føre krig imod.
Kulturkrig er i sagens natur et noget abstrakt fænomen, men sammenligningen af civilisationerne vha.
bipolariteter som Os mod Dem, Vesten versus Islam, Civiliserede imod Formørkede, Frihed kontra
Fundamentalisme og Viden over for Fanatisme fungerer som en kompleksreducerende mekanisme og
er med til at skabe et håndgribeligt billede af en intolerant og ignorant Anden, der har angrebet vort
demokrati og har leget kispus med vore fælles værdier såsom åbenhed og tolerance, og det
forekommer derfor som en logisk slutning, at man både kan og skal reagere på en så alvorlig
provokation.
5.1.2.3. Diskurser i New York Times
Som nævnt i afsnit 5.1.1.1.1.2., er NYTs leder bygget op af to dele, nemlig An Unfathomable Attack
(AUA) og The National Defense (TND), der udtryksmæssigt fremstår meget forskelligt. Alligevel ledte
analysen af sprogfunktioner til identificeringen af to sideordnede kommunikative formål, idet lederen på
den ene side bruges som kanal for afsenders følelser for herigennem at bearbejde de traumatiske
hændelser, og på den anden side som NYTs redskab i kampen for at introducere en mere realistisk
amerikansk opfattelse af egen storhed, uovervindelighed og ikke mindst rolle i verden, herunder en
revurdering af de sædvanlige reaktioner på nationale og/eller internationale trusler. Denne
multifunktionalitet resulterer i en multidiskursiv tekst. Henset til denne opgaves formål, har jeg dog valgt
at fokusere på de to mest fremtrædende diskurser – forandringsdiskursen og den samfundskritiske
diskurs – idet disse på hver deres måde er udtryk for ikke blot den generelle stemning af sorg, forvirring
og krav på gengældelse, der herskede i USA efter angrebene den 11. september, men også kan ses
som lingvistiske spor fra den bag lederen liggende ideologi.
5.1.2.3.1. Forandringsdiskursen
Med angrebene den 11. september skal den amerikanske befolkning og medier med ét forholde sig til
en forandret verden. Udgangspunktet for det, jeg har valgt at kalde forandringsdiskursen, kan derfor ses
som NYTs måde at videregive informationer om dagens begivenheder samt lederskribentens forsøg på
at sætte ord på de forandringer, som angrebene medfører på både det fysiske og det psykiske plan.
Forandringsdiskursen er mest synlig i den første del af NYTs leder: An Unfathomable Attack.
Lederskribenten giver her udtryk for den forvirring, sorg og hævnfølelse, som er fremherskende i USA
61

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
lige efter angrebene. Dette kommer ikke blot til syne i form af en meget følelsesladet sprogbrug, men
også i en udtalt fokusering på kontrasterne mellem før og efter. Forandringsdiskursen indeholder
desuden skribentens bud på, hvordan man skal forholde sig til den forandrede verden, samt hvordan
man kommer videre.
Angrebene
Der skal ikke herske tvivl om, at angrebene kommer som en stor overraskelse for den amerikanske
befolkning, og som det ses af overskriften An Unfathomable Attack (l. 3), har man heller ikke
umiddelbart noget svar på hvorfor, eller hvordan det kunne ske. Netop ordet unfathomable giver udtryk
for det uventede i situationen. Det vil sige, det ubegribelige i at noget sådan kan ske på amerikansk jord,
mod den amerikanske befolkning og med sådanne midler. En ting står klart: Det, som man ikke troede,
kunne ske, er sket. Kort sagt, For all Americans, the unimaginable became real (l. 14). Amerika er under
angreb, og den amerikanske befolkning skal nu forholde sig til et helt nyt sæt af realiteter. Forsøget på
at beskrive disse realiteter går gennem et kontrastparadigme, der bl.a. fokuserer på forskellene mellem i
går og i dag.
Verden af i går vs. verden af i dag
Som det ses af nedenstående, ser NYTs lederskribent angrebene som en yderst skelsættende
begivenhed:
In his evening speech, George W. Bush said yesterday was a day we would never forget. It was,
in fact, one of those moments in which history splits, and we define the world as “before” and
“after.” (l. 16–17)
Den intertekstuelle reference til præsident Bushs tale til befolkningen belyser med al tydelighed, at NYT
er af den mening, at den 11. september vil skrive sig ind i historien som en dag, vi aldrig glemmer, og
verden defineres kort og godt som et før og efter angrebene. Skribentens opfattelse af den forandrede
verden kommer også til udtryk i de mange dramatiske kontraster mellem livet i byen New York inden
angrebene og efter angrebene:
Remember the ordinary, if you can. Remember how normal New York seemed at sunrise
yesterday, as beautiful a morning as ever dawns in early September (l. 4–5)
62

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
And by 10:30 a.m. all that had gone. Lower Manhattan had become an ashen shell of itself, all but
a Pompeii under the impact of a terrorist attack … (l. 10–13)
I ovenstående eksempler kommer forandringen bl.a. til udtryk gennem afsenders modstilling af the
ordinary og ytringen And by 10:30 a.m. all that had gone. Livet i byen, den smukke morgen og de
sædvanlige rutiner, der definerer en normal hverdag, er forsvundet med angrebene, og New York er
efterladt som en tom skal af sig selv. Det er i sagens natur svært at sætte konkrete ord på de
forfærdelige oplevelser og den angst, newyorkerne gennemlever under og efter angrebene, men via
kombinationen af metaforen Lower Manhattan had become an ashen shell of itself og similien all but a
Pompeii formår lederskribenten alligevel at skabe en ramme, der ikke blot beskriver tvillingetårnenes
kollaps, herunder den lavine af støv og aske, der begravede alt på sin vej, men også med få ord
videregiver fornemmelsen af det ragnarok, der følger i kølvandet på angrebene. Men newyorkerne skal
ikke kun håndtere det faktum, at byens vartegn bogstaveligt talt er sunket i grus, der er helt andre og
mere alvorlige følgevirkninger at forholde sig til:
The polls had opened for a primary election, and if the day seemed unusual in any way, that was
the reason – the collective awareness that the night would be full of numbers. (l. 5–7)
Last night was full of numbers, but they were the numbers of the dead and wounded, a list still
stunningly incomplete and likely to remain so for days to come. (l. 24–25)
Som det ses af ovenstående uddrag, har man som newyorker den 11. september en klar forventning
om, at aftenen skal bruges på en tur til stemmeurnerne for herigennem at give sin mening til kende rent
politisk. Men i stedet for at opleve en af de sædvanlige valgaftener indeholdende et utal af tal og
statistikker, skal man nu håndtere andre og langt mere tragiske tal, nemlig statistikker over de døde og
sårede. Gennem denne dramatiske sidestilling af valgstatistikker og dødstal og spillet på ordet numbers
illustrerer afsender endnu en gang den store omvæltning, byen har været udsat for. I nedenstående
uddrag sættes situationens alvor i relief:
As the scenes of the explosions replayed themselves on television throughout the day, the shock
only deepened as we began to perceive the suffering those pictures ... concealed … (l. 17–22)
... we understand that everything has changed. (l. 30–32)
63

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Gennem de meget følelsesladede ord i ovenstående sættes de traumatiske hændelser ind i et
emotionelt univers. De negativt ladede ord shock og suffering illustrerer hele det følelsesregister, som
den amerikanske befolkning gennemlever under og efter angrebene. Selvfølgelig er nationens
umiddelbare reaktion chok, men som dagen skrider frem, begynder man at “forstå”, at det virkelig er
sket, og den opfattelse af verden, som man hidtil har haft, skal revideres. Kort sagt, alt er forandret. Den
fysiske forandring af byen og fokusskiftet fra det normale til det unormale kan også ses som et billede af
den psykiske forandring, som amerikanerne gennemgik som resultat af angrebene. Der er ingen tvivl
om, at angrebene ryster den amerikanske befolkning i sin grundvold, hvilket personificeringen af bl.a.
WTC er et godt billede på:
As distinctive as the World Trade Center was in its dominance over the city, it was also a
profoundly ordinary place … It was also, as it now appears too plainly, shockingly naked against
the sky … (l. 34–38)
Skribentens brug af adjektivet distinctive og substantivet dominance i ovenstående uddrag viser med al
tydelighed den overlegenhed, som den amerikanske befolkning tidligere har følt i kraft af USA's status
som supermagt. Men med angrebene går begrebet terrorisme fra at være noget, som man forbinder
forskellige problemzoner i Mellemøsten, til at være noget meget nærværende. Terrorismen tiltvinger sig
ikke blot adgang til den amerikanske privatsfære, den illustrerer også, at det, man troede var en realitet,
i stedet er en form for Utopia, og man føler sig nøgen og ubeskyttet i en forandret verden.
Heling
Ud fra en rent logisk betragtning kan store følelser som tab, sorg og hævn ikke ligge ubearbejdede hen
og kræver endda en form for forløsning. Som det fremgår af nedenstående eksempel, er NYTs
lederskribent klar over, at befolkningen har brug for at gennemgå en sådan proces for at nå frem til en
form for heling. Forandringsdiskursen indeholder derfor også skribentens forslag til, hvordan man skal
forholde sig til den forandrede verden og ikke mindst, hvordan man kan komme videre:
What we live with now … is an urge for reprisal … But … We suffer from an act of war without any
enemy nation with which to do battle … That leaves us all, for now, with fully burdened emotions
… There is a world of consoling to be done. (l. 46–53)
64

