En indledning - Dansk.dk

Hun repræsenterer i højere grad en filosofisk position, end personlighed, og er
ureflekteret, uskyldig, natur frem for ånd (jf. s. 3).
Tone Selboe mener, at kroppen tager hævn i Ehrengard 58 . Ved at Ehrengard to gange
bryder Cazottes hemmelighed, viser hun, at hun er reflekteret og ikke bare natur. Igennem
det, at hun selv tilbyder at fremstille sin nøgenhed, hæver hun sig over Cazotte. Hun
skammer sig ikke, som Eva i paradiset, over at være nøgen. Tværtimod bliver hun herved
repræsentant for et meget mere moderne kvindesyn. Ehrengard vækkes da også erotisk,
dog ikke af Cazotte, men af hendes unge forlovede Kurt. Selboe hævder, at Ehrengard
kan læses som en latterliggørelse af de forførelsesstrategier, som Johannes og Cazotte
repræsenterer.
”Det er ikke minst det fastlåste skillet mellom forfører og forført, knyttet til mannlig og kvinnelig som
ubevegelig dikotomi, som her utsettes for ironisk strålebehandling. Teksten oppretter hierarkier og
motsetninger gjennom mannen: kvinne/mann, kunst/liv, ånd/kropp, forfører/forført. Disse kvalitativt
bestemte motsetningene er det kvinnen gjennom sine handlinger oppløser og viser det illusoriske i. 59 ”
Heri ligger også et opgør med de kristne idealer, og de sædvanlige skel: sort/hvidt,
mand/kvinde, ond/god. Dette underbygges bl.a. igennem de djævlereferencer, der
forbindes med Cazotte. Som Pelensky formulerer det, er han både skaberen af, og slangen
i paradiset Rosenbad 60 . Djævelen er en kristen opfindelse, og ved at sammenligne Cazotte
med slangen, tages der herigennem afstand til kristendommen.
Blixen viser, at Cazottes – og Johannes- kvindesyn er en illusion, der i denne fortælling
brister, og at illusioner er skæbnesvangre. Det kvindelige rummer ikke den tærskel, som
hun tillægges, og de mænd, der tror det, ekspederes ud af historien. I Ehrengard er
forføreren et pjok, og det er ham, der bliver illuderet, og ikke Cordelia.
58 Selboe 1996, s. 151
59 Selboe 1996, s. 152
60 Pelensky 1985, s. 49