En indledning - Dansk.dk

etfærdige hævn til sidst. Hun fastholder både prinsen og prinsessens ære ved sin
loyalitet.
Cordelia deler flere egenskaber med Ehrengard. Hun er også ren og uskyldig fra
begyndelsen, men modsat Ehrengard fanges hun og nedbrydes af sin forførers spil. Hun
lades alene tilbage, og har i slutningen mistet alt. Cordelia kan ikke gennemskue sin
forførers hemmelighed, hvor Ehrengard afslører Cazotte hele to gange. Cordelias
forførelse består i, at hun bliver splittet og spaltet, netop fordi hun før det var udelt og
umiddelbar.
Blixen skriver i et brev til Aage Henriksen i 1954, at hun lige har læst ”Forførerens
Dagbog”:
”(..)fordi jeg, som De ved, mener at Cordelia må have Lov at eksistere og at være et Menneske, og at
Johannes maa staa, og falde, med hende, saaledes at hvis hun ikke er et Menneske da er han heller ikke
noget Menneske, og hvis hun ikke er en Heltinde i en Historie, da er han hellerikke nogen Helt. 50 ”
Så hvor Cordelia fejlede, får Ehrengard her chancen til at vende historien, og blive
heltinden. Nu skal det handle om, historiens dramatiske klimaks, den magiske rødmen,
der rammer den forkerte.
En mislykket forførelsesproces
Som nævnt, bliver det rødmescenen, der adskiller de to fortællinger. Vi skal nu se
nærmere på, hvorfor det bliver Cazotte, der rødmer til sidst. Der er noget næsten religiøst
i beskrivelsen af, hvordan Cazotte skal få Ehrengard til at rødme. Hendes fortid, nutid og
fremtid skal kastes for hans fødder i et evigt, magisk krydsfelt, hvor det åndelige og det
erotiske skal mødes. Hendes sjæl skal stige op, og derefter vil hun være bundet til ham
for evigt.
49 Ehrengard s. 31
50 Blixeniana 1985, s. 187