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Gennem ytringerne what we live with now og urge for reprisal signalerer afsender, at denne udmærket
er klar over, at bølgerne går højt, og at den mest naturlige reaktion på så voldsomt et angreb vil være et
krav om hævn. Via konjunktionen but maner afsender dog til besindighed, idet man ikke med sikkerhed
kan sige, hvem fjenden er, ergo er der for nuværende ingen at føre krig imod. Det indskudte adverbial
for now kan efterfølgende tydes på to forskellige måder. På den ene side konnoterer det et “lys for
enden af tunnelen”, idet gengældelse nok skal komme. På den anden side signalerer det også, at der
p.t. er en mere presserende opgave, der skal løses: Amerikanerne skal fokusere på det, de kan gøre
nu, nemlig at yde trøst og lindring til de efterladte – og hinanden. I denne forbindelse antyder skribenten
gennem ordet world i den usædvanlige kollokation world of consoling i l. 5336 omfanget af den opgave,
der ligger forude. Det bliver absolut ikke nemt, men man skal nok komme sig over de traumatiske
begivenheder.
Lige umiddelbart fremstår oplevelsen af angrebene som udtryk for afsenders oplevelser, men der skal
ikke herske tvivl om, at avisen identificerer sig med resten af den amerikanske befolkning. Dette
kommer bl.a. til syne i teksten gennem brugen af de inkluderende personlige pronominer we
(repræsenteret i teksten 12 gange i bare den første del af den ledende artikel) og us. De mange
personlige pronominer skaber et solidaritetsforhold avis og læser imellem, idet de signalerer over for
læseren, at denne ikke står alene i sorgens stund: Vi har alle oplevet et forfærdeligt tab, og vi føler alle
den samme sorg, vrede og ønske om hævn, men står vi sammen, skal vi nok overvinde denne
“forhindring”. På denne måde kan man sige, at teksten ikke blot bruges i lederskribentens personlige
bearbejdning af oplevelserne, men også bliver en del af den kollektive bearbejdning af sorgen.
5.1.2.3.1.1. Opsamling på forandringsdiskursen
Forandringsdiskursen indeholder ikke kun skribentens gengivelse af dagens begivenheder, men også
dennes forsøg på at sætte ord på de følelser, der er forbundet med angrebene, herunder beskrive de
forandringer, der opstår som følge af angrebene den 11. september. Til at forklare disse forandringer
anvender lederskribenten et kontrastparadigme, der opstiller et billede af, hvordan verden så ud i går,
og hvordan den ser ud i dag. I sin dækning fokuserer lederskribenten på det forfærdelige tab, vreden,
krænkelsen, følelsen af overgreb og øget sårbarhed og ønsket om hævn. Diskursen fremstår
umiddelbart som en kanal for skribentens egen oplevelse af de traumatiske hændelser, og lederen
handler da også hovedsageligt om New York. Men avisen pointerer, eksplicerer og befæster
36 World of bruges normalt i mere positive sammenhænge som f.eks. world of opportunities.
65

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
eksistensen af det store “oplevelsesfællesskab” på tværs af regionale grænser, og man må formode, at
den stemning af angst, sorg og forvirring, der udtrykkes i teksten, i realiteten kan overføres på hele den
amerikanske befolkning. På denne måde bliver diskursen altså ikke blot et redskab til personlig
bearbejdning af sorgen fra skribentens side, men også en form for terapeutisk instrument i
helingsprocessen på det kollektive plan.
Diskursens sprogbrug og det emotionelle univers sætter sit tydelige præg på teksten, men som det
fremgik af ovenstående analyse, maner afsender til besindighed, når talen falder på gengældelse. Det
er dog ikke det samme som at sige, at man ikke kan komme videre. Nok er verden forandret, og nok har
den amerikanske befolkning lidt et forfærdeligt tab, men ifølge NYT består helingsprocessen for
øjeblikket i trøst og lindring. Det kan måske undre, at NYT lægger en indirekte dæmper på
befolkningens krav om nu og her–gengældelse, men dette aspekt vil blive diskuteret nærmere nedenfor
under den samfundskritiske diskurs, der behandler avisens forslag til, hvordan man skal forholde sig til
denne forandrede verden.
5.1.2.3.2. Den samfundskritiske diskurs
Sideløbende med forandringsdiskursen finder vi den samfundskritiske diskurs. Som tidligere nævnt,
opererer NYTs lederskribent med et internt konfliktparadigme – det vil sige, USA's opgør med USA. Og
hovedessensen i den samfundskritiske diskurs er da også en opfordring til at tage et nationalt opgør
med tidligere tiders handlinger og opfattelser, herunder en generel kritik af de amerikanske ledende
organer (præsidenten, militæret, efterretningstjenesten osv.), samt den gængse amerikanske holdning
til egen storhed og usårlighed.
Præsident Bush
I den ledende artikel fremkommer NYTs lederskribent med en sviende kritik af præsident Bush,
herunder hans håndtering af krisen:
The president was for a long while out of sight, his plane seeming to hop around … in search for
security. (l. 13–14)
I ovenstående eksempel kommenterer avisen den amerikanske præsidents manglende synlighed den
11. september. I sætningen ligger der ikke blot en implicit kritik af præsidenten for ikke at stå frem
66

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
tidligere, kollokationen af seeming og hop around konnoterer noget planløst og hovedløst og dermed
også en manglende kontrol over situationen fra præsidentens side. Selvom NYT modificerer sine
udtalelser via metonymien his plane, stiller avisen sig dog yderst kritisk over for præsidentens
handlinger – eller mangel på samme. Dette bliver ekstra tydeligt, når man ser på de aspekter, der ikke
nævnes. Avisen fremkommer ikke med eventuelle formildende omstændigheder for præsidentens
manglende tilstedeværelse. Ej heller nævnes muligheden for, at det af sikkerhedsmæssige årsager
kunne have været nødvendigt for præsidenten at forblive i dækning, indtil det er endeligt konstateret,
hvad det er, der foregår, og om der er flere angreb på vej – evt. mod Det Hvide Hus. Timerne efter
angrebene er meget forvirrende, men det er tydeligt, at NYT ikke mener, at Bush magter rollen som
statsleder. I stedet fremstiller avisen et lidet flatterende billede af en ubeslutsom – og bange –
præsident, der ikke har tilstrækkelig politisk tæft og/eller mod til at træde i karakter som den øverste
leder af landet før meget sent i processen.
Ledende amerikanske institutioner
Som det ses af nedenstående uddrag, får også de ledende organer, herunder regeringen, militæret og
efterretningstjenesterne, et kritisk ord med på vejen:
Terrorism is not new, but the scale and audacity of the attacks in New York and Washington
make it obvious that familiar defensive strategies are inadequate and that the fight against terror
must move from the periphery to the center of American national security planning and
operations. (l. 60–62)
Kollokationen af familiar og inadequate indeholder en kritik af de vante forsvarsstrategier. Angrebene
har resulteret i en situation, hvor tidligere tiders forsvarsforanstaltninger ikke blot er utidssvarende, men
også utilstrækkelige, og gennem ytringen move from the perifery to the center signalerer NYT
lederskribent, at forsvaret af landet – og herigennem bekæmpelsen af terrorisme – har været ført på de
forkerte præmisser. Fra øverste hold har man ikke været tilstrækkeligt opmærksom på faren for
terroristangreb på amerikansk jord – det er “bare” noget, der sker i andre lande – og bekæmpelsen af
“intern” terrorisme har derfor været kørt ud på et sidespor. En situation, skribenten gerne ser ændret. At
journalisten har valgt at åbne afsnittet med ytringen Terrorism is not new konnoterer desuden, at avisen
er af den holdning, at den amerikanske ledelse simpelthen ikke har været fremsynet nok i forsvaret af
nationen, jf. desuden Placering af ansvar.
67

5
10
15
20
25
Den diskursive praksis/teksten
Samme kritiske holdning går igen i nedenstående uddrag, der ikke blot sætter spørgsmålstegn ved den
amerikanske regerings dispositioner ift. nationens forsvar, men også udgør et opgør med tidligere tiders
opfattelse af adækvate militære reaktioner på nationale eller udefrakommende trusler:
This cannot be just another moment … when American military forces strike back ineffectually
and when airport security is tightened for a month or two. It must be the occasion for a
fundamental reassessment of intelligence and defense activities. (l. 66–69)
Den intertekstuelle reference til another moment fokuserer på den historiske kontekst for angrebene og
antyder, at den amerikanske krisehåndtering ifølge NYT tidligere har været for dårlig – eller i bedste fald
mangelfuld. Avisen uddyber dog ikke, hvad det præcist er for begivenheder, der tales om her, men lader
i stedet læseren drage sine egne fortolkninger af referencerne. Ud fra konteksten kunne henvisningen til
amerikansk ineffektivitet i forbindelse med militære gengældelsesaktioner dække over forskellige
historiske episoder, idet USA har været involveret i utallige militære interventioner på verdensplan,
herunder Golfkrigen, hvor det ikke lykkedes for USA og dets allierede at fjerne Saddam Hussein. Et
forsigtigt bud på, hvad anmærkningen om lufthavnssikkerhed kunne vise tilbage til, er de stramninger,
de amerikanske myndigheder indførte som følge af bombningen af det amerikanske PAN AM–fly over
Lockerbie i 1988 – stramninger, der vel og mærke kun blev overholdt i en kort periode. Ligegyldigt hvad
man lægger i de forskellige referencer, er der dog ingen tvivl om, at NYT ikke er tilfreds med den måde,
hvorpå landets ledende institutioner har begået sig i tidligere krisesituationer. Ytringen fundamental
reassessment lægger op til en grundlæggende revurdering af landets forsvar og reaktionsmønstre,
hvilket bl.a. kommer til udtryk gennem modaliteten i de direktiver, der indgår i uddraget. I denne
forbindelse signalerer cannot ikke blot kan ikke, der ligger derimod et implicit må ikke. Det samme kan
siges om must be, der i denne forbindelse dækker over skal, og udsagnene får dermed karakter af
implicitte påbud.
Avisen er dog udmærket klar over, at den amerikanske befolkning tørster efter hævn og vil kræve
gengældelse, jf. forandringsdiskursen, men som det ses af nedenstående uddrag, er avisen også her
klar med en kritisk bemærkning til de præmisser, en sådan reaktion skal foregå ud fra:
68

