En indledning - Dansk.dk

var meningen, at han skulle række barnet til Ehrengard, og at de herigennem i al
hemmelighed ville høre sammen. I stedet giver hun ham barnet, ved at pege på ham som
faren. Modsat Cazottes plan, sker dette ikke i hemmelighed, men foran en større
forsamling. Hemmeligheden, der karakteriserer forførelsen, er brudt.
Cazotte kan ikke benægte, da han er nødt til at være loyal overfor den fyrstelige familie.
Han tvinges til tavshed og loyalitet, som Ehrengard. Herved bliver han revet ud af
æstetikerens position, og presset ind i den vordende ægtemandsrolle, han som æstetiker
kun har haft hån til overs for. I stedet for at holde afstand og beskue, tvinges han midt ind
i begivenhedernes centrum, og gjort til en del af dem. Fra epilogen ved vi, at han herefter
blev forelsket i en sangerinde og ændrede navn til Casanova.
Samtidig viser Ehrengard sig her at være hinsides den spaltning Cazotte bygger sit
menneskesyn på. Hun er ikke i stand til at føle den skyld eller syndsbevidsthed, som han
ville få frem i hende. I stedet for at lade sig forføre er Ehrengard selv villig til at
fremstille sin nøgenhed, hvilket bryder hans første plan. Dernæst har hun ingen skrupler
ved at påtage sig moderskabet til barnet, og insinuere, at Cazotte er faren. Hun er a-
moralsk, men retfærdig og æresbevidst.
Mellem Kurt og Ehrengard sker der noget. Da hun træder ind på kroen efter det lange
ridt, har hendes hårbånd løsnet sig, og det lange, lyse hår strømmer ned af ryggen på
hende. Dette er et tegn på, at hun er ved at blive erotisk vækket. Der sker i slutscenen en
bevægelse, hvor Ehrengard går fra det barnlige ind i voksenheden. Ligeledes bliver hun
reflekteret, idet hun fortæller sit livs første løgn. Hun er altså nu både et erotisk og
reflekteret væsen, og kan derfor modstå forførelsen.
Cazotte, der ser kvinden som metafor og kunst, oplever her, at kvinden træder i karakter,
og det bliver manden, der forsvinder ud af historien, kastreres og falmer, som det
kunstværk han aldrig fik lavet. Forførelsesprojektet bliver en illusion, noget der ikke var,
hvad det så ud til. Den lykkelige udgang bliver Ehrengards, der gifter sig med Kurt og
lever lykkeligt til sine dages ende. Og Cazotte ender med at opgive sin æstetiker-position.
Kendetegnende for Casanova er nemlig, at han kan forelske sig 54 , modsat Don Juan, der
holder følelserne ude af sine erotiske erobringer.
54 Selboe 1996, s. 152