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
What we live with now … is an urge for reprisal. But this is an age when revenge is complicated,
when it is hard to match the desire for retribution with the need for certainty. We suffer from an act
of war without any enemy nation with which to do battle ... the civilians who live in the same
places that terrorist may dwell, whose lives are just as ordinary and just as precious as the ones
that we have lost. That leaves us all, for now, with fully burdened emotions … There is a world of
consoling to be done. (l. 46–53)
When retaliation is warranted, as it will be in this case once the organizers have been identified …
(l. 79–80)
I det første uddrag maner NYT til besindighed, en opfordring der inkluderer både avisen, befolkningen
og de ledende organer, hvilket bl.a. ses i brugen af det solidariske we. Det fremgår af de foregående
tekstafsnit, at avisen på ingen måde ser kravet om hævn som urimeligt, idet USA har lidt et stort tab, og
der er store følelser indblandet, men en mere rationel indgangsvinkel efterlyses. Ifølge NYT skal man
holde sig for øje, at der ikke umiddelbart er nogen nationalstat at føre krig imod, hvorfor de hidtidige
militære procedurer ikke kan følges. Samtidig vil et uigennemtænkt angreb, der kun bunder i hævntørst,
ikke kunne undgå at ramme uskyldige civile. NYT er klar over, at bearbejdningen af de traumatiske
hændelser påkræver en vis form for handling, men for nuværende består helingsprocessen ikke i blind
vrede og hævn, men derimod i trøst og lindring til alle, der er berørt af angrebene.
Der er dog ingen tvivl om, at NYT følger den generelle stemning i USA og anser angrebene som en
krigshandling, hvilket bl.a. kommer til udtryk i overskriften The War Against America og i l. 48–49 We
suffer from an act of war. De mange udtryk fra militærets verden placerer teksten i et krigsunivers, men
som det ses i det andet eksempel, skal det være krig med hjemmel i de fundamentale demokratiske
principper: Man er forfatningsmæssigt “innocent until proven guilty”, og besvarelse af angrebene kan
efterfølgende først ske, når bagmændene er identificeret.
Avisen tager ikke kun de amerikanske muligheder over for omverden under behandling, også ift.
eventuelle nationale reaktionsmuligheder maner avisen til besindighed:
The temptation will be great in the days ahead to write draconian new laws that give law
enforcement agencies – or even military forces – a right to undermine the civil liberties that shape
the character of the United States. (l. 108–110)
69

5
10
15
20
25
Den diskursive praksis/teksten
I ovenstående omtaler avisen muligheden for, at angrebene kan føre til strenge lovændringer.
Kollokationen af draconian37 og new laws udtrykker ikke blot strenghed, den antyder også en form for
overdrevenhed. Lægger man det sammen med ytringen undermine the civil liberties, får man som læser
fornemmelsen af, at avisen ser en fare for, at “blodrusen” vil resultere i en situation, hvor de ledende
organer ikke blot vil indskrænke de civile borgerrettigheder – og dermed underminere grundstenen i den
amerikanske nationalkarakter – men ligefrem vil gå over stregen i sine bestræbelser på at forhindre, at
noget lignende vil ske igen. Den samme indstilling ses i nedenstående uddrag, hvis omdrejningspunkt
ikke blot er forsvaret af de civile borgerrettigheder, men også indeholder en påmindelse om, at disse
rettigheder tilhører alle amerikanere:
President Bush and Congress must carefully balance the need for heightened security with the
need to protect the constitutional rights of Americans. That includes Americans of Islamic
descent, who could now easily became38 the target for another period of American xenophobia
and ethnic discrimination. (l. 110–113)
Den intertekstuelle reference til another period of American xenophobia uddybes ikke, men ud fra et
historisk perspektiv kunne et bud være følgerne af angrebet på Pearl Harbor i 1941, hvor amerikanere
af japansk afstamning ikke blot blev lagt for had, men også fysisk blev interneret i fangelejre for, som
det blev udtrykt fra officiel side, at undgå yderligere angreb.
Alle de gennemgåede eksempler viser med al tydelighed NYTs indstilling til konsekvenserne af
angrebene. Der vil komme en respons, men moralen i historien er, at man ikke blot skal være sikker på,
at gengældelsen foregår på de rigtige præmisser, man skal også tage ved lære af historien. Man skal
overveje tingene nøje, inden man svarer igen – både militært, lovmæssigt og menneskeligt – da det ikke
er i nogens interesse at træffe forhastede beslutninger. I forlængelse heraf fremkommer NYT også med
en implicit kritik af USA's hidtidige diplomatiske evner:
The United States must therefore be adroit as well as strong. (l. 120)
37 Grækeren Drakon blev i 624 før Kristus sat til at nedfælde den græske lovgivning. Lovene påskrev dødsstraf for alle
forseelser, hvorfor man i dag omtaler meget strenge love som drakonske love.
38 “became” bruges i originalteksten, men der skulle sandsynligvis have stået “become”.
70

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Ordet adroit konnoterer, at USA må være beredt på at skulle sno sig. Denne gang kan man ikke bare
fare frem med bulder og brag, man bliver i stedet nødt til at sætte sin lid til diplomatiets kunst og
samarbejdet med andre nationer. Den kritiske holdning til landets hidtidige forsvarsstrategier går igen i
nedenstående uddrag:
When all that suicidal terrorists need … are airplane tickets … it seems reasonable to wonder
again why a missile shield should be Washington’s highest priority. (l. 96–98)
Der ligger i ovenstående en kritik af den amerikanske regerings (ensidige) fokusering på missilskjoldet
som værn mod såkaldte slyngelstater. Angrebene den 11. september blev muliggjort gennem købet af
almindelige flybilletter, hvorfor missilskjoldet i denne forbindelse fremstår som decideret virkningsløst.
Vurderingen af missilskjoldets (manglende) betydning står dog for afsenders egen regning, hvilket nok
er grunden til den dobbelte nedtoning seems reasonable i forbindelse med highest priority. Afsender
giver udtryk for sin egen mening, men siger alligevel ikke direkte, at missilskjoldet er ineffektivt. Denne
garderer sig i stedet gennem et både–og. Men inddrager man adverbiet again, får man dog
fornemmelsen af, at det ikke er første gang, at avisen kommer med sådanne antydninger omkring
missilskjoldets betydning, og ytringen får derfor en snert af: Hvad sagde vi.
Den amerikanske efterretningstjeneste CIA kommer også under angreb:
... but for the nearly $30 billion that Washington spends on spying, the nation should know more
about terror networks and their plots. (l. 74–76)
I ovenstående signalerer det modale hjælpeverbum should – sammen med adverbiet but – at avisen
måske ikke ligefrem betragter CIA som en flok umuliusser, men der er ikke ingen tvivl om, at de mange
penge, der hvert år bruges på efterretning kunne være givet bedre ud. En sådan indstilling kunne være
udtryk for bagklogskab, men når alt kommer til alt, står man alligevel som læser tilbage med en klar
fornemmelse af, at efterretningstjenesten ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok.
Verdenssyn
Det er dog ikke kun de ledende organer, der kritiseres i NYT. Som det ses i nedenstående uddrag, får
også den hidtidige verdensindstilling et kritisk ord med på vejen:
71

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Commentators throughout the day yesterday dwelled on the scale of the planning this terrorist
mission must have required. But it is just as important to consider the intensity of the hatred it took
to bring it off … We had presumed that the very excess of such emotions made them erratic, that
instability and inefficiency were securely coupled. But that was when we lived on the other side of
history’s rift. (l. 40–44)
Hovedessensen i ovenstående er, at det ikke er nok at vurdere betydningen af angrebene ud fra
præmisser som f.eks. logistiske og organisatoriske ressourcer, man skal derimod se mere på
baggrunden for angrebene – det vil sige, det had der ligger bag – også selvom dette betyder, at man
må gribe i egen barm og måske opdage sider ved sig selv, som ikke er lige behagelige, herunder
naivitet og måske endda uvidenhed. Den usædvanlige kollokation lived on the other side of history’s rift
og den heri liggende metafor history’s rift giver forskellige associationer. Én tolkning kunne være, at se
rift som en kløft mellem de forskellige regioner i verden. En kløft, som mange amerikanere af forskellige
årsager (geografi, supermagtsstatus osv.) først nu har fået øjnene op for. Amerikanerne har måske nok
haft en fornemmelse af de store sociale uligheder, der eksisterer i f.eks. Mellemøsten, og den
undertrykkelse som befolkningerne i regionen lever under – og har også i flere tilfælde forsøgt at gøre
noget ved det gennem fredsforhandlinger, støtteordninger og sanktioner. Men amerikanernes egen
opfattelse af, hvordan verden ser USA og de – ud fra et amerikansk synspunkt – uselviske intentioner,
der ligger bag interventionerne, har ikke matchet opfattelsen hos de befolkningsgrupper,
interventionerne er designet til at skulle beskytte. Den amerikanske støtte har måske endda været med
til at øge de sociale uligheder og styrke diktatoriske magthavere i regionen. Under alle omstændigheder
får man fornemmelsen af, at avisen antyder, at amerikanerne har levet i en virkelighedsfjern verden og
har dermed også haft en urealistisk indstilling til den reelle verdensorden. USA har måske ud fra et
historisk perspektiv fremstået som uovervindelig, men sådan er det ikke længere, og man skal nu til at
forholde sig til et helt nyt sæt realiteter for ikke blot at forhindre fremtidige angreb, men også for at
håndtere de udfordringer, der ligger ude i fremtiden. Kort sagt, man skal revurdere tidligere tiders
verdenssyn og opfattelsen af sig selv som amerikaner.
At kalde den amerikanske befolkning naiv eller uvidende er nok en lige lovlig hård udmelding, når man
tager situationens alvor i betragtning, og vi er da også vidne til en god portion rygdækning fra avisens
side. Verbet presumed indeholder antydningen af, at der er blevet tænkt over tingene, men at
amerikanernes opfattelse af, hvordan verden er indrettet, desværre har vist sig at være forkert. Samtidig
72

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
tager avisen brodden endnu mere af ytringen gennem det inkluderende we samt indrømmelsen
Americans have long known that these resentments existed (l. 124). På denne måde skaber afsender et
indforstået solidaritetsforhold mellem sig selv og modtager og undgår dermed at læseren taber ansigt:
Naturligvis er NYTs læsere klar over, at der ligger mere bag angrebene, hvorfor disse på overfladen er
ekskluderet ift. det interne konfliktparadigme. Dette leder os videre til spørgsmålet om placering af
ansvar.
Placering af ansvar
Som det fremgik af ovenstående, er NYTs lederskribent bestemt ikke tilfreds med den måde, krisen –
og dennes optakt – er blevet håndteret på. Der er ingen tvivl om, at angrebene var resultatet af et
terroristangreb, og gerningsmændene beskrives da også som inhumane suicidal terrorrists (l. 97), men
går man tættere på teksten, fremkommer der spor af avisens forsøg på at placere en form for internt
ansvar for, hvordan det kunne gå så galt, som det gjorde:
… the government needs to consider a reallocation of resources to homeland defenses against
unorthodox threats. That was the largely ignored recommendation of a national commission
headed by former Senators Gary Hart and Warren Rudman that early this year noted that the
relative invulnerability of the nation to catastrophic attack could soon end because of terrorist
threats. (l. 90–94)
I ovenstående uddrag siger NYT ikke direkte, at angrebene kunne have været undgået, hvis man –
hvem man så end er – havde fulgt anbefalingen fra de to senatorer om at være mere opmærksom på
farerne for terroristangreb inden for USA's egne grænser. Men der ligger en svag antydning af, at den
amerikanske regering har ignoreret advarslerne, hvorfor denne har et lille medansvar. Gennem
kollokationen af relative og invulnerability prikker avisen igen til amerikanernes fornemmelse af
usårlighed. USA's uovervindelighed er ikke absolut – på trods af landets status som eneste
tilbageblevne supermagt – hvorfor trusler mod det nationale territorium burde have været taget alvorligt.
Avisen tager dog brodden af udsagnet gennem adverbiet largely, der er nogen, der har taget notits af
sagen, men det er bestemt ikke majoriteten. Men ikke kun den amerikanske regering har et medansvar,
hvilket fremgår implicit i nedenstående uddrag:
73

5
10
15
20
25
30
Den diskursive praksis/teksten
Tightened airport security … Indeed, there are already machines that can detect plastic
explosives and other non–metallic devices, but they have been installed in only a few airports
because they are expensive and deemed an inconvenience. (l. 100–105)
I forbindelse med kritikken af den amerikanske lufthavnssikkerhed er NYT ude med den store rive. I
ovenstående uddrag er aktørerne gemt i substantivet machines samt i en passivkonstruktion, der lader
det være op til læseren at vurdere, hvem det helt præcist er, der har anset sikkerhedssystemerne som
værende for dyre og besværlige. Og det er dermed uvist, om vi her taler om flyselskabernes økonomi,
passagerernes manglende forståelse for ventetid i lufthavnene eller lufthavnsmyndighedernes
regulativer på området. Hvordan man end fortolker referencen, så kunne man få den tanke, at
skribenten er af den mening, at man har ofret sikkerheden på økonomiens eller magelighedens alter.
5.1.2.3.2.1. Opsamling på samfundskritisk diskurs
Den samfundskritiske diskurs udgør et væsentligt element i den ledende artikel i NYT. Avisens kritik
indeholder et (forholdsvist) åbent opgør med tidligere tiders handlinger og verdensopfattelser og
rammer bredt. Lederen rummer ikke blot en mindre flatterende beskrivelse af præsident Bushs evner
som statsleder, den inkluderer også en kritik af regeringen, efterretningstjenesten samt amerikanske
militære og forsvarsmæssige instanser, herunder disses håndtering af kriser – både i direkte forbindelse
med angrebene den 11. september og historisk set. Men NYT ser også fremad i sin kritik, herunder på
de eventuelle konsekvenser af angrebene. Selvom avisen ser angrebene som en krigserklæring, manes
der ikke blot til besindighed ift. et eventuelt modangreb, der advares også mod krænkelser af de civile
rettigheder. Nationen har lidt et smerteligt tab, men helingsprocessen går ikke p.t. gennem blind
gengældelse eller krænkelser af borgerrettighederne – forløsningen skal dog nok komme, når fjenden
først er identificeret – men derimod gennem en samlet indsats på det emotionelle plan.
Det indlejrede interne konfliktparadigme kommer desuden til syne i avisens opfordring til amerikansk
selvransagelse. Via forskellige kunstgreb ændrer angrebenes status fra “blot” at være angreb på
bygninger til at være et angreb på den hidtidige amerikanske livsindstilling. De implicitte opfordringer og
påbud appellerer ikke blot til læseren om at fralægge sig sin gængse arrogance, men også til at denne
påtager sig en mere realistisk opfattelse af verden i dag. Amerika er ikke uovervindelig, og det er på
tide, at alle amerikanere får øjnene op for det faktum, at man ikke kan ignorere verden, og at egne
handlinger eller mangel på samme – selv på baggrund af de bedste intentioner – får konsekvenser.
74

5
Den diskursive praksis/teksten
Avisen er dog klar over, at den skal træde varsomt, når det gælder antydningen af amerikansk naivitet –
og ikke mindst skyldsspørgsmålet, hvorfor sådanne “påstande” pakkes ind i et indforstået
solidaritetsforhold mellem læser og skribent. Nationen har lige oplevet et stort tab, og en for skarp kritik
eller en for åbenlys stillingtagen til skyldsspørgsmålet ville af patriotiske hensyn ikke være passende på
nuværende tidspunkt.
75

5
10
15
20
25
30
6. LEDERNES VIRKELIGHEDSREPRÆSENTATION
Ledernes virkelighedsrepræsentation
På baggrund af de resultater, der fremkom via analyserne i kapitel 4 og 5, vil jeg i det følgende foretage
en sammenligning af de to lederes virkelighedsrepræsentation, herunder komme med mit bud på mulige
årsager til forskelle og ligheder de to tekster imellem.
6.1. Virkelighedsrepræsentation i Jyllands–Posten
Selvom JP i sine formålsparagraffer frasiger sig al partipolitisk påvirkning, står det dog klart, at avisens
borgerlige bagland har spillet en væsentlig rolle i udformningen af og udtrykket i den ledende artikel.
Spillet på værdier som frihed, demokrati og civilisation placerer ikke blot den ledende artikel i et
borgerligt univers, det skaber også grundlaget for realiseringen af lederens kommunikative formål,
nemlig en mobilisering af avisens læsere i kampen mod terroren. I denne forbindelse skal det nævnes,
at selvom lederen normalt opfattes som et forum for debat mellem ligeværdige debattører, påtager JP
sig her rollen som autoritet ift. læseren – det kræver jo, som tidligere nævnt, en høj grad af autoritet for
ikke blot at komme med forslag til forandringer – i denne forbindelse deltagelse i kampen mod terroren –
men også for at kunne overtale modtageren til at udføre sådanne forandringer. Logikken siger, at har
modtageren først anerkendt de ideologiske præmisser, der ligger bag en given
virkelighedsrepræsentation (den borgerlige sfære) samt taget afsenders argumenter til sig om, at
angrebene i USA var direkte anslag mod vore egne demokratiske traditioner og værdier, så har denne
også nemmere ved at acceptere rigtigheden af avisens argumentation. Og ikke mindst se sig selv som
“medsammensvoren” i avisens kamp mod terrorismen.
Den borgerlige optik bruges også til at identificere de venner og fjender, der deltager i denne kamp, og
det er tydeligt, at avisen har valgt side – også på vegne af modtageren. Danmark både må og skal vise
solidaritet med USA og dermed også tage aktivt del i kampen mod terroren. For som avisen siger:
Frihed, der ikke forsvares, er intet værd. På tidspunktet for lederen står det stadigvæk forholdsvist
uklart, hvem der stod bag angrebene, men der er antydninger om en mulig forbindelse til
terrororganisationer i Mellemøsten. Terrorisme er et noget diffust begreb for den menige dansker, og
det er her konfliktdiskursen finder sin berigtigelse. Den (etnocentriske) dikotomisering af konfliktens
deltagere i Os og Dem sætter ikke blot avisen i stand til at etablere et fjendebillede, der er til at tage og
føle på, den gør det også muligt for avisen at anvise bestemte handlingsmuligheder – i dette tilfælde
muligheden for dansk deltagelse i en USA–ledet krig mod terroren.
76

5
10
15
20
25
30
6.2. Virkelighedsrepræsentation i New York Times
Ledernes virkelighedsrepræsentation
Den ledende artikel i NYT går i sin fremstilling tæt på USA af i går, i dag – og i morgen ikke mindst. Den
11. september ses ikke blot som en historisk dato, vi aldrig glemmer, angrebene – og baggrunden for
disse – ses også som et incitament til forandringer på både det personlige og det nationale plan.
Samlet set oplever vi i den ledende artikel i NYT, at to diskurser dominerer, nemlig forandringsdiskursen
og den samfundskritiske diskurs. Gennem forandringsdiskursen sættes der ikke blot ord på de følelser,
som skribenten oplever under og efter angrebene, fortællingen om sorgen, tabet og vreden skaber
samtidig en fælles berøringsflade avisen og læseren imellem: Hele den amerikanske befolkning har lidt
et tab, og den ledende artikel bliver på den måde en del af den kollektive bearbejdning af de
traumatiske hændelser. Samtidig lægger forandringsdiskursen implicit fundamentet for den
samfundskritiske diskurs. Med fundament menes, at hvis læseren først har taget idéen om, at avisen er
et offer på lige fod med sig selv, til sig, så bliver det også nemmere at acceptere – og måske ligefrem
nikke genkendende til – det krav om forandringer, som lederskribenten fremkommer med i den ledende
artikel. Det indlejrede solidaritetsforhold inddrager desuden læseren i kritikernes kor, idet den
samfundsbevidste læser naturligvis har været opmærksom på verdens tilstand, herunder det politiske
klima i både USA og på verdensplan. Dette solidaritetsforhold er samtidig medvirkende til, at brodden
tages af det krav om selvransagelse, der fremsættes under det interne konfliktparadigme i den
samfundskritiske diskurs. Gennem den samfundskritiske diskurs giver avisen tydeligt sin mening til
kende omkring både indenrigs– og udenrigspolitiske emner. Og man får som læser en klar fornemmelse
af, at avisen mener, at der er flere skeletter i skabet, men at disse spøgelser fra fortiden kan bekæmpes
gennem ændringer på det konkrete plan (fokusere mere på diplomati og dialog end direkte krig osv.) og
det mentale plan (realiseringen af egen sårbarhed, fralæggelse af den gængse arrogance mv.).
6.3. Virkelighedsrepræsentationer i Jyllands–Posten og New York Times
Både JP og NYT kommer den 12. september med deres bud på betydningen af terrorangrebene på
WTC og Pentagon. Begge lederskribenter ser dagen som en skelsættende begivenhed, men opererer
ud fra to vidt forskellige opfattelser af den virkelighed, som begivenheden indgår i. For JPs
vedkommende, så foregår kontekstualiseringen ud fra en overbevisning om, at angrebene er et direkte
angreb på den vestlige (demokratiske) verden, og det eneste logiske svar på en sådan provokation er at
danne en fælles front – sammen med USA – mod terrorismen. Det er slut med at kun at sætte sin lid til
diplomatiet, som man ellers har tradition for i Danmark, der skal tages helt andre midler i brug, hvis man
77

5
10
15
20
25
30
Ledernes virkelighedsrepræsentation
skal sikre sig mod (eventuelle) fremtidige trusler mod den danske nationalstat. I NYTs leder finder vi
derimod en mere “besindig” tilgang til emnet, idet man fra avisens side ikke blot søger at lægge en
dæmper på gemytterne, men også opfordrer til selvransagelse hos både den amerikanske befolkning
og dennes repræsentanter i regeringen.
Der kan være forskellige forklaringer på forskellen i de to avisers fremstilling af begivenhederne,
herunder den tidsmæssige faktor. For JPs vedkommende er de tragiske hændelser foregået ca. 7 timer
inden, avisen skal ryge i trykken, og man må formode, at avisen har været under et vist tidspres, og
dermed også har haft relativt kort tid til at bestemme sig for, hvad man mener om situationen, og
hvordan man skal formidle en sådan mening. Det samme kan ikke siges om NYT, idet journalisterne og
disses redaktionelle bagland har haft omkring 15 timer til at beslutte sig for, hvordan de skal dække
begivenhederne, og hvilken betydning man skal tilskrive disse ikke at forglemme. De ekstra timer, som
NYT disponerer over, kunne være årsagen til den mere kritiske indgangsvinkel til begivenhederne og
den efterfølgende reaktion på disse.
Vender vi blikket mod aspektet nærhed, så ser det dog også ud til, at dette har haft betydning for
udtrykket i de ledende artikler. For NYTs vedkommende betyder den geografiske placering, at avisen
har befundet sig lige midt i det omkringliggende kaos, og der er ingen tvivl om, at omfanget af
angrebene og det tragiske resultat af disse har vakt meget stærke følelser hos skribenten, hvilket sætter
sit ekspressive præg på teksten. I JPs tilfælde drejer det sig ikke så meget om geografisk, men mere
om psykologisk nærhed, og det er tydeligt, at JP føler en stærk tilknytning til USA. Dette fremgår bl.a. af
avisens syn på angrebene som værende rettet mod hele den vestlige verden og opfattelsen af
gerningsmændene som direkte fjender af vores demokratiske traditioner og værdier.
Når man tager NYTs direkte berøring med hændelserne i betragtning, forekommer det dog en smule
bizart, at det er JP, og ikke NYT, der kræver her og nu–gengældelse. En mulig årsag kunne være NYTs
hensyntagen til den store del af den amerikanske befolkning, som er af mellemøstlig oprindelse. Sådan
som stemningen er lige nu, kunne der være en overhængende fare for, at denne befolkningsgruppe ville
blive udsat for fremmedgørelse eller ligefrem hetz. Sagt med andre ord, så kunne det se ud som om, at
avisen forsøger at lægge låg på de store følelser, der ulmer under overfladen, og dermed afværge at
befolkningen og regeringen tyr til “selvtægt”. Eller som avisen selv skriver: Menneskerettigheder gælder
for alle, og man er forfatningsmæssigt uskyldig, indtil andet er bevist.
78

5
10
15
20
25
30
Ledernes virkelighedsrepræsentation
Her skal man dog huske på, at mediernes virkelighedsrepræsentation ikke altid er værdineutral – og da
slet ikke i den ledende artikel – men ofte afhænger af faktorer såsom holdningsmæssig profil samt
opfattelse af egen rolle i samfundet. De delte meninger omkring opfattelsen af angrebenes betydning –
og hvordan man skal reagere på disse ikke mindst – skal derfor nok også hovedsageligt findes i
forskellene i den optik, som de to på overfladen ellers så sammenlignelige aviser iagttager den givne
begivenhed ud fra.
Den 12. september kommer JPs borgerlige indgangsvinkel til konflikten tydeligt til syne gennem avisens
spil på værdier såsom frihed og demokrati samt den indlejrede polarisering af “plottets” aktører, og der
hersker bestemt ingen tvivl om, at den institutionelle stemme har valgt side i konflikten til fordel for USA.
Her overfor har vi NYT, hvis virkelighedsrepræsentation, som tidligere nævnt, sker ud fra en mere
samfundskritisk vinkling. Det kan umiddelbart virke en smule besynderligt, at avisen overhovedet
implementerer en sådan diskurs, især når man tager i betragtning, at det i tilspidsede situationer, hvor
nationens sikkerhed er på spil, er mere eller mindre kutyme, at man samles som nation og bakker op
om landets ledere, herunder undlader at stille spørgsmålstegn ved landets ledelse eller dennes
(fortidige såvel som nuværende) handlinger. At avisen alligevel stiller spørgsmålene, kan bunde i flere
forskellige forklaringer, herunder avisens ideologiske baggrund. Det vil i NYTs tilfælde sige, en
holdningsmæssig (liberal) profil, der borger for en kritisk holdning over for samfundets autoriteter og
statsapparatet i særdeleshed. Avisens fremstilling af begivenhederne kan derfor ses som et udtryk for
en pligt–etisk indstilling til nyhedsformidlingen, dvs. avisen fortæller det, som den ser det, uden at tage
specielle hensyn til regering og lignende – selv i en krisesituation.
Selvom ingen af aviserne arbejder med et decideret krigsscenario, implementerer begge aviser alligevel
et såkaldt konfliktparadigme, hvorigennem sagens parter ikke blot identificeres, men også sættes i
forhold til hinanden. Kigger vi på de begivenheder, der ligger til grund for de to ledende artikler,
forekommer valget af en sådan skabelon som et oplagt valg: Konfliktmatricens iboende evne som
“forenkler” af virkeligheden er en forholdsvis nem måde, hvorpå skribenterne kan skabe orden i det
omkringliggende kaos samt bibringe modtageren en dybere forståelse af de bagvedliggende strukturelle
sammenhænge. Der er dog himmelvid forskel på de to lederskribenters fjendebillede. JPs lederskribent
inkorporer den velkendte mediematrice “Os mod Dem”, hvor vores civiliserede demokrati ikke blot
kontrasteres med de totalitære islamiske regimer, der foretages også fra avisens side en implicit
stempling af Mellemøsten som lavere rangerende ift. Vesten. NYT på den anden side vinkler sin
79

5
10
15
20
25
Ledernes virkelighedsrepræsentation
ledende artikel ud fra det overordnede synspunkt, at den fjende, man er oppe imod, ikke udelukkende
kan ses som en ydre fjende. Derimod skal fjenden også findes internt i USA, idet det ifølge avisen er tid
til at overveje effekten af egne handlinger – eller mangel på samme – inden og uden for landet grænser.
NYTs (svage) inddragelse af den amerikanske befolkning og dennes verdenssyn i kritikken forekommer
dog en smule kuriøst, idet man ikke kan forestille sig, at den amerikanske befolkning for nuværende har
brug for at få skudt i skoene, at den er naiv eller deler et eventuelt medansvar for tragedien. Et forsigtigt
bud på en årsag kunne være, at avisen ikke blot søger at skabe opmærksomhed omkring en
problemstilling, den forsøger også at “hjælpe” læseren til at løse dette problem. Det vil i denne
forbindelse sige, at avisens opfordring til introspektion kunne ses som et udtryk for en redaktionel
invitation til læserne om at deltage i gruppen af opinionsdannere for herigennem at lægge pres på de
folkevalgte repræsentanter og successivt den amerikanske præsident og hans rådgivere.
Netop opinionsdannelse er en vigtig faktor i begge de ledende artikler – og begge avisers
lederskribenter påtager sig da også en central rolle som fortolkere og betydningsskabere i forholdet
mellem begivenhederne den 11. september og læseren. Lederen karakteriseres normalt som et forum
for debat mellem ligemænd, men i denne sammenhæng fremstår begge lederskribenter som autoriteter
ift. læseren: Det er der dog i denne sammenhæng ikke noget odiøst i, idet det kræver autoritet at
konstatere tingenes tilstand og ikke mindst opfordre til forandringer. De to ledende artiklers menings– og
betydningsdannende funktion understøttes af en sproglig fremstillingsform, hvor argumentationen
hovedsageligt baseres på (semi–)rationelle præmisser, og hvor årsagssammenhængene fremstår som
uigendrivelige “sandheder”. Det skal dog nævnes, at lederskribenterne via deres sprogbrug – i denne
forbindelse bl.a. det inkluderende vi samt signalet om at være ramt på lige fod med læseren – skaber et
solidaritetsforhold aviserne og deres respektive læsere imellem. På denne måde sker der ikke bare en
opblødning ift. de instrukser, der ligger indlejret i teksterne, men der foretages også et skift fra, at
holdningerne fremstår som noget, aviserne trækker ned over hovedet på læseren, til at være noget,
som læseren kan nikke genkendende til. Og man kunne derfor formode, at begge aviser formår at få
deres respektive læsere over på deres side og dermed øger chancen for en succesfuld realisering af de
bagvedliggende kommunikative formål.
80

5
10
15
20
25
30
7. KONKLUSION
Konklusion
For journalister kloden rundt udgør dækningen af begivenhederne den 11. september 2001 muligvis den
største udfordring hidtil i karrieren. I en forandret verden, der er præget af usikkerhed og angst, skal
medierne ikke blot dække deres respektive læseres tørst efter information, man skal også beslutte sig
for, hvordan man skal formidle det skete. Den 12. september udkommer de trykte medier i udgaver, der
illustrationsmæssigt er mere dramatiske end nogen siden set og volumenmæssigt kan tage vejret fra
selv den mest garvede avislæser. Men ét er videreformidling af ren information, noget andet er
pressens fremstilling af en sag. Det billede af virkeligheden, som medierne konstruerer og videregiver,
kan ikke kun opfattes som et spejl på verden, det kan derimod kan være virkelighedsskabende i sig
selv. Selvom medierne normalt arbejder ud fra et kodeks om objektivitet og neutralitet i
nyhedsformidlingen, så påvirkes de af forskellige faktorer såsom økonomiske og politiske hensyn,
samfundsmæssige værdier og prioriteter, opfattelse af egen rolle i samfundet og ikke mindst
redaktionelle politikker. Og den optik, der ligger bag fremstillingen og formidlingen af en begivenhed, har
efterfølgende stor betydning for det indtryk af situationen, som man står tilbage med efter endt læsning
af eksempelvis en nyhedsartikel. Det får derfor værdi at afdække, hvordan et givent medie vælger at
præsentere en begivenhed og dennes aktører, samt hvad der eventuelt ligger til grund for en sådan
virkelighedsrepræsentation.
På baggrund af ovenstående betragtninger blev dette speciales formål derfor at afdække, hvordan man
i JP og NYT reagerede redaktionelt på hændelserne den 11. september samt komme med mulige
forklaringer på eventuelle forskelle og ligheder i de to avisers virkelighedsrepræsentation. Til
afdækningen af dette spørgsmål valgtes Faircloughs tredimensionelle model til kritisk diskursanalyse.
Modellen udmærker sig ikke blot ved at tilbyde en teoretisk ramme til tekstanalyse, det dialektiske syn
på forholdet mellem tekst og samfund samt det tværfaglige perspektiv sætter også brugeren af
modellen i stand til at give en mere nuanceret forklaring på, hvorfor en tekst ser ud, som den gør, og
hvad det er, den virkelig forsøger at gøre. Valget af lederen som empirisk grundlag er sket ud fra en
betragtning om, at det er her, man vil se de tydeligste holdningsmæssige spor efter den institutionelle
stemme, og man kan gennem en analyse af de indlejrede diskurser afdække den (redaktionelle)
opfattelse af virkeligheden, der ligger til grund for en given sprogbrug.
Kigger vi på den konkrete begivenhed, som de to ledere behandler, står vi her med en hændelse af så
store proportioner og med så store følelser involveret, at den for de fleste vil falde uden for de normale
81

5
10
15
20
25
30
Konklusion
forståelsesrammer – selv for den mest velorienterede og hærdede journalist. Spørgsmålet for
redaktionerne på henholdsvis JP og NYT er derfor, hvad man som institution selv mener om det skete,
og dernæst hvordan man skal formidle en sådan mening via sine respektive ledere.
Analyse
Som det blev fastslået i kapitel 4, påvirkes medierne i høj grad af ydre og indre faktorer såsom de
situationelle, institutionelle og sociokulturelle kontekster. I denne forbindelse virker det som om, den
situationelle kontekst (terrorangrebene og usikkerheden omkring de mulige konsekvenserne af disse)
overskygger de ellers så vigtige aspekter såsom massemedierne som forretning og deres forhold til
officielle og politiske institutioner. I stedet oplever vi en situation, hvor JP og NYT ikke blot giver udtryk
for deres uforbeholdne mening, men også på det kraftigste opfordrer til handling og ændring på det
kollektive og det personlige plan. Der er dog, som det sås i kapitel 5, divergerende opfattelser af, hvad
sådanne ændringer skal gå ud på. I JPs tilfælde handler det om et opråb til læseren om at støtte aktivt
op om USA's kamp mod terrorismen. Her over for står NYTs leder, der lige umiddelbart forekommer
mere kompliceret at formålsbestemme, idet der er to kommunikative formål, der kæmper om magten i
den ledende artikel. På den ene side fungerer lederen som et redskab til personlig og kollektiv
bearbejdning af de traumatiske hændelser, og på den anden side fremstår den som et værktøj i
forbindelse med avisens forsøg på at påvirke læseren til at kræve forandringer i forhold til intern og
ekstern krisehåndtering.
Avisernes kommunikative formål får naturligvis betydning for de konkrete diskurser, der realiseres på
tekstplan. I JPs tilfælde oplever vi, at to diskurser dominerer, nemlig den borgerlige diskurs og
konfliktdiskursen. I forbindelse med den borgerlige diskurs er den foretrukne tolkning af
begivenhederne, at det er vores – og ikke kun USA's – frihed og demokrati, der er under angreb. Der er
ingen tvivl om, at JPs lederskribent mener, at Danmark ikke blot skal være en aktiv medspiller på den
globale scene, landet skal også tage mere ansvar for konfliktløsninger, end man tidligere har gjort –
også selvom det indebærer et opgør med tidligere tiders holdning til dansk deltagelse i militære
operationer i udlandet. I forlængelse af den borgerlige diskurs finder vi konfliktdiskursen, der i denne
forbindelse ikke bare bliver brugt til at polarisere sagens parter i et civiliseret, vestligt Os og et fanatisk,
islamisk Dem, men også til at skabe et fjendebillede, der er til at håndtere – og dermed også at gøre
noget ved. De to diskurser fungerer som resultat af og i kraft af hinanden, idet logikken siger, at har man
som læser først taget avisens (borgerlige) etnocentriske opfattelse af den gældende verdensorden til
82

5
10
15
20
25
30
Konklusion
sig, så giver det også mening at tale om konflikthåndtering ud fra en overbevisning om, at man enten er
med os, eller imod os. Ergo er den eneste logiske respons på de barbariske angreb en “krig” mod
terrorismen. Den tydelige stillingtagen i striden til fordel for USA, fralæggelsen af ethvert ansvar for det
skete samt det udtrykkelige krav om hævn står i skærende kontrast til indholdet af NYTs ledende artikel,
hvor vi oplever en mere besindig og tilbageholdende tilgang til eventuelle reaktioner på det skete.
NYTs lederskribent opererer også med to overordnede diskurser, nemlig forandringsdiskursen og den
samfundskritiske diskurs. Gennem forandringsdiskursen søger avisen at sætte ord på de fysiske og
psykiske forandringer som byen og den amerikanske befolkning har gennemgået den foregående dag.
Det i denne diskurs indlejrede solidaritetsforhold avis og læser imellem sætter efterfølgende skribenten i
stand til at implementere den anden hoveddiskurs, nemlig den samfundskritiske diskurs. Fortællingen
om den fælles fornemmelse af sorg, tab og angst skaber optimale forudsætninger for læserens accept
af de krav om personlig og kollektiv selvransagelse og forandring, der stilles i sidstnævnte diskurs. NYT
begrænser sig dog ikke til kritik af præsidenten, regeringen og efterretningstjenesterne – og den
hidtidige amerikanske (egocentriske) opfattelse af eget værd og rolle i verden. Avisen går derimod et
skridt videre, idet den også kommer med forslag til, hvordan man skal håndtere den opståede krise: For
nuværende går helingsprocessen ikke gennem forhastede – og hasarderede – beslutninger på det
militære, lovmæssige eller personlige plan, men derimod gennem trøst og lindring til de efterladte.
Dermed ikke sagt, at USA ikke skal få genoprejsning – for den skal nok komme, når først de reelle
bagmænd er identificeret – men man skal tage ved lære af historien og ændre på de præmisser, ud fra
hvilke en reaktion skal foregå.
Virkelighedsrepræsentation
På overfladen forekommer begivenhederne den 11. september forholdsvis åbenlyse og entydige, idet
der ikke er tvivl om, hvad der reelt er sket (flykapringer og selvmordangreb) og den umiddelbare effekt
af dette (ødelæggelse af bygninger og et stort antal døde). Men hvad er det så, der gør, at man alligevel
oplever så store forskelle i den måde, som de to aviser vælger at præsentere denne virkelighed på, og
på den betydning som hændelserne bliver tilskrevet? Begge aviser ser den 11. september som en
skelsættende begivenhed, men, som det bl.a. fremkom i kapitel 6, er der overordentlig stor forskel på
den optik, som begivenhederne ses ud fra. Med hensyn til eventuelle årsager til forskellene i de to
avisers præsentation af begivenhederne, så er der tre faktorer, der lige umiddelbart springer i øjnene,
nemlig tid, nærhed og ideologi. For JPs vedkommende har avisen haft forholdsvis kort tid til at
83

5
10
15
20
25
Konklusion
udarbejde et svar på begivenhederne, og man har lidt på fornemmelsen, at lederskribenten endnu ikke
er nået over det punkt, hvor følelserne taler. NYT på den anden side har haft lidt længere tid til at
overveje situationen, hvilket bl.a. kunne være årsagen til den mere kritiske og tilbageholdende indstilling
til begivenhederne og til en eventuel reaktion på disse. Det virker umiddelbart som om, avisen – selv i
en krisesituation – ikke har villet gå på kompromis med rollen som samfundets vagthund. Med hensyn til
nærhed, så kan dette aspekt også siges at have haft betydning for både JP og NYTs lederskribenter. I
NYTs tilfælde kan vi tale om både geografisk og psykologisk nærhed. Som newyorkeravis står NYT så
at sige midt i orkanens øje, og selvom skribenten måske nok ikke har været fysisk tilstede under
angrebene på WTC, er der ingen tvivl om, at begivenhedernes intensitet og det tragiske resultat af disse
har haft en meget stor indflydelse på udtrykket i den ledende artikel. For JPs vedkommende drejer det
sig i højere grad om en psykologisk nærhed, idet man må formode, at hverken avis eller lederskribent er
ramt på det personlige plan, men der skal ikke herske tvivl om, at lederskribenten ser angrebene som
værende rettet mod egen (demokratiske og civiliserede) sfære. Et faktum, der sætter sit tydelige præg
på sprogbrugen i den ledende artikel.
Kigger vi nærmere på de diskurser, der implementeres lingvistisk – i denne forbindelse den borgerlige
diskurs og den samfundskritiske diskurs – forekommer det dog som om, den ideologiske faktor har
spillet den største rolle i forbindelse med udtrykket i de to ledende artikler. Og både JP og NYT er da
også yderst trofaste over for deres borgerlige henholdsvis liberale redaktionelle bagland i deres
betydnings– og meningstillæggelse ift. begivenhederne og den efterfølgende præsentation af disse.
Begge aviser lægger dog ikke kun op til læsernes accept af det ideologiske budskab, de forsøger også
at gøre disse til indflydelsesmæssige aktiver i avisernes kamp for forandring på det sociale plan. Om
sådanne forandringer vil finde sted, har det desværre ikke været muligt at afdække på det foreliggende
empiriske grundlag, men man kunne formode, at den øgede opmærksomhed på sagen er en vej til at få
politikere og andre beslutningstagere i tale. Jo mere vedholdende et pres – nedefra – desto
vanskeligere vil det være for de ansvarlige at undgå at tage affære. Under alle omstændigheder har
begge aviser tydeligvis haft en agenda, men om denne vil blive fulgt, vil tiden vise.
84

5
10
15
20
25
30
8. PERSPEKTIVERING
Perspektivering
I kapitel 5 og 6 afdækkede jeg, hvordan de to avisers opfattelse af virkeligheden helt åbent kom til syne
igennem deres respektive ledende artikler – hvad der jo er helt legalt i forbindelse med denne genre.
Men det er faktisk en skam, at stoppe her, for det er egentligt her, man kunne begynde. Og som jeg ser
det, så er der to forskellige veje, man kunne gå på baggrund af dette speciale.
Reproduktion/transformation af den sociale dimension
For det første kunne man tage spørgsmålet om sociokulturel forandring som resultat af de to ledere op
til overvejelse. Som nævnt, er kongstanken bag Faircloughs tilgang til kritisk diskursanalyse
spørgsmålet om den diskursive praksis’ effekt på den bredere sociale dimension og vice versa.
Overfører vi dette analytiske udgangspunkt på de to ledere – og deres præsentation af den forandrede
verden – så kan begge ledere – på overfladen – karakteriseres som værende reproducerende for de
trykte mediers diskursorden. Hverken form (kommenterende og argumenterende) eller udtryk (de
anvendte diskurser) i behandlingen af emnet går lige umiddelbart imod de gældende konventioner for
de trykte mediers diskursorden. Billedet ser dog noget anderledes ud, hvis vi kigger på det
indholdsmæssige aspekt og herunder det univers, der skabes på det tekstmæssige plan. Som tidligere
nævnt, opfordrer både JP og NYT gennem indholdet af de inkorporerede diskurser deres læsere til at
foretage specifikke ændringer på både det mentale og det konkrete plan, og set ud fra et Faircloughsk
synspunkt, kan man derfor sige, at ingen af de to aviser via deres sprogbrug forsøger at fastholde status
quo på det samfundsmæssige plan.
Både JP og NYT har tydeligvis en klar mission med teksten. Og der er ingen tvivl om, at begge aviser
på det kraftigste søger at påvirke opinionen i deres respektive lande for herigennem at skabe forandring
på det sociale plan. Det vil for NYTs vedkommende sige, at avisen overdrager noget af ansvaret
omkring konfliktens løsning til læseren: Læseren opfordres til at leve op til rollen som handlekraftig
samfundsborger for herigennem at lægge et nedefra kommende pres på regeringen om forandring både
i forbindelse med landets sikkerhed og USA's forhold til udlandet. JP på den anden side ser gerne en
udvidelse af Danmarks engagement på den internationale scene gennemført – og det helst med
læserens hjælp. Man får – hvis man læser mellem linierne altså – den opfattelse, at avisen mener, at
den danske indstilling til håndteringen af globale konflikter indtil nu har været for blødsøden og for
eftergivende, og det er nu tid til at genoverveje, hvem man opfatter som sine foretrukne
alliancepartnere, og hvordan man skal reagere på faren ved islamisk fanatisme.
85

5
10
15
20
25
30
Perspektivering
Om de to avisers mission vil lykkes, altså om de to ledere vil få en indvirkning på, hvordan
befolkningerne og/eller regeringerne i de respektive lande vil reagere på begivenhederne, har det
desværre ikke været muligt at afdække i denne forbindelse, da den empiriske tidsramme er afgrænset til
den 12. september 2001. Men tiden kan jo opfattes som historiens bedste vidne.
Bias i nyhedsformidlingen
Den institutionelle stemme kan komme til orde på andre måder end via direkte vurderende udsagn i
lederen. Dette får i sagens natur betydning for pressens rolle som objektiv, informationsbærende medie
og rejser spørgsmål vedrørende bias i den normale nyhedsartikel (Fairclough 1995: 43).
Journalisten – og avisen naturligvis – har behov for, at nyhedsformidlingen opfattes som sand og
troværdig kommunikation. Ud fra et journalistisk kodeks om, at troværdig journalistik ser en begivenhed
fra flere sider – og udviser upartiskhed og generøsitet over for alle sider af denne sag ikke mindst –
arbejder journalisten derfor normalt hen mod at levere en værdineutral og professionel dækning af det
redaktionelle stof. (Kramhøft 2001: 40) Men når man tager følgende udsagn “... the institutions of news
reporting and presentation are socially, economically and politically situated, [and] all news is always
reported from some particular angle” (Fowler 1991: 10) i betragtning, ville det næste logiske skridt være
at overveje, om – og i så fald hvordan – de to avisers virkelighedsrepræsentation og herunder deres
respektive ideologiske værdiggrundlag eventuelt smitter af på den normale nyhedsartikel.
I forbindelse med begivenhederne den 11. september 2001 kan en indholdsanalyse afdække, hvorvidt
skodderne mellem den neutralt rapporterende nyhedsartikel og den holdningsprægede kommentering
er helt var vandtætte, som det ellers antages under mediernes ideelle rolle som neutrale
nyhedsformidlere – og som både JP og NYT bryster sig af i deres formålsparagraffer. Spor efter
partiskhed i mediedækningen kunne bl.a. vise sig i form af de respektive avisers prioritering af stoffet,
udtrykket i de forskellige artikler og ikke mindst de stemmer, der kommer til orde i en given artikel. Valg
og brug af kilder kan ses som gode ledetråde i “afsløringen” af en eventuel ideologisk påvirkning på
artiklens endelige udtryk. Det samme kan siges om omfanget af spalteplads, idet man kan tildele de
meninger, man selv sympatiserer med, mere spalteplads, og dermed implicit kanalisere egen mening
gennem andres. Iscenesættelsen af begivenhedens aktører er også en god indikator for, hvordan
journalisten selv oplever en begivenhed. En begivenhed kan altid ses fra to forskellige synsvinkler, og
alt efter om man vælger at kalde en aktørerne “terrorist” eller “frihedskæmper”, markerer dette implicit
86

5
10
Perspektivering
en indre synsvinkel og et journalistisk valg (Grunwald et al. 1992: 57–58). Det er samme person, man
taler om, men optikken bag er forskellig. Da avisartikler er multisemiotiske tekster, så kunne man
eventuelt også i denne forbindelse inddrage avisens visuelle udtryk i analysen. Meget ofte optræder
reportagebilledet som et supplement til nyhedsartiklen, men lige så ofte fungerer dette som en
understøttelse – og udvidelse – af budskabet i teksten. Og valg af billedbeskæring og vinkel er dermed
med til at udtrykke en holdning til det fremstillede (Olsson & Poulsen 1995: 68). Som det ses, er der
mange indgangsvinkler til en indholdsmæssig analyse. Men under alle omstændigheder kunne det være
spændende at afdække, om de to aviser med baggrund i en redaktionel indstilling til verden eventuelt
favoriserer en speciel tolkning af begivenhederne den 11. september – og i givet fald hvordan en sådan
tolkning kommer til udtryk i nyhedsartiklen som sådan.
Ovenstående er mine overvejelser omkring, hvordan man eventuelt kunne perspektivere dette speciales
resultater. Der er mange veje, man kan gå – og sikkert også mange flere end dem, jeg har nævnt her –
men det er jo helt andre historier, som det desværre ikke er muligt at fortælle her.
87

LITTERATURLISTE
Avisartikler
Jyllands–Posten (12.09.2001): Angreb på friheden.
The New York Times (12.09.2001): The War Against America.
Bøger
Albrecht, L. (1995): Textual analysis and the production of text. København, Samfundslitteratur.
Bathia, V. K. (1993): Analysing Genre: Language Use in Professional Settings. London & New York,
Longman.
Bell, A. (1991): The Language of News in the Media. Oxford, Blackwell.
Blach, T. & Højberg, J. (1989): PR – håndbog i information og public relations. København, Borgens
Forlag.
Chomsky, N. (2002): 11. September. København, Forlaget Bindslev.
Fairclough, N. (1992): Discourse and Social Change. Cambridge, Polity Press/Blackwell Publishers Ltd.
Fairclough, N. (2001): Language and Power (second edition). Essex, Pearson Education Limited.
Fairclough, N. (1995): Media Discourse. London/New York, Edward Arnold.
Fowler, R. (1991): Language in the News: Discourse and Ideology in the Press. New York/London,
Routledge.
Frandsen, F.; Johansen, W.; Ellerup Nielsen, A. (1997): International markedskommunikation i en
postmoderne verden. Århus, Forlaget Systime A/S.

Grunwald, E.; Smistrup, G.; Veirup, H. (1992): Journalistens sprog. Århus, Forlaget AJOUR.
Hertsgaard, M. (2002): Forklaring på Amerika. København, Forlaget Centrum.
Jørgensen, M. W. & Phillips, L. (1999): Diskursanalyse som teori og metode. Frederiksberg C, Roskilde
Universitetsforlag.
Kramhøft, P. (2001): Journalistik med omtanke. Arbejdsmetoder i udredende og analytisk journalistik.
Århus, Forlaget AJOUR.
Lund, A. K. & Petersen, H. (1999): Det sku’ vær’ så godt. Organisationskommunikation – cases og
konsekvenser. København, Samfundslitteratur.
Mortensen, F.; Poulsen, J.; Stigel, J. (1990): Mediehåndbogen. København, Nordisk Forlag A/S.
Ravn–Olesen, J. (1990): Avisen i mediesamfundet. Ringsted, Avisen i Undervisningen.
Olsson, H. & Poulsen, H. (1995): Ryd forsiden! – Om nyhedsformidling. Frederiksberg C,
Dansklærerforeningen.
Qvortrup, L. (2002): Mediernes 11. september. København, Gads Forlag.
Zelizer, B. & Allan, S. (2002.): Journalism after September 11. London, Routledge.
Bidrag til bøger og antologier
Carey, J. W.: “American journalism on, before, and after September 11”.
In: Zelizer, B. & Allan, S. (2002.): Journalism after September 11. London, Routledge: pp 71–91.
Drotner, K.: “Mediematricer”.
In: Qvortrup, L. (2002): Mediernes 11. september. København, Gads Forlag: pp 28–42.

Fairclough, N.: “Political Discourse in the Media: An Analytical Framework”.
In: Bell, A. & Garret, P. (1998): Approaches to media discourse. Oxford, Blackwell Publishers Inc.: pp
142–163.
Galtung, J. & Ruge, M.: “Structuring and selecting news“.
In: Cohen, S. & Young, S. (1973): The manufacture of News: Social Problems, Deviance and Mass
Media. London. Constable and Co Ltd: pp 52–63.
Hansen, J. Z.: “Pearl Harbor revisited? Den formaterede virkelighed efter 11. september”.
In: Qvortrup, L. (2002): Mediernes 11. september. København, Gads Forlag: pp 73–90.
Kress, G.: “Linguistic and ideological transformations in news reporting”.
In: Davis, H. & Walton, P. (1983): Language, image, media. Oxford, Basil Blackwell Publisher Limited:
pp 120–139.
McChesney, R. W.: “September 11 and the structural limitations of US journalism”.
In: Zelizer, B. & Allan, S. (2002): Journalism after September 11. London, Routledge: pp 91–101.
Navaski, V.: “Foreword”.
In: Zelizer, B. & Allan, S. (2002): Journalism after September 11. London, Routledge: pp xiii–xviii.
Rose, G. B.: “Det billedmedierede fortolkningsfællesskab”.
In: Qvortrup, L. (2002): Mediernes 11. september. København, Gads Forlag: pp 42–61.
van Dijk, T. A.: “Opinions and Ideologies in the Press”.
In: Bell, A. & Garret, P. (1998): Approaches to media discourse. Oxford, Blackwell Publishers Inc.: pp
21–64.
Artikler
Askehave, I. (2004): “If language is a game – these are the rules: a search into the rhetoric of the
spiritual self–help books”.
In: Discourse & Society, vol.15, november 2004: pp 5–31

Vestergaard, T. (1998): “Lederen”.
In: Avisanalysen, nr. 28, maj 1998. Temanummer af medieforskernes tidsskrift Mediekultur: pp 37–49.
Lehrmann, U.: “Avisanalysens status”.
In: Avisanalysen, nr. 28, maj 1998. Temanummer af medieforskernes tidsskrift Mediekultur: pp 5–14.
Rapporter
Kabel, L. (2002): Forskningen og dens resultater. En kortlægning af dansk journalistikforskning og
analyse i perioden 1996 – 2001. København K, Danske Dagblades Forening.
Websites
Det Konservative Folkeparti (05.11.2003): Frihed og ansvar på ny.
www.konservative.dk/modules.php?op=modload&name=Sections&file=index&req=viewarticle&artid=28
&page=2.
Det Konservative Folkeparti (u.å.): Verden omkring os.
www.konservative.dk/modules.php?op=modload&name=Sections&fil=index&req=viewarticle&artid=28&
page=12.
Kofod, J. (10.06.2003): Dansk udenrigspolitik – socialdemokratiske pejlemærker.
www.socialdemokratiet.dk/default.php?main=2&subc=6&pgid=689.
Meilby, M. (18.03.1999): Aktualitet viger for identifikation.
http://www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/ID/VB00110946?OpenDocument.
Jyllands–Posten (u.å.): JP Information. http://www2.jp.dk/info/.
Pittelkow, R. (31.10.2001): Mediernes magt.
www.kommunikationsforum.dk/artikler.asp?articleid=04642.
Rasmussen, A. F. (01.01.2003): Statsministerens nytårstale 2003.
www.dr.dk/pubs/nyheder/html/html/nyheder/baggrund/tema2002/taler/stats2003.jhtml.

Severinsen, H. (Maj 2003): Menneskerettigheder og frihed. www.venstre.dk/viewpage.php?id=3432.
Sparre, K. & Kabel, L. (18.03.1999): Grundlæggende definitioner på nyheder.
http://www.cfje.dk/cfje/VidBase.nsf/ID/VB00177884?OpenDocument.
The New York Times Company (u.å.): New York Times: Newsroom Speeches of July 14, 2003.
www.nytco.com/press–presentation–20030714.html.
The Poynter Institute (2001): September 11, 2001: A collection of newspaper front pages.
www.poynter.org/extra/gallery/wednesday7.htm.
Tørring Amtsgymnasium & Ritzaus Bureau (07.10.1997): Amerikanske mediers dækning af resten af
verden skrumper ind. http://www.tag–gym.dk/samf/nternational_pol.htm.
Ordbøger/elektroniske encyklopædier
bartleby.com: Terrorism. www.bartleby.com/61/26/T0122600.html.
Gyldendal (1996): Fremmedordbog.
Longman (1992): Dictionary of English Language and Culture.

5
10
15
20
25
30
EXECUTIVE SUMMARY
For journalists, covering the events on September 11, 2001 posed a great challenge. In the midst of this
pandemonium, they not only had to respond to the public's demand for information, they also had to
decide how to present the events in an intelligible manner. If we look at the media coverage on
September 12, 2001, there were almost as many ways to recount the events, as there were
newspapers. Events are rarely experienced or interpreted alike, and aspects such as national values
and priorities, journalistic perceptions of own role in society, editorial politics, etc. influence the
mediation of such events. This viewpoint forms the basis of this thesis, i.e. to carry out a comparative
analysis of how the two national dailies Jyllands–Posten (JP) and The New York Times (NYT) reacted
to the events in their respective leading articles on September 12. That is, how the events were
depicted, and consequently which purpose(s) and perceptions lay behind these articulations?
Theoretical framework
For this purpose, I chose Fairclough's three–dimensional model for critical discourse analysis. This
approach is based on a notion that media stories not only mirror the world as it is, but are in themselves
reality–shaping factors. Subsequently, how the media present an event has great impact on how we
experience a situation and what meaning we ascribe this situation. Furthermore, the dialectic
relationship between the text, the discursive and social dimensions contributes to a more nuanced view
of how phenomena are constructed in the mass media – and not least what lies behind the articulations,
making this approach ideal for answering the abovementioned questions.
Findings
Media coverage cannot be said to neutral, and the situational, institutional and socio–cultural contexts
determine language use in media texts. On September 12, it seemed like the otherwise so important
economic and political considerations were eclipsed by an intense focusing on dissemination of
information. However, passing on pure information is one thing, expressing one's attitude is quite
another, and the question was; how did JP and NYT react editorially to the events? This included an
unveiling of the communicative purpose(s) and the linguistic articulation of discourses. Besides being
channels for the senders' emotions in connection with the attacks, the communicative purposes of the
two leaders were worlds apart. In JP, the main goal was to mobilise the reader to the war on terrorism.
In NYT, we found a more critical angle in that the leader not only aimed at raising public awareness of
possible reasons for the attacks; it also tried to convince the readers that changes in military and

5
10
15
20
25
30
political – and individual – behavioural patterns were needed. Such purposes had great impact on the
articulation of discourses. JP's leader was dominated by the conservative discourse and the conflict
discourse. The notion of the attacks being aimed at the Western civilisations as such and the play on
values such as liberty, freedom and democracy created a conservative space thus paving the way for a
war on terrorism. The ethnocentric polarisation in a civilised, Western Us and a fanatic, Islamic Them,
the undivided support for USA and the explicit demand for retaliation employed by JP stood in glaring
contrast to the more cautious angle applied by NYT. Here, the transformation discourse not only
conveyed the physical and mental changes that America had gone through during the past 24 hours.
The imbedded narrative of sorrow, loss and fear adapted in the socio–critical discourse set the stage for
a critical stance towards the governing institutions and their handling of the situation as well as a
request for changes in the (egocentric) perception of America's own merits – and role – in the world. It
should be noted that the implemented discourses only functioned by virtue of each other: JP could not
have incorporated the conflict discourse had the audience not recognised – and accepted – the
legitimacy of the conservative arguments; and NYT could not have introduced the socio–critical
discourse had it not been for the feeling of solidarity created via the transformation discourse.
The events of September 11 seemed rather apparent, but why was it then that we saw such
representational variations? The reasons could be found in aspects such as time and proximity to the
event. In this case, however, the findings showed that the underlying conservative and liberal
perceptions of reality of JP and NYT were the influential factors in terms of signifying meaning to the
events as well as presenting these.
Looking ahead
It is actually a shame that my story ends here, because this is where it could begin. First of all, there is
the question of social reproduction or transformation. JP and NYT are on agenda–setting missions, but
due to the empirical demarcation, it has not been possible to uncover whether or not the two leaders
succeed in changing the public opinion. It is, however, worth exploring. Secondly, one could look at the
aspect of bias within the news coverage. Both newspapers intend to keep the gates between
information and opinion tightly closed, but considering that news is always reported from some particular
angle it would be interesting to see if the ideology behind the leaders was transferred onto the
newspaper articles – and if so how. But then again, that is a completely different